Lidt om uld, blå læber og vagtelspejlæg

Halløj, hvor tiden flyver afsted for mig i øjeblikket. Dagen er slut, nærmest før jeg synes, den er startet, og tilbage sidder jeg så i mit køkken, hvor jeg startede og prøver at huske, om jeg fik spist ordentligt i dag og i så fald, hvad der røg indenbords. Nu skal det ikke forstås som om måltiderne springes over, for det gør de bestemt ikke, men de er desværre ikke så højt prioriterede, som jeg gerne ville have dem. Jeg tilbringer dag ind og dag ud i møde og har først et mødefrit øjeblik på fredag, hvor jeg igen sætter mig til rette på DSB1′ med retning mod Århus H.

I går lykkes det mig dog at gå tidligere fra arbejde, hvilket gjorde det muligt at gå en tur i det pragtfulde, solrige efterårsvejr. Jeg travede ud af Frederiksberg Allé, som altid bringer minder om dengang jeg træt som et alderdomshjem travede op og ned af alléen med tvillingevognen foran mig. I går følte jeg mig dog noget mere fri, men pludselig befandt jeg mig udenfor min daværende yndlingsbutik Aniel. Aniel er et mekka for økoelskende småbørnsforældre. Her finder du alt i økotøj og legetøj til de små, og selvom mine to små snart fylder 6 år og måske ikke længere ligefrem er kernemålgruppen, gik jeg alligevel ned i den fine kælderbutik. Og sørme om jeg ikke kom ud derfra med to toplækre økouldundertrøjer til mig selv! En klassisk undertrøje og en langærmet. Særligt den langærmede bliver min bedste ven til vinter. For jeg er som sagt allerede begyndt at fryse. Det går lige de dage, hvor solen skinner, og temperaturen holder sig omkring 15 grader, men så snart den når under, rejser alle små hår på min krop sig, og jeg begynder at skælve lidt af kulde. I dag gik jeg rundt og småfrøs lidt på jobbet (uden uld), og da jeg gik på toilet og så mig i spejlet, havde mine læber et tydeligt blåt skær. Det er ikke helt normalt, vel? Jeg var trods alt indendøre, og jeg havde både undertrøje af bomuld, t-shirt af bomuld og en cardigan på. Så jeg er jo ikke ligefrem letpåklædt. Nå, men blå læber er så mit kendetegn fra nu af og indtil maj. Sig gerne hej, hvis I ser mig på gaden!

Nå, men når nu maden er lidt nedprioriteret i løbet af dagen, er det om at trække sig selv op til at gøre sig lidt ekstra umage om aftenen. Og det kan jo godt være, at det er lidt svært, når man både er træt og fryser. Men forleden havde manden en bakke vagtelæg med hjem, og jeg har ikke helt vidst, hvad jeg skulle stille op med dem, så i mangel af bedre idéer lavede jeg i dag minispejlæg.

Det kan jo være lidt svært at se, at det er vagtelspejlæg, men tallerkenen er altså en lille frokosttallerken, og der er 8 styks på.

Vagtelspejlæggene fik selskab af en hakkebøf, lidt hvidløg- og smørsauterede  champignoner, lidt blancherede grønne bønner og lidt ovnbagt serranoskinke. Okay for en tirsdagsmiddag, ikke?

PS: hvis nu der sidder en læser derude og tænker: Ej, det der med kuldskærhed og blå læber, det er jo bare, fordi hun mangler lige netop denne type vitamin, mineral, aminosyre, superfood, younameit, så del lige ud, ikke?