Det er årets sidste dag, og det er tid til at lave et tilbageblik over året, der gik. Det har været et forrygende år! Lad mig bare starte med at sige det. Men traditionen tro starter jeg nytårstalen med at genbesøge mine nytårsforsæt for 2013. Ved udgangen af sidste år var især mit arbejdsliv præget af en del usikkerhed, hvilket også afspejler sig i nytårsforsættene. I forkortet version så de sådan her ud:
1. Tilbringe mere tid offline
2. Tjene nogle penge
3. Skrive flere bøger
4. Flere muskler
5. Mere ro – mindre stress
(læs dem i fuld længde HER)
Nåmmen, hvordan gik det så?
Ikke helt efter planen kan jeg vist godt sige. Jeg er stadig håbløst afhængig af min iPhone, og året bød hverken på flere muskler eller mere ro. Til gengæld lykkes det mig at tjene penge nok i mit nye firma, til at Søren ikke hældte mig ud for at få et “rigtigt” job. Jeg knoklede så godt nok også, som jeg aldrig har knoklet før i mit liv, og det bragte jeg mig i mål med en hel masse ting, bl.a. med at skrive endnu en bog, men det gav mig hverken mere ro eller mindre stress. Well, you cannot win them all, og på den måde er der også noget at arbejde med i det nye år.
Men jeg klynker ikke. På ingen måde. 2013 har været et af de mest spændende år i mit liv. Altså et af dem, man husker. 2005 var det år, jeg fik tvillinger, og 2013 det år, jeg udgav min første bog. Ikke at de to oplevelser kan sammenlignes, selvom de begge to har givet anledning til at få afprøvet hele følelsesregisteret. Flere gange!
Jeg lærte også meget om mig selv i 2013. På en masse forskellige områder…
Om stress
En af de ting, jeg lærte, der nagede mig mest, var, at det her med stress ikke handler om, hvad jeg udsættes for af ydre omstændigheder. Det handler om, hvordan jeg reagerer over for de ting, jeg møder. Og det er en virkelig irriterende én at trække over på egen banehalvdel, når man så længe har ment, at stress skyldes dårlig ledelse og dårligt arbejdsmiljø. For hvis det virkelig er rigtigt, er det en kæmpe nitte at få nøjagtig samme symptomer i egen enmandsvirksomhed med sig selv som chef. Pokkers!
Om prioriteter og flow
Men året har også lært mig noget om, hvor meget jeg kan holde til, og det viste sig at være en tand mindre, end jeg havde kalkuleret med, og jeg måtte derfor melde fra til ting, jeg havde forpligtet mig til, hvilket ellers ligger mig meget, meget fjernt. Men det har til gengæld lært mig noget om at sige nej. Jeg prioriterer nu de opgaver, jeg tager ind, for jeg har nemlig lært en rigtig vigtig ting i 2013: At nye idéer opstår, når jeg har tid og luft omkring mig. Og når man rammes af en idé, man brændende tror på og kaster sig over den med ildhu, så opstår der noget, der hedder flow. En tilstand, hvor man er så optaget af det, man laver, at tid og sted ophæves. Og det er den bedste følelse, og den vil jeg have mere af i 2014.
Om familie
2013 har også lært mig, at min familie er vigtigere for mig end noget andet. Ikke at jeg er parat til at lukke og slukke blog og virksomhed for at være mor på fuldtid, men mere på den måde at jeg ikke er villig til at sætte dem i anden række i så lang tid, som jeg kom til at gøre i 2013. Heldigvis kan vi godt tale om sådan noget, og jeg har mødt både forståelse, tålmodighed og hjælp på hjemmefronten, men det er er sidste gang, min datter kommer til at sætte post-ti-notes på køleskabet, hvor der står “jag savner dig mor hilsen vega”. Av, av…
Om mig selv
Jeg bliver hele tiden bedre til at være tro ved mig selv og til at acceptere mig selv. Og det er måske lidt banalt, men hvis man har brugt mange år på at skælde ud på sig selv, er det rigtig rart ikke at få skæld ud mere. Og det er sådan en glidning, der er sket i de sidste par år, og hvis der er noget, jeg skal give videre, så er det det. Og så kan det godt være, at dem, der skriver til mig og spørger, hvad de skal gøre for at tabe tre kilo, inden de skal til fest på lørdag, ryster på hovedet og synes, jeg er en gammel hippie, når jeg svarer dem, at jeg synes, de skal smide badevægten ud og rette fokus et helt andet sted hen. Men det kan jeg godt leve med.
Så 2013 handlede meget om at jeg skulle finde mine ben som selvstændig og som forfatter og foredragsholder. Og som en, der bliver stoppet på gaden af ivrige madbandit-entusiaster (tak for det og undskyld, jeg er så akavet i den slags situationer!). Og jeg har gjort mig en masse erfaringer, og det er der kommet nye ønsker du af, og dem deler jeg med jer efter nytår, hvor I får et lille indblik i nytårsforsætterne for 2014.
Til sidst mangler jeg bare at sige jer en kæmpe stor TAK. Tak fordi I læser med – på godt og ondt – og tak for alle jeres gode og kloge input og kommentarer her, der og allevegne. I gør blogging til verdens sjoveste job! Rigtig godt nytår til jer alle derude!
Rigtig godt nytår til dig Jane – og tak for inspirerende og opmuntrende blog!
Da beg læste din nytårstale kom jeg til at tænke på noget jeg læste for ikke så læne siden:
Når du står der og dunker dig selv i hovedet, eller er lige ved, så vip hovedet lidt til den ene side hvorved du i stedet klapper dig selv på skulderen……. Det har du meget bedre af!
Dette er et af mine nytårforsætter.
Godt 2014 til alle!
Hej Jane
Det er mit første besøg her hos dig, men jeg vender helt sikkert tilbage :)
Også jeg har i 2013 måttet erkende, at stress handler om, hvordan vi møder livet. Og ikke hvordan det møder os… Og som selvstændig er det særlig vigtigt, at passe på sig selv. Der skal ofte et ekstra drive til, når opgaverne ikke bliver serveret for en, og lønchecken ikke lyder på et fast beløb hver måned. Samtidig med, at det er passionen der skal være drivkraften, og ikke frygten for ubetalte regninger.
Tillykke med, at du har haft et godt år. Jeg ønsker dig al held og lykke i 2014!
Hej Jane.
Rigtig godt nytår til dig.
Jeg er lige blevet introduceret til madbanditten og glæder mig til at blive dus med den i 2014.
Har du erfaringer med LCHF i forhold til gener omkring overgangsalder.
Er sikker på vi mailes ved:-)
Mange nytårshilsner fra
Anni Juul Jensen
DenGodeSamtale.nu
Rigtig godt nytår!
tak for dine mange spændende indlæg, som jeg har prøvet af med stor succes.
Du er inspirerende.
Du har fine nytårs fortsæt. Den med stress og hvordan du tackler livet og dine egne reaktioner, må jeg anbefale dig at læse nogle bøger af Louise L.Hay.
Tina Hoffbeck
http://www.mariahoffbeck.blogspot.com
Vildt år, du har haft! Forstår godt, at der ikke har været plads til at opfylde alle nytårsforsætterne om mere ro… Men sejt gået med alt det, du HAR opnået!
Jeg kan godt nikke genkendende til dine erkendelser omkring, hvor stress kommer fra. Det er en hård proces at skulle igennem, men til gengæld er det også vejen til at bedre (arbejds-)liv. Held og lykke med det.
Jeg glæder mig til at følge med på bloggen i 2014.
Vh Louise
Rigtig godt nytår til dig også og tak for mange gode opskrifter.
Tak for en inspirerende blog og godt nytår til dig!
Kære Jane, godt nytår til dig. Og mange tak for super inspiration gennem hele 2013.
Malene B.
rigtig godt nytår til dig og familie! det er bare så godt det du laver! vil ønske held og lykke
hilsner
Lis Marker
Hej Jane.
Rigtig godt nytår til dig også :-) Fortsæt gerne i samme stil, men selvfølgelig med plads til familien ;-)
Kh.
Lisbeth
Kære Jane.
Godt nytår til dig. Godt det er gået så godt for dig i 2013. Det har du fortjent med din fantastiske blog, opskrifter mm.Jeg Har det sidste halve år fulgt dig via fb, og afprøvet flere af dine opskrifter, som jeg elsker. Jeg har de sidste par år spist palæo, ikke særligt meget fedt, men en masse kød, der efterhånden hænger mig ud af halsen.
Mit nytårsfortsæt er derfor at spise 100 procent efter dine opskrifter – jeg er allerede startet her i julen. Når jeg skal introducere en ny vane i mit liv, gør jeg det nemlig når det er aller sværest – altså ikke nødvendigvis på en mandag, den 1. eller i starten af et nytår. Hvis du starter i en hård periode, kan man nemlig også klare det næste gang men støder ind i en hård periode/ udfordring eller fristelse – man har gjort det før og kan derfor gøre det igen.
– min teori – og virker for mig.
Godt nytår.
Kaere Jane,
for 1 aar siden var jeg meget soegende i forhold til hudpleje (pga af en rosacea tilstand) og generel selvforkaelelse – jeg vidste, der skulle ske forandringer, men ikke til hvad… Jeg havde fundet Ole Henriksen, og via ham fandt jeg i det tidlige foraar Beautyspace.dk, og via Beautyspace fandt jeg i sommers dig og din blog. I udgoer tilsammen en lille treenighed i min verden paa hudpleje- og selvforkaelelsesfronten, og der er isaer 2 ting, jeg har laert af jer: At laese varedeklarationer samt bevidsthed om begrebet ‘antiinflammatoriske foedevarer’.
Det har givet en kaempe forbedring for mit velbefindende generelt (og rosacea i saerdeleshed) at starte paa LCHF (og en behageligt bivirkning i form af et 5 kgs vaegttab). Tak for en masse dejlig hudvenlig madinspiration i 2013, jeg glaeder mig til at laese meget mere fra dig i 2014.
Godt Nytaar til dig, og til alle jer, der laeser med og kommenterer herinde :)
For resten…: Jeg fik tjekket alle mine tal lige foer jul : lever, nyrer, kolesterol, diabetes, stofskifte, the works…. (mest for at lukke munden paa dem i min omgangskreds, der har hylet op om hjerte-karsygdomme og den farlige kolesterol og hvad-har-vi) Alle tal var normale :)
Og godt nytår til dig Jane.
Jeg sprang ind på siden for at vise min viv dine nytårsforsæt,
og finder så ud af at det er 2012 udgaven jeg søger (mere bacon o.s.v)
De holder stadig.
Med forhåbning om at du må få frihed til at gøre det du ønsker.
Igen
Godt nyt år.
Lars
Den med mere bacon er stadig et af mine yndlingsnytårsforsæt ;-) Godt nytår til dig også!
Kære Jane
Tak fordi du skriver -og nøj hvor kan jeg genkende en masse af det du skriver- selvom jeg på mange måder er et andet sted i mit liv.
Må 2014 blive et liv med balance og så skal vi ha drukket de det par kølige glas i sommervarmen.
kram
Kære Jane
Sikke en dejlig nytårstale. Jeg er sikker på, at det er den bedste, jeg kommer til at høre i år. Den kunne være skrevet af mange af os, der har for meget fart på livet.
Du har gjort det super godt for LCHF i Danmark. Uden dig var jeg ikke kommet videre med LCHF (selvom jeg ikke er 100%) – og jeg trives virkelig med det. Du gør os klogere og du inspirerer. 1000 tak for det.
Rigtig godt nytår til dig og dine. Jeg er sikker på, at I får en dejlig aften.
De bedste hilsner
Kathe/ Ravfood
Rigtig godt nytår – jeg håber I får en dejlig aften og et supergodt 2014! 2013 var det år hvor jeg fandt din blog som er en vældig inspiration for mig – ikke så meget lchf, men mere tilgangen til rigtig mad! Og så blir jeg fanget af dine ord om resten af livet som jeg læser som en søgen mod den samme kvalitet i livet som du prioriterer i din mad.
Jeg glæder mig til i aften hvor jeg skal være sammen med mine tre drenge – de har planer om at lære mig at spille poker, så hvem ved … Måske kan jeg sige mit arbejde op om et par måneder og go all in pokerstyle:-))
Godt nytår og tak for 2013 fra mig!
Rigtig godt nytår til dig også Jane! Jeg glæder mig til at læse med her i det nye år og selvfølgelig til din nye bog udkommer ;)
Kh Maria
Sødeste Jane, også et vidunderligt nytår til dig med mindre stress, masser af kærlighed og spændende oplevelser – både jobmæssigt og med din smukke familie. Tak for alle dine spændende blogindlæg. Jeg elsker at læse hver og een. Du fanger mig altid med dine ord og tanker. Jeg glæder mig til at følge dig i det nye år, og se hvad det bringer af interessante indlæg.
Nyd denne aften med familien. Vi har, ligesom jer, valgt at holde den hjemme, bare os :-) Det bliver super hyggeligt. Faktisk er det længe siden, jeg har glædet mig så meget til en nytårsaften :-)
Rigtig godt nytår til dig og din familie.
Godt nytår til dig også! :D