Virker Keto piller? Og hvad med carb blockere, hvor man kan spise kulhydrater, uden at de optages eller endnu bedre fat burner kosttilskud, der lover. at booste fedtforbrændingen? Og hvad med Keto ketoner, Keto kaffe eller Keto pulver, som tilbyder en genvej til ketose?
Der går næsten ikke én dag, uden at jeg får et spørgsmål til disse produkter. Tanken om, at man lige kan skyde lidt genvej, måske i virkeligheden slippe for det hårde arbejde, er så tillokkende. Hvorfor ikke købe sig til en lille hjælpende hånd?
Super nederen besked, hva? Jeg forstår godt at tanken om at man kan springe det hårde arbejde over og bare tage en pille lokker så meget.
Det, jeg gerne vil have, at du forstår er, at dine resultater først kommer, når du dropper jagten på Quickfixet og forener dig med tanken om det lange seje træk.
Slankeindustrien er en milliardindustri
Jeg forstår virkelig godt, hvorfor idéen om det hårde arbejde med at ændre vaner er sværere at sælge end idéen om, at du bare kan fortsætte med at gøre, som du plejer og tage en lille pille og vupti, så når du dine mål uden at ændre noget.
De, som er villige til at lyve om, hvad der skal til, vil altid blive rigere end dem, der siger tingene som de er. Sådan er verden skruet sammen.
Slankeindustrien er en usympatisk milliardindustri, der puster til desperationen og til det inderlige ønske om, at der findes en vej, der går udenom hårdt arbejde.
Men det bedste, du kan gøre for dig selv er at forstå, at alle genveje, du prøver at tage vil vise sig at være omveje. Og før du forener dig med det, vil det ikke rykke for dig.
Jamen Keto piller for mig i ketose…
Jamen Jane, det her produkt lover, at man kommer hurtigt i ketose, eller at man kommer i ketose uden at lave kulhydratrestriktion. Raspberry ketones (hindbær ketoner WTF?) og MCT-olie er et eksempel på dette.
Ok glimrende, men hvad er det, du forestiller dig at opnå med det?
Ketose har ikke noget med vægttab at gøre, og at du kan måle ketonstoffer i blod eller urin, gør ingenting for dit vægttab. Og at du fylder 500 kalorier på i fedt får dig ikke på magisk vis til at gå ned i vægt. Det skulle da lige være, fordi du får så massiv kvalme og diarré af det, at du intet spiser resten af dagen. Men det er nok ikke den effekt, du havde i tankerne, vel?
Det her gælder også ift. Keto. Jeg ved godt, at det er en etableret sandhed i Keto-grupper på internettet, at det er kulhydrater, der feder og ikke kalorier. Eller at kalorier ingenting betyder, men at kun kulhydrater betyder noget. Men det er altså ikke sådan.
Når du taber dig på Keto, er det stadig, fordi du er lykkes med at være i kalorieunderskud. Og mange, inkl. mig selv, oplever dette som nemt og til tider ubesværet, når man spiser Keto, fordi appetitten undertrykkes. Men det er stadig, fordi man SPISER MINDRE, END MAN FORBRÆNDER, at man går ned i vægt.
At sige noget andet er som at anfægte at tyngdekraften findes. Og nok er jeg skør, men så skør er jeg altså ikke.
Slankepiller fås hos lægen – ikke på Facebook
Der findes enkelte medicinske præparater på recept, som måske kan hjælpe med at understøtte vægttab. I årevis var resultaterne enormt undervældende, og folk, der tog produktet, tabte fx sølle 3 kg på et år sammenlignet med en kontrolgruppe, der ikke tog produktet.
Siden har markedet ændret sig, og med Novo’s nye vægttabsmedicin, har vi for første gang et middel, som rent faktisk virker og som er klinisk veldokumenteret. Og måske nok giver det kvalme og kvalme er ubehageligt (og nedsætter jo i sig selv appetitten), men det giver i det mindste ikke selvmordstanker og den slags, som har været et problem med tidligere produkter.
Men min pointe er, at slankemidler er noget, du får hos lægen på recept. Ikke noget, du får gennem en annonce på Facebook. Så næste gang facebooks annoncer lokker dig med, at du kan købe Keto-piller eller andet slankemiddel, så luk din browser og gå væk derfra. Tag i stedet ned i supermarkedet og køb noget godt kød og nogle gode grøntsager. Det vil give dig uendeligt meget mere værdi for pengene.
Liraglutid har været på markedet i en del år efterhånden. Semuglatid er et nyere stof der gør det sammen, men med kun 1 dose ugentligt. Fordelen ved det nyere stof er samtidig at det er lykkedes at lave i tabletform istedet for injektion. Men begge lægemidler er faktisk udviklet mod diabetes og slankeeffekten er tekniskset en bivirkning.
Grunden til de er så sygt dyre er blandt andet fordi Novo Nordisk stadig har patentet på begge og der derfor ikke er andre der må lave det, derudover spiller det ind at der ikke gives tilskud til det, hvilket jeg kunne forstille mig er pga lægemiddelstyrelsen ikke vurdere at det er samfundet der skal betale for den enkeltes “slankekur”, når førstevalg for vægttab er kostændring.
Det sagt så synes jeg også det er ufattelig dumt at vores samfund ikke bruger flere krafter på at forebygge, istedet for at kun at have fokus på behandling når skaden er sket.
Hvor var der generelt mange der kunne undvære en masse medicin ved blot at ændre kostvaner, men min oplevelse som farmakonom, som står og udleverer al den medicin, er at lægerne stort set ikke har fokus på kost. Det er trist når nu der efterhånden er så meget viden om hvad kosten gør for os..
Jeg har selv i mange år forsøgt at tabe mig. Har kigget og forsøgt en del af de her hurtigkure. Og ja det hjalp lidt, men holdt kort og var ikke besværet værd når man ser tilbage.. Og netop det med besværet var det der til sidst fik mig afskrækket fra at kaste mig ud i yderligere kure. Men så fandt jeg dig Jane og dine opskrifter. Jeg læser omhyggeligt op på hvad det hele gik ud på med det keto. Og ved du hvad? Det er jo nemt.. Tabte 20 kg på 1 år.
Du skal have kæmpe tak for dit arbejde og at du deler din viden. Tak.
Ej så fantastisk altså❤️
Og ja, det er sådan en sær situation. Jeg synes i virkeligheden at samfundet ER ansvarligt. Først gør de folk overvægtige ved at skabe et fedmefremmende samfund og dernæst gør de det til et personligt problem at komme af med vægten. Hvor er det egentlig frækt.
Men Novo er jo en privat virksomhed og selvom de generelt skovler penge ind, er der også noget fair i at de tager deres priser. Det er jo trods alt dem, der har betalt for udviklingen. Men lige imens jeg skriver det, er det svært ikke at tænke tilbage på de sidste 2-3 år. Der er jo tilsyneladende penge nok i statskassen, hvis det vurderes at problemet er presserende nok. Og på den måde bliver det jo et politisk valg.
Okay, en rant her fra morgenstunden😂 Men altså, dælme en mærkelig verden, vi lever i.
Hvor har du, så evig, ret. Der findes ikke et shortcut.
Semaglutid hedder det nye slankemiddel du referer til. Jeg var med i det sidste forsøg inden det blev godkendt.
Jeg var med i et forsøg, hvor halvdelen fik placebo og den anden halvdel fik Semaglutid. Hurtigt var jeg klar over, at jeg fik medicinen. Ganske få bivirkninger i starten og medicinen virkede. Jeg begyndte at tabe mig. Vi deltagere blev fulgt nøje. Vi fik vejledning af diætist, blev vejet, målt og taget blodprøver.
Da forsøget sluttede efter et år, havde jeg tabt 10 kilo (ved at andre tabte sig mere end det).
Medicinen blev stoppet fra den ene dag til den anden og alt vejledning stoppede. Farvel og tak.
For mig betød det, at sulten ikke bare vendte tilbage, den gjorde det med voldsom kraft. Behøver jeg at fortælle, at det var som at blive slået tilbage til start. Kroppen skreg på mad og frustrationerne var store. Jeg kunne ikke holde fast i de 1200- 1400 kalorier jeg havde lært. Gamle cravings og dårlige vaner vendte tilbage og det samme gjorde kiloene og selvfølgelig lidt mere til. Helt klassisk slankekur.
Talte med en sygeplejerske fra forsøget, som fortalte at det samme var sket for flere deltagere, men den del var ikke med i offentliggørelsen af medicinen. Så min konklusion er, at ja det virker – så længe du tager det. Derefter er du virkelig udfordret på den klassiske kulhydratrige kost. For mig lykkedes det ikke.
Ja det er så forståeligt og så frustrerende. Så ked af at du blev fanget i det loop.
Og det er vist velkendt at det er et livstidsabonnement. Håber dælme, at de lykkes med at få prisen ned eller få det ind under sundhedsforsikringer fx. Jeg forstår simpelthen ikke den modstand, vi har i det her land mod forebyggende indsatser. Hvorfor vægtes det så lavt? At betale for forebyggelse vil jo spare en masse penge på sigt. Og det gælder jo ikke bare ved overvægt og fedme men også ved rygning, fysisk aktivitet, sund kost/livsstil osv.