Her får du opskriften på virkelig mør kylling med den skønne grønne salsa chimichurri. Chimichurrien kan virkelig redde selv det kedeligste kyllingebryst og det er en skøn, grøn urtesauce at have i køleskabet til lynhurtigt at peppe hverdagsmaden op.
Hvis du har tid, så lad gerne kyllingen marinere længe. Har du travlt, så pyt, så husker du det bare til næste gang.
Hvis du har brug for at gemme opskriften på chimichurri alene på din favoritside har du opskriften alene her: Chimichurri
Kylling med chimichurri
Føj til favoritter Udskriv PinIngredienser
- 400 g kyllingebryst eller udbenet overlår
- 2 tsk løgpulver
- 2 fed hvidløg
- 1 tsk stødt spidskommen
- 2 spsk olivenolie
- 2 tsk salt og friskkværnet peber
Chimichurri
- 2 håndfulde bredbladet persille
- 1 rød chili
- 2 fed hvidløg
- 20 g løg
- 3 spsk rødvinseddike
- 2 tsk tørret oregano
- 1,5 dl olivenolie
- 1 tsk salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Bank kyllingebrysterne flade.
- Bland krydderierne med olien og kom marinaden i en frysepose.
- Kom kyllingen deri og lad dem marinere i ca. 30 minutter, gerne længere.
- Opvarm grillen eller en grillpande og steg kyllingen ved høj varme i et par minutter på hver side, til de har fået god farve og er gennemstegte.
Chimichurri
- Hak persille, chili, hvidløg og løg fint og rør det sammen med resten af ingredienserne.
- Smag til og juster evt. med mere eddike eller salt.
- Lad gerne chimichurrien trække lidt inden servering.
- Fordel 1-2 skefuld chimichurri ovenpå kyllingen ved servering.
- Gem resten af chimichurrien i køleskab til en anden god dag.
Noter
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Hvad med tilbehør?
Hvis kyllingerne er på grillen, vil jeg grille grøntsager til. Grillet spidskål er en af mine favoritter på grillen men jeg griller faktisk alle slags grøntsager.
Hvis jeg skulle lave tilbehør indenfor ville jeg finde en frisk salat som fx den friske squashsalat med feta og hasselnødder eller måske en knasende kålsalat. Lidt afhængigt af humør.
I beskrivelsen står der bank kyllingebryster flade. Måske det skal rettes til lår eller kød. En super irrelevant kommentar til en mega lækker ret, og sikkert kun mit øje som skuer fejlen der har sneget sig ind
Tak for dig 🙏🏻 jeg elsker virkelig din side og har brugt den i mange år
Jeg skulle lige læse opskriften flere gange før jeg fangede hvad du mener, men jeg tror, jeg har rettet det nu. Tak❤️