Morgenmad på Keto, kan for nogen være udfordrende at finde på og lave.
Hvad kan jeg spise om morgenen, hvis jeg har meget travlt eller møder rigtig tidligt? Jeg har ikke tid til at stå og lave mad om morgenen.
Det er nogle af de ting, jeg tit hører. Hvis vi to kender hinanden godt, ved du nok godt, hvordan jeg har det med, når folk (inkl. mig selv) siger, at man ikke har tid.
Jeg bider mig selv i tungen, når jeg selv siger det, for det er jo ikke sandt. Det er en begrænsende tanke og den tjener intet positivt formål. At jeg ikke har lyst til, overskud til eller at jeg ikke prioriterer en given ting er derimod sandt. Men tiden er jeg selv herre over.
Der er selvfølgelig perioder af livet, hvor andre råder over ens tid. Barsel med tvillinger, jeg kigger på dig her! Men faktisk selv dengang satte jeg mit vækkeur, så jeg stod op før de to små, så jeg kunne nå at spise, før de vågnede og krævede al min tilstedeværelse. Well…
Det handler om at se muligheder. Kan du koge 3-4 æg aftenen før og have dem i køleskabet? Så starter du allerede dagen med at være foran.
Manglende tid eller manglende fantasi?
Når folk siger, at de ikke har tid til at lave morgenmad på Keto, skyldes det i min erfaring ikke så meget tiden men mere bare manglende fantasi. Og det kan vi heldigvis nemt arbejde med.
I virkeligheden gælder det om at finde en nem hverdagsløsning, der fungerer. Ofte starter det med at sænke ambitionsniveauet og kaste sig ud i at spise aftensmadsrester fremfor at tro, at man skal stå og kokkerere bagte æg i estragonsauce. Gem den slags til weekenden.
Nytænk dagens første måltid
Hvis man hele sit liv har spist det samme til dagens første måltid, kan man nemt komme til at have en låst opfattelse af, hvad man kan og ikke kan spise om morgenen. Det kan være svært at forestille sig, hvad man kan spise, når det ikke længere skal være noget, man hælder ud af en karton.
Den manglende fantasi kan jeg hjælpe med.
Derfor får du her en masse forslag og idéer til morgenmad, der kan laves dagen før og derved tage nul tid om morgenen eller som du kan lave på under fem minutter.
Læser du med helt til bunds, får du også en lille opsang til, hvorfor du skal blive opmærksom på, hvornår du lader dine tanker begrænse dig i, hvad du kan og ikke kan. For det er med garanti noget, som smitter af på andre områder af dit liv også.
Keto morgenmad, der kan laves dagen før:
- ingenting (din krop er fedtforbrændende og du kan nemt springe et måltid over)
- kogte æg (fx 3-5 stk – eller rettere: spis så mange du vil)
- omeletter (fx 3 æg, godt med ost, stegt i smør – smager fremragende koldt. Også perfekt i madpakken eller på tur/rejser)
- omelet (som ovenstående men med det fyld du kan lide eller uden fyld)
- tunsalat (1-2 dåser tun rørt med mayo, smør eller cremefraiche)
- laksesalat (en rest aftensmadslaks rørt med mayo eller cremefraiche + evt. lidt frivillig urt)
- røget laks, avokado og fed cremefraiche eller pesto
- varmrøget laks, ørred eller makrel med avokado og olivenolie
- kyllingesalat (en rest kylling skåret i tern rørt med mayo evt. smagssat med sennep, karry eller hvad du kan lide)
- rejesalat (rejer rørt med mayo)
- dåsemakrel eller rørt med mayo til makrelsalat
- skinke og ost, parmaskinke og ost eller bresaola og ost
- peberfrugtbåde med spegepølse
- frikadeller, kødsovs eller lign.
- kød/kyllingerest med olivenolie eller pesto, avokado og ost
- chaffler med fyld
- aftensmadsrester
Med bare 5 minutter i køkkenet, kan du også:
- stege spejlæg
- lave røræg
- hakkebøf/kødrest med to spejlæg
- lune aftensmadsrester i gryde eller ovn
Jo, det tager kun 5 minutter.
- Smelt smør på panden, slå æg ud til spejlæg eller rod dem rundt – tør hår, læg makeup eller hvad du nu gør om morgenen. Kom tilbage og spis.
- Tænd ovn/airfryer. Sæt maden ind. Tør hår, læg makeup eller hvad du nu gør om morgenen. Kom tilbage og spis.
Valgfrit: Til alle forslagene kan du lægge:
- lidt grønt (fx lidt agurk, tomat eller peberfrugt)
- lidt ost
- kaffe eller te med/uden en sjat fløde
Du er selvfølgelig også så varmt velkommen til at bruge mere tid på at lave et lækkert morgenmåltid. Det her er bare for at vise, hvor nemt det kan være.
Selv veksler jeg mellem:
- aftensmadsrest
- kødrest, måske med avokado og ost
- æg med skinke
Flere nemme og realistiske forslag? Prøv Keto kostplanen
Her er nogle eksempler på hurtig keto morgenmad
Varmrøget laks og avokado
Serranoskinke, ost og avokado
Unavngiven aftensmadsrest – formentlig noget meatza-agtigt
Rest karameliseret kål med kød (smager fint koldt også) med spejlæg
Kødrest fra aftensmaden (roastbeef), avokado, ost og peberfrugt
Mere charcuterie med ost, oliven og avokado
Rucolasalat med en rest confiteret and fra aftensmaden aftenen før
Hakkebøf (aftensmadsrest), avokado og tomat
Kød (aftensmadsrest) med olivenolie, avokado og peberfrugt
Tre kogte æg og en pakke røget laks
Ting, der ikke er relevante i denne her sammenhæng:
- hvorvidt du kan lide ost, avokado eller andet, som jeg spiser
- hvorvidt du kan spise aftensmadsrester om morgenen
- hvorvidt du kan spise ting som tun, laks eller kød om morgenen
- hvorvidt mine portionsstørrelser er store/små ift. det, du vil/kan spise
- hvorvidt du gerne vil spise mere/mindre grønt om morgenen
Og grunden til, at det ikke er relevant er, at alt dette er 100% valgfrit og det står dig frit for at spise de ting, du kan lide.
Faktisk er det det, jeg vil anbefale dig at gøre.
Jamen jeg møder kl. 4 om morgenen og kan ikke spise XX på det tidspunkt.
No problem. Du tager bare din mad med og så spiser du, når sulten naturligt indfinder sig. Her er fx min foretrukne morgenmad på farten.
At vente med at spise til du er sulten, synes jeg er et super pejlemærke – uanset hvad tid du møder på arbejde.
Spis som DIG – ikke som MIG
Og husk, at du ikke skal spise som mig. Det er der ingen, der beder dig om.
Jeg spiser som mig og du spiser som dig. Og på den måde får vi det begge to nøjagtigt, som vi gerne vil have det.
Grunden til, at jeg bliver lidt direkte her, er, at jeg har det svært ved at se stiltiende til, imens folk spænder ben for sig selv.
Og at lulle sig selv ind i et narrativ om, at det ikke gik med Keto, fordi det var for svært at bruge 5 minutter på at lave morgenmad, det kan jeg ikke have sker på min vagt.
Og hvis Keto ikke tiltaler dig, er det jo helt fint. Keto er helt valgfrit. Og man kan spise sig sund og slank på alle mulige andre måder også.
Nogle gange kan det være rart at huske, så man ikke får malet sig selv op i et hjørne.
Nem morgenmad og frokost i airfryer
At lave mad i airfryer er virkelig nemt! I e-bogen “KETO airfryer opskrifter – morgenmad & frokost” får du 30 nye Keto-opskrifter på morgenmad og frokost, du kan lave i din airfryer. Nemt, hurtigt, lækkert og sundt. Du finder e-bogen lige her >>
Hold det enkelt – spis det samme hver dag
Men vil du gerne give Keto et ærligt skud, er mit bedste råd til dig at holde det så simpelt, du kan.
Spis det samme hver dag, hvis det gør det nemmere. Spis kødsovs med strimlet kål hver dag til aftensmad hele ugen. Spis det til morgenmad-frokost-aftensmad, hvis du vil. Lav flere kilo af det i weekenden og del det op i portioner, du hurtigt kan varme. Hvad som helst der skal til for at du kommer igennem den første tid.
Og her kommer den gode nyhed:
Når du har gjort dette i 2 uger, vil du opleve det som så utroligt meget nemmere. Dine smagsløg har nu fravænnet sig, at alt skal smage sødt og din appetit vil have reguleret sig, så sult ikke føles så akut længere.
Og når du har gjort det i 4 uger, vil du slet ikke kunne forstå, at du lod dette ikke-problem fylde hos dig. For sådan føles det, når din krop er fedtforbrændende. Men det kræver lige en indsats at komme dertil.
Og her er mit bedste råd at holde det så simpelt, som du kan for ikke at knække nakken på dine egne krav til hvor avanceret en kost, du tror, du skal spise. Keep it simple! Eller hold 80-90% af dine måltider helt simple og giv den gas med resten. Det fungerer super fint sådan.
Hej Jane.
Kæmpe tusinde tak for et mega lækkert opskrift- og læringsunivers, hvor du formår at skrive, så man forstår det 🙌🏻
Jeg er gastric sleeve opereret og har forsøget mig på KETO i en lille måneds tid nu.
Efter min 2. og sidste graviditet (6 måneder siden) røg det liiidt for mange kilo på, som skal af igen, men har alle dage haft svært ved at vælge de rigtige madvarer, som fungerer godt for min krop og giver mig overskud – MEN efter opstart af KETO skal jeg da lige love for, at der er kommet + på overskudskontoen også selv med søvnløse nætter med baby på 6 måneder og en på 2,5 år, det er simpelthen så fantastisk! 🙌🏻
Jeg spiser morgenmad/middagsmad kl 11 ish. og spiser hver dag: 3 skriver sønderjysk spegepølse fra Slagter Lampe skåret i tern og stegt med røræg af 3 æg, 30 g god ost og agurker og føler jeg mig lidt ekstra sulten kommer der en spsk. mammen hytteost 4% eller en protein muffin med kylling på tallerken også spiser jeg igen til aften.
Da jeg ikke kan spise så meget er min bekymring fordelingen af protein, fedt og grøntsager.
Jeg har tabt lige knap 4 kg på de 4 uger, men ville gerne, at der måske kunne skrues lidt op for vægttabet – har du et godt bud på madvarer som skal/kunne udskiftes til fordel med andre.
Og vil også lige takke dig for opskriften på supersalten – jeg har ALTID været et “salt-svin” men supersalten, nøøøj den smager fantastisk!!
Hej Mie
Hvor er du sej. Godt gået!
Jeg tror, du skal forventningsafstemme en smule. At tabe mere end 1 kg i ugen er uansvarligt og vil medføre markant tab af muskelmasse. Allerede 1 kg i ugen er lidt i overkanten, efter min mening, medmindre du har +30 kilos overvægt. I starten på Keto taber man jo en del væske og derfor kan vi heller ikke helt vide endnu, hvor meget af dit vægttab, der er væske. Men det vil udligne sig over de næste par uger. Mit råd til dig er at arbejde med et gennemsnitligt vægttab pr. uge. Dvs. vej dig hver dag og tag gennemsnittet af de 7 vejninger. Dette gennemsnit er din ‘vægt den uge’. Det tal sammenligner du så uge for uge. Et realistisk fedttab pr. uge er 500 g og det er både sikkert og forsvarligt ift. at minimere tab af muskelmasse.
Så du skal ikke skrue på noget. Du skal bare fortsætte.
Hvis du skal fokusere på noget, skal det være dit proteinindtag. Når man kun spiser to måltider om dagen, er det ekstra vigtigt at protein er i centrum. Så fokus på at få godt med protein og grøntsager vil være dine bedste valg. At proteinrigt bytte er fx at bytte spegepølsen i din morgenmad til 100 g skinke. Et andet vigtigt fokus er fokusset på at få indarbejdet gode vaner og rutiner. Dette er vigtigere end tallet på vægten, fordi det er dem, der kommer til at sikre dig at dit resultat bliver langtidsholdbart.
Det ville være mine bedste råd til dig❤️
Kan du anbefale en god skinke med højt proteinindhold? ☺️ Synes jeg har kigget i både 365 og Rema 1000, men synes ikke jeg kan finde en med højt proteinindhold og lavt kulhydratsindhold – men det kan godt være jeg skal udenbys 🙈
Jeg har aldrig talt om skinke med højt proteinindhold. De har vist alle omtrent det samme proteinindhold. Jeg nævner det nogle gange ved pølser, da der kan være ret stor forskel. Her ville jeg sigte efter dem, der har over 80% kød (det står altid på dem). Og generelt skal pølser ikke spille den helt store rolle, da de jo også indeholder kulhydrat.
Vil chiaknækbrød med hytteost eller alm ost være ok?
Eller græsk yougurt med bær og ristede frø og nødder?
Jeg er ikke så god til at spise kød/fisk om morgenen, og æg kan jeg ikke spise hver dag
Hej Inge
Ingen af delene er optimalt på Keto, da du får alt for meget kulhydrat og alt for lidt protein. Det er derfor de ikke er på min liste.
Måske er det bedre for dig at spise Low Carb end Keto?
Og ellers vil jeg være så fræk at sige, at det er ret videnskabeligt dokumenteret at vi kan lide de ting, vi spiser. Så hvis vi regelmæssigt spiser kød, æg osv. til morgenmad, er det det, vi kan lide at spise. Spiser vi derimod sødt/blødt, kan vi lide sødt/blødt. Og på den måde kan vi selv påvirke, hvad vi har lyst til❤️
Hvordan vil det være med skyr el. græsk yoghurt til morgenmad el. Mellemmåltid
Jamen det vil da generelt være en dårlig idé, hvis dit mål er at spise Keto. Formentlig også hvis dit mål er vægttab…
Det var dog et flabet svar. Jeg blandet mig udenom keto-delen, men du kan da ikke påstå at skyr og græsk yoghurt er et dårligt valg af morgenmad eller mellemmåltid hvis man ønsker et vægttab. Især skyr er proteinrigt og mættende. Ærgerlig måde du skriver til andre mennesker på generelt.
Det er aldrig min mening at være uhøflig eller flabet og jeg var nødt til at gå tilbage til denne kommentar fra 2023 for at se, hvad det er, du reagerede så stærkt på.
Jeg læser det hverken flabet eller uhøfligt. Det er et kort og præcist spørgsmål, som jeg giver et kort og præcist svar til. Og svaret står jeg ved. Græsk yoghurt og skyr er ikke optimalt på Keto (og formentlig heller ikke uden Keto).
Sådan! Super enkelt og letforståeligt
💪👌🤗
Kære Jane
Jeg har fået anbefalet din hjemmeside, fordi jeg har en helbredsmæssig grund – som ikke er overvægt – til at droppe kulhydrater.
Det er sværere, end jeg troede, derfor har jeg kigget forbi din side, nogle gange.
Det er svært for mig ikke at spise havregryn til morgenmad, men det er endnu sværere for mig at læse dine direkte kommentarer til mennesker, der har svært ved at omstille sig til en ny madvane.
Det er svært at ændre vaner, uanset hvad det måtte være for vaner.
Det vil hjælpe sådan en som mig at få lidt mere forståelse for den proces, måske endda lidt opbakning, i stedet for bare at få at vide, at hvis man ikke kan lide mosten (her din opskrift) så kan bare gøre, som man selv vil.
Så bliver omstillingsprocessen dobbelt så svær, hvis du forstår?
Venlig hilsen Christine
Hej Christine
Jeg ved ikke lige, hvad det er for kommentarer, du refererer til, men jeg kan forsikre dig om, at jeg ikke har andet end forståelse for, hvor afsindigt svært det er at ændre vaner og jeg er sikker på, at hvis du læser mine ord med det i baghovedet, så vil du se, at al direkte tale udelukkende er for at spare dig og andre for at spilde tiden med noget, som aldrig bliver en varig kostomlægning alligevel.
Jeg vil altid tale for, at det bedste råd til ny livsstil er, at man tager udgangspunkt i de ting, man kan lide at spise og gerne vil spise. Og netop derfor er det vigtigt for mig at minde folk om, at det er 100% frivilligt at spise Keto. Hvis man hader Keto-maden eller synes, det er for bøvlet eller savner sine havregryn, brød og frugt, jamen så er Keto jo ikke den rigtige vej. Det er ikke afvisende eller arrogant ment. Det er kærligt ment.
Og selvom dit mål ikke er vægttab, synes jeg egentlig stadig, det gælder. Har du lyst til at spise Keto? Er du ok med at skulle stå 5 minutter tidligere op og lave en omgang hurtige røræg? Er du ok med at skulle have madpakke med, fordi maden i kantinen sjældent lige er helt i skabet? Er du ok med at skulle tælle dine kulhydrater? Er du ok med at det bliver svært? For let’s face it, at vælge kulhydrater fra i en kulhydratcentreret verden er ikke den nemmeste opgave. Hvis svaret er nej, er det helt ok. Er svaret ja og har du spørgsmål, tvivl eller andet, hjælper jeg altid gerne (hvis jeg kan – sygdom er ikke helt mit område og det er ofte lidt anderledes).
Jeg har samlet lidt vane-læsestof til dig, hvis det kan hjælpe:
Sådan ændrer du vaner
Sådan lærer du bedre selvkontrol (ikke helt dit problem men strategierne kan være gode her også)
Og det kan også være, det kan hjælpe med de havregryn at se min blodsukkermåling efter at have spist verdens mindste portion af dem.
Kære Madbandit,
Rådgivning og idéer fra Madbanditten er vist din eneste indtægtskilde(?)
Jeg kan godt forstå dine svar er korte og præcise- tak for dine svar. Vi kan jo bare købe dine bøger og online madplaner m.m. hvis vi vil vide mere om kostomlægningen…
Tak for Oopsies, Butter chicken, Kylling i spinat og fløde og mange flere 😋
Ja det er :)
Men at mine svar er korte og præcise handler mest om at jeg gerne vil spare folk tid med at fjumre rundt med strategier, der enten er ineffektive eller mindre effektive end de kunne være. Det har jeg selv gjort i alt for mange år og det er spild af tid. Så jeg vil i virkeligheden bare gerne hjælpe folk til at springe begynderfejlene over og gå direkte til resultaterne. Og det er lidt en riv-plastret-af-med-et-hug tilgang og den er det ikke alle, der har det godt med (før de ser/mærker resultatet – så er de pludselig glade og tilfredse :))
Hej Jane! Jeg var på lchf for en del år siden, hvor begrebet æggelatte/fedtkaffe kom frem og var meget omdiskuteret. Hvad er din holdning til æggelatte nu om stunder?
Hej Lene
Dælme også et godt spørgsmål. Min holdning er, at den er et redskab. Har man brug for at få en masse kalorier indenbords, er den fx god. Men som måltidserstatning i stedet for et måltid med protein-grønt-fedt er den klart underlegen. Men jeg synes også, der er mange nuancer at tage med og faktisk har jeg skrevet to artikler om det. Prøv at læse disse to:
Bulletproof coffee – godt eller skidt?
Analyse: fedtkaffe vs. rigtig mad
God læselyst :)
Det lyder dejlig nemt, og jeg er blevet meget inspireret. Og du har helt ret . …det med, at man ikke har tid er noget pjat. Møder selv 0645 og skal op kl. 0500, men når man kan spise rester fra dagen før, er det ingen sag. Det eneste jeg ikke er vild med, er det med, ikke at spise noget om morgenen. Det er dagens vigtigste måltid synes jeg, men vi er jo forskellige. Tak for inspirationen.
Hørt Jane 👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼Og en del af din artikel vil jeg bruge til at lave en lille skilte til mig selv med ( hvis jeg må !) 🙏🏼 … overvejer også at bruge ordene til de mennesker ,som general , er ugidelige …
Skide godt skrevet og nej … Du skal ikke bide dig selv i tungen – det er Danmark som er blivet for sart og sippet 🫣🙄🤭
Tusind tak for dig . God sommer 🌞
Er vild med min nye keto kost ! Vægten stille og roligt med, og et velvære og ingen væske og hovedpine længere (jo hvis jeg glemmer salten, men det er jo et kvickfix og så er den væk pp 10 min). Tak for alle dine gode inspirerende opskrifter. Det holder mine hjul igang !
Så dejligt at høre❤️❤️