Mindre madspild er vist noget de fleste efterhånden har mere fokus på. Der er både et økonomisk hensyn og et klimamæssigt hensyn. Bor man i en kommune, hvor man affaldssorterer, kan det virkelig give syn for sagen, når man pludselig står med en grøn affaldssæk fyldt med mad – noget af det mad, der kunne have været spist, hvis det var udnyttet bedre.
Udnyt dine rester og undgå madspild
I denne artikel vil jeg derfor give noget inspiration til, hvordan en tomatsuppe kan blive til tre dages mad og ende på en pizza med kødsovs. Det kan sagtens være, det for nogen giver sig selv, at en tomatsuppe kan udnyttes sådan. Men tankegangen er måske ny for andre. Og for mig handler det lige om, at give tankegangen med at bruge sine madrester til nye retter, videre.
Samtidig vil jeg også gerne lige slå et slag for, at man bruge sine sanser inden mad smides i skraldespanden. Hvis der står “bedst før” eller “mindst holdbar til” kan du sagtens smage, lugte og se på varen, om den stadig kan spises og derved undgå mere madspild.
Jeg får tonsvis af spørgsmål om ‘hvor længe kan den her holde sig’ og jeg ved det vitterligt aldrig. Jeg spiser alt, der ikke lugter dårligt eller har synligt mug.
Mad til 3 dage, sådan gør du
Dag 1: Tomatsuppe
Du starter simpelthen med at lave den lækre tomatsuppe Det behøver ikke lige at være efter min opskrift, det kan være stort set alle andre tomatsupper (uden fyld). Konceptet er det samme uanset suppe.
Dag 2: Kødsovs med grøntsagsspaghetti
Udgangspunktet er så, at suppen ikke bliver spist op. Så derfor står du nu på dag 2 med en rest af tomatsuppe. Den rest bruger du så som base for bolognese / kødsovs. Igen, det behøver ikke lige være denne opskrift.
Hvis du ikke har så meget tomatsuppe, kommer du evt. lidt mere hakket tomat eller tomat passata ved kødsovsen. Den kan fx serveres med grøntsagsspaghetti.
Dag 3: Pizza med kødsovs
Men kødsovsen bliver heller ikke spist op…. Så på tredjedagen har du derfor en rest af kødsovs. Ikke nok til at mætte alle munde men nok til at det skal bruges.
Den bruger du derfor som fyld på pizza. Du kan tage udgangspunk i opskriften på Low Carb Blomkålspizza (denne opskrift er med kødboller og dem skifter du så bare ud med kødsovs) og så ost på toppen.
Andre ideer til at udnytte madrester
Samme ide kan faktisk gøre sig gældende for græskarsuppe. Den kan nemlig sagtens genbruges som sovs. Se bare her: Græskarsuppe som sauce (se lige bort fra at indlægget er fra 2011).
Og hokkaido-fritter kan genbruges i en breakfast bowl med oksekød, græskar og avocado (hvor oksekødet faktisk er en rest af den langtidsstegte roastbeef) eller blendes til en græskarpure som kan bruges til fx græskarmos.
Derudover spiser jeg jo næsten altid vores rester til morgenmad eller frokost dagen efter. Hvis du vil læse lidt mere om hvordan jeg griber ugens madlavning an med food prepping, kan du læse lidt om det her.
Internettet står jo næsten altid klar med at kritisere andre for dit og dat (det er åbenbart nemmere at se på sine egne blinde vinkler), og vi er sørme ikke perfekte, men på et punkt klarer vi os ret godt: Vi smider stort set aldrig mad ud.
Har du andre gode ideer til, hvordan man kan udnytte rester til ny lækker mad, vil jeg meget gerne have dine gode tips og tricks i kommentarfeltet herunder!
Jeg er på Team Kyllingepizza. Jeg synes, den smager bedst og samtidig har den bedste (for mig) makronæringsstoffordeling. Fat head pizzaen er virkelig populær også men jeg synes, den er lidt hård ved maven med al det mælkeprodukt, for ikke at nævne at kalorierne hurtigt stikker af…
Sikke en god inspiration! Her er ingredienserne til tomatsuppen i ovnen og vi glæder os til at smage den.
Her i huset plejer børnene at sige at jeg kan lave forskellige “rester” ud af én ret i en hel uge (de overdriver dog lidt 😄).
Da jeg engang var på SU og pengene og børnene små, så blev jeg rigtig god til at udnytte alle rester og det har hængt ved siden…
Vil glæde mig til flere af disse indlæg, elsker at få mere inspiration til at få resterne brugt…
Så dejligt at høre. Jeg har nemlig mere af denne slags på vej :)
Jeg begyndte først at spise ost for et par år siden og hovedsagelig hårde oste med ret tyk “skorpe”. Så når jeg har skåret en klods af, befrier jeg den først for plastik og derefter skærer jeg den hårde kant/skorpe af og kommer den i en pose/beholder. Når jeg skal bruge revet ost på en ret, skærer jeg skorperne i lidt mindre stykker og hakker dem i minihakkeren. Eller jeg laver en ret, hvor der skal ost på som cheeseburgerfad eller tærte med grøntsager, ofte oprydning i grøntsagsrester. Her smider vi heller aldrig mad ud.
Venlig hilsen
Pensionisten
Fantastisk tip. Tak❤️
Lige den inspiration jeg kigger efter. Dejligt sammensat.
Jeg står med en rest af sennepssauce i dag. Det kommer oven i blomkålssuppen i morgen.
Ja genialt! Og lækkert i øvrigt også👌🏼
Jeg elsker at det ender med pizza … der er helt sikkert ingen rester ;D
Men dejligt initiativ. Den slags vil jeg gerne se mere af.
Haha ja, helt sikkert ingen rester af pizza😅
Og dejligt indlægget kunne bruges. Jeg vil vildt gerne lave mere af den slags❤️