LCHF-madrevolution i Danmark?


Der sker noget i Danmark på LCHF-fronten, kan I fornemme det? Jeg kan i hvert fald mærke, at det spirer og bobler, og det giver mig simpelthen sommerfugle i maven. Der skyder LCHF-blogs op, og allerede etablerede madblogs giver LCHF et forsøg og vender herefter sjældent tilbage til deres gamle livsstil. Og det er jo lige præcis det, der har gjort, at LCHF har vokset sig så stort i Sverige. Det er jo ganske enkelt, fordi rigtig mange oplever, at de får det så meget bedre ved at vende ryggen til de gængse anbefalinger, og i stedet vende sig mod en mere naturlig kost. For det er jo som regel det, der sker, når man vinker farvel til brød, stivelse og sukker.

Jeg ved godt, at jeg gentager mig selv nu, men jeg får sommerfugle i maven af den spirende tendens, vi befinder os midt i.

De kvikke af jer har allerede spottet, at der til januar udkommer en LCHF-bog på dansk. Den hedder Kom i gang med LCHF på 14 dage og er skrevet af svenskeren Lars Erik Litsfeldt. Jeg har læst en af hans andre bøger, og han er altså en meget interessant herre. Så den kan vi godt glæde os til.

Men hør lige: LCHF kommer til Danmark! Sådan for real! Det synes jeg godt, man kan råbe HURRA for! Det er et stort og vigtigt skridt for fedtforskrækkede, fuldkorns-Danmark. Det synes jeg faktisk, at det er!

Men vi skal jo ikke bare læne os op af noget svensk, vel? Vi skal selvfølgelig have noget, der er vores eget. Og derfor udkommer min LCHF-bog til marts i samarbejde med Politikens Forlag, som i øvrigt også er udgivere af den svenske LCHF-bog. Politikens Forlag har nemlig vejret, at der foregår noget på den anden side af Øresund, som fortjener lidt opmærksomhed herovre.

Okay, skal vi lige lave en håndsoprækning her: Hvor mange af jer havde gættet, at jeg skrev på en bog? Jer allesammen? Godt så. Man kan da heller ikke skjule noget for jer. I hvert fald ikke for jer, der følger med på Instagram, for jeg er sikker på, at I er flere, som nok har tænkt, at hende der den arbejdsløse da godt nok drak lige rigeligt med bobler. Men der var jo mange ting, der skulle fejres, forstås.

Nogle af jer kan måske huske, at jeg skrev et indlæg om, hvad jeg ville gøre, hvis jeg ikke var bange, og en af de ting, jeg kunne have tilføjet til den liste var at udgive en bog. For hvor det for mange er en kæmpe drøm, er det for mig også enormt angstfremkaldende. For selvom jeg elsker at blogge og skrive, er jeg, og har jeg altid været rystende bange for at stille mig til offentligt skue. Jeg er jo i virkeligheden et ret blufærdigt menneske. Altså undtagen når jeg gemmer mig bag skærmen her og sagtens kan dele både svære og tunge ting. Men en ting er, når man er sin egen redaktør på sin egen blog, en anden ting er, når man udgiver en livsstilsbog om LCHF, som kommer til at stå på hylderne derude i verden. Så skal man også stå på mål for det, og det vil jeg såmænd også rigtig gerne. Men en af grundene til, at jeg har tøvet så længe med at gøre alvor af det her bogprojekt,  er, at jeg gik og ventede på, at der kom en voksen, der ville gøre det. Ligesom i Sverige. Men den voksne kom bare aldrig.

Og da jeg sagde mit job op, havde jeg pludselig en hel masse tid, jeg skulle udfylde. Og jeg havde siddet der og talt om karma og universet og alt muligt andet flippet til min stakkels, rationelt anlagte mand, som virkelig prøvede at rumme mig, men som helt sikkert rystede på hovedet, når jeg vendte ryggen til. Og derfor var det også så pissedejligt at kunne komme hjem med en bogkontrakt og sige: Karma findes, du! Og nu udgiver jeg en bog! Ja, jeg gør så!

Og jeg er så glad for endelig at kunne fortælle jer det. Egentlig ved jeg ikke, hvorfor jeg har ventet, men det havde jeg bare brug for. Men jeg kan slet ikke begynde at beskrive for jer, hvor meget glæde det har givet mig at skrive på den bog. Og ordene er bare væltet ud af mig, og jeg har næsten ikke kunne styre mig af begejstring. Og når bogen udkommer, kan jeg stå med et stykke af mit hjerteblod mellem hænderne og mindes, hvordan hvert ord er kommet helt inde fra hjertekulen. For det er derfra, bogen er skrevet. Og det håber jeg, I kan mærke.

Og nu har jeg ævlet længe nok. Det har aldrig været min styrke at fatte mig i korthed, som min tidligere chef altid drillede mig med. Det her er stort for mig, men jeg synes saftsuseme også, det er stort for Danmark. Og det er kun virkelighed, fordi I sidder derude og følger så ivrigt med, at jeg ved hjælp af nogle heftige besøgstal kan dokumentere, at interessen for LCHF er stor. Så rigtig mange tak for det. Og traditionen tro vil jeg gerne slutte af med lidt følelsesporno fra mit yndlings Pinterest Board.

 

 

 

 

 

 

Kan jeg hjælpe dig med noget?

Har du brug for støtte eller hep, input til din kost eller brug for hjælp til at få rettet lidt ind, så du kan få de resultater, du drømmer om? Så hop ind på min lukkede spørgeside og lad mig hjælpe dig.

Som at have en coach ved hånden men uden at det koster tusindevis af kroner hver måned💸

Spørgesiden er til mine PLUS-medlemmer og er du ikke medlem allerede, kan du prøve det gratis her:

Ja tak – det vil jeg prøve!

Udover den lukkede spørgeside får du adgang til at se energiberegninger på alle mine 2.000 opskrifter, din egen favoritside, hvor du kan gemme opskrifter og lave madplaner med indkøbsliste, velkomst e-bogen Den Store Keto-guide (værdi 149,-) og du kan lytte til min podcast.

I Januar 2022 vejede jeg 116 kg og blev medlem hos dig. Det er den bedste beslutning jeg har taget i hele mit liv. Jeg vejer nu 75,4 kg og vægten  går stadig langsomt ned. Jeg har endelig fået et liv, hvor jeg ikke konstant er sulten og kun tænker på mad.”

Start prøveperiode her 

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

54 kommentarer til “LCHF-madrevolution i Danmark?”

Skriv en kommentar

  1. Ih, tillykke! Hvor er det fedt!
    Mon så ikke, du kan få en fod inden for hos Årstiderne og lave opskrifterne til deres (måske) kommende LDHF-kasse ;-)

    Kærlig hilsen Tatjana

    Svar