Madbanditten fylder 11 år


I dag fylder Madbanditten 11 år. Mit lille hjørne her på internettet, hvor jeg i nu 11 år har delt opskrifter, mad- og livsstilstanker og personlige indlæg. Af alle de forskellige ting, jeg laver, er bloggen her stadig min favoritopgave. Okay sammen med nyhedsbrevet, som jeg virkelig elsker at skrive hver uge.

Fuld fart på det sidste år

Det sidste år er der sket meget med Madbanditten. På trods af at jeg elsker mit arbejde med Madbanditten, er der en del af mig, der altid har set det som sekundært til de andre ting, jeg laver. Jeg tror, det er et levn fra den spæde start, hvor jeg havde et fuldtidsjob ved siden af og Madbanditten var min fritidsinteresse. Det, man vander, gror, eller hvad er det man siger? I hvert fald har jeg det sidste år investeret både tid og penge i projektet, og det har føltes så rigtigt.

Jeg tror på, at siden her har en fremtid, både i at byde ind med et Low Carb-perspektiv i sundhedsdebatten i Danmark og i at jeg forventer at have lyst til at sidde på denne side af skærmen og skrive i mange år endnu.

I sommer fik siden en stor og velfortjent makeover, i august startede Anne, min første ægte medarbejder og for et par uger siden kunne vi endelig slå dørene op for MadbandittenPLUS, et sundhedsunivers, hvor man mod en beskeden betaling kan få adgang til en masse ekstra funktioner, som mine læsere har efterspurgt i årevis, som fx energiberegninger på alle opskrifter.

Sjove sundhedsudfordringer og… måske podcast

Men MadbandittenPLUS er meget mere end energiberegninger, og i de 6 måneder vi har arbejdet på at få det lavet, har jeg glædet mig til at kunne begynde at tage hul på det rigtig sjove, nemlig at lave ting til PLUS.

Jeg kan godt forsigtigt løfte sløret for, at vi kommer til at køre en lille marts-udfordring og at jeg også drømmer om at begynde at lave podcast, som skal køre eksklusivt til PLUS-medlemmer.

Madbanditten, som jeg synes, den skal være

MadbandittenPLUS er samtidig min mulighed for at kunne tilbyde den slags hjemmeside, som jeg gerne vil. Jeg har i årevis været så afsindigt træt af de flimrende annoncer, som forstyrrer læsningen og gør siden grim og uoverskuelig, og hvis jeg ikke behøvede løn og Anne ikke behøvede løn og min udvikler ikke behøvede løn og mine andre samarbejdspartnere heller ikke behøvede løn, kunne vi jo bare pille dem af. Men sådan er virkeligheden bare desværre ikke.

PLUS giver mulighed for at tilbyde en annoncefri side til medlemmerne og det alene synes jeg er alle pengene værd.

Det giver mig samtidig en mulighed for at gøre noget, jeg har savnet i mange år: Nemlig skrive mere personlige indlæg uden at behøve forholde mig til vrede tastaturkrigere på Facebook, som kun sidder og venter på, at jeg skriver noget, de kan blive vrede over. Jeg er så færdig med at bruge tid på den slags mennesker.

Og flere bøger…

Det har også været en flittig tid på bogsiden. De bedste fra Madbanditten udkom sidste år i anledning af 10-års jubilæet, og lige om lidt er jeg bogaktuel med Kålhydrater, som jeg har lavet sammen med Anette Sams.

Anette og jeg har i en fælles mission for sundhedsdanmark, og selvom vi kalder det noget lidt forskelligt, er vi enige i de store linjer.

Det er altid en kæmpe fornøjelse at arbejde med Anette, som både er et af dygtigste og sødeste mennesker, jeg kender. Jeg elsker alle hendes andre bøger, og jeg elsker hendes utrættelige arbejde med at få danskerne til at spise bedre.

Med Kålhydrater har hun virkelig overgået sig selv. Første gang jeg læste bogen i sin fulde længde, blev jeg så begejstret, at jeg var nødt til at ringe hende op og råbe: JEG FREAKING ELSKER DEN ind i røret. Jeg følte mig oplyst, underholdt og provokeret på samme tid. Og så fik jeg akut lyst til at gå i køkkenet og lave mad med kål.

Og det kom der 50 ret lækre opskrifter ud af. Og der er bare meget kål i. Ikke det der scam med at blende seks æbler og en banan og putte en lille smule spinat og og så har man en ‘sund grøn juice’. En tendens, der virkelig irriterer mig, og som jeg kom til at harcelere over for åbent kamera her.

Jeg glæder mig til at dele bogen med jer allesammen d. 3. marts.

Der er også underskrevet kontrakt på endnu en bog, men den er jeg ikke parat til at fortælle om endnu. Jooo jeg har lidt svært ved at begrænse mig selv, når der dukker spændende projekter op.

Hvad ellers…?

Jeg har i mange år bakset med, at det er svært for mig at holde helt fri og derfor gør jeg det aldrig. Det tror jeg ikke nødvendigvis er supersundt, men jeg er kommet til et sted, hvor jeg accepterer det som en del af præmissen. Sagen er, at mange af de ting, jeg laver, ikke føles som arbejde, selvom de reelt er det, og det er jo et kæmpe privilegium.

Når jeg arbejder i weekenden fx, minder jeg mig selv om, at man jo heller ikke kan drive en natklub og insistere på, at den kun skal være åben i dagtimerne i hverdagene. Og sådan er mit job også. Jeg er her, når mine læsere er her. Sådan indenfor rimelighedens grænser selvfølgelig.

Alting er en byttehandel og alting har en pris. Det handler den allersidste lektion på mit Kickstart-kursus om. Alting, du får/opnår kommer med en pris. Jeg har flydende grænser mellem mit arbejdsliv og mit privatliv. Til gengæld har jeg et liv med enorm frihed. Jeg kan træne, gå ture eller sidde i solen midt på dagen, jeg har ingen irriterende chef, der vil bestemme over mig, og jeg kan arbejde overalt i verden, hvis bare jeg har min Macbook og en internetforbindelse. For mig at se vinder jeg stort i den byttehandel.

Lad mig gøre dit sunde liv ENDNU nemmere!

Med MadbandittenPLUS får du:

  • energiberegninger på alle mine 1.900 opskrifter
  • din egen favoritside, hvor du kan gemme dine yndlingsopskrifter
  • adgang til værktøj, hvor du kan lave egne madplaner og få indkøbsliste
  • færdige madplaner, jeg laver
  • velkomst e-bog Den Store Keto-guide (værdi 149,-)
  • adgang til at læse eksklusive sundhedsartikler og guides
  • adgang til at lytte til min podcast

OG jeg fjerner alle reklamer fra siden🥳

Det koster 1 krone om dagen – men du kan prøve det GRATIS i 7 dage først.

>> MadbandittenPLUS <<

Kom med ombord og lad mig hjælpe dig. Det har aldrig været nemmere at spise sundt.

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

15 kommentarer til “Madbanditten fylder 11 år”

Skriv en kommentar

  1. 11 år det er helt vildt.
    Jeg har fulgt med stort set fra start. Har alle dine bøger, undtagen bagebogen den lånte ud, den kom aldrig tilbage.
    Jeg er plus medlem, og hvad jeg får for 360 kr. om året, er virkelig en meget lille investering i forhold til hvad jeg får for pengene.
    Der er sket en stor udvikling gennem årene, især tænker jeg her svarene du giver. Jeg syntes de er blevet mindre menneskelige og lidt mere hard core. Måske naturligt, men jeg sender ikke så mange kommentarer tilbage mere, for syntes ofte dine svar, er med en lidt hård drejning. Det er ikke kun mine indlæg men generelt.
    Puhhh måske skulle jeg blot tænke den post, men på den andre side, bare mine tanker og jeg elsker stadig bloggen.

    Svar
    • Synes du mine svar er blevet mindre menneskelige? Det er jeg lidt ked af at høre. Jeg bruger timer hver dag på at svare på kommentarer og prioriterer det virkelig højt og jeg har ikke en eneste dag på året, hvor jeg ikke gør det (ok, nogle år springer jeg 1. januar over men ellers😅)

      Men taget til efterretning. Det vil jeg da være opmærksom på fremover❤️

      Svar
  2. Kære Jane. Stort tillykke med de 11 år 🥰🇩🇰 Jeg har fulgt med på sidelinjen et lille års tid, men har været aktiv siden Oktober 2021 og har indtil videre smidt 13,3 kg 😊 min mand bakker 100 % op i vores kostomlægning og han nyder mindst lige så meget som jeg, dine skønne opskrifter og glæder sig hver dag til at se hvad jeg servere.
    Glæder mig vildt til at følge dig mange år frem.
    Tak for dig ❤ Kh Annette

    Svar
  3. Stort tillykke; jeg har fulgt dig længe, vist omkring 10 år, og har været så glad for at finde en med mange af de samme udfordringer som jeg har, der også har testet en masse måder at spise på. Min IBS er blevet markant bedre i de ca 10 år jeg har spist LCHF/keto/carnivore (alt efter hvor meget maven driller). Jeg synes det er super med Plus, og har faktisk længe undret mig over at du har delt alt gratis :) NU er jeg spændt på om mit fulde navn kommer til at stå ved den her kommentar, eller om man som Plus medlem skal logge ud hvis man ønsker at kunne kommentere mere anonymt :)

    Svar
    • Hmm… ja god pointe med navnet. Vi har bakset lidt med om man kunne oprette et navn, der ses ved kommentarer. Skriver det lige på listen til min udvikler.

      Og tak ;))

      Svar
  4. Tillykke med jubilæet! Jeg har kæmpe respekt for dit store arbejde med at formidle lchf/keto på måder der forholder sig til, at det jo er rigtige menneskers rigtige liv det drejer sig om, og at vi har krøllede hjerner og op- og nedture, som ikke kan tages ud af ligningen, når vi taler kost. Ingen moraliseren, men masser af kloge overvejelser. Tak for det!

    Svar
  5. Tillykke – har fulgt dig og din mad siden 2014 “and it never gets old”. Tak for det og for dit mod til at sige fra overfor internettets skøre ideer og bare tålmodigt insistere på rigtig mad!

    Svar
  6. Kære Jane.
    Tillykke med de 11 år.
    Jeg har fulgt med i 8 1/2 år og elsker dit univers og dine altid lækre opskrifter 😊
    Jeg blev dog lidt overrasket over, at jeg pludselig ikke kunne læse dit sidste dagbogs-indlæg. Jeg forstår godt din begrundelse men bliver alligevel lidt ærgerlig over at blive sorteret fra.
    Jeg har bestilt Kålhydrater og glæder mig til den lander i postkassen 😊

    Svar
    • Det forstår jeg på sin vis godt, Merete. Lige dagbogsindlægget fra forleden handler om Corona og vacciner og det har jeg helt enkelt ikke nogen interesse i falder i hænderne på de facebookkrigere, der bare sidder og venter på noget at blive vrede over. Men samtidig er det også et valg, jeg formentlig også oftere vil tage fremover med den type indlæg. Jeg oplever det som helt vildt intimiderende og hæmmende at skrive til så stort et publikum og derfor undlader jeg tit at skrive eller jeg skriver indlægget men udgiver det aldrig. Denne her mulighed giver mig noget tilbage, som jeg har savnet. Nemlig de personlige skriverier.

      Svar
  7. Stort tillykke med de 11 år. Jeg har haft stor glæde af dine opskrifter og bog…jeg glæder mig til at stifte bekendtskab med madbanditten plus…som lyder som et godt tilbud til en pris hvor alle kan være med.

    Svar
  8. Hjertelig tillykke med dagen
    Jeg har fulgt dig længe på side linjen.
    Men er først nu blevet rigtigt aktiv så fint univers du har her.

    Svar
  9. Stort tillykke, jeg satser også på mange flere år med dit gode selvskab og vigtige viden her på Madbanditten:-) KH Mette

    Svar
  10. Kære Jane. STORT TILLYKKE MED de 11 år. Jeg er så glad for, at du aka Madbanditten er til. Jeg har fulgt i ca 1/2 år og været aktiv bruger af dine opskrifter siden nov. 2021. Jeg har smidt 12 kg siden da. Derudover har jeg smidt fysiske smerter såvel som psykiske. Du ved det hele, så nok om det. Jeg beundrer din tålmodighed med de daglige spørgsmål om det samme og det samme, igen og igen. Jeg får tit lyst til at svare på dine vegne, “læs nu hvad hun skriver” – eller “sæt jer nu ind i tingene” – men din tålmodighed svigter aldrig. Du fortsætter din kamp for vores sundhed.
    Tusind tak for det, jeg ser frem til at følge dig de næste 11 år.
    Bedste og taknemmelige hilsner, Anne 🇩🇰

    Svar
    • Tak for den søde hilsen :)
      Jeg er faktisk slet ikke et tålmodigt menneske i virkeligheden – haha. Men det er omvendt her, det er rigtigt. Jeg tænker det sådan at alle kommer med forskellige forudsætninger og hvis jeg kan være med til at give et lille puf i rette retning, er jeg glad.

      Svar