Kokoskage uden sukker kommer her, og den er faktisk så godt som fuldstændig sukkerfri. Det eneste sukker, den indeholder er en smule fra den mørke chokolade. Den indeholder heller ingen sødestoffer, hvilket jeg synes, er et kæmpe plus.
Ingredienser
- 50 g smør smeltet
- 2 æg
- 200 g kokosmel
- 150 g mørk chokolade 70-85%
- ½ tsk vaniljepulver
Sådan gør du
- Opvarm ovnen til 175 grader.
- Smelt smørret ved lav varme.
- Pisk æggene godt sammen og tilsæt det smeltede smør, kokosmelet og vaniljepulveret.
- Tilsæt lidt sødning, hvis du vil have en sødere version.
- Hæld massen over i en lille bageform beklædt med bagepapir og bag den i ca. 20 minutter.
- Lad den køle lidt, imens du smelter chokoladen over vandbad.
- Hæld den smeltede chokolade over kagen og glat den ud med en dejskraber.
- Stil kagen i køleskab i ca. 30 min. før du skærer den ud i firkanter. Stil den tilbage på køl og lad chokoladen stivne helt.
- Klar til servering. Sukkerfri fredagskage.
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Bountykage – hverdagskage med kokos
Men smager den så overhovedet sødt? Njaarh, altså den er jo ikke hvinende sød som en bagerkage, men den har en diskret sødlig smag fra kokosmelet og en syndig, bountyagtig konsistens. Nærmest en slags hverdagskage, kunne man kalde den.
Opskriften er så nem og simpel, og jeg er sikker på, at du har de fleste ingredienser på lager allerede. Okay, måske undtagen chokoladen, hvis du ligesom mig ikke kan have den slags på lager, uden at det “forsvinder”.
Fredagssnak om at sige sit job op…
Og nu til fredagssnakken, som handler om mig. For noget tid siden sagde jeg mit job op. Og siden har jeg været fritstillet, og det er jeg lidt endnu. Det betyder, at jeg i øjeblikket får løn for ikke at gå på arbejde og det er jo svært ikke at være tilfreds med den løsning. Men det er jo altså desværre ikke en permanent løsning, det der med lønnen.
Mange har spurgt mig, hvordan det går med ikke at gå på arbejde, og om jeg ikke er bange for fremtiden og hvad nu hvis og alt det der.
Først vil jeg sige, at det går rigtig godt. Det er mærkeligt ikke at gå på arbejde. Især når man, som jeg, har lagt meget kærlighed og krudt i sit arbejde og har haft det som en del af sin identitet, at man var sådan en, der gik på arbejde og jonglerede med det, sideløbende med at man havde en fin familie og et velfungrende ægteskab og et rigt socialt liv. Ikke at jeg ligefrem har brystet mig af det, men det er jo på mange måder det, man synes, man bør have. For det har alle andre tilsyneladende. Og hvis de kan, kan jeg vel også. Eller noget…
Familielivet føles meget nemmere
Det første, der har slået mig, efter jeg er stoppet med at gå på arbejde, er, hvor utroligt meget bedre mit familieliv er blevet. De to poler findes slet ikke på samme målestok, så langt er vi fra hinanden her.
Jeg står ikke længere nede i Fritteren kl. 16.30 og ligner noget, der er til at lukke op og skide i efter en dag, hvor jeg har stormet rundt og lavet brandslukning og prøvet at få ender til at mødes uden en eneste gang at stoppe op og tjekke, om jeg egentlig stadig trak vejret.
Nu slentrer jeg hen og henter mine børn, og jeg er ikke længere ved at dø ved tanken om, at de også kan risikere at ville have venner med hjem. Hvilket har resulteret i, at vores hjem huser alle kvarterets børn i øjeblikket, men det lever jeg så med.
Bedre ægteskab
Det samme gælder mit ægteskab. Det er også en helt anden verden. Det er ved gud svært at finde tid til at overhovedet at tale sammen, hvis den ene dratter om kl. 21.30, lige når den anden er ved at være parat til at slukke for computeren og lægge arbejdet til side og ramme sofaen.
Men hør lige engang. Hele vores program var så presset, at jeg så det som det mest naturlige i verden at stå op hver morgen kl. 5.00 for at lave yoga og på den måde sikre mig en halv time til mig selv den dag.
Det svarer jo til at tage natten i brug, for pokker! Det er da ikke noget under, at man så kører asynkront med resten af verden, som har en almindelig rytme, hvor de går i seng om aftenen og står op, når det er morgen.
Knuden i maven er væk
Men den største forandring er den, der er sket indeni mig. Den knude, jeg har haft i maven det sidste års tid, er ved at være væk. Jeg har det, som om min krop er faldet til ro. Det er nok den bedste måde, jeg kan forklare det på, og det er først her retrospektivt, at det går op for mig, hvor stresset jeg egentlig har været.
Selv når jeg har syntes, at jeg ikke var specielt stresset, har stresshormonerne raset rundt i min krop. Og det er jeg så glad for at have givet slip på. Det er en markant anden følelse, man har i kroppen, når først stresshormonerne har forladt den.
Bange og skræmt for fremtiden
Selvfølgelig har jeg også dage, hvor jeg er bange, og hvor jeg sidder fuldstændig apatisk og stirrer ind i en væg og spekulerer på, hvor pokker det hele skal ende henne.
Jeg spekulerer på, om jeg har spillet mig selv fuldstændigt af brættet ved at tage det her skridt ud i det store ukendte, hvor ledige hånes som dovne misbrugere af systemet, og om det mon nogensinde lykkes mig at komme tilbage i spillet.
Men hver gang jeg sidder der, vender jeg tilbage til, at uanset hvad der sker, ville jeg ikke have gjort noget anderledes. Beslutningen om at sige mit job op var den rigtige. Uden tvivl. Uanset om jeg så skal gå ledig, til jeg bliver 40 (og der er altså ret LANG tid til, vil jeg lige bemærke!).
Man skal ikke blive i et job, der er usundt for en. Konsekvenserne ved det er alt, alt for store, omkostningerne er for høje, og det er livet ganske enkelt for kort til.
Jeg ved godt, at jeg er priviligeret i den forstand, at vi ikke behøver at gå fra hus og hjem, fordi jeg har en periode uden job. Og det er jeg taknemmelig for. Men det betyder selvfølgelig ikke, at det ikke kan mærkes i vores økonomi, at vi går fra to indtægter til en.
Hvad så, får du søgt nogle jobs?
Men hvad så? Får du søgt nogle jobs, spørger folk mig.
Og det må jeg nok vænne mig til at blive spurgt om. Men det gør jeg altså ikke. Jeg har endnu ikke læst et eneste stillingsopslag, og jeg har heller ikke tænkt mig at gøre det foreløbigt.
For når man pludselig mærker de positive forandringer, der sker i ens liv, når man skruer ned for tempoet, synes jeg, man skylder sig selv at gøre sig nogle tanker om, hvordan man får tilrettelagt et liv, der tilgodeser ambitioner og familieliv på en gang.
Men hvordan gør man egentlig det? Jeg ved, at langt de fleste af jer kæmper med den samme problematik. Hvordan får man regnestykket til at gå op? Kan man overhovedet både få et tilfredsstillende arbejdsliv og familieliv uden at være så træt til sidst, at man oplever det som overgrebsagtigt, hvis nogen prøver at starte en samtale med en efter kl. 21.00?
Nogle gange tænker jeg, at der må være noget, jeg har overset. Vi har bedsteforældre, der henter og passer, og vi får leveret dagligvarer til vores dør, så vi ikke skal handle ind, og fritidsaktiviteter er der kun et minimum af. Alligevel synes jeg, vi altid er et skridt bagud. På alle fronter. Er det virkelig sådan voksenlivet er?
Så nu er det jeres tur. Hvordan har I tilrettelagt jeres liv og hænger det sammen for jer? Hvad er nøglen til at få bedre balance i tingene? Det håber jeg, I vil dele med mig.
Jeg regner ud på kulhydrater og jeg kan simpelhed ikke kommer ned på den tal du angiver? Kokosmel 200g ernæsten 20 g kh, chokolade er mindst på 25 g kh. Dividerer 15 stk giver mig stadigvæk meget over 2g kh pr stk? Eller hvordan har du beregnet det?
Hej Jaroslav
Vi bruger data fra DTU Fødevareinstituttets fødevaredatabase FRIDA. Den er ikke perfekt men den er by far det bedste, vi har på dansk. Jeg har en nagende fornemmelse af at du måske bruger Lifesum eller anden udenlandsk database? I Danmark deklarerer vi kulhydrat i tilgængeligt kulhydrat. Her er kokosmel med sine 5,3 g kulhydrat/100 g.
Hej Jane,
Tusind tak for fantastisk inspiration til skønne opskrifter :-) Kan man evt. bruge 50 g kokosolie i stedet for smør til bountykagen …?
Vh
Jette :-)
Det vil jeg tro, man godt kan!
Hader at vaske op og lage derfor chokoladen direkte på den nybagte kage – chokoladen smeltede fint og jeg brugte kun en lille pensel til at fordele chokoladen jævnt – glæder mig til at smage den.
Hvor er det bare dejligt, at klumpen i maven er ved at være væk – og at du er glad for den beslutning du har truffet!
Du er meget inspirerende, Jane.
Nu har jeg hverken selv børn eller fuldtidsjob, og jeg bliver egentlig lidt skræmt af alle jeres frustrationer om at få det hele til at gå op i en højere enhed, for jeg synes allerede jeg kæmper med det nu!!
Har selv taget en, for mig, svær beslutning om at stoppe på mit studie. Så må vi se hvor jeg ender.
Når nu jeg ikke skal i skole, kan jeg jo passende bruge tid på alle dine lækre opskrifter. Denne kage og meatza’en er øverst på listen!
Udover at få en gladere kone, må det da også være dejligt at vide at der er mere tid og overskud til børnene når han selv er på farten :)
Kære Jane, jeg synes du er super sej.
Jeg mærker på egen krop, de samme kontante spørgsmål og nogle gange grænsende til forhøringer vedrørende min situation. Jeg har gennem de sidste måneder vidst at mit arbejde sluttede på en bestemt dato og jeg har ikke haft travlt med at finde ud af hvad næste skridt skulle være. For mig var det vigtigt at det kom lidt ad sig selv for at jeg fandt ud af hvad der var rigtigt for mig. Men hujhej da hvor alle andre har travlt på mine vegne. Det er ligefør de får stress;
“har du ikke…”
“jamen hvad så med…”
“er du ikke bange for…”
“er det ikke på tide..”
Arj men jeg får da snart fnidder. Hvorfor skal man forsvare at man ikke synes 40 timers arbejdsuge ikke passer til en?
Heldigvis er min mand mere forstående, og selvom han synes arbejde er det fedeste, så har han accepteret og respekterer at jeg hellere vil prioritere anderledes. Og som han siger, så er det jo kun fedt nok at en er på max deltid når vi får børn.
(beklager på forhånd slåfejl mm – skriver fra min tlf)
Igen: sådan!! Sejt gået!!
Tak for det, Henriette! Det er utroligt, som man må forsvare sine valg, hvis man træder uden for den slagne vej. Min mand er heldigvis også meget forstående, men det tog lang tid at få ham til at forstå, at jeg ikke bare ønskede mig at drøne over i et andet job. Nu hvor han ser, hvor glad jeg er blevet, ser han anderledes på det ;-)
Mette, jeg synes du har fat i noget vigtigt der = hvis BEGGE samtidigt kører “karriere-ræset” mens børnene er mindreårige vil de i et eller andet omfang blive Sorteper/være udsatte i det spil. Og det er sådanne “farer” jeg ser, hvor andre lægger vægten på følgevirkninger af uhensigtsmæssig ernæring.
Det er muligt at der før kun var 1-2 overvægtige børn i hver klasse, hvor der nu er over det dobbelte. Til gengæld er der ½ års ventetid til udredning på de børne/ungdomspsykiatriske afdelinger for stresssymptomer, lavt selvværd, selvskadende adfærd etc. Og her ser jeg den evt. sammenhæng som andre ser mellem sukker og fedme :)
Ikke at alle børn med de livsbetingelser nødvendigvis tager skade på sigt (der er forskel på barnets robusthed, hvad der er af kompensation fra bedsteforældres og andres side og andre faktorer der kan spille ind. Men tendensen/risikoen vil være forøget i min optik. Børn kan ikke “gro” uden (nok) voksenkontakt – og det er vel som udgangspunkt heller ikke meningen med at få dem.
:)
Det er jo en debat, der har kørt længe og indædt i medierne, denne her, og jeg synes, den er farlig. Den anfægter jo det allerhelligste, nemlig hvordan vi vælger at leve sammen med vores børn. Om vi vælger at have dem alene eller i et forhold, om vi vælger at hellige os familien og gå hjemme, eller om vi drøner derud af med karrieren samtidig. Jeg tror, det eneste, man kan sige med sikkerhed er, at vi helt sikkert allesammen gør det, vi mener er bedst, ud fra de forudsætninger og omstændigheder, vi opererer ud fra. Ligesom med kost er der ikke et rigtigt svar her. Det rigtige svar må findes i den enkelte familie.
Tro mig, ikke alle gør deres bedste – eller også er “det bedste” bare ikke godt nok til at et barn/børn kan udvikle sig optimalt.
Men er enig i at man ikke kan bruge “frelsthed” til noget konstruktivt – hverken når man bedømmer andres familiemønstre eller deres kostvaner.
Ja, men det er også det jeg mener, når jeg skriver egne prioriteter. Det er ikke fordi jeg ikke mener at man umuligt kan kombinere karriere og børn, men hvis begge forældre arbejder 40-50 timer om ugen, er man på skideren – især ungerne. Men hvis man kunne finde en mellemvej, hvor ingen stod som sorteper. Men det bliver spændende at se, hvad du finder frem til er det rigtige for dig. Hov forresten, har en veninde, som er selvstændig og har små børn. Hun henter tidligt, hygger om ungerne osv, lader manden putte ungerne og arbejder et par timer om aftenen. Det virker for dem og jeg tror der findes mange kreative løsninger derude.