Denne krebsehalesalat er virkelig hurtigt rørt sammen og demonstrerer så fint, hvorfor man burde lave alle pålægssalater selv.

Ingredienser
- 200 g krebsehaler (gerne dem på frost men dem på køl kan også fint bruges)
- 50 g hvide asparges fra glas (valgfrit)
- 2 spsk mayonnaise
- 2 spsk cremefraiche 38%
- 2 tsk dijonsennep
- 1 håndfuld frisk dild
- 1 citron (smag til)
- evt. en smule sødning
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Bland mayo med cremefraiche og sennep.
- Smag til med salt, peber, citron og evt. en smule sødning.
- Hak dilden fint og rør den i dressingen.
- Dræn krebsehalerne og evt. asparges godt.
- Rør krebsehalerne og asparges i dressingen.
- Lad den gerne trække lidt inden servering men den er klart bedst samme dag, da dressingen ellers bliver tynd.
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Denne lækre krebsehalesalat består stort set kun af krebsehaler, cremefraiche og mayonnaise – og så naturligvis også smagsgivere i form af dild, citron, sennep, salt og peber. Derudover kan du vælge at komme hvide asparges i også. Jeg har taget den nemme version og brugt dem fra glas.
Hvis du ønsker andre smagsgivere kan både chili og andre krydderurter også være virkelig lækkert. Du kan også tilføje rejer og rogn og få en klassisk skagenssalat.
Krebsehalesalat til påskebordet
Denne krebsehalsesalat smager skønt, både på en bund af salat eller et stykke low carb brød fx Wannabe rugbrød. Og vil gøre sig rigtig fint til årets påskefrokost.
Hvis du ønsker mere inspiration til lækre pålægssalater og påskefrokosten, kan du kigge hele kategorien med påskeopskrifter igennem. Der er både den gode gammeldags tunmousse, rejesalat og torskerognssalat med forårsløg, citron og kapers.
Krebsesalat på salat
Portionsstørrelsen i opskriften er baseret på at du har den på et koldt frokostbord fx til påske. Men den kan spises hele året rundt. Vil du bruge krebsesalaten som et fuldt måltid, kan du øge portionstørrelsen og spise den på en bund af grøn salat.
Jeg ville nok spise ca. dobbelt op, nok lidt mere, hvis det skulle udgøre et fuldt måltid.
Flere pålægssalater?
Jeg har flere pålægssalater, du kan boltre dig i. Der er bl.a. æggesalaten, rejesalaten og skinkesalaten, som er tre klassikere, en god laksesalat er også altid godt og så er der selvfølgelig torskerognssalaten, som er allerbedst med frisk torskerogn. Og vi skal jo ikke glemme den lækre tunmousse. Den føler jeg lidt hører til i den kategori også.
Som alternative til asparges bruger jeg ørredrogn, som ser ikke kun lækker ud, men giver et lille salt knæs når man spiser salaten på f.eks. salatblade.