Dette er et personligt indlæg om, at jeg har fået lavet en linseudskiftning (øjenoperation). Måske et lidt atypisk indlæg på en mad/sundhedshjemmeside, men jeg har selv virkelig stor glæde af disse dagsbogsindlæg, fordi jeg om fem år forlængst har glemt detaljerne. Og i min egen proces med at blive mentalt klar til operationen, kunne jeg godt have ønsket mig en patientbeskrivelse af forløbet. Det er jo nemt nok at læse, at øjenklinikken skriver, at operationen er smertefri, men hvad sker der før og efter? Og hvordan oplever patienten det? Det får du her.
Forundersøgelsen
Første skridt er at vælge en klinik og bestille tid til forundersøgelse. Jeg valgte Øjenklinikken Hørsholm, fordi de havde lavet linseudskiftning på Søren for nogle år siden og han var megaglad for det forløb. For god ordens skyld vil jeg nævne, at jeg har betalt fuld pris for operationen og at intet af dette indlæg er sponsoreret eller skrevet i samarbejde med dem.
Man må ikke bruge kontaktlinser en uge før forundersøgelsen, hvilket jo er en pine. Jeg kan allerede nu ikke huske, om man måtte bruge makeup (se selv, hvor hurtigt man glemmer). Jeg tror umiddelbart ikke, man måtte.
Til forundersøgelsen laver de en masse forskellige undersøgelser af øjet for at vurdere, om man er kvalificeret til operation. Er man ikke, opererer de selvsagt ikke. Jeg var heldigvis og jeg gik hjem med en tid til operation.
Mit udgangspunkt
Jeg har brugt briller, siden jeg var ca. 10 år (er i skrivende stund 48). Jeg har ca. -3,5 i styrke men har de sidste år haft en kombiløsning med mine kontaktlinser, hvor vi har kørt -2,25 på venstre og -2,75 på højre. Det har betydet, at jeg har kunne slippe for skærmbriller, fordi hjernen har brugt venstre øje til nærsyn og højre øje til langsyn. Prisen, jeg har betalt, har jo været på langsynet, som har været ret dårligt. Jeg har ikke kunne se detaljer på afstand, læse skilte eller lign. Så det var ikke optimalt og det var derfor, jeg besluttede at få lavet en linseudskiftning.
Udover at være nærsynet, har jeg også bygningsfejl og gammelsyn, så jeg skal bruge skærmbriller (hvis vi altså ikke havde lavet disse fiksfakserier med mine kontaktlinser).
Før operationen
To dage før operationen skal man starte med øjendråber, tre gange om dagen. Man må i denne periode hverken bruge kontaktlinser eller makeup.
Operationsdagen : Linseudskiftning
Man kan ikke se umiddelbart efter operationen, så man skal have chauffør med. Søren kørte mig. Jeg var selvfølgelig nervøs for operationen, men jeg var også nået til det punkt, hvor jeg havde forenet mig med, at det skulle ske. De tilbød mig noget beroligende, hvilket jeg takkede nej til.
Herefter dryppede de mine øjne løbende med hvad der føltes som tusinde forskellige øjendråber. Noget var lokalbedøvelse, noget var pupiludvidende. Jeg ved det ikke. Jeg overgav mig bare til processen.

Herefter blev jeg ført ind på operationsstuen. Jeg tog plads i en tandlægestol og fik et klæde over mig. Øjenlægen spændte noget fast over mit øje og satte en slags holder på øjenlågene, så jeg ikke kunne blinke. Jeg er lidt dramatisk anlagt, så jeg forestillede mig noget à la Clockwork Orange, hvis du har set den😅 Til sidst klippede han et hul til øjet, så de kunne komme til. Efter flere øjendråber, gik operationen i gang og det tog ca. 10 minutter pr. øje.
Selve operationen var smertefri og med smertefri mener jeg vitterligt 100% smertefri. Man mærker intet overhovedet. Det er selvfølgelig en virkelig underlig situation at ligge der og have nogen, der piller en i øjet. Man kan ikke se noget andet end lys og pletter. Oplevelsesmæssigt er det som at kigge på et slags psykedelisk lysshow. Jeg kunne godt have undværet Beredskabsstyrelsens alarm, der gik i gang midt under operationen af mit høre øje. Jeg anede ikke, hvad det var for en alarm, og det gjorde lægen heller ikke. Men en alarm er ikke ligefrem det, du ønsker dig midt i en operation, så jeg fik lige et skud ekstra adrenalin der… 🫣🚨
Under operationen fokuserede jeg på at trække vejret roligt og afspænde de muskler, der spændte op. Ligesom hos tandlægen. Det føltes som relativt hurtigt overstået.
Efter operationen
Efter operationen var mit syn så sløret, at jeg kun knap kunne bevæge mig rundt. Forestil dig, at du ser verden igennem bunden på en glasflaske. Så sløret. Jeg kunne ane konturer og godt selv gå ud til bilen, men alt var voldsomt sløret. Men ret hurtigt begyndte jeg at kunne ane lidt konturer på distancen. Jeg kunne intet som helst se på min telefon. Silas ringede, da vi sad i bilen og jeg fik med nød og næppe swipet besvar.
Da jeg kom hjem, lavede jeg selv frokost, fordi Søren havde et møde. Med frokost mener jeg, at jeg tog noget kød ud af køleskabet, jeg havde stegt dagen før og skar to stykker ost og spiste til. Men jeg kunne se nok til at bevæge mig rundt i eget hjem. Herefter installerede jeg mig på sofaen og holdt øjnene lukket i nogle timer. Det lykkes mig lige akkurat at søge min podcast app frem og starte en podcast. Man har heldigvis mange automathandlinger på den telefon – haha.
Fordi pupillerne er voldsomt udvidede, er man meget lysfølsom og det er rarest at have solbriller på.

Jeg havde voldsom grus-fornemmelse i øjnene resten af dagen, hvilket var ubehageligt. Jeg havde også ganske små og lette stiksmerter. Det var vitterligt ikke noget særligt, men de gjorde mig unødvendigt nervøs, så jeg tog panodiler og så mærkede jeg dem ikke igen.
Et par timer efter operationen
I løbet af eftermiddagen kom mere og mere af synet tilbage og jeg kunne se ret fint på langsynet. Men alt tæt på var helt sløret. Jeg kunne intet se på hverken min telefon eller computer.
Grusfornemmelsen fortsatte hele dagen. Det var irriterende men ikke uudholdeligt.
Om aftenen gik vi en lille aftentur og det var fint. Senere så jeg fjernsyn og kunne læse undertekster, hvilket jeg synes var ret vildt. Jeg havde bluelight blocker-briller på for at skåne øjnene for det skarpe lys. Jeg gik i seng og sov fint og uden problemer.
Næste morgen/dag
Da jeg vågnede næste morgen, var grusfornemmelsen næsten væk. Jeg var så spændt på, om mit nærsyn var kommet tilbage, men det var det desværre ikke. Jeg kunne læse de store overskrifter på mine nyhedsapps men alt andet var et stor slør. Senere fandt jeg ud af at sætte tekststørrelsen på min telefon op til kæmpestor og det hjalp. Det krævede dog stadig meget anstrengelse at læse, så jeg droppede det og gik en tur i stedet.
Da jeg kom tilbage, gik det hurtigt med nærsynet og snart kunne jeg både læse mails, blogkommentarer og de mange søde hilsner rundt omkring.
Om eftermiddagen, dvs. ca. 24 timer efter operationen, var jeg til kontrol på klinikken. De fleste kan selv køre her. Her undersøgte de forskellige ting og lavede også en første og foreløbig synsprøve. Alt var perfekt og det var synet også. Det er ikke forventeligt, at synet er klart allerede her. Der kan sagtens gå længere end det. Men alt var lige i skabet. Jeg synes stadig, der er lidt slør på nærsynet, men øjnene er lidt tørre, så jeg tænker, at det forsvinder lidt efter lidt. Jeg har også lidt ‘døde hjørner’ ude i siden, hvilket er normalt og som også forsvinder. Jeg kan også godt mærke, at min hjerne arbejder lidt for tilvænningen og jeg bliver hurtigere træt. Fx at skrive denne artikel :)
Men at man kan gå fra dårligt syn til nærved perfekt syn på 24 timer er mig komplet ubegribeligt. Der er selvfølgelig ubehag forbundet med selve operationsdagen men ift. det at få rettet sit syn permanent, føles det allerede ubetydeligt. Jeg tror ikke, jeg helt har fattet, at jeg kan se! Jeg skal aldrig mere bakse rundt med briller og linser!
Den kommende tid
Ingen hård træning den første uge efter operation. Dvs. ikke noget med høj puls, sved eller tunge løft. Gåture, cykling og let træning er fint. Ingen sauna eller svømmehal de første tre uger. Der er øget infektionsrisiko i denne periode. Man drypper øjne tre gange dagligt med nogle inflammationshæmmende dråber og noget kunstig tårevæske.
Og ingen makeup i 1-2 uger. Helt forfængelig synes jeg næsten, det er det største offer – haha. Men altså pyt.
I de kommende måneder er der en masse kontroller tilbage på klinikken. Efter 6 uger, efter 3 mdr. 9 mdr. eller noget i den retning.
Men virkelig sært at have en dags ubehag for til gengæld at have perfekt syn resten af sit liv. Det er sgu vildt.

Hej Jane,
Tak for opslaget. Og tillykke med de nye øjne. Efter jeg læste din indlæg, besluttede jeg mig for at få skiftet mine linser . Over 20 år med briller og linser kommer til enden . Jeg vil have livskvalitet tilbage og jo, det koster men man kan ikke sætte pris på ens livskvalitet . Tak for inspirationen og objektiv forklaring af operation . Jeg føler mig ikke bange længere men alligevel, skal jeg noget for nerverne 😁
Uh så spændende Yara – håber du bliver glad for det. Jeg tænker, jeg lige opdaterer artiklen her i løbet af efterforløbet, så jeg kan prøve at dokumentere hvordan de første uger efter operationen forløber også.
Pudsig kommentar til dit skriv: Jeg blev for en del år siden opereret for grå stær. Jeg blev opereret i det private, af forskellige årsager. Jeg nævner IKKE hvor, da mit indlæg muligvis er politisk ukorrekt ;-)
Inden operationen blev jeg taget ind i et værelse af en sygeplejerske, som skulle dryppe mine øjne (så pupillen udvider sig, eller hvorfor det nu var). Bagefter hældte hun noget op i et lille medicinbæger og sagde “Værsgo'”. Jeg kiggede på det og spurgte jo, hvad det var. Det var Dr. Nielsen, sagde hun. Det var, så jeg kunne slappe godt af under operationen. “Øhh, gør de andre patienter også det?” spurgte jeg. “Ja, ja!” sagde hun, “bare ned med det! Du kan også få en Stesolid, men så er du groggy resten af eftermiddagen..”
Jeg hældte så glasset i svælget, hvorefter hun gavmildt hældte et nyt glas op. “Bare ned med det” sagde hun optimistisk. Jeg har aldrig tålt alkohol særligt godt, så efter dette glas nummer to, vendte jeg tilbage til venteværelset og tænkte: Ærligt talt, det går sschgu’ nok, alt sammen! Og da lægen kom ind i venteværelset og tilbød mig sin arm, tog jeg den og valsede glad og fro ind til briksen ;-)
Mine øjne blev taget ét ad gangen. Da jeg gang nummer to sagde farvel ved disken, var der en fin frue, som med lidt affekteret klang sagde til receptionisten: “Tak for nu – og hils Doktor Nielsen!” Receptionisten så et øjeblik lidt forvirret ud – vi har ingen.. – nåh, ja, jo!!
Tillykke med dine nye øjne! Kh June
Haha, hvor sjovt! Gad vide om det var det, de tilbød mig som ‘beroligende’😅
Og det er nøjagtig den samme operation. Det er bare en anden linse, jeg har fået sat ind❤️
❤️
Kære Jane,
Tak for et rigtigt godt indlæg omkring dit linseskift :) Det er rigtig godt og neutralt forklaret!
Jeg fik selv lavet en RLE linseudskiftning i August 2024, og var før det, svært nærsynet med minus 6 på begge øjne. Havde et værre bøvl med både briller og linser, efter at have været afhængig af begge dele, lige så lang tid som dig. Jeg betalte også det hele selv, men det er mit livs bedste investering. Og så har jeg fået LIVSKVALITET! Og OVERSKUD til at gøre gode ting for mig selv :)
Nu skal mine forskellige mad-allergier udredes 100% så jeg kan se fremad.
Og så skal jeg have smidt de 25-30 kg, som jeg så gerne vil, – inden for overskuelig tid. Det ønsker jeg for MIG SELV :DTak igen for et godt indspark, og TILLYKKE med dit nye syn :)
Kh, Med-Madbandit, Carina
Hvor fedt for dig Carina! Det er jo vitterligt helt vildt at kunne se uden hjælpemidler når man aldrig har prøvet andet. Jeg tror ikke det for alvor er gået op for mig endnu❤️
Det er så fedt. Jeg fik nye linser i for ca. 5 år siden. Langsynet, alderssyn og bygningsfejl. nu kan jeg se det hele. har lidt ringe om stærke lyskilder især når vi går mod vinter og det bliver tidligt mørkt. og så bruger jeg solbriller mere nu. Men det er småting i forhold til at kunne se det hele nu
Så dejligt – jeg har ringene til gode endnu men jeg kan godt huske at Søren talte meget om dem i starten efter sin operation :)