Københavns bedste is er i virkeligheden en uambitiøs overskrift, for Jacob & Jakob Icecream har en ambition om at blive en af de tre bedste is-brands i verden. Der er flere, der har spurgt mig, om mine børn aldrig får en “rigtig is” her om sommeren, og jo, det gør de. Men jeg prøver så godt, jeg kan at navigere udenom softice lavet af margarine og e-numre og giver dem i stedet noget ordentligt. Som fx i går, hvor vi var på tur i indre by og stødte på en salgs-cykelvogn fra Jacob & Jakob Icecream. Og børn forstår faktisk godt et nej til softice, så snart de får færden af, at det er, fordi der venter dem noget endnu bedre.
Isen fra Jacob & Jakob Icecream er lavet af de ypperste ingredienser. Sådan på über-feinschmeckerniveau, og det afspejler sig naturligvis i smagen. Bag Jacob & Jakob Icecream står Jakob de Neergaard, som er tidligere køkkenchef på en række danske Michelinrestauranter, bl.a. Søllerød Kro. Jakob har jeg faktisk arbejdet sammen med i Paris i mine unge dage. Dengang stod han dog bag baren og serverede cocktails, imens han styrede musikken med hård hånd, imens han ved siden af blev dygtigere og dygtigere til at lave mad. Den anden Jacob er Jacob Rossini fra Rossini Caviar. Og nu har de to herrer altså sat sig for at lave noget nær verdens bedste is.
Silas fik en kugle med lakrids-is og Vega chokolade-is (selvfølgelig!). Dommen fra de to benhårde 7-årige var, at det – og jeg citerer – var den bedste is, de nogensinde havde fået. Og Vega proklamerede desuden, at chokoladeisen smagte, som om den var fyldt med ægte chokolade.
Og det fører mig frem til en af mine kæpheste: Hvorfor er det, at mad til børn ofte er det allertarveligste? Hvorfor er der røde pølser og burger og fiskefingre serveret med friturestegte pomfritter på restauranternes børnemenuer efterfulgt af billig softice med chokoladesovs fra plastiktube til dessert? Hvad er det, vi lærer vores børn om at gå ud og spise og om mad generelt? At mad bare skal være hurtigt og billigt? Den er jo helt gal, og jeg ryster fortvivlet på hovedet. Jeg er med på, at jeg stikker min elitære næse frem her, men jeg synes simpelthen, det er ærgerligt. Og jeg synes, det er endnu mere ærgerligt, hvis det i virkeligheden er et udtryk for, at det er det, børn forventer at få, når de er på restaurant, og derfor bliver skuffede, hvis de pludselig får serveret rigtig mad. For jeg ved også godt, at der er restauranter, der virkelig gør en indsats for at servere ordentligt mad til børn. Det ved jeg, at Scandics restauranter gør. De er endda gået så vidt, at de har allieret sig med selveste Jamie Oliver for at lave en kick-ass børnemenu med rigtig mad. Men jeg ved også, at de efter kort tid måtte reducere i menuen og kun beholde børneklassikere som pizza og burger og kødboller med pasta. Stadig hjemmelavet men altså. Jeg ved også, at Rikkeprikke for nyligt spiste på Madklubben i Tivoli, hvor hendes tvillinger fik serveret grøntsagsstave i ventetiden. En lille ting, ikke? Men kæmpe thumbs up for det!
Vi har rejst med vores børn, siden de var helt små, og derfor har de en masse restaurantoplevelser i baggagen. I protest over de mange klamme børnemenuer, vi er blevet mødt med, har vi tit bestilt mad til dem fra voksenkortet, og så har de enten levnet eller delt en ret, hvis de kunne blive enige.
Og der røg jeg så lige ud af en tangent…..
Egentlig ville jeg også sige noget om, hvor fantastisk København er om sommeren. Og det oplever man så åbenbart lidt mere, når ens altan er revet ned, og haven er forvandlet til byggeplads, og man derfor er tvunget til at tage ud, hvis man vil have noget sollys. Vi var til åbning af en udstillingspavillon, som er en del af Kvæsthusprojektet nede bag Scandic Front og Admiral Hotel. Og her var både sol og sand og vand.
Turen blev afsluttet på Scandic Front, hvor Silas og Vega skrev en hilsen på gæstevæggen. Med børnestavning, selvfølgelig. Priceless!
Det er jo en evig diskussion omkring børnemenuer..
Jeg er kok, og jeg har prøvet det med halve portioner til børn! Det er så meget lettere at arbejde med! For man putter bare lidt flere grøntsager i gryden, varmer lidt flere kartofler el.lign. Bortset fra når det kommer til en bøf! For så skal den halveres, og så tit kommer der heller ikke et barn der spiser resterende bøf.. Så restauranten vil stå med et tab på den halve bøf.. Og de er der jo for at tjene penge (på sine gæster).
Men når tiden kommer jeg virkelig at Viggo gider at spise de almindelige retter, og ikke al den friterede mad!
Viggo er kun 6mdr, og er så småt begyndt på andet end bare modermælk. Og da vi var til fødselsdag ved svigerfoældrene i weekenden måtte jeg lige sige nej til at han skulle have kanelstang, selvom vi andre fik det, for det er jo fyldt med sukker! Nååårh ja! Ja der er sgu ingen grund til at pådutte vores barn vores andres dårlige vaner!
Puha… nu har jeg gået og “skumlet” siden i går over dit fantastiske indlæg (is er altid en god indgang til at få mig til at interessere mig for noget ;-))
Mht. børnemenuer, så vil div. spisesteder jo ikke have underlødige børnemenuer, hvis der ikke var nogle som købte dem! Og som du skriver Jane, så har Scandic måtte opgive de gode børnemenuer, fordi der ikke var salg i dem.
Så ansvaret synes jeg bestemt ligger hos os forældre! Vi skal insistere på at vores børn spiser rigtig mad og ikke junkfood.
Jeg er bestemt ikke “hellig” og mine børn spiser langt fra altid, som jeg ville ønske, men de får godt nok ikke pomfitter og røde pølser, når vi er ude at spise. Så får de enten en alm. voksen menu (ofte kan man få en halv portion til lavere pris, hvis man spøger – også selvom det ikke står på menuen) eller også får de en forret – det kommer lidt an på, hvor vi er og hvor meget de spiser.
Jeg er så enig med mange af jer, der skriver, at det gælder om at give børnene mulighed for at smage meget forskelligt mad – at smage på alt men ikke nødvendigvis spise op. Jeg er to unger hvor denne holdning har resulteret i at den største er “altspisende” (på nær rå squash – så det går lige ;-)). Der imod er den yngste meget mere selektiv i, hvad hun vil spise: Ikke at hun er kræsen, men nogle gange vil hun stort set kun have nye kartofler, andre gange kun grønne bønner eller frikadeller…. og fordi hun veksler meget, får hun stort set lov (hun vil altså ALDRIG få lov til at leve af hvid pasta!). Jeg tror simpelthen hun er i så god kontakt med sin krop, at hun kan mærke, hvad hun har brug for den pågældende dag. Mem der skal spises “rigtig mad” og smages på alt.
Men det er da aldrig nemt at være “dn onde forældre”. Mine unger har da også brokket sig, som da sønnen kom ked hjem fra børnehave, fordi de andre havde sagt, at hans spegepølse ikke var rigtig – fordi den var ikke rød! Eller da datteren ville ønske, at vi ikke altid skulle spise sådan noget underligt mad, men kunne få det samme, som hjemme hos veninderne (i det tilfælde: røde pølser, hvid pasta og majs fra dåse!). Der har vi sagt fra og givet (endnu) et økologi- og sundheds”kursus”… ikke at det altid falder i god jord :-)
Jeg ved, at jeg er inde på opdragelse og derfor “farlige veje” – men det handler jo om, at vi som forældre tager stilling til, hvad vi vil proppe os selv og vore børn med, og så sige fra når det afviger for meget/tit. Det er subjektivt og det skal det have lov til at være. Men det med at “det vil børnene hellere have” går i min retorik slet ikke – mine unger får altså heller ikke lov til at lege på motorvejen, hvis de lige skulle have lyst til det!
Pyha – langt indlæg, men det kan virkelig sende mig op i “det røde felt” :-)
Og tak Jane, fordi du – endnu en gang – tager gode og meget relevante emner op :-)
Du har så ret, der er virkelig mange ting i det. Mine børn oplever selvfølgelig også, at de skiller sig ud på madfronten, men jeg har endnu ikke oplevet, at det har været et problem. Men vennerne kan godt synes, det er mærkeligt at spise “burger uden brød” hjemme hos os, fx. Men sådan er det bare. Vi taler om sund mad med dem men uden at det tager overhånd (synes jeg).
Mine børn fik også lov til at spise intuitivt, da de var mindre. Så var vi (desværre) nødt til at begynde at insistere på, at de spiste lidt af det hele hver dag. Det blev simpelthen for svært at beregne mængder, når man aldrig vidste om to af de spisende kun ville spise hakkebøf/grøntsager/etc den dag. Jeg kan ellers godt lide tanken om, at de er selvregulerende på det punkt. Min søn kunne fx ikke tåle mælkeprodukter som barn (fik ørebetændelse af dem). I dag fravælger han stort set alle mælkeprodukter og spiser kun lidt ost og fløde. Pudsigt, ikke?
Og sidst men ikke mindst: Vi er jo stadig en minoritet. Hvis vi lavede en afstemning på fritteren om hvorvidt de burde indføre sukkerpolitik, ville det blive et bragende NEJ. Og det samme gælder jo ude i restauranterne. :-/
Jeg synes bestemt at børn skal “tvinges” til at smage nye ting, men det synes jeg faktisk også at børn vil. Børn er meget nysgerrige på andres madpakker, tallerkner og indkøbsvogne (blot min observation). Vi havde ALDRIG frugt og grønt i madpakkerne til de ældste i vuggestuen, indtil en pædagog sagde at begge piger sad og savlede over de andre børns madkasser. De ville simpelthen ikke spise de ting før de så at andre spiste med velbehag.
Vi havde en legekammerat på overnatning i sidste uge, hun tropper op med sit eget rugbrød fordi hun allerede hjemmefra havde taget stilling til at vores rugbrød ikke var godt nok til hende, og hendes forældre havde givet hende lov. Jeg blev simpelthen så forarget og sur. Oveni det så vil hun kun have rugbrød med pålægchokolade med i madpakken, det har mine børn aldrig fået. Barnet fik nej til chokolade og blev bedt om at vælge blandt det pålæg jeg havde på lager, hun endte med at tømme madkassen for æggekage og spegepølsemadder smurt på MIT rugbrød :)
Det er svært det der med kræsenhed, synes jeg. Ikke mindst for det kræsne barn, som jo ender i nogle lidt ærgrelige situationer. Jeg var selv et meget kræsent barn, og jeg husker ikke, at mine forældre “gav mig lov” til at være kræsen. Men hvad stiller man op? Ja, jeg ved det faktisk ikke. Mine børn har altid været gode til i hvert fald at smage på det meste. Vi får også ind imellem besøg af venner, som ikke kan lide andet end kulhydrater. Og det kommer der lidt nogle mærkelige måltider ud af ;-)
Først giver man dem ‘børnemenuer’ – bagefter kæmper man for at få dem til at spise ordentlig mad! ; )
Præcis!!
P.S. Da jeg var barn ville jeg ALTID – til min fars store ærgelse – kun have fiskefilet med pommesfrites uanset hvilken restaurant vi var på!
Jeg ville have kylling med pomfritter. Altid! Bliver stadig drillet med det… :-)
Spændende emne du tar´ op. Jeg syntes også det kan være svært på sit barns vegne at navigere rundt i en verden fuld af junk. Bare en familiefest er en udfordring. Min egen mor og søsters undren over at jeg ikke syntes min pige på 1½ år skal introduceres for sukker endnu. ”Jamen” plager hun ikke når hun ser sin fætter og jævnaldrende kusine spise is og kage” spurgte min mor. Nej – sjovt nok plagede kusinen om også at få de lækre blåbær, vindruer og banan som jeg havde medbragt. Det smager jo også 1000 gange bedrer :O)
Det skal lige siges at i min familie er alle overvægtige, har sukkersyge og kan ikke hygge uden tonsvis af sukker. Håber jeg kan bryde den sociale arv her. – Og ved godt det starter ved mig selv, min mand og hvad vi selv gør. Skal lige have manden cola-afvænnet (i vores hjem) – større udfordring end barnet lige nu .
Vigtigt indlæg – og vigtig tangent du dér kom ud af ;-) Jeg fatter heller ikke, hvorfor børnemenukortet altid er så tarveligt? Vi spiser virkelig sjældent ude, og når vi gør, så får de selv lov til at bestemme, hvad de vil have at spise, hvilket jo så ofte ender med klamme pølser og pommes til den ene og klistret hvid spagetthi med kødsovs til den anden (tredjebarnet var stadig for lille sidst vi var afsted – det siger vidst lidt om, hvor sjældent det sker :-/ )
Heldigvis ved de hvad sund mad i vores øjne er, og under vores og deres rejse i det sunde liv, har de lært at lytte til kroppen. Ja faktisk kan de noget moderen stadig kan have svært ved – nemlig at sige nej tak til søde sager! Så håber jeg, at de med tiden vælger andre og mere lækre retter på menukortet, når vi en sjælden gang er ude at spise ;-)
Mine børn ville også vælge burger og pomfritter. Endnu mere grund til at tage derhen, hvor de laver netop dette i en ordentlig kvalitet.
Sejt at de kan sige nej tak til søde sager. Jeg synes faktisk også, mine er ok til at begrænse sig – helt modsat forestillingen om at børn, der ikke får sukker hjemme, vælter sig rundt i det, når det serveres ude…
Det er faktisk et dilemma når man tager på ferie, jeg har bare ikke lyst til en uge eller to hvor børnene lever af pommes frites og måske en omgang kridhvid ris.. Sidste år havde vi en kuffert med mad hjemmefra til vores mindste og til næste ferie er det bestemt at vi tager det mad med hjemmefra det er muligt og så må vi i det lokale supermarked..: ) Og vores børn får hverkan sodavand eller is selv om vi bor på all-inklusiv: )
På all-inklusiv synes jeg faktisk godt man kan vælge ok ting. Men man kan også leve af friture hele ugen. Vi benyttede os også af det et par gange, da ungerne var små. Det er jo nemt… (hvis man har held med at gå udenom kagebordet… ;-))
De sidste mange år har vi rejst til Thailand om vinteren, og det er nemt nok på madsiden. Om sommeren går turen ofte til Frankrig i hus, og her står vi selv for indkøb og så er vi sådan set ude over det…
Hmm.. Jeg er af den overbevisning, at det er dem med pengepungen, der bestemmer hvad ungerne skal have. Går der ikke lidt nærighed i folk, fordi de godt véd at børnene oftest ikke kan spise op? Godt nok er jeg imod madspild, men jeg er endnu mere imod den madsortering der finder sted. På børnenes vegne. Nu var det ikke så tit vi spiste ude, da mine børn var… Ja, børn, for nu er de voksne. Men de fik lov at vælge frit. Nogle gange blev det fritterne, andre gange noget af det andet. Ret tidligt, havde jeg børn der både kunne lide spinat, gravad laks og sennep, fx! De SKULLE også smage (-ikke spise op..) på dét der blev serveret hjemm, før de evt. fik lov at vælge det fra. Men mine børn var (-og er) alt-spisende. Jeg mener at vi lidt selv vælger om børnene er til fritter eller falafel.. :)
Jo måske spiller pengene også ind. Men det gør de også i det almindelige valg, tænker jeg. Det er mit indtryk at prisen generelt spiller en stor rolle. Ellers var der jo ingen, der ville købe bur-æg..
Jeg er så enig Jane! Jeg har ikke selv børn endnu, men kan da sagtens huske det mad jeg nogen gange fik som barn. Og så undre forældre sig over, hvorfor børn bliver hyper og hysteriske! Det blev jeg selv dengang, plus jeg fik ondt i maven. Så jeg vil så godt jeg kan, prøve at undgå det når jeg selv står med et par unger :-)
Det samme med mig. Alligevel tror jeg, man skal huske på, at alle (forældre) handler i bedste mening, når det kommer til deres børn. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig andet…
Jeg giver dig så evigt ret og håber at flere restauranter finder på at lave voksenretter i mindre børne-portioner hvis man spørger…det burde kunne lade sig gøre hvis man gerne vil ha familier ind…
Det er bare aldrig børns skyld at de bliver kræsne/vant til junkfood/ikke smager nok rigtig mad. Ansvaret ligger helt og aldeles hos forældrene. Jeg takker min mor og mormor for at have hevet mig med i køkkenet fra jeg var helt lille..det er så meget deres skyld at jeg er en madnørd idag…og jeg håber at næste generation også bliver lokket med over på madholdet..
Har lige modtaget min kopi af din bog og må lige indskyde at den ser SÅÅÅ appetit vækkende ud -jeg kan slet ikke vente med at komme i gang med den…
Jeg er på ingen måde vokset op med mad-feinschmeckeri, så jeg bryder lige en social arv her.
Håber, du bliver glad for bogen :-)
Must. Try. Jacob & Jakob Icecream! Hvor finder man dem henne? Ved du, om salgsvognen har bestemte tilholdssteder i de københavnske gader her hen over sommeren?
Don’t know! Vi fandt en vogn lige ved Amaliehaven :-)
Hvor er jeg enig! Jeg kan blive helt forarget over forældre som slæber børnene med på f.eks. thailands restaurant, og så bestiller røde pølser og pommes til ungen. Lad da også lige dem opleve noget nyt, tak! :)
Hilsen en kommende hjemkundskabslærer, som mener at mad skal smages, mærkes og opleves ;)
Ha ha, jamen det er jo de samme som selv bestiller vesterlandsk mad, når de er på ferie i Thailand. Og det må der immervæk være mange der gør, for menukortene bugner jo af det…
Tarvelige børnemenuer er faktisk årsagen til at vi sjældent går ud og spiser. Jeg undrer mig over at børnene skal spises af med “færdiglavede” retter, som nuggets, pommesfritter osv. Hvorfor er menukortet ikke bare delt ind i børneportioner og voksenportioner? Så slipper restauranterne også for at have specialretter til børnene. Er der i øvrigt nogen der kan fortælle hvor man får rigtig flødeis? Jeg synes tit det er lavet på letmælk? Vi bruger selv ismageriet på kongelundsvej. Skøn is, men så vidt jeg ved også lavet på letmælk?
Ja børneportioner og voksenportioner ville da være nemmere for alle parter.
Jeg ved ikke med flødeis. Jeg køber aldrig is. Det eneste jeg kan tænke på er Hansen is måske?
Jeg krummer også tæer, hver gang jeg spotter skiltene med børnemenuer ala nugget med pommes, slaskede burgere eller en ussel fiskefilet. Adr!
Det er virkelig helt skævt, at lære børn/fremtidens verdensborgere, at det er specielt og lækkert – Jeg dør lidt indeni…..
Det er bare så farligt at tage de briller på, for lige pludselig er der bare så mange ting galt med verden. Og sådan kan man jo heller ikke leve. Men jeg har også dage, hvor jeg dør en lillesmule ved udsigten…
Der er så meget godt at sige om rigtig mad og du er en inspiration i omgangen omkring børn og mad. Min kære mand er vokset op med mad med mange E numre i, han smagte ægte kartoffelmos for første gang for 6½ år siden, da vi mødte hinanden han var 29. Han bryder sig meget lidt om ægte mad, han synes det smager kedeligt. Brødet er ikke blødt og sødt nok og smagen af rene råvare er så uvant for ham, at han faktisk fortrækker knor sovs frem for en middag på madklubben. Efter et par år med mad fra årsttiderne og et krav om mere ægte mad – fordi ellers så går min spiseforstyrrelse i sving, så er han mere åben og vi er enige om at vores pige ikke skal vokse op på samme måde som han har gjort og han kan godt se hvilket handikap det faktisk er at være vokset op på pulvermad i en fart. Men der er stadig lang vej endnu for hans smagsløg.
Se, det er skræmmende. Men jeg kender det faktisk godt lidt selv. I perioder, hvor jeg har spist meget sukker, har jeg fuldstændig mistet lysten til rigtig mad. Tanken om grøntsager gav mig kvalme og jeg ville kun have mad, der gav et los i belønningssystemet og en stigning i blodsukkeret… Sad… :-/
Jeg er 110% enig. Børnemenukortet er tarvelig læsning. Men handler det ikke lige så meget om opdragelse? Når jeg har været på ferie i Frankrig, ser jeg 4-årige spise muslinger til frokost, og i Italien får børnene maden opdelt som de voksne – først grøntsager, så pasta, dernæst kød – og er der plads til mere, kommer der også lidt sødt. Næste ret bliver først sat på bordet, når den første er spist, og på den måde undgår de voksne lange slåskampe med barnet, fordi han/hun kun vil spise pastaen på tallerkenen.
Jo, opdragelse spiller da helt sikkert en rolle men det samme gør madkultur. Hvis man selv helst spiser burger og pomfritter, bestiller man jo ikke boeuf bearnaise til sit barn… ;-)
Åh jeg frygter også virkelig de første restaurant besøg med bassen (hun er 10 mdr). For jeg synes virkelig det er nogen ringe børnemenuer der findes mange steder. Men håber dog det bliver bedre inden hun skal have en hel tallerken selv og ikke kan nøjes med det hun får fra vores tallerkener.
Rigtig godt emne at tage op. :-)
Indtil videre er hun heldig at spise fra jeres tallerken :-)
Det er så tragikomisk (især tragisk) når mad deles op i “børne mad” og “rigtig mad”. Argumentet “det er det børnene vil have” bringes på banen som om man fødes med smagsmæssige preferrencer for præfabrikeret og næringsløs mad. Et tankeeksperiment der dog kan være underholdende at tænke til ende …
Ja hvad skete der med bare “mad”. Og det der argument om at det er det børnene vil have, det tilhører den sørgelig del. På så mange områder…
Kunne ikke være mere enig Jane! Børn skal have rigtig mad!
I øvrigt, jeg synes det er super fedt, at du tager billeder af dine børn og ligger frem på bloggen – det er der mange, som ikke gør!
God søndag!
Uh, jeg er faktisk ret påpasselig med at vise mine børn frem. De har jo ikke valgt det og selvom det er et grundvilkår for mange børn, at de bliver plastret ud på internettet, så synes jeg gerne, man må huske, at de måske skal leve med det resten af deres liv. Og måske ikke synes, at det er så fedt… :-/