Lysterapi mod vinterdepression


Lysterapi er en kendt behandling mod vinterdepression helt uden bivirkninger. Vinterdepression kaldes også sæsonafhængig stemningsforstyrrelse, Seasonal affective disorder (SAD) på engelsk, og det synes jeg faktisk er et bedre ord.

5-10% oplever depressive symptomer om vinteren, iflg. Sundhed.dk, og det synes jeg ærligt talt lyder lavt. Men det er jo bare dejligt, hvis det er sandt. Det energifald og nedtrykthed, som mange oplever i vinterhalvåret, har formentlig at gøre med, at de lyse timer er så få.

Hvordan virker lysterapi?

Lysterapi virker ved at regulere døgnrytmen, så melatonin (søvnhormon) udskilles om aftenen og ikke hele dagen. Samtidig påvirker det energiniveauet og signalerer til hjernen, at den skal danne mere Serotonin.

For bedst effekt skal lysterapi bruges om morgenen, helst i 30 minutter og i en afstand af 20-25 cm fra lysterapilampen.

Vigtigt!

Føler du dig deprimeret, skal du tale med din læge om at få hjælp. Lysterapi og andre selvhjælpsmetoder kan sagtens være et supplement til traditionel behandling, men det er ikke altid, at den kan stå alene. Og depression er en alvorlig sygdom, som du skal drøfte med din læge og have kvalificeret hjælp til❤️

Lysterapilampe erfaringer

Af forskellige årsager har jeg været meget tilbageholdende med at overgive mig til lysterapi til trods for, at det (næsten) er det eneste, vi har en indikation af faktisk virker. Men nogle gange skal man jo først lige overvinde sin egen stædighed.

For mange år siden (10 år) led jeg af frygtelige vinterdepressioner. Efter jeg fik fjernet det stress, der kom af, at jeg hver dag gik på et arbejde, jeg var ked af og i stedet blev min egen chef, har mine vintre været meget bedre. Ikke gode. Men bedre.

Og så gik jeg ned med et brag forrige vinter. Det var godt nok også Coronanedlukning, og det føltes som en endeløs, mørk vinter uden noget lys forude (Hope is not a strategy, husker du måske🤯).

Efter at være blevet mindet om, hvor skrækkeligt det er at have det sådan, overgav jeg mig sidste år og købte to lysterapilamper.

Og nok var det en bedre vinter – også Corona/nedlukningsmæssigt – men det var bestemt også en bedre vinter for mig vinterdepressionsmæssigt.

Hvilken lysterapilampe skal man vælge?

Når man skal vælge lysterapilampe, skal man grundigt overveje hvor og hvordan man vil bruge den. Så kan man nemlig slippe for fejlkøb (hvilket jeg ikke gjorde).

Man skal vælge den, det er mest sandsynligt, at man får brugt, for som med alt andet, virker lysterapi kun, hvis man faktisk dedikerer tiden til det. Og det kan godt være svært på forhånd at vide helt, hvordan man bedst får det passet ind.

Overvej derfor, hvor du skal sidde, imens lysterapien foregår og lad det valg afgøre, om du skal have en større stationær model eller en mindre flytbar en. At finde 30 minutter om morgenen til at sidde med snuden ind i en lysterapilampe er ikke nogen nem opgave.

Mine to lysterapi-lamper

Jeg købte som sagt to sidste år og er endt med at bruge dem helt anderledes end forventet.

Jeg købte en stor Beurer Lysterapilampe TL70 . Det er en medicinsk godkendt lysterapilampe med en lux-værdi på 10.000 lux, hvilket er den styrke, der er testet for lindring af vinterdepression.

Jeg havde tænkt, at den skulle være min primære lysterapikilde. Jeg ville have den på mit kontor og så kunne den belyse mig, imens jeg arbejdede.

Og så købte jeg en lille smart iPad-model (Beurer TL30), som jeg ville bruge på rejser for ikke at bryde på min lysterapi-rutine.

Lysterapi - lampe mod vinterdepression - lysterapilampe erfaringer
Lysterapi på hjemmekontoret med den store lysterapilampe

30 minutter med lysterapi

Men jeg fik det aldrig rigtig til at fungere. Jeg kunne ikke få den store tæt nok på mig, imens jeg arbejdede, og i stedet lyste den sådan skævt på mig fra siden, hvilket ikke var helt optimalt.

I stedet endte jeg med at bruge den lille rejsemodel på daglig basis og helt fra morgenstunden. Det betyder, at det første, jeg gør, er at sidde med snuden ind i den i 20-30 minutter, imens jeg drikker morgenkaffe og laver Wørdle/Wordle eller læser nyheder. Jeg har simpelthen en lille kurv med alt mit udstyr (lysterapilampe, forlængerledning etc.), som jeg stiller op på spisebordet, og så bruger den direkte der. Når jeg er færdig, pakker jeg det hele væk igen.

Heldigvis er min familie overbærende med mig, for der er altså ikke noget festligt ved sådan et lys ved morgenbordet. For nu at sige det, som det er.

lampe mod vinterdepression - virker lysterapi?
Min morgenrutine – lys i morgentræt face. I ørene har jeg også lysterapi fra Valkee.

Jeg bakser lidt med at få plads til det i vores nye morgenrutine, men jeg er sikker på, jeg nok skal finde ud af at få det prioriteret.

Hvornår skal man starte?

Man skal starte i god tid og inden ubalancen er en realitet. Dette er vigtigt.

I år er jeg startet allerede 1. september, og så fortsætter jeg til april. Ja, det er virkelig, virkelig mange måneder i året at sidde og glo ind i sådan en dum lampe, men det er også virkelig, virkelig mange måneder i året at føle sig nedtrykt, trist og ved siden af sig selv.

Det samme gør jeg med mine andre tiltag (tilskud af D-vitamin fx). Dagligt ophold udendørs gør jeg hver dag året rundt, og jeg spiser generelt sundt og motionerer. Læs også min artikel om forebyggelse af vinterdepression

Virker lysterapi?

Jeg er mest tilbøjelig til at sige, at ja, det gør det. Det har helt sikkert en effekt. Men jeg synes, det er mest fair at beskrive effekten som et lille løft mere end som en behandling, der får problemet til at gå væk. For det synes jeg ikke, det gør.

Vinteren bliver aldrig min bedste tid, og så snart lyset kommer igen om foråret, kan jeg mærke, hvordan jeg langsomt men sikkert bliver mig selv igen. Men jeg synes, jeg slipper for at have for mange af de der kulsorte dage, hvor jeg slet ikke kan se nogen mening med noget.

Det giver måske sig selv, men vedholdenhed er ekstremt vigtigt her. Og det betyder, at det skal prioriteres. Det er ikke nogen nem opgave at finde 30 minutter uforstyrret om morgenen.

Døgnrytmereguleringsmæssigt og søvnmæssigt oplever jeg, at rødtlysterapi har en langt stærkere effekt, men så er vi i en helt anden boldgade.

Kan jeg hjælpe dig med noget?

Har du brug for støtte eller hep, input til din kost eller brug for hjælp til at få rettet lidt ind, så du kan få de resultater, du drømmer om? Så hop ind på min lukkede spørgeside og lad mig hjælpe dig.

Som at have en coach ved hånden men uden at det koster tusindevis af kroner hver måned💸

Spørgesiden er til mine PLUS-medlemmer og er du ikke medlem allerede, kan du prøve det gratis her:

Ja tak – det vil jeg prøve!

Udover den lukkede spørgeside får du adgang til at se energiberegninger på alle mine 2.000 opskrifter, din egen favoritside, hvor du kan gemme opskrifter og lave madplaner med indkøbsliste, velkomst e-bogen Den Store Keto-guide (værdi 149,-) og du kan lytte til min podcast.

I Januar 2022 vejede jeg 116 kg og blev medlem hos dig. Det er den bedste beslutning jeg har taget i hele mit liv. Jeg vejer nu 75,4 kg og vægten  går stadig langsomt ned. Jeg har endelig fået et liv, hvor jeg ikke konstant er sulten og kun tænker på mad.”

Start prøveperiode her 

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

16 kommentarer til “Lysterapi mod vinterdepression”

Skriv en kommentar

  1. Hej Jane
    Er det muligt at du vil lægge links ind til dine lysterapilamper?
    Siderne findes ikke mere.

    Go’ aften

    Svar
    • Æv men tak fordi du lige så at de var udløbet. Jeg har opdateret med modellernes navne. Jeg ved desværre ikke hvor de kan købes (men alle andre modeller kan fint bruges også)

      Svar
    • Den i ørerne hedder en Valkee. Den giver angiveligt lys i ørerne, hvilket skulle have samme effekt som en lysterapilampe. Den har desværre ikke effekt på mig, men jeg bruger den fordi jeg har den. Men jeg har opnået bedst effekt med lampen (desværre, for det er supersmart og fleksibelt med den i ørerne)

      Svar
  2. Hej Jane
    Det vil sige at du kun bruger den lille model? Og den giver lys nok? Og så også det røde lys bruger du hver dag? Jeg har nemlig også taget tilløb til at købe en lyslampe i nogle år, da jeg har fibromyalgi og trætheden og tristhed vælter ind hver efterår og mørk vinter 🥺 når vi har sne og solen skinner, så stiger mit humør bare en ekstra gang 🥰

    Svar
    • Ja, jeg bruger kun den lille. Den store er formentlig mest optimal men den bedste effekt får man jo af at den rent faktisk bliver brugt. Og jeg har nemmere ved at passe den lille ind i min hverdag. Men mit bedste råd til valg af lysterapilampe er på forhånd at afgøre hvordan/hvornår du vil bruge den. Det kan være med til at vælge den rigtige model for dig.

      Svar
  3. Jeg blev faktisk inspireret af dit tidligere opslag til at købe en lysterapilampe.
    Jeg tjekkede så ikke op på om en sådan tingest kan fås på batteri og det betyder nu, at jeg ikke får den brugt fordi jeg skal bøvle med en forlængerledning der skal hænge tværs gennem køkkenet mens kattene ivrigt hopper rundt efter den 😉
    Det er lidt ærgerligt for den kunne måske være meget god men jeg får bare ikke brugt den.
    Klokken 05:15 er ledninger og stikdåser det sidste jeg gider rode med 😝

    Svar
    • Det er jo selvfølgelig et personligt valg. For mig er brug af forlængerledning en lille pris at betale for at minimere vinterdepressionen.
      Jeg har sådan en lille kurv med alt mit morgengrej, inkl. forlængerledning, og det tager mig 20 sek at sætte op og 20 sek at pakke ned, når jeg er færdig. Jeg synes ikke, det er det store problem, må jeg indrømme.

      Svar
  4. Hejsa☀️ – har RLT en effekt, så man kan ‘nøjes’ med den henover vinteren? Eller er det to vidt forskellige ting?
    Hilsen Stine

    Svar
    • Jeg opfatter det som to forskellige ting. RLT hjælper med døgnrytmereguleringen (søvn), øget blodgennemstrømning, øget collagendannelse i huden en masse andre terapeutiske ting. Lysterapien erstatter lyset i den mørke tid. Jeg bruger begge dele.

      Svar
  5. Hej Jane.
    Har du hørt om Valkee Human Charger? Det er lysterapi til ørerne via headset – og dermed noget nemmere end at skulle sidde med snuden i en lampe i 30 minutter. Jeg ved dog ikke helt hvor veldokumenteret effekten er, men der er lavet undersøgelser i Finland, som viser, at det virker ligeså godt som lysterapi til øjnene. Jeg har en kollega som har god effekt af det og anbefalede mig det. Er spændt på om det virker for mig også :-)

    Svar
    • Hej Anne
      Prøv at se det sidste billede😅

      Ja, jeg kender den godt. Jeg har brugt den i nogle år og den har desværre ikke nævneværdig effekt på mig. Jeg valgte den også først til, fordi det virkede som en meget nemmere løsning og fordi man ikke var bundet til at sidde det samme sted men kunne bevæge sig rundt. Jeg ville ønske den virkede (på mig).

      Svar
  6. Jeg blev opmærksom på, at jeg havde et vinter-problem (vil ikke kalde det depression – for det har jeg også haft – og det der sker om vinteren er mere en slags forstemthed og træthed) med hjælp fra Facebook … Når vi når til omkring slut-september/start-oktober, så handler alle mine statusopdateringer i mine minder om, hvor træt jeg er – Vendingen “Træt helt ind i knoglerne” bliver ret ofte brugt hen over vinteren … og når jeg læser netop den vending, kan jeg ret præcis genkalde mig følelsen af træthed og opgiven-hed…
    Nåmen – det blev i hvert fald ret tydeligt, når jeg dagligt kunne klikke ind på mine status’er fra samme dag i årene tilbage – og det stod der “Denne dag for 1 år siden” … “Denne dag for 4 år siden” …. “Denne dag for 7 år siden” … og der var næsten identiske opdateringer der handlede om at jeg var træt – eller at jeg havde sovet 11 timer … eller noget der matchede det tema …

    For et par år siden fik jeg øje på mønstret og købte en lysterapi-lampe – og de sidste par vintre har været langt bedre end de plejer at være – det er ikke en magisk tryllekur som på en eller anden Harry-Potter-vis måde gør alting godt og nemt – men livet er bare lidt lettere at overskue, når man ikke er træt helt ind i knoglerne …

    Svar
    • Ej så dejligt at høre. Og enig, depression og det, der foregår om vinteren, er forskelligt og navnet er derfor lidt misvisende. Derfor kan jeg bedre lide den engelske ord. Eller jeg kalder det tit ‘nedsat stemningsleje’, hvilket også er lidt klinisk.

      Men allerede her inden vi går vinteren i møde, kan jeg godt tage mig i at grue for de mange mørke måneder forude. Ååh…håber vinteren bliver nådig❤️

      Svar