LCHF tiltrækker tit dem, der har det svært med sukker. Derfor er et typisk begynderspørgsmål også: “Hvad kan jeg bruge i stedet for sukker på LCHF?”
Del 6 i min serie om, hvordan nye LCHF’ere spænder ben for sig selv, handler derfor om sødemidler.
At overforbruge sødemidler
Sagen er, at du ingenting vinder ved at bytte dit nuværende sukkerforbrug 1:1 med sødemidler. Du vinder ved at spise rigtig mad. Grøntsager-kød-fedt. Det kræver ingen (eller mininal) tilsat sødning.
Hvad er problemet med sødemidler?
Men hvad er problemet egentlig med sødemidler? Sukrin og Stevia påvirker jo ikke blodsukkeret, så er det ikke fint at bruge dem?
Måske er der intet problem, og hvis det er tilfældet for dig, så fint med mig. Jeg kender til mange, der har haft fin succes med LCHF, og som har spist sødemidler og drukket light sodavand under hele deres vægttab.
Men jeg har så sørme også set min andel af folk, der aldrig fik succes, fordi de aldrig fik givet slip på deres gamle sukkervaner.
Måske skyldes det, at den søde smag trigger, også selvom den kommer fra noget, der ikke giver blodsukkerstigning, og på den måde fastholdes du i din gamle vane med, at alting skal smage sødt. Sødemidlerne bliver på den måde nemt et gateway drug, en glidebane, og herfra er der ikke langt tilbage til den gamle sukkervane.
Læs mere her: Guide til sødemidler og Keto og sødemidler
Kager og bagværk
Mad lavet af grøntsager, kød og fedt har sjældent brug for tilsat sødning. Det har derimod yoghurtmorgenmad, desserter, kager og bagværk.
Og sammen med disse er det nemt at komme i karambolage med to af vores tidligere begynderfejl, nemlig den om kulhydraterne og den om kalorierne.
Og så er der ikke rigtig noget at sige til, hvis der ikke sker noget på vægten…
Tag en pause fra sødemidlerne
Så min anbefaling er: Start med en pause helt uden sødemidler. Spis grøntsager, kød og fedt.
Hvis du føler kæmpe modstand bare ved tanken om at skulle undvære sødemidlerne, er det bare endnu mere grund til, at du skal gøre det.
Lad dine smagsløg tilpasse sig de smage, der er i rigtig mad, og hvis du vil, kan du så genintroducere sødemidlerne senere og se, om det gør godt eller skidt for dig.
Jeg har arbejdet med MANGE lightsodavandsdrikkende mennesker på mine Kickstart-hold, og de beskriver stort set allesammen, hvordan deres tidligere så elskede lightsodavand smager rædsomt efter en periode, hvor de har nulstillet deres smagsløg og sukkervaner. Hvordan har jeg nogensinde kunne hælde litervis af det i mig, siger de.
Jeg tror, vi kan være 100% sikre, når vi siger, at det i hvert fald ikke skader at tage en pause fra sødemidlerne.
Til gengæld ville det da være dødærgerligt, hvis du lavede alle mulige anstrengelser for at lave din livsstil om og så ikke fik det resultat, du havde håbet på, fordi du ikke var villig til at opgive den søde vane.
Læs næste afsnit, hvor det handler om at komme igennem den omstillingsperiode, hvor kroppen vænner sig til at bruge fedt som brændstof. Find det her: Begynderfejl #7
Find tidligere afsnit her:
Begynderfejl #1: Ikke at have styr på kulhydraterne
Begynderfejl #2: At fortabe sig i detaljen, før det grundlæggende er på plads
Begynderfejl #3: At spise uden at være sulten
Begynderfejl #4: At tro, at kalorier ingen rolle spiller
Begynderfejl #5: At overtracke alt fra kulhydrater, kalorier, ketonstoffer og kropsvægt
Hej Jane.
Har læst din bog om keto, og RIGTIG mange af dine indlæg her. Du skriver så man kan forstå det, så tak for det.
Nu kan jeg ikke huske hvor jeg har læst det, men er det rigtig forstået at kulhydraterne fra Sukrin (den alm hvide udgave) ikke skal tælles med i regnskabet om det samlede daglige kulhydratindtag ?
Hilsen Annika
Ja det er faktisk rigtigt. Det betyder ikke at de ikke kan spænde ben for resultaterne men det er sandt at de ikke optages i blodet og derfor burde være deklareret som 0 g. Jeg har skrevet om det her: https://www.madbanditten.dk/soedemidler/
Læs evt. også denne guide til Keto og sødemidler: https://www.madbanditten.dk/keto/keto-og-soedemidler/
Hej
Jeg har spist efter lchf metoden i ca 3 år nu. Årsagen til at jeg skulle omlægge min kost var at jeg havde fået Diabetes 2. Efter at have været på kursus i 3 dage på sygehuset kunne jeg se at der var flere ting jeg kunne gøre for at sænke vægt og insulinindholdet i blodet. Men det var svært at overskue så jeg besluttede mig for at dele omlægningen af min kost op i tre måneders etaper. Det første jeg skar helt ud var sukker som jeg erstattede med Stevia til kaffen. Jeg stoppede også med at bage og det var det sværeste, da jeg elsker at bage.
Men jeg holdt mig til min plan og til tre månederes kontrollen for Diabetesen var jeg Diabetes fri og vægten gået ned. Det motiverede mig til at fortsætte så jeg begyndte så at bruge flere af de grove grøntsager der mætter godt og er fulde af vitaminer og kostfibre. Vægten faldt yderligere.
Nu er der så gået tre år. Idag bager jeg igen. Jeg bruger ingen sukker eller sødemidler længere. Jeg bruger honning eller sirup når jeg bager. Mit diabetes tal og vægten er stabil. Energi har jeg fået mere af og mine smerter i hoften og andre led er væk.
Vh Knud
Hej Jane
Hvis man nu sagtens kan styre det og drikke sødemidler dagen lang uden at falde i og derved kombinere det med striks LCHF – vil sødemidler så absolut ingen indvirkning have på, om / og hvor hurtigt man kommer i ketose samt fastholdelse heraf?
Mange hilsner Christina
Det er lidt individuelt, tror jeg og afhænger også af typen af sødemidler. Jeg hælder mest til at sødemidler ikke betyder det store ift. ketose, men jeg ser begge dele. Altså både at sødemidlerne gør det sværere at komme i ketose og at det ingen betydning har. Selv oplever jeg ikke, at sødemidler influerer med ketose men hos mig trigger det sukkertrang/øger appetit, så jeg spiser mere/flere kalorier end jeg ellers ville.
Generelt er jeg allermest fortaler for at gøre det, der fungerer. Fungerer det med sødemidler, glimrende. Fungerer det ikke, tag dem væk eller minimer dem.
Når vi kører Kickstart, anbefaler jeg mine kursister at tage de fire uger først uden sødemidler og så lægge sødemidlerne til derefter, hvis man stadig vil. Det er mest ud fra et forsigtighedsprincip og fordi jeg ser alt for mange gange, at sødemidlerne spænder ben for resultaterne. Og når folk har betalt mig for hjælp til at gå ned i vægt, tager jeg ingen chancer.
Hvor har jeg være irriteret over at Jane ikke “ville lade os” nyde f.eks. et glas Cola Zero, når nu det helt objektivt ikke skulle betyde noget for LCHF og ketose.
Men øhh – hun har desværre helt ret. Jeg har lidt for mange gange oplevet at jeg da sagtens kunne styre det og drikke light sodavand til min LCHF kost – men senere samme dag var jeg så “uheldig” og faldt i og måtte lige spise et eller andet, jeg egentlig skulle holde mig fra.
Jo flere kunstige sødemidler – jo uheldigere ser det ud til at jeg er. :)
Der skal ikke mange dage på vand til, før det bliver naturligt, og når jeg så efter noget tid smager f.eks. cola, er det både alt for sødt og alt for kraftigt i smagen.
Haha, jeg ved præcist hvad du mener. Sød smag, uanset om den kommer fra sukker eller fra naturlige eller kunstige sødemidler trigger også min trang til mere sødt.
Men det gode er, at du nu kan navigere efter DIN oplevelse og ikke gøre det, ‘fordi Jane siger det’. Det er langt stærkere på den måde :)
Super godt skrevet.. Jeg har selv været i cola light fælden i snart 15 år ?
Da jeg gik i gang med LCHF her til januar stoppede jeg også mit forbrug af 2 liter cola light om dagen.
Har ikke rørt det siden.
I sidste uge smagte jeg så et glas light sports sodavand.. fy for den lede hankat ? det smagte så sødt og syntetisk.
Jeg har bevidst også holdt mig fra søde erstatninger, og hold da op det har givet pote
Jeg higer ikke efter den søde smag længere, hvor er det en befrielse.
Jeg ELSKER ikke at være afhængig.
Jeg ELSKER den her livsstil . Især at man ikke hele tiden tænker på næste måltid. At man kan køre hjem fra arbejde uden at gå sukker kold og æde en pose slik på Vejen hjem. Og at det så også har givet et vægttab på 8.5 kg er fantastisk.
Så stor tak til dig Jane Du viste mig Vejen ?
Hvor er du god, Sandie! Godt gået af dig! Og jeg elsker også den frihed, du beskriver. Det er et andet liv! <3