Ja, jeg fik ærligt talt også næsten kaffen galt i halsen, da jeg læste dette, men det er ikke desto mindre det, som en ny FN-rapport konkluderer.
Det er næppe den store nyhed for læsere af denne blog, men det er sørme da en positiv nyhed at få fra den front.
Vi kan starte med et citat fra artiklen:
Nogle forbrugere vælger veganisme eller en pescetarisk diæt, men kød, æg og mælk indeholder afgørende kilder til meget nødvendige næringsstoffer, som ikke nemt kan opnås fra plantebaserede fødevarer, ifølge en ny rapport, der blev offentliggjort tirsdag af FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation.
Læs artiklen her: FAO makes case for meat, eggs and milk as ‘essential source of nutrients’
Eller rapporten her: Contribution of terrestrial animal source food to healthy diets for improved nutrition and health outcomes
Kød, æg og mælk indeholder livsvigtige næringsstoffer
Her er lidt highlights fra artiklen:
Rapporten indeholder den hidtil mest omfattende analyse af fordelene og risikoen ved at indtage animalske fødevarer og er baseret på data fra mere end 500 videnskabelige artikler, siger FAO (FN’s fødevare- og landbrugsorganisation)
“En tallerken med bacon og æg og et glas mælk ved siden af kan give en række vigtige såkaldte “makronæringsstoffer”, såsom protein, fedtstoffer og kulhydrater, og også mikronæringsstoffer, som er svære at finde i planter, “i den krævede kvalitet og mængde”, siger FAO.
“Fødevarer fra animalske kilder leverer højkvalitetsprotein, en række essentielle fedtsyrer – sammen med jern, calcium, zink, selen, vitamin B12, cholin og vitaminlignende stoffer som carnitin, kreatin, taurin – og har vigtige sundheds- og udviklingsmæssige funktioner.”
Jern og A-vitamin er blandt de mest udbredte mikronæringsstofmangler i verden – særligt hos børn og gravide kvinder.
Om rødt kød og sygdomsrisiko
Om det røde kød siger rapporten, at forarbejdet kød så absolut øger risikoen for død og kroniske sygdomme, herunder hjertekarsygdomme og tarmkræft (jeg er ikke så overbevist om dette, men pyt nu med det).
Om et moderat indtag af uforarbejdet rødt kød siger FAO, at det udgør en minimal risiko og opfattes som sikkert ift. udviklingen af kroniske sygdomme.
Risikoen ved indtag af æg, fjerkræ og mælk er enten ‘inconclusive’ (for mælk) og ikke-signifikant (for æg og fjerkræ).
Dyr kan græsse på arealer, der ikke kan dyrkes
Rapporten kommer også ind på det vigtige og ofte oversete argument, at husdyr kan tilpasse sig en masse forskellige miljøer og jordbundsforhold, herunder også leve på områder, der er uegnede til anden fødevareproduktion. Græssende dyr på disse arealer kan på den måde bidrage til, at disse arealer udnyttes til fødevareproduktion (kød/protein) alligevel. Græsarealer eller græsland-økosystemer udgør ca. 40 % af verdens landareal.
Husdyrproduktion kan derved spille en vigtig rolle i økosystemet og hjælpe med at forbedre jordens tilstand og frugtbarhed.
Globalt er mere end en milliard mennesker afhængige af husdyr for overlevelse.
I en tid, hvor det virker til, at kød er ved at blive skrevet ud af både kostråd og politisk korrekt diskurs, er det dejligt at læse denne vinkel også.
Læs også: Animalsk protein vs. planteprotein

Regenerativt landbrug
Har du lyst til at læse mere om regenerativt landbrug (landbrugsform, som genskaber, opbygger og forbedrer jordens nuværende tilstand eller bringer den tilbage til dens tidligere tilstand) og hvorfor eliminering af husdyrproduktion hverken er svaret for menneskets eller planetens overlevelse, anbefaler jeg bogen Sacred Cow – Why Well-Raised Meat Is Good for You and Good for the Planet
Du kan også få et hurtigt overblik i denne gratis brochure.

Interessant artikel, men der bliver skøjtet lettere elegant over klimaspørgsmålet og faktisk modsiger du FN artiklen, som siger at kødproducenter bliver nødt til at tage ansvar for stigende c02 udledning, nedfældning af skove mm.
Jeg tror ikke, at der er nogen, der reelt er uenige i, at kødproducenter også skal tage ansvar for deres produktion. Rapporten her handler om et punkt, som ofte glemmes i klimadebatten, nemlig at animalske fødevarer indeholder essentielle næringsstoffer, som er svære at få andre steder fra. Og så giver den en stemme til regenerativt landbrug, som er en måde at producere kød på en ikke-klimabelastende måde.
Nu er det jo ikke kødproducenterne der fælder skov, men plante producenter, og alt andet lige, så kan et dyr ikke udlede mere Co2, end det foder den spiser har optaget, det er politisk bestemt, at hvis en ko spiser halm, så forurener den med Co2, men hvis regeringen brænder det samme halm af i et kraftværk, så er det Co2 neutralt, men halmen forurener altså nøgagtig det samme, uanset om det bliver omsat i naturen, et kraftværk eller en ko.
Det er et giftigt emne.
Først og fremmest så er det en undersøgelse på globalt plan, dvs. ikke et udtryk for den almindelige danskers behov.
Igen globalt plan græsning på ikke dyrknings brugbare områder, her er forskel på dansk agerjord og næringsfatting sletter, så er dansk kød mere bæredygtig end importeret?
Ja tydeligvis så giftigt, at prisen for overhovedet at skrive om det, er, at folk, som er uenige, rater min virksomhed på Trustpilot med én stjerne uden nogensinde at have købt noget hos mig. Jeg forstår godt, at mange ikke har lyst til at gå offentligt imod det dominerende narrativ.
Så du mener der er forskel på om kød og mælkeprodukter er en estentiel kilde til næringsstoffer, afhængig af hvad land man kommer fra ??
Det her er grunden til at Madbanditten er SÅ VIGTIG!!!
Hehe, tak❤️ Men for at være ærlig er dette ikke en sag, jeg gider kæmpe. Jeg brugte 10 år på at tage tæsk for sige, at fedt måske ikke er så farligt endda, og at det måske var en idé at skære ned i kulhydraterne i stedet. Noget, langt de fleste accepterer som almindeligt i dag. Nogle andre må tage kødets kamp, synes jeg😌
Ja bestemt. Men hallo! Jeg ville jo ikke have fundet artiklen, hvis ikke du havde postet det her! Så klap dig selv på skulderen og nyd at du fik beskeden vidergivet. Nu må FN jo drible bolden videre og gøre noget ved det her plante-vanvid. Kæft jeg får ondt i maven af plantefars, plantedrik ad fy for pokker…. Derfor glæder jeg mig hver dag over at vide at jeg umuligt kan være den eneste der nyder en platte med ost og frikadeller og kalder det dagens første måltid kl. hvornår jeg er sulten op af eftermiddagen.
Jeg er mere bekymret for de utilsigtede helbredskonsekvenser for dem, der går denne vej, men som med så meget andet, så kender vi først den konsekvens om mange år. Og kurven for salg af ‘plantefars’ er jo knækket for længst i USA og producenterne bløder (pun intended), så måske er det et fint forvarsel om, at det ikke er den vej, vi ender med at gå.
Helt enig… Men det er et kæmpe dilemma ift. klimaet….
Det her er nok en af de mest elendige og misvisende artikler jeg nogensinde har læst for det første kan man finde ALLE de ting du skriver om i grønt mad på nær b12 vitamin plus din artikel er fyldt med grammatiske fejl og så lige til sidst jeg er ikke veganer eller vegetar men prøver på at spise sundt hvilket også inkluderer kød mælk osv og i går spiste jeg 4 stykker bacon som jeg ikke har spist i årevis og jeg fik det skidt efter en halv time senere på natten vågnede jeg og kastede op jeg er stadig træt og har det ikke godt plus bacon er kendt for at give en MASSE sygdomme ligesom æg
😅😅 Tak fordi du kiggede forbi, René.
Apropos det med grammatikken, er jeg vildt imponeret over, at du kom igennem så lang en sætning uden et eneste punktum👏🏼
Hvis du synes, indholdet af rapporten er misvisende, så tag kontakt til FN. Det er jo dem, der har lavet den. Og rapporten siger i øvrigt ikke at det ikke er muligt at få de næringsstoffer uden kød, æg og mælk. Kun at det er nemmere med. Jeg linker til hele rapporten, hvis du har lyst til at læse den.
Tak fordi du også kastede op her, René
Linket til artiklen virker ikke :(
Nej for pokker, det kan jeg da godt se. Har straks rettet det. Tak💙
Det er da flot at du ligefrem bliver spydig det er jo ikke mig der lægger ting ud på nettet til alle os andre jeg tænker bare at det nok ville være en god ide at skrive så alle kan forstå hvad du mener også ældre mennesker 😉 og angående din artikel så har du både navn og billede på plus madbanditten er jo også din så jo det dig der står inde for hvad der står på madbanditten 😂😂
Lad os gå fredeligt hver til sit, René. Jeg er her ikke for at overbevise dig om noget. Du har helt frivilligt besøgt min side.
(og stakkels Michael, der nu modtager mails om denne korrespondance🫣)
Så vil jeg da lige sige undskyld til Michael hvis vi er inde på hans tråd jeg har åbenbart trykket forkert det var jeg ikke blevet informeret om men det er lige præcis det jeg mener du har fået en person som Sanne der først spiser morgenmad op eftermiddagen og så noget så tungt som ost og kød til det første måltid hun ved jo tydeligvis ikke hvad hun snakker om og nu fortsætter hun fordi du siger det 👏 og hvis hun ikke kan lide plantefars eller lignende så spis noget andet ligesom os andre
Ps hvorfor alt den snak om plantefars lige pludselig jeg sagde bare at dine oplysninger er forkerte 😬
Ha en go weekend René. Jeg sendte dig en venlig tanke for hvert æg jeg brugte i min omelet.