Lejligheder i Paris – hvor skal man bo?


Hvordan finder man lækre lejligheder i Paris og hvor skal man bo i byernes by? Hvor man bor i Paris har stor betydning for ens ophold. Min seneste dårlige oplevelse med at leje lejlighed i Paris, gav mig lyst til at dele alle de gode lejligheder, jeg tidligere har lejet. Måske står du og skal til Paris og mangler et sted at bo men kunne tænke dig en følelse af lidt mere sikkerhed. Jeg forstår fuldstændigt. Herunder er derfor en liste over steder, jeg har boet med deres respektive plusser og minusser.

Île de la Cité: Place Dauphine

Simpelthen den fineste mikro-lille lejlighed på den idylliske Place Dauphine, der ligger ude i spidsen på Île de la Cité (den ø, hvor Notre Dame ligger). Jeg boede her sammen med Vega, da vi i noget nær hemmelighed tog på efterårsferie midt i Corona-pandemien. Paris var på randen af nedlukning, så situationen var lidt speciel.

Fordele: Beliggenhed, magisk udsigt, fint og funktionelt køkken, hyggelig indretning.

Ulempe: Formentlig nogen aften/nattestøj fra pladsen, hvis man er der, imens alle restauranterne har åbent.

Link til lejligheden på Airbnb

Place Dauphine – med vin OG med regnbue. Magisk.

Marais

Hyggelig, lille studenter-agtig hybel på øverste etage i den allerbedste del af Marais (efter min mening). Jeg færdiggjorde første Keto-bog i denne lejlighed.

Fordele: Fantastisk beliggenhed på stille gade i Marais. Indgangen er inde i en baggård, så man er lidt væk fra det hele. Virkelig charmerende lillebitte hybel. Perfekt til én person.

Ulempe: Minimalistisk, lidt til den nussede side, nabo til en skole, så støj i dagtimerne, når børnene har frikvarter.

Link til lejligheden på Airbnb

Lejlighed i Marais, Paris
Lille men så utroligt hyggelig lejlighed. Bedst til 1 person.

Montorgueil/2. arr.

Stor, stor stemme til den her lejlighed. Beliggenheden er PERFEKT. Midt i Paris’ madmekka, Rue Montorgueil, som er en handelsgade med caféer, restauranter, specialbutikker med mad (slagtere, grønthandlere, ostehandlere, chokoladebutikker, macaronsbutikker, you name it og det er her). Lejligheden ligger i et baghus og på trods af den livlige placering, er der stille som graven om natten.

Lejligheden er sublim, stor efter Pariserstandard, perfekt badeværelse, super køkken og gode sovepladser. Sød og kontaktbar udlejer.

Fordele: Alle ovenstående.

Ulemper: Ingen. Jo, der er ingen udsigt.

Link til lejligheden på Airbnb

Elskede alt ved denne lejlighed. Skal stensikkert bo her igen.

Nord-Marais

Virkelig stor og supertjekket lejlighed i nord-Marais. Jeg boede her i 2019, hvor jeg først havde 10-11 dage alene, hvorefter Søren, Silas og Vega kom ned og var hos mig. Deraf størrelsen.

Fordele: Masser af plads, ‘rigtigt køkken’, stort og fint badeværelse. Også fin og tryg beliggenhed, men jeg foretrækker personligt at bo lidt mere centralt. Øko-supermarked lige rundt om hjørnet.

Ulempe: Virkelig meget trafikstøj fra gaden. Man kan stort set ikke have vinduerne åbne. Udlejer ikke sådan den mest imødekommende i verden men dog tilgængelig.

Link til lejligheden på Airbnb

Virkelig tjekket lejlighed og stor og rummelig (efter Pariserstandard)

Louvre/1. arr.

Moderne, full service duplex lejlighed (5. og 6. sal) med privat tagterrasse. Stor og virkelig super og funktionel. Ville uden at tøve booke denne igen.

Fordele: Beliggende midt i det 1. arr, lige bag Louvre. Tæt på alt. Stille som graven om natten. Stort badeværelse. Tagterrasse.

Ulempe: Ikke helt så charmerende som de gamle lejlighder, jeg normalt går efter. Og noget dyrere.

Link til lejligheden på Airbnb

Tagterrasse med sol i det 1. arr. Mega-luksus.

Île Saint-Louis

Fin, triplex-lejlighed i gaden, hvor jeg boede, da jeg først flyttede til Paris i ’97. Selve lejligheden her har jeg dog boet i sammen med min far og hans kone et år, hvor vi mødtes hernede på forlænget weekend.

De tre etager er smart, hvis man rejser flere generationer eller par sammen, da man ligesom har sin egen etage og stadig kan have følelsen af lidt privatliv.

Fordele: Superfin beliggenhed midt på den maleriske ø i Seinen. Sikkert og trygt. Bageri og købmand lige rundt om hjørnet.

Ulemper: lidt røvballeagtig indretning, sådan ‘klassisk fransk’.

Link til lejligheden på Airbnb

Gode lejligheder i Paris

Det var altså mine anbefalinger til gode lejligheder i Paris. Næste gang vil jeg lave en guide til Paris’ kvarterer og beskrive hvilke, jeg vælger at bo i og hvorfor og hvilke jeg undgår at bo i, når jeg er der.

Spørgsmål? Stil dem i kommentarfeltet her nedenfor.

Invitation til dig🫵🏼

Prøv MadbandittenPLUS gratis i 7 dage!

Få adgang til at se energiberegninger på alle mine 2.000 opskrifter, din egen favoritside, hvor du kan gemme opskrifter og lave madplaner med indkøbsliste, velkomst e-bogen Den Store Keto-guide (værdi 149,-) og du kan lytte til min podcast. Du får også adgang til en lukket spørgeside, hvor du kan stille spørgsmål til mig.

I Januar 2022 vejede jeg 116 kg og blev medlem hos dig. Det er den bedste beslutning jeg har taget i hele mit liv. Jeg vejer nu 75,4 kg og vægten  går stadig langsomt ned. Jeg har endelig fået et liv, hvor jeg ikke konstant er sulten og kun tænker på mad.”

Ja tak – start gratis prøveperiode nu!

 

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

11 kommentarer til “Lejligheder i Paris – hvor skal man bo?”

Skriv en kommentar

  1. Hej Jane , sidder lige og skal bestille til Paris i juni. Har været i Paris en del gange og vi foretrækker samme områder😊 men dine anbefalinger er optaget i de dage jeg skal booke. Har du nogle anbefalinger i ærmet som du ikke har skrevet om?

    Svar
    • Åh nej desværre. Jeg er også tit nødt til at tage et nyt sted hver gang. Lejligheden, jeg boede i sidst, synes jeg ikke var anbefalelsesværdig. Jeg havde også så svært ved at finde et sted. Jeg ved ikke om det er fordi turisterne for alvor er tilbage i byen.

      Svar
  2. Dejligt med en Paris guide 💙🤍❤️
    Vi er netop vendt hjem fra “vores andet hjem”
    “Hotel Le Jardins du Marais”
    60 m2 hotelværelse i Marais med lille køkken og TO badeværelser og soveplads til 4-5 Pers. Lukket gårdhave så man kan spise sin egen mad hvis ikke energien er til restaurant 🥐🥖🥂🧀 vi har boet her de sidste 17 år 😆 måske skulle VI prøve noget nyt?? 🤣
    Blot et lille tip 💁‍♀️

    Svar
      • Hej Lene
        Vi gav ca. 2000 pr. nat inkl. lækker morgenmad for 4 “voksne”.
        Adressen er:
        74 rue Amelot
        75011 Paris

        Det billigste er at bestille på hotellets egen hjemmeside 👍 de har ofte tilbud!

        Kh Charlotte

        Svar
    • Hvor ser det skønt ud! Vi boede derude på et andet hotel engang og jeg synes, det var lidt langt væk fra det hele. Jeg foretrækker normalt at bo lidt mere centralt.

      Svar
  3. Hej Jane, tak for spændende info…jeg skal til Paris for første gang til marts. Jeg påtænker at bo i området omkring Jardin du Luxembourg og af praktiske årsager tæt på stationen Denfert-Rochereau, kan du anbefale det, eller? Pft Else

    Svar
    • Hej Else
      Hvor spændende for dig ❤️
      Alt ved Paris er jo ekstremt subjektivt og det gælder også mine anbefalinger. Der er dejligt og trygt og rart ude ved Jardin du Luxembourg, men jeg ville personligt vælge at bosætte mig lidt mere centralt. Man går jo i forvejen meget i Paris og det er rart, at man lige kan stikke hjem forbi og stille en pose, skifte sko eller andet. Og så bliver der lidt langt, hvis man skal gå helt derud hver gang. Selv foretrækker jeg at bo i det 3. eller 4. arrondissement – og her de sidste par gange i de 1. og 2. Det er mest centralt og mest ‘pariserstemning’, synes jeg.

      Men det er virkelig meget et smagssag. Det vigtigste synes jeg er at undgå de utrygge områder (Montmartre fx og visse områder i det 9. arr.) og det er området derude ikke.

      Svar
      • Tak for svar ;) det vil jeg have med i min beslutning. Jeg havde tænkt det skulle være nemt at komme fra og til lufthavnen Orly men måske jeg bare skal prioritere beliggenheden….og for advarslen om utrygge områder, det ved man jo intet om når man er helt blank mht Paris

        Svar
  4. Hej Jane. Det indlæg poppede da op på det helt rigtige tidspunkt😊 min datter på 14 og jeg skal et smut til Paris i december, for at indløse hendes konfirmationsgave. Jeg aner intet om Paris og vi skal derfor se standard seværdighederne, men håber at opleve charmen, caféer og alt hvad paris kan, når vi er der. Har du nogle must see, eller gode områder at bo I. Det ville være fantastisk.
    Hilsen Lotte

    Svar
    • Ej så dejligt for jer❤️❤️
      Jeg har skrevet en masse guides til Paris igennem årene og flere af dem har jeg netop opdateret. Prøv at se igennem hele mit Paris-arkiv her: PARIS – her er både mad og vintagebutikker (populært blandt de unge:)) og en masse instagram-værdige steder og alverdens flere ting.

      Og spørg endelig hvis der er noget :)

      Svar