Keto tidslinje – de første 4 uger


Keto er anderledes end andre kostretninger, da kulhydratrestriktionen får din krop til at skifte forbrændingssystem fra kulhydratforbrænding til fedtforbrænding. Det er det metaboliske skifte, der giver den nedsatte appetit, der tillader, at man kan være i kalorieunderskud og gå ned i vægt uden at være konstant sulten.

Nogle prøver at negligere den effekt ved at sige, at vægttab bare handler om kalorier ind og kalorier ud, hvilket jo for sin vis er sandt – i teorien. Men i praksis handler vægttab om at have kontrol over sin sult, og at have en naturlig appetitnedsættelse på sit hold er derfor en ret vigtig makker.

Men som med så mange andre gode ting i livet, kan det godt være lidt skidt, før det bliver helt godt. At forstå processen kan være en stor hjælp. I dag vil jeg derfor tage dig med igennem en lille tidslinje, så du ved, hvad du har i vente.

Keto tidslinje – de første 4 uger

Her får du en oversigt over hvad du kan forvente af dine første 4 uger på Keto.

Uge 1

Skal du prøve Keto for første gang, er denne uge super spændende. Er du Keto-veteran, der skal tilbage på sporet efter en pause, er den bare super bøvlet. 

Selv har jeg det sådan: Dag 1 + 2: Walk in the park. Dag 3+4: Holy mother of Jesus for nogle væmmelige cravings. Derefter kører det. Det er ikke nemt men det kan være rart at vide, at det er normalt.

Den første uge er der, hvor kroppen brokker sig mest, og du kan opleve ting som hovedpine, utilpashed, lav energi og tunge ben og en generel følelse af at være ved siden af dig selv. 

Men indeni dig sker der ting og sager. Den pludselige kulhydratrestriktion normaliserer eller stabiliserer dit blodsukker og dit insulinniveau i blodet sænkes. Det lave insulinniveau er en forudsætning for fedtforbrændingen. Inflammation forsvinder eller dæmpes. Det lave insulinniveau og den mindskede inflammation gør, at din krop slipper ophobet væske. Det er motiverende på vægten, som denne uge kan falde med alt fra et par hundrede gram til 5 kg. 

Selvom der primært er tale om et væsketab, er det både vigtigt og dejligt at slippe af med denne væske og du vil hurtigt mærke, at maven føles fladere og kinderne ser lidt mindre runde ud.

Henimod slutningen af ugen vil du mærke, hvordan din appetit begynder at regulere sig. Du er ikke så sulten længere, og det er nemmere at gå fra måltid til måltid uden at have lyst til at snacke på noget.

Uge 2

Allerede i uge 2 bliver alting nemmere. Din energi føles nu mere stabil og du crasher ikke længere om eftermiddagen men kan komme igennem den uden kaffe, sukker eller hvad du plejede at bruge til at holde dig i gang. Du falder nemmere i søvn om aftenen og din søvn føles tungere. Du oplever det som nemmere at takke nej til de mange kulhydratrige fristelser, du møder, og du kan handle ind om eftermiddagen, uden at søde sager flyver ned i kurven.

Dit humør er mere stabilt, du er ikke så opfarende og du føler dig underligt… glad. 

Vægten i denne uge kan både fortsætte med at falde lidt, eller den kan stå stædigt stille. Havde du et stort væsketab i uge 1, kan den også stige en smule igen. Det er altsammen normalt. Du er ikke længere mildt dehydreret, og det er en god ting. Men det kan lige kamuflere fedttabet lidt. 

Uge 3

Du begynder at have fundet en god rutine i din hverdag med måltider, der fungerer for dig.

Du oplever nu, at din appetit er nedsat og du kan glemme at spise eller bevidst springe et måltid over – simpelthen fordi du ikke er sulten. Det kan føles sært og fremmed, hvis du er vant til at gå sukkerkold, hvis der gik mere end 2-3. timer imellem du fik noget mad. Måske bemærker du også andre ting, som fx at du har færre smerter, din kroniske hovedpine er væk, måske havde du noget eksem, der er forsvundet eller du bemærker, at din hud og dine øjne ser klarere ud. Din søvn er bedre og din sukkertrang eller lyst til at bedøve dig med mad er kraftigt mindsket.

Du kan godt stadig opleve lidt omstillingsbesvær, og det kan være frustrerende. Fx kan det være, at din energi til træning stadig ikke spiller 100% eller at dine ben syrer til, når du går op ad trapper.

Vægten er begyndt at falde igen, men det går nu mere stille og roligt og ikke så eksplosivt som i starten. Til gengæld kan du trække dine gamle bukser, der tidligere strammede, op over hoften uden problemer og du begynder at synes, at dit spejlbillede ser anderledes ud.

Uge 4

Heromkring plejer de værste gener at være overstået og din hverdag begynder at køre på autopilot. Du mærker en ro i kroppen og hovedet, som kan være svær at forklare, og du kan blive ramt af en følelse af spirende optimisme. Det føles, som om du har en reel chance for at komme helt i mål med det vægttab denne gang. 

Selvom dit mål stadig er vægttab, oplever du, at vægtfokuseringen glider lidt i baggrunden. I stedet mærker du, hvordan din krop føles ‘normal’ og du spekulerer på, om det er sådan her alle andre har det hele tiden. Det kan være svært at begribe, at så stor en forandring er sket på så kort tid. 

Mad fylder ikke længere dine tanker hver eneste vågen time. Mad er bare… mad. Det kan føles, som om dine tanker er blevet befriet fra et årelangt fængsel. Det bliver pludselig tydeligt, hvor meget kulhydrater fylder i andres kost. Du kan få lyst til at råbe til dem allesammen, at der findes en anden vej, men det er som regel bedst at lade være med det ;-)

Folk omkring dig begynder at bemærke, at du ser anderledes ud og de begynder at spørge, om du ikke har tabt dig. Det kan være en svær opmærksomhed at få, men du kan lige så godt vænne dig til det. Snart vil du opleve, at folk kommer og spørger, hvad du har gjort og beder dig om råd til at komme i gang.

Al begyndelse er svær

Måske har du prøvet Keto før, men er aldrig kommet over den første tid og hen til det sted, hvor det føles rigtig godt. Det er helt klassisk. De første uger er der, hvor risikoen for tilbagefald er størst, og mange når ikke igennem de første 4 uger, før de giver op. De overmandes af omstillingsbesværet eller lykkes ikke med at holde kulhydratindtaget lavt nok til, at effekten indtræffer. 

Jeg plejer at sige, at Keto ikke er for alle, og det mener jeg virkelig. Men dem, som har lyst og mod til at give det et ærligt forsøg, har en helt utrolig oplevelse til gode. Du giver afkald på noget, når du spiser Keto, men du får så sørme også noget retur. 

Alting er en byttehandel – måske kan du huske, jeg har talt om det før. Det er virkelig så rigtigt. 

Skal jeg hjælpe dig sikkert i gang?

Så er mit Keto kursus perfekt til dig. Her guider jeg dig effektivt og sikkert igennem den første tid, og jeg hjælper dig til at holde fokus, så der ikke går for meget slingrekurs i den. Keto virker bedst, hvis du tillader nogle uger i starten med helt lavt kulhydratindtag. Herefter kan du løsne lidt på tøjlerne og arbejde på at finde din kulhydrattolerance. Men alt dette lærer jeg dig på kurset.

Er kurset ikke det rette for dig lige nu, kan du starte med en af mine Keto kostplaner.

Keto tidslinje - de første fire uger

Er du over 40 og driller vægten?

Så er du ikke alene – kroppen forandrer sig i de år og det kan være enormt forvirrende.

Jeg hjælper dig her (gratis)

Trænger til en frisk start?

Få styr på måltiderne og portionsstørrelserne med mine madplaner. Du slipper for dyr takeout og hovsa-måltider og sparer tid, penge og kalorier.

Se alle kostplaner og madplaner her >>

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

0 kommentarer til “Keto tidslinje – de første 4 uger”

Skriv en kommentar