Københavns bedste is – og en kæphest om børnemad


Københavns bedste is er i virkeligheden en uambitiøs overskrift, for Jacob & Jakob Icecream har en ambition om at blive en af de tre bedste is-brands i verden. Der er flere, der har spurgt mig, om mine børn aldrig får en “rigtig is” her om sommeren, og jo, det gør de. Men jeg prøver så godt, jeg kan at navigere udenom softice lavet af margarine og e-numre og giver dem i stedet noget ordentligt. Som fx i går, hvor vi var på tur i indre by og stødte på en salgs-cykelvogn fra Jacob & Jakob Icecream. Og børn forstår faktisk godt et nej til softice, så snart de får færden af, at det er, fordi der venter dem noget endnu bedre.

Isen fra Jacob & Jakob Icecream er lavet af de ypperste ingredienser. Sådan på über-feinschmeckerniveau, og det afspejler sig naturligvis i smagen. Bag Jacob & Jakob Icecream står Jakob de Neergaard, som er tidligere køkkenchef på en række danske Michelinrestauranter, bl.a. Søllerød Kro. Jakob har jeg faktisk arbejdet sammen med i Paris i mine unge dage. Dengang stod han dog bag baren og serverede cocktails, imens han styrede musikken med hård hånd, imens han ved siden af blev dygtigere og dygtigere til at lave mad. Den anden Jacob er Jacob Rossini fra Rossini Caviar. Og nu har de to herrer altså sat sig for at lave noget nær verdens bedste is.

Silas fik en kugle med lakrids-is og Vega chokolade-is (selvfølgelig!). Dommen fra de to benhårde 7-årige var, at det – og jeg citerer – var den bedste is, de nogensinde havde fået. Og Vega proklamerede desuden, at chokoladeisen smagte, som om den var fyldt med ægte chokolade. 

Og det fører mig frem til en af mine kæpheste: Hvorfor er det, at mad til børn ofte er det allertarveligste? Hvorfor er der røde pølser og burger og fiskefingre serveret med friturestegte pomfritter på restauranternes børnemenuer efterfulgt af billig softice med chokoladesovs fra plastiktube til dessert? Hvad er det, vi lærer vores børn om at gå ud og spise og om mad generelt? At mad bare skal være hurtigt og billigt? Den er jo helt gal, og jeg ryster fortvivlet på hovedet.  Jeg er med på, at jeg stikker min elitære næse frem her, men jeg synes simpelthen, det er ærgerligt. Og jeg synes, det er endnu mere ærgerligt, hvis det i virkeligheden er et udtryk for, at det er det, børn forventer at få, når de er på restaurant, og derfor bliver skuffede, hvis de pludselig får serveret rigtig mad. For jeg ved også godt, at der er restauranter, der virkelig gør en indsats for at servere ordentligt mad til børn. Det ved jeg, at Scandics restauranter gør. De er endda gået så vidt, at de har allieret sig med selveste Jamie Oliver for at lave en kick-ass børnemenu med rigtig mad. Men jeg ved også, at de efter kort tid måtte reducere i menuen og kun beholde børneklassikere som pizza og burger og kødboller med pasta. Stadig hjemmelavet men altså. Jeg ved også, at Rikkeprikke for nyligt spiste på Madklubben i Tivoli, hvor hendes tvillinger fik serveret grøntsagsstave i ventetiden. En lille ting, ikke? Men kæmpe thumbs up for det!

Vi har rejst med vores børn, siden de var helt små, og derfor har de en masse restaurantoplevelser i baggagen. I protest over de mange klamme børnemenuer, vi er blevet mødt med, har vi tit bestilt mad til dem fra voksenkortet, og så har de enten levnet eller delt en ret, hvis de kunne blive enige.

Og der røg jeg så lige ud af en tangent…..

Egentlig ville jeg også sige noget om, hvor fantastisk København er om sommeren. Og det oplever man så åbenbart lidt mere, når ens altan er revet ned, og haven er forvandlet til byggeplads, og man derfor er tvunget til at tage ud, hvis man vil have noget sollys. Vi var til åbning af en udstillingspavillon, som er en del af Kvæsthusprojektet nede bag Scandic Front og Admiral Hotel. Og her var både sol og sand og vand.

Turen blev afsluttet på Scandic Front, hvor Silas og Vega skrev en hilsen på gæstevæggen. Med børnestavning, selvfølgelig. Priceless!

 

Brug for en hjælpende hånd med vægttab?

Prøv min fleksible Keto kostplan. Den er nem og realistisk, selv i en travl hverdag.

Se kostplanen her >>

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

40 kommentarer til “Københavns bedste is – og en kæphest om børnemad”

Skriv en kommentar

  1. Tak for anmeldelsen af den gode isbod, arbejder med unge piger og vi tog alle ind til Amaliehaven idag og spiste is. En lang køretur fra min arb plads på 45 km og piger med julelys i øjnene og “de bedste is ever” .. succes <3 Kunne nærmest se hvor godt den smagte.

    Svar