Kost og Wegovy


Hvad skal jeg spise, hvis jeg er på Wegovy? Mange ønsker at kombinere deres tid på vægttabsmedicin med at få indarbejdet nogle gode og sunde madvaner, og derfor havner det spørgsmål oftere og oftere hos mig.

Personligt synes jeg, at Wegovy burde blive udskrevet sammen med kostråd til vægttab med udførlige retningslinjer til at spise protein nok og styrketræne, men der er vi ikke helt endnu, så derfor får du mit bud her.

I denne artikel får du bud på sunde kostråd til wegovy og muligheden for at bruge madplaner eller kostplaner i dit vægttab.

Læs også: Keto og Wegovy

Hvad skal man spise på Wegovy?

Kostråd til Wegovy er de samme som kostråd til vægttab uden Wegovy. Det betyder, at det, man skal spise på Wegovy, er det samme, som man ville spise, hvis man skulle ned i vægt uden medicin. Medicinen ændrer ikke på din krops behov men skal ses som en støttende hånd i ryggen, som hjælper med at holde sulten for døren, imens man spiser i kalorieunderskud.

At spise i kalorieunderskud betyder, at man spiser mindre, end ens krop reelt har brug for. Det sætter selvfølgelig endnu større krav til, hvad man så faktisk spiser.

Det betyder, at de sunde og vigtige madvarer skal opprioriteres og de næringsfattige, tomme kalorier nedprioriteres.

Et godt bud på, hvordan det ser ud i i praksis, er, at du skal spise godt med protein, helst animalsk protein, godt med grøntsager og evt. frugt, usødede mejeriprodukter, hvis du tåler dem, nødder og kerner og sundt fedt.

Nedsat appetit

Jeg forstår godt, det er svært at spise nok, når appetitten er nedsat. Det, du kan gøre, er at tænke protein først i dine måltider. Dvs. at det første, du lægger på tallerkenen er kød, fisk, fjerkræ, æg – evt. skyr og hytteost, hvis du er ok med mejeriprodukter. Hertil lægger du grøntsager og evt. lidt frugt og/eller sundt fedt.

Når du spiser, spiser du så proteinkilden først, så du sikrer, at du får det vigtigste, inden mætheden sætter ind. Og hvis det er en hjælp, så spis flere små måltider efter denne skabelon i stedet for få store.

Du kan overveje i en periode at logge din mad i et program som madlog.dk. Ikke som i gamle dage for at se, om du spiser lidt nok, men nu mere for at sikre, at du faktisk spiser ‘nok’.

Jeg forstår godt, at det kan være fristende at spise så lidt som muligt, fordi det nu er muligt, men det er en taktik, der vil give bagslag på sigt.

Tab fedt – ikke muskelmasse

En risiko ved Wegovy og andre vægttabstiltag, der sætter dig i kraftigt kalorieunderskud, er tab af muskelmasse. Der er studier, der viser, at helt op mod 40% af vægttabet på Wegovy kan være muskelmasse, og det er ikke så godt. Muskelmassen er metabolisk aktiv, dvs. at det hjælper til god blodsukkerregulering og til at holde din forbrænding oppe. Disse ting er vigtige metaboliske funktioner og de bliver især vigtige, hvis du planlægger en dag at ville vægtvedligeholde uden medicin.

Udover at muskelmassen er vigtig for din insulinfølsomhed og din forbrænding, er den også vigtig for, hvordan din krop ser ud efter vægttabet og hvor meget ting vil hænge. Jeg ved godt at vi er i den forfængelige ende her, men det hele tæller jo med.

At spise nok protein og at styrketræne er de to vigtigste former for beskyttelse, vi har mod at tabe muskelmasse under vægttab.

Tab dig langsomt

Et andet godt råd er at holde øje med, at du ikke taber dig for hurtigt. Et forsvarligt vægttab, hvor tabet af muskelmasse minimeres, er på mellem 0,5-1 kg i ugen.

Det er ikke medicinen som sådan, der øger risikoen for muskeltabet. Det er selve underspisningen som følge af medicinen. Ved at holde et ansvarligt tempo på vægttabet, er dine chancer for at minimere tabet af muskelmasse bedst.

Jeg ved godt, at ‘tab dig langsomt’ ikke sælger mange bøger, men udover at det giver dig den bedste mulighed for at undgå negative sideeffekter, giver det dig også bedre mulighed for at arbejde med at få nogle gode livsstilsvaner på plads og samtidig giver det også din hjerne en chance for at følge med.

Træning og bevægelse

Du bør også tænke motion og træning ind i dit vægttab med wegovy. Al bevægelse, du kan lave, vil være alletiders og det allerbedste ville være, hvis du kombinerede dit vægttab med styrketræning. Styrketræning vil modarbejde stort set alle risici, der er nævnt i denne artikel.

Jeg forstår dog virkelig godt, at det kan være svært at komme i gang, hvis du aldrig har trænet, men jeg vil anbefale dig at undersøge alle muligheder for at komme i gang. Dit lokale fitnesscenter kan hjælpe dig med et træningsprogram og er økonomien til det, vil en personlig træner være en super investering til at hjælpe dig godt og sikkert fra start. Vælg en, der har erfaring med at arbejde med din aldersgruppe. Har du skader og skavanker, kan det være, du skal have en fysioterapeut eller lign. til at hjælpe dig med et program.

Herudover er alt bevægelse godt, så kan du gå eller cykle hver dag, vil det være alletiders. Der er ALTID noget, du kan gøre. Inaktivitet er det værste, du kan gøre. Undgå det, så godt du kan.

Dette vil hjælpe dig til et sundt vægttab med fokus på tab af fedtmasse. Det vil samtidig hjælpe dig til at indarbejde nogle gode mad- og bevægelsesvaner, det vil holde din forbrænding intakt og det vil give dig bedre muligheder for evt. at vægtvedligeholde uden brug af medicin, når du når dertil.

Madplaner og kostplaner til wegovy

Har du brug for hjælp til sunde måltider med protein i centrum, kan du finde inspiration i mine kostplaner og madplaner. De er lavet ud fra de beskrevne retningslinjer og vil hjælpe dig til at holde proteinindtaget tilstrækkeligt og give dig inspiration til, hvordan dine måltider kan sammensættes.

Find mine kostplaner og madplaner her

Wegovy og kost - hvad skal man spise på wegovy?

Brug for en hjælpende hånd med vægttab?

Prøv min fleksible Keto kostplan. Den er nem og realistisk, selv i en travl hverdag.

Se kostplanen her >>

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

5 kommentarer til “Kost og Wegovy”

Skriv en kommentar

  1. Hej Jane. Prøver at spørge her.
    Jeg har et højt kolesteroltal og har ekstra systoler. Tåler ikke statiner men vil passe på mit hjerte. De tænker betablokkere
    Har du særlige kostplaner til dette så jeg fortsat kan tabe mig leve sundt og ikke tage medicin. ???
    Spiser mest fisk og kylling.

    Svar
    • Hej Hanne
      Det ligger desværre udenfor mine kompetencer at svare på.
      Men alle mine kostplaner er sunde og egnet til vægttab. Med ‘sunde’ forstås her mad, der er minimalt forarbejdet og som dækker kroppens behov for protein og næringsstoffer. Det bør jo være grundlaget for al sund kost, uanset hvilken ‘kost-etiket’, man i øvrigt sætter på.

      Svar
  2. Hej Jane.
    Tak for en som altid god artikel, skrevet i en “rummelig ånd”.
    Har for et par år siden haft god succes med keto, men må også indrømme, at der i denne omgang ikke er overskud/praktiske omstændigheder til det fokus, som keto (for mig i hvert fald) kræver.
    For et par måneder siden læste jeg din “grundartikel” om dine holdninger ift Wegovy. Det hjalp mig til at træffe et valg om at tage den vej som en hånd i ryggen sammen med en ændret livsstil, der gerne over tid skulle hjælpe mig af med ca 30kg.
    Er ikke en af dem, der oplever den helt vilde appetitdæmpende effekt (endnu), sikkert bla pga en langsom start/lave dosis (eget valg), men ligger da på minus ½kg om ugen, hvilket er fint nok for nu.

    Denne artikel hjalp mig meget, for mit fokus har været grøntsagerne fremfor protein – både for at holde gang i fordøjelsen, men også pga “Madbanditten-remsens” rækkefølge af mad. Nu vil jeg bytte rundt, og starte med proteinkilden, så vanen er på plads, når Wegovy-dosis er på et niveau, hvor appetitten for alvor dæmpes.
    Lige nu nyder jeg godt af “gamle ketovaner” fra tidligere med lang faste og dine skønne opskrifter 😊

    Kan til andre, som ikke er til fitnesscentre anbefale Birgitte Nymanns hjemmetræningsunivers, som er til at finde ud af for alle, overkommelig i pris og med en rar “tone”.

    God sommer 🔆

    Svar
    • Så dejligt at høre, Stine og virkelig glad for at du får god hjælp.
      Og smart med den lille dosis. Det har jeg ikke hørt om før. Jeg hører mest fra folk, der bare stopper helt med at spise og ikke kan forstå at de har det elendigt. Men lidt rygstøtte og vilje til at arbejde med kost og vaner synes jeg lyder som et super oplæg❤️

      Svar