Kyllingepizza er sidste skud på stammen indenfor Low Carb / KETO pizza og et ualmindeligt anstændigt bud på at spise pizza med få kulhydrater. Det er ikke, som man skulle tro, en pizza med kylling på. I stedet er det en pizza, hvor bunden er lavet af kylling. Det giver en kulhydratfattig og super proteinrig pizza.
Ingredienser
Kyllingepizzabund
- 250 g kyllingebryst eller hakket kylling
- 60 g revet ost
- 1 æg
- 1 spsk Pofiber kan fint udelades
- 1 tsk salt og friskkværnet peber friskkværnet
Topping
- 125 g revet mozzarella
- 100 g tomatsauce
- frisk basilikum til pynt og evt. rucola og pesto til drys
Sådan gør du
- Hak kyllingen groft og kør den til ”fars” i en foodprocessor. Du kan også købe færdighakket kylling.
- Bland kyllingen med revet ost, æg, Pofiber, salt og peber.
- Fordel massen på en bageplade beklædt med bagepapir. Jo tyndere du smører den ud, jo mere ”sprød” bliver pizzaen.
- Opvarm ovnen til 200 grader og bag bunden i ca. 15 minutter, til den er gylden.
- Fordel tomatsaucen og mozzarellaen ovenpå og kom pizzaen tilbage i ovnen i ca. 10 minutter, til osten er smeltet og gylden.
- Pynt med frisk basilikum og server med en grøn salat.
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Pizza uden kulhydrat
Pizzaen er naturligvis ikke helt uden kulhydrat. Det kan vist ikke lade sig gøre uden at det bliver underligt.
Men det er en pizzabund med helt få kulhydrater. Og det fungerer bare SUPER godt her. Den perfekte KETO pizza er jeg tilbøjelig til at kalde den.
Hvis du gerne vil se energiberegningen på kyllingepizzaen og resten af mine 1800+ opskrifter, kan du som nyt medlem prøve MadbandittenPLUS gratis i 7 dage.
Pizza – pizza – pizza
Det kan føles skørt med så mange forskellige bud på pizza – lad mig nævne i flæng: Blomkålspizza, broccolipizza, Fat Head pizza, tunpizza og nu altså også kyllingepizza.
Hvor mange har syntes, at blomkålspizzaen blev lige vel våd i det, er kyllingepizzaen her til den tørre side. Den kan derfor fint spises i hånden, hvilket jeg kan forstå er et vigtigt pizza-kriterie hos mange.
Rester af kyllingepizza?
Skulle du være så heldig at have rester af kyllingepizza, så kan du glæde dig over, at du nemt og hurtigt kan trylle dem om til denne lækre og proteinrige pizzasandwich. Perfekt frokost – nam!
Keto madplan med nem aftensmad i hverdagene
Trænger du også til at få aftensmaden sat i system, så du hver aften i hverdagene får lavet nem og lækker mad, så er KETO-madplanen lige noget for dig. Alle opskrifter i madplanen er ernæringsberegnede så du kan se hvor mange kulhydrater, kalorier etc. den indeholder.
Du køber fem uger af gangen for bare 110,- og kan vælge hvilken sæson, der passer bedst
Læs mere her: KETO Madplan
Mega lækker pizza
Dejlig lækker pizza, nem at lave og kan bruges som mad pakke, 👍
Hvad mener du helt præcis med tomatsovs, det er jo et vidt begreb også i forhold til energiberegning 😊
Jeg mener en helt almindelig tomatsovs som den du vil købe i et helt almindeligt supermarked og som består af tomat og evt. lidt krydderier. De indeholder omkring 5 g kulhydrat pr. 100 g. Jeg bruger tit Mosede tomater på flaske, som bare består af… ja mosede tomater. Og så tilsætter jeg selv krydderierne efter behov.
Tak, jeg vil se om jeg kan finde noget. Normalt har jeg tomatpure i flaske (som var mit umiddelbare gæt når der stod tomatsovs) men igår brugte jeg en dåse hk. tomater som jeg purerede. Jeg bruger cronometer og har meget svært ved at få dine tal i energiberegningen til at passe med alle de amerikanske varer så derfor mit spørgsmål. Hvis man f.eks tager dolmio tomatsovs er der 7,9 kulhydrat i.
Jeg kom både oregano og chiliflager i kødet og det smagte vildt godt. Tak for alle dine opskrifter 😍
Aaah ja men du må ikke sammenligne amerikanske næringsdeklarationer med danske. Danmark og USA deklarer jo kulhydrater forskelligt. I Danmark deklarerer vi i tilgængeligt kulhydrat og i USA i totalt kulhydrat. Det betyder at fiberindholdet er medregnet i kulhydrattallet i USA men ikke i Danmark.
Hvis du er PLUS-medlem kan du læse mere om det her: Sådan tæller du kulhydrater
Ja jeg er plus medlem og er klar over det med tilgængeligt og totalt kulhydrat.
Jeg prøver at følge keto udfordringen, klarede 8 uger i efteråret mega simpelt, men har brug for lidt mere variation lige nu så derfor prøver jeg lidt forskellige af dine alm. opskrifter men….jeg er nok lidt for perfektionistisk m.h.t at skrive alt ind i cronometer, så er ved at få grå hår i hovedet af, at når jeg opretter en opskrift f.eks kyllingepizza får jeg ikke samme tal som du. Der er meget der variere, det er jeg helt med på, må nok bare styre mit perfektions gen lidt 😂
Hej! Lækker opskrift! Dog havde jeg ikke lige kyllingekød, så brugt i stedet hk. Kalv/flæsk 4-7% (samme mængde). Og så kan jeg godt lide min mad lidt stærk, så tilsatte lidt flage-chili og et fed hvidløg til tomatsaucen. Og brugte så yderligere ca 1/3 hk grøn peberfrugt, som kom på sammen med sauce og ost😊😋
ej hvor skønt og fedt at høre at det også fungerer med kalv/flæsk👍🏼
Hi…jeg laver en slags mayo cream med squash, sennep, citron og chashew nødder. Men vi spiser meget sjælden pizza herhjemme mest pga jeg ikke kan finde opskrift på et bund som mine børn også kan lide :) (de spiser ikke gluten)
Hi – tusinde tak for alle de dejlige opskrifter. Jeg vil gerne prøve denne pizza, men vi spiser ikke mælkeprodukter – kan man bruge noget i stedet for ost?
Hej Alma
Selve bunden kan fint laves uden ost men jeg ingen fantasi til hvad osten ovenpå kan erstattes med medmindre man er ok med de der klamme veganske margarineoste. Hvordan plejer du at spise din pizza?
Jeg er selv lidt skeptisk over for de nye falske madvarer, der bliver produceret og markedsført som alternativer til kød og andre animalske produkter, selvom jeg selv spiser dem ind i mellem.
Jeg har faktisk god erfaring med falsk pizzaost. Det er rigtigt, at noget falsk ost virkelig er kedelige, og nogle egner sig ikke engang til at smelte. Jeg havde en periode, hvor jeg spiste meget vegetarisk og lidt vegansk. Der fandt jeg en falsk pizza-ost som var rigtig god. Jeg kan desværre ikke huske, hvad den hed, men jeg mener at det var super-Brugsen eller Kvickly, der solgte den. Jeg mener også, at kokosolie var en af ingredienserne, og muligvis noget gærflager eller lign.
Ellers kan man jo altid lave en pizza marinara.