Jeg er helt sikker ikke den eneste, som blev konfronteret med Knæk Cancer indsamlingen i sidste uge. Og hvis jeg skal afsløre graden af mit sociale sofaliv, kan jeg nævne, at jeg både så Vild med Dans knække canceren om fredagen og det store liveshow om lørdagen. Jo, jo…
Jeg er helt sikkert heller ikke den eneste, der blev berørt af alle de personlige beretninger. Jeg er med på, at der er skruet op for pathos til sådant et show, når vi ser tårevædede ansigter på kendte og ukendte danskere, der har mistet deres far/mor/barn – eller som har fået lov at beholde dem til trods for de dårlige odds. Men det virker sgu da! Jeg fik i hvert fald en klump i halsen flere gange.
Dødsangst og manglen på garantier
Det er ikke, fordi jeg som sådan flirter med dødsangsten på daglig basis, men ind imellem bliver jeg grebet af angst for at få kræft. Eller at nogen omkring mig får det. Og den angst er for mig kommet sammen med at være blevet ældre og især af at have fået børn. Intet sætter en i kontakt med egen dødelighed som at få børn! Hvor jeg i mine unge år levede af junkfood og alkohol og kørte fuld i bil med fremmede – og ligeså fulde – mænd og ikke skænkede dagen i morgen en tanke, er jeg i dag lidt mere forsigtigt anlagt. Undtagen når jeg går i rebel mode og trodser allergirisikoen og får tatoveringer og den slags. Well, vi skejer alle ud på forskellige vis! Men det er helt sikkert, at jeg tager det sikre valg langt oftere i dag, end jeg gjorde for 10, okay 15 år siden, da jeg var 20 år gammel.
Hver 3. rammes af cancer, sagde de i fjernsynet! Hver tredje!! Og der er ingen garantier. Cancer rammer ulige og på tværs af livsstil, og også folk, som aldrig har røget en eneste cigaret, dør af lungekræft. Så man kan ikke købe sig en fribillet ved at vælge en bestemt levevis. Men hvis man nu alligevel skulle prøve at gøre en aktiv indsats for at prøve at placere sig selv i den gode ende af statistikken, hvad kan man så gøre? For mig er det nærliggende at starte med maden. Det, vi inviterer ind i vores krop, skal helst bekæmpe uønskede celler snarere end at styrke dem. Men der er jo ikke nogen, der kan blive enige om, hvad der er den rigtige kost til at beskytte kroppen mod kræft. Kødet er i søgelyset ind imellem, andre gange lovprises fuldkorn som kræftværn og andre gange igen hører vi, at kræftceller lever og næres af sukker og kulhydrater. Well, vi ved det ikke med sikkerhed.
Flere grøntsager, tak!
Så derfor fokuserer jeg på det, som vi ikke diskuterer: Grøntsagerne! Man hører bare aldrig om nogen, der har fået kræft af at spise for meget broccoli!
Jeg spiser mange grøntsager allerede, men der er selvfølgelig altid plads til forbedringer. Mine børn er egentlig også okay gode til at spise grøntsager, men de spiser ofte de samme. Og jeg kan godt være lidt i tvivl om, hvorvidt de når de anbefalede 400 g om dagen – i hvert fald hvis grøntsagerne skal udgøre hovedparten. Grøntsager for mine børn består oftest i gnavegrønt, dvs. gulerødder, agurker, peberfrugter, champignoner, fennikel, etc. i stykker, som de får i madpakken, og når de kommer hjem fra fritteren. Og så gemmer jeg selvfølgelig grønt i farsretter, grøntsagspandekager og den slags. Men de er nu også blevet så store, at man kan sætte sig ned og tale med dem. Og for noget tid siden havde vi en rigtig god snak om, hvorfor grøntsager er vigtige, og vi aftalte, at de hver dag inden aftensmaden skulle spise en skål råkost. Og den købte de bare fuldstændigt! Ved at supplere gnavegrønt med råkost, får jeg inviteret lidt mere kål og rodfrugter ind i deres kost. Og så er det jo også bare en god vane for både voksne og børn lige at starte måltidet med en skål grøntsager.
Her kommer et udpluk af de grønne indslag på det sidste.
Den næste var et fad, jeg lavede til et eftermiddagsarrangement, vi var til med 0.C. Der var lagt op til boller og kage, så vi medbragte lidt modvægt. Det gode ved sådan et fad er, at det er farverigt og ser indbydende ud ved siden af alle de hvide boller. Jeg vil dog ikke gå så langt som til at sige, at fadet blev tømt, men der blev spist pænt af det, og for mig var det egentlig bare vigtigt at tilbyde et alternativ.
Og den nemme løsning tæller altså også…
I går ville min datter lave børnesalat. Hun foreslog selv agurk, tomat og peberfrugt og kom så på den idé at hun ville have oliven, nødder og lidt grønt drys, som blev persille. Hun synes selv, det var et kæmpe hit at blande sin egen salat.
Og jeg synes, det var dejligt at hælde noget mad på tallerkenen, som jeg ikke selv havde lavet.
Jeg er næppe den eneste med cancerfrygt, er jeg? Hvad tænker du om det? Det kunne jeg godt tænke mig at høre!
Man kan få lavet det på Rigshopitalet. Ja, nu kan jeg jo ikke lige huske, hvad afdelingen hedder … Måske klinisk genetisk afdeling. Men skal bare lige have en henvisning fra min læge. Har snakket med klinikken, men de bare gange, jeg har ringet til lægen, har der været lukket. Min søster gør det samme – bare i Århus. Det kan godt være, at der er en forskningsmæssig årsag til, at vi fik tilbuddet. Brevet e rjo forlængst blevet væk på de sv år;-). Så aner ikke, hvad der skal ske. Om de bare kigger på vores stamtræ i forhold til kræftsygdommen eller om de begynder at tage prøver af mig ..:-). Men fortæller gerne om det, når jeg er bare lidt klogere.
Må indrømme at jeg så et par af dokumentarerne. Synes det er fint at det får sin plads i sendefladen i oktober, og at der er mange som støtter op (kosmetik, tøj, etc…jeg har lige været i USA, hvor det er megastort at støtte op om cancer-forskning med fx 10% af omsætningen i oktober for rigtig mange butikker. Fx Adidas og Nike har lavet særlige brystkræft kollektioner, som kun er til salg i oktober. Det er cool, og noget som jeg gerne vil støtte op om).
Jeg tænker nok mere over hvad jeg putter i munden, og især efter at min far har fået konstateret leukæmi og lever med det. Hele familien lever sundere – og jeg bliver så glad når jeg ser dit frugtfad til skolen. Nemlig! – og ungerne vil supergerne ha’ et frugtspyd + lille smule kage. Tror at hvis vi opdrager vores børn til at ha’ det sunde alternativ, så virker det også på langt sigt.
@Mette P: jeg er også lidt nysgerrig. Er det på baggrund af genetisk forskning at du får lavet en vurdering?
Tankerne om at blive alvorligt syg af fx kræft fylder – ligesom hos dig, Jane, og mange af I anre langt mee efter jeg har fået børn – og er blevet ældre. Ikke for at fralægge mig ansvaret so to speak, men ser da også, at det rammer dem, “det vil” ramme. Jeg har taget en beslutning. Jeg vil have lavet en risikovurdering omkring kræft. For 7 år siden fik jeg et brev med tilbuddet om netop dette. Det er først nu, jeg “tager mig sammen”. Rigtig mange i min fars del af familie er døde af kræft (kvinderne). Det gælder både hans søstre, deres døtre – og også en af børnebørnene. Så jeg ER i risikozonen, men vl genre vide i forhold til hvilke kræftformer.
Jeg har en vinde, der døde af kræft alt for tidligt (30 år) og hun sagde: Gør det! Så det gør jeg!
Mette
Hvordan kan man få lavet sådan en risikovurdering, Mette?
Hej Jane,
Tak for endnu engang at tage et yderst relevant emne op.
Jeg så ikke showet. Jeg orkede ikke, nok fordi det bringer min egen tur for tæt på – jeg blev opereret for kræft for knap seks år siden, er “frikendt” nu (så meget man nu kan blive det), men har ikke brug for at svælge i, hvor skrækkelig sygdommen er, det ved jeg alt for godt. Og så synes jeg i øvrigt som flere andre, at alt det glitter og show er usmageligt og burde være unødvendigt for at samle penge ind; men jeg glæder mig over det flotte indsamlingsresultat. Så har al hurlumhejet og de grådkvalte historier da tjent et formål, og i sidste ende er det vel det vigtigste.
Btw, lækre råkoster der… :)
Som du ved, har jeg selv haft kræft, så hos mig fylder det. Dagligt. Mange gange dagligt. Ikke altid på en frygtelig og elendig måde, men det er hele tiden i min bevisthed. Min kropsfornemmelse har fuldstændig ændret sig. Jeg opfanger en hel anden mængde signaler fra kroppen. Det er for det meste noget jeg er glad for, men det er også svært, at helt lægge tanken om endnu en omgang kræft fra sig, når man får “de dårlige” signaler fra kroppen. Og jeg forsøger virkelig at behandle den fornuftigt nu. Forsøger. For er der noget jeg alt for ofte udsætter mig selv for, så er det stress. Den psykiske stress. Især over det sunde liv, og hvis ikke jeg lever sundt, så får jeg sikkert kræft igen, og det er altså nogle tanker, der i den grad kan stresse, skal jeg lige love for, og så ruller rouletten…
Jeg så ikke noget show i lørdags. Den slags kan give mig kvalme, altså fysisk kvalme, sådan for real. Den del kunne jeg måske godt arbejde lidt på, men jeg er også kun menneske, og jeg kan bare ikke rumme den slags endnu.
Jeg tror, jeg har fået et meget realistisk forhold til kræft. Jeg går ikke og er angst som sådan, og jeg går ikke og venter på det, men jeg ved på tætteste hold, at man kan rammes. Og jeg tager altså mine forholdsregler nu, jeg passer sgu bedre på. Den sygdom har gjort mange ting ved mig. Både godt og skidt. Men jeg vil for alt i verden ikke rammes igen, så jeg passer på…
Jeg er så vred over den sygdom. Sådan magtesløs-agtig-pissesur over at den er så OND og lidelsesfuld. Via mit job, har jeg set flere dø af kræft. Det fortjener ingen..
Jeg støttede ikke Knæk Cancer, fordi jeg støtter resten af året. Jeg vil godt have lov at være ærlig og sige, at jeg godt kan bidrage uden der behøves et stort glitter og glamour show til; det er jeg generelt frastødt af. Kan ikke forstå at det skal til, førend folk synes de vil spytte i kassen.. :(
Men selvfølgelig synes jeg det er fantastisk at så mange penge er samlet ind. Jo flere, jo mere forskning.
Det kan jeg faktisk sagtens følge dig i, Sheila. For selvfølgelig er det da usmageligt at der skal grådkvalte mennesker til for at røre os. Vi ved jo godt, at den sygdom er ond. Men jeg accepterer også både show og og patos som middel til at folk får pengene op af lommen. I den gode sags tjeneste…eller noget…
Jeg har heldigvis ikke haft cancer tæt inde på mit liv, men jeg kender selvfølgelig nogen der har haft det, og desværre også nogen der er døde af det. Det er en frygtelig sygdom.
Og hvad gør jeg?… jamen jeg prøver at leve sundt og afbalanceret i mit liv. Jeg tror, at det (som flere også har skrevet) handler om alle aspekter af ens liv og livskvalitet, og ikke bare kost og motion. Jeg prøver at træffe de valg som synes rigtige for mig. Mere føler jeg ikke rigtig jeg kan gøre…. og jo, jeg rammes indimellem af en dyb frygt for at det skal ramme mig.
Hilsner Linda
P.s. jeg deler også tit en avocado og serverer den for ungerne, helt ren fra skallen… det gider de faktisk godt
Det skal jeg prøve det med avokadoen. Jeg har hidtil måtte gemme den i chokolademousse (ha ha!) for at få den til at glide ned. Altså hos ungerne ;-)
Kræft/cancer er for mig nok en af de ting, jeg lidt prøver at undgå at tænke for meget på. Ikke fordi jeg som sådan er bange for det (i hvert fald ikke mere end hvad sundt er), men mere fordi, man, som du siger, hvis man skal tro statistikkerne og videnskaben, nærmest ikke kan gøre noget aktivt selv for at forhindre det. Enten får man det eller også ikke. Selvfølgelig prøver jeg at spise sundt, men ikke engang det skulle jo være en garanti. Så jeg prøver at undgå at tænke for meget på det. Ellers bliver jeg sgu lidt trist til mode! :)
Jeg vil heller ikke sige, det fylder meget hos mig til daglig, men ind imellem bliver jeg bange for at lynet skal slå ned her. For sådan føles det lidt, ikke? Man kan gøre sig umage, men det er ingen garanti. Men en ting, jeg er sikker på ikke hjælper, er at slå sig selv oveni hovedet med alle de ting, man burde gøre. Det er livet simpelthen for kort til… ;-)
jeg har det på nøjagtig samme måde!
Pyh Jane.. igen får du bare skrevet det jeg har tænkt de sidste par dage. For kunne man “bare” tænke at sygdommen rammer gamle mennesker eller lignende. To af mine bekendte (begge 30’erne) har fået konstateret brystkræft gennem det sidste år.. og så bliver man hurtigt angst. Det er hårdt og brutalt. Nogle gange må jeg slå den naive del af min hjerne til og tænke på noget andet, for ellers bliver jeg virkelig bange nogen gange.
Puha, det skræmmer også mig helt vildt, når sygdommen rammer børn eller unge mennesker. Men det gør den jo desværre også. Nogle gange er man nok bare nødt til at lukke øjnene for det… :-/
Mit svar blev alt for langt til kommentarsporet ;)
http://livsmod.wordpress.com/2012/10/29/knaek-cancer/
Det skal jeg lige ind og læse ;-)
Jeg må så tilstå, at jeg slet ikke har fulgt med i “knæk cancer” udsendelserne. Ligesom jeg heller ikke har doneret penge denne gang. Jeg har det simpelthen for tæt på, lige nu.
Min kære, gamle mor (84 år) er ramt og for nylig erklæret terminal. Min meget elskede veninde (49 år) igennem 30 år døde den 13 April af lymfekræft.
Det er en forfærdelig og total rædselsfuld sygdom og jeg forstår godt angsten. Men som du selv er inde på Jane, gives der ingen garantier her i livet. Cancer rammer tilsyneladende på tværs af alt, Selv helt små babyer, børn og unge. Meget tragisk!
Jeg har taget den tunge afsked flere gange efterhånden. Min storebror i 2007, min far i 2008 (også cancer), veninden i 2012. Det har selvfølgelig været sindsygt sørgeligt og svært, men det får mig også til og føle, at jeg skylder dem (mine kære afdøde) at leve livet! Ordentligt og med respekt for mig selv!
Vi gør velsagtens hver især dét, som vi føler mest for. Jeg selv, har kvittet tobakken og ændret mine kostvaner til mere, mere, mere grønt og frugt – mest af det grønne dog og overvejende økologisk.
Jeg har også droppet flour i min tandpasta og jeg ville elske, at få fjernet alle mine gamle amalgam plumber, men det er desværre en dyr fornøjelse! Det må ske, sådan lidt efter lidt. Om amalgam plumber (også) hænger sammen med cancer, ved jeg ikke spor om. Men jeg ved, at det er tungmetaller, som ikke har spor og gøre i min krop!
Jeg er samtidig opmærksom på og begrænse de såkaldte nydelses-midler. To kopper øko-kaffe om morgenen (that’s it)! Lidt, men godt chokolade, is og lignende lækre sager – og så drikker jeg meget sjældent alkohol. Sidstenævnte, er såre nemt for mig og styre udenom, for det frister mig ikke spor. Sodavand har heldigvis heller aldrig sagt mig så pokkers meget. I grunden er jeg heldig stillet, i forhold til mange andre. Sådan oplever jeg det i hvert fald :-D
Jeg forsøger også, at leve uden stress og uro. Det kan til gengæld være noget af en udfordring for mig! Jeg er hyper sensitiv og bliver ind imellem nødt til og træffe nogle lidt “asociale” valg, bare for og beskytte mig selv. Men det fornemmer jeg, at du kender fra dig selv. Korrekt?
Jeg bilder mig heller ikke ind, at græsset er grønnere hos naboen. Jeg orker simpelthen ikke den evindelige stræben, og det har jeg forøvrigt aldrig gjort. Men jeg har set andre lide under det hele deres liv. Trist.
Nej, så vil jeg hellere være glad i og udnytte dét og de vilkår jeg har, end have fokus på det jeg ikke har. Det virker underlig bagvendt på mig, ganske enkelt!
På ét punkt, har jeg dog også selv været underlagt de samme, stupide mekanismer og i mange år stræbt efter og misundt andre deres smukke, slanke kroppe! Det er dog også slut og jeg har langt om længe tabt mig! Faktisk knapt 18 kilo siden April 2011! Skulderklap til mig selv ;-)
Kort og godt … krop og sind ;-)
Well, sikken lang smøre! Det hænger vist oven i købet ikke skiie godt sammen, men jeg er ret sikker på, at du forstår meningen Jane.
Pas fortsat godt på dig og dine,
du gør det så fint, synes jeg.
Puha Lisbeth, du har da også taget din portion. Det lyder som nogle fine valg, du har taget for dig selv. Og sejt med vægttabet. Sådan! :-)
Jeg valgte ikke at se liveshowet i denne omgang, de gange jeg har set det har det været alt for hårdt og jeg har været lidt påvirket af der efterfølgende..
Jeg mistede min bror til kræft da jeg var 9, han var kun lidt over 5 år, senere døde min mormor af kræft og sidenhen min morfar, ved at min farfar også har haft det, så jeg har det meget tæt inde på livet.. Frygten sidder der et sted men jeg har besluttet ikke at lade det bekymre mig for meget i min hverdag, jeg prøver for så vidt det er muligt at spise sundt, masser af grønt, der er kommet meget mere ind efter jeg skiftede livsstil :) min bror levede 1 år med kræften, lægerne troede flere gange at han ville dø, men sagde at min mor passede ham godt med kosten, som var masser af grønt, specielt råkost, så nu hvor vi alle er enige i kosten er det også der fokus ligger :)
En af de andre grunde til at jeg ikke ser det er helt bestemt også at jeg kan få den der følelse af uretfærdighed, tanken om hvorfor de fik lov at klare den når min bror ikke gjorde.. Og den følelse kan jeg ikke lide at have for selvfølgelig er det flot at de klarede sig igennem så dum en sygdom.. Så jeg holder mig fra de programmer og så støtter jeg økonomisk når kræftens bekæmpelse kommer og banker på min dør :)
Det forstår jeg godt, Camilla. Jeg tror, jeg ville have det som dig, hvis jeg havde været igennem det samme. Hvor er det en trist historie med din lillebror. Siden jeg selv fik børn er det som om jeg bærer alle børns smerte på mine skuldre. Eller sådan føles det nogle gange. Det er en mærkelig gave at få… :-/
Kære Jane
Det er et super spændende og meget relevant tema at tage op. Jeg bliver altid rørt at disse historier – jeg er født i fiskens tegn, så rent faktisk bliver jeg rørt at bare at se Grislingens store eventyr!!!
Jeg tænkte ofte over kræft og personligt sørger jeg som du også for at få masser af grøntsager og fibre ind i min kost og så supplerer jeg med antioxidanter fra gode kosttilskud. Vi lever desværre i et område, hvor vores jord er meget fattig på selen,mange af de grøntsager vi køber i butikkerne er dyrket i rockwoold og murbrokker (uden at vi kan se det på farven)og frugt importeret sydfra plukkes før frugten udvikler sit antioxidante lag og indeholder derfor stort set inden vitaminer, når vi indtager det – osv. osv. Så sund mad og kosttilskud fylder meget i min bevidsthed, men uden tvivl også DE-STRESS og fokus på de tanker, som fylder mit sind. Jeg har en bog stående på min hylde af Anders Morits som hedder; Kræft er ikke nogen sygdom”. Hans indfaldsvinkel til kræft er, at det som gør kræft til en frygtelig sygdom og dræber ikke er kræftcellerne, men derimod de bagvedliggende årsager til, at vores celler begynder at mutere. Jeg har endnu ikke læst bogen, men jeg glæder mig for det kunne være interessant at belyse kræft udfra denne vinkel også.
KH Charlotte
Den bog vil jeg glæde mig til at høre mere om, Charlotte!
Jeg er ligesom Helle, ovenfor, tilbøjelig til at vælge den type programmer fra. Efter jeg har fået børn, kan jeg simpelthen ikke bære det. Det er ret pinligt at indrømme, men efter at Charlotte Bircow blev ramt, har jeg virkelig fuldstændig opgivet. Ikke sådan, at jeg så har opgivet at leve sundt, for det er der mange andre fordele ved, men jeg spiser ikke sundt for at undgå kræft. Personligt tror jeg, at gener spiller en endnu større rolle end vi ved nu, og det tror jeg nok, fordi det ville være mægtig belejligt for mig, fordi vi ikke har en eneste i familien der har været ramt. Men jeg tror også tanker, stress og livskvalitet er meget vigtige faktorer, og desværre meget sværere at gøre noget ved end broccoli. Det lyder måske lige hippieagtigt nok, men jeg er tilbøjelig til at tro at “stressede” sunde måltider, der kommer fra frygt slet ikke har den gode effekt som et “kærligt” sundt måltid har, men vi er meget tilbøjelige til at holde mere af noget med tal og det er ret svært at måle om du spiser som du gør, fordi du elsker dig selv eller fordi du følger regler. Det blev måske lidt rodet, det jeg vil sige er nok, at jeg tror kræft er uendeligt meget mere komplekst end vi ved nu, og alt for ofte synes jeg at de her “det virker mod kræft” råd er baseret på forskning der mildest talt er hullet, hvor der åbenlyst er faktorer der må regnes med ind.
Jeg kan rigtig godt lide dine tanker omkring stress, Pernille. Også der hvor jagten på det sunde liv går hen og bliver en stressfaktor. Og det er også min oplevelse, at det er langt sværere at minimere stress (uanset hvad den kommer fra) end det er at styre, hvad man putter i munden. Så måske er stress vor tids største livsstilssygdom og alt det andet bare symptomer på det.
Og “kærlige måltider” er bare sådan et fint udtryk! Det vil jeg adoptere :-)
Hej Jane
Jeg må indrømme at jeg – inden jeg fik børn – ikke forstod min mor, når hun altid valgte sådanne udsendelser fra, hvor børn eller deres nærmeste blir’ syge, dør eller andre sørgeligheder rammer familier (hun er endda sygeplejerke). Jeg synes, det var noget underligt noget, og at det jo er en del af livet, man skal forholde sig til.
Nu her – 3 børn senere – forstår jeg så udemærket hendes fravalg og vælger også selv helt bevidst sådanne udsendelser fra. Til gengæld gør jeg en dyd ud af at være tilstede for folk, der rammes i virkeligheden, for det VIL jeg kunne og det magter jeg godt. Jeg prioriterer så at sige kræfterne, hvor jeg kan – og jeg synes simpelthen det er for hårdt at sidde og følge med fra sidelinjen. Måske fordi jeg hele tiden sætter mig selv i de ramtes situation, og jeg tør ikke tænke tanken, at det kunne ramme os. Men det kan det jo….og ja, ligesom dig tænker jeg det jo også i det stille. Det er sgu en lortesygdom…
Og nu til noget mere glædeligt. Jeg fandt din blog for 4 uger siden og har levet efter LCHF siden. Det har været – og er – en sand fornøjelse. Sukkertrangen er væk – og et par kilo (håber i det stille på et par mere:-)) og jeg får så skøn mad. Man ved, man er rigtigt på den, når sønnike på 11 i går spurgte om ikke vi kunne lave nogle af de sukkerfri lækkerier til fredagsslik i stedet for vingummi og lakrids. Så er det da det hele værd. (Manden er dog lidt vanskeligere at få med på ideen, men jeg prøver i det stille:-))
Tak for dine gode reflekterende indlæg, som på mange måder rammer mig. Jeg har for 4 måneder siden sagt et stresset job i reklamebranchen op for at starte på læreruddannelsen. Så jeg stornyder livet som studerende med langt mere ro på og tid til at leve sundt.
Mange mandagshilsner fra
Helle
PS: Beklager længden af indlægget – håber ikke det fylder for meget.
Hvor er det dejligt at høre om alle de gode forandringer i dit liv, Helle. Tak for det!
Mænd tager ting i deres eget tempo, og det synes jeg er fint. Jeg bliver helt glad og stolt, for hver gang min mand vælger endnu en korn-kilde fra. Det er sejt. Han er snart helt LCHF’er, eller det er han faktisk efterhånden til daglig, men han går stadig ud og spiser en burger med vennerne ind imellem. Det er sejt. Og jeg har på ingen måder presset ham.
Min datter var til fødselsdag forleden og kom hjem med ondt i maven. Hun spurgte stille, om jeg ikke godt ville sørge for, at vi kan fejre hendes fødselsdag om lidt med lækkerier, uden hun får mavepine bagefter. Så på den måde lærer ungerne jo også at mærke forskel, og det er stort, synes jeg :-)
PS: Glemte faktisk helt, at det jeg ville ha skrevet, var at en jeg kenders mor er blevet ramt at en aggressiv cancer i hjernen, og hendes søn har taget kontakt til nogle læger i USA, der er ret langt fremme i forskningen af netop den type cancer. Forsøg på mus viser, at de mus der lever uden kulhydrater har lagt bedre helbredelsesvilkår, end de der spiser alm. kost. Så jeg har fluks sendt dem ind på din blog, for at få inspiration til kosten. Det kan jo i al fald ikke skade.
Hej Jane/ Helle,
Det synes jeg virkelig er interessant input, Helle – i en tid, hvor kampen for den ramte og pårørende kan synes håbløs…
Jeg har det generelt nok lidt som Pernille – vil bare gerne være sødere ved min krop med sunde ‘kærlig måltider’ af naturlige råvarer.
Kræften virker dog ubarmhjertig og rammer ‘ret’ tilfældigt, men på den anden side har dokumentar på DR2 jo fortalt at kosten påvirker vores gener, så hvorfor ikke give cellerne de bedste byggesten.
Det blev et lidt rodet indlæg, men håber det kan læses og forståes alligevel ;-)
KH
– frk. sveske
De studier har jeg godt hørt om, Helle. Det er nemlig meget interessant!