Keto bivirkninger – Keto flu


Har du oplevet Keto bivirkninger endnu? Måske endda den berygtede Keto flu? Så er du kommet til rette sted. Her kan du læse alt om de bivirkninger, du kan opleve på Ketogen diæt, hvorfor de opstår og hvad du kan gøre for at lindre dem.

Nybegyndere bliver ofte meget overraskede her. De starter på Keto diæt, fordi de hører fra andre, hvor fedt det er. Men efter et par dage overmandes de af hovedpine, utilpashed, træthed, energiløshed, svimmelhed osv. Hvorfor siger folk, det er så fedt? Måske passer Keto ikke til mig?

Men jo, det gør. Du er bare sprunget ud i det uden ordentlig research, og det skal vi have rettet op på. Måske vil du gerne gå et skridt tilbage og læse artiklen om ketose: Hvad er ketose?

Keto bivirkninger kaldes også Keto flu, hvilket jo på dansk betyder Keto influenza. Det er dog ikke nogen influenza, men det kan godt føles sådan. Vi har tidligere kaldt det overgangsbesvær eller overgangssymptomer.

Normale Keto bivirkninger – Keto flu symptomer

Når folk taler om Keto bivirkninger, er det ofte symptomer som disse, de refererer til:

  • Hovedpine
  • Træthed
  • Energiløshed og tunge ben
  • Svimmelhed, især når du rejser dig
  • Kvalme eller utilpashed
  • Tisseri – også om natten
  • Øget tørst eller mundtørhed
  • Forstoppelse eller diarré
  • Lægkramper
  • Hjertebanken

Dette gælder uanset om du kalder din kost Keto, Low Carb eller LCHF. Alle kostretninger med en pludselig reduktion i kulhydratindtaget kan give disse symptomer, men jo allertydeligst er det ved ketogen kost, hvor kulhydratindtaget er helt, helt lavt.

Der er også en anden række symptomer, som mere relaterer sig til selve ketosetilstanden. Dem kan du læse om her: Ketose

Hvad skyldes Keto bivirkninger?

De bivirkninger, du kan opleve i starten på en ketogen diæt, skyldes bl.a. det skifte til fedtforbrænding, som din krop laver, når du spiser ketogen kost. Du har været vant til at spise masser af kulhydrater, og derfor er din krop uvant med at køre på fedtforbrænding.

Men mere endnu, så skyldes det, at du spiser for lidt salt. Eller det er mere korrekt at sige, at det skyldes den ubalance, der er opstået, fordi du ikke har spist nok salt.

Når du ikke spiser nok salt i den ketogene tilstand, får du ubalance i din elektrolytbalance og en mild dehydrering. Du har måske med glæde oplevet, at vægten i den første tid er raset nedad og nuvel, det er da dejligt, men det er jo et enormt væsketab, du har haft der. Med tabet af den væske er der røget salte og mineraler med. Og de er livsnødvendige, så dem skal du have erstattet.

Og det er derfor du nu oplever Keto bivirkninger som hovedpine, træthed, svimmelhed osv.

Hvorfor skal man spise mere salt på Keto?

Når du sænker kulhydratindtaget til så lidt som 20-30 g, skifter din krop til en fedtforbrændende tilstand, der heder ketose.

I fravær af kulhydraterne sænkes dit insulinniveau. Insulin bruges på normal kost til at hjælpe glukose (fra kulhydraterne, du spiser) ind i muskler og lever og sender samtidig et signal om, at du er velnæret og der ikke behøver at blive frigivet energi fra din krops fedtceller.

Det lave insulinniveau er en forudsætning for den fedtforbrændende tilstand, som din krop nu befinder sig i. Det er normalt og forventeligt.

Men det lave insulinniveau gør samtidig, at dine nyrer udskiller mere væske. Deraf væsketabet på vægten, tabet af salte og mineraler og deraf nu den milde dehydrering. Man kan sige, at du i ketose bliver lidt mere sårbar overfor forskydninger i væske- og saltbalancen.

Løsningen er, at du skal spise mere salt.

Jamen, jeg salter min mad godt!

Det er glimrende. Men det er meget sjældent nok at salte sin mad godt. De fleste har brug for at supplere deres velsaltede Keto kost med 1-2 tsk salt pr. dag. I starten ville jeg lægge mig i den høje ende af dette og oplever du allerede keto bivirkninger, ville jeg også lægge mig i den høje ende.

Saltet skal du sprede ud over dagen og ikke tage på en gang. Du kan fx tage en halv tsk i et glas vand om morgenen, sidst på formiddagen, om eftermiddagen og inden sengetid.

Brug uraffineret salt som havsalt eller himmalayasalt og ikke billigt bordsalt.

Læs mere: Salt og Keto

Det er altid sværere at rette op på en ubalance end at forebygge, at den opstår, så får du det ikke bedre, trods godt saltindtag, synes jeg, du langsomt skal øge kulhydratindtaget til 100-150 g og blive der i en uge eller to. Når du føler dig klar til at prøve igen, trapper du langsomt ned for kulhydraterne, imens du varetager din saltbalance på vej mod ketose.

Akut lindring af hovedpine eller andre Keto bivirkninger

Sidder du og læser dette med bragende hovedpine, så hold en pause og gå ud og skænk dig et godt glas vand. Tag 0,5 tsk salt og rør i og drik det. Sæt din alarm til om 15-20 minutter og vurder, om din hovedpine ikke er forsvundet. Det er den i de allerfleste tilfælde.

Er den ikke, kan du tage lidt mere salt og se, om det gør en forskel.

Det er ikke nogen stor kulinarisk oplevelse at drikke, det ved jeg godt, men lad være med at gøre det værre end det. Det er bare salt og vand. Du vænner dig til det og kommer måske endda til at holde af det, når du mærker hvor enorm betydning, det har for dit energiniveau, dit velbefindende, din appetitregulering etc. En sjat citronsaft eller æblecidereddike kan dæmpe smagen lidt.

Du kan også vælge at drikke en kop bouillon, det svarer til ca. 0,5 tsk salt, tror jeg. Eller du kan pøse dit salt på nogle agurkeskiver og spise dem. Det vigtige er, at du får dit salt og at du får den mængde, du skal i supplement til din kost.

Det er en dårlig idé at begynde at spise peanuts eller saltede mandler for at få dit salt. Salt er kaloriefrit og kulhydratfrit. Peanuts og mandler er ingen af delene.

Læs også: Kan jeg ikke bare tage salttabletter på Keto?

Keto bivirkninger - keto diæt - keto flu

Hvad med de andre mineraler?

Andre mineraler, der kan komme i ubalance på Keto, er Magnesium og Kalium. Magnesium har de fleste glæde af at supplere med, uanset kost, men særligt dig, der oplever lægkramper om natten, vil nok gerne supplere med Magnesium.

Kalium har vi sjældent brug for at supplere med, hvis vi spiser en veltilrettelagt Keto-kost. Med veltilrettelagt mener jeg den type Keto-kost, jeg og mine bøger og mit Keto-kursus uddanner i. Det er en Keto-kost med fokus på protein og næringsstoffer og ikke bulletproof-coffee-fatbombs-Lifesum-keto-versionen.

Kalium findes i masser af de madvarer, vi allerede spiser.

Her er fx kaliumindholdet pr. 100 g i en række madvarer:

  • Avokado: 450 mg
  • Spinat: 449 mg
  • Broccoli: 389 mg
  • Laks: 362 mg
  • Oksekød: 302 mg
  • Svinekød: 320 mg
  • Kylling: 281 mg

Sammensat klogt kan du altså fint undgå tilskud.

Skulle du have brug for tilskud alligevel, er Seltin Mineralsalt en fin og nem løsning. Det består af 50% natrium (salt), 40% kalium og 10% magnesium. Den er dog desværre vist udgået, så den kan være svær at finde. Du kan også bruge Lo Salt, men den skal nok bestilles hjem fra udlandet.

Man skal være en smule forsigtig med at begynde at supplere med kalium i pilleform, da for meget kalium kan give uregelmæssig hjerterytme.

Kan jeg ikke tage elektrolytter?

Tjooh, men i de fleste tilfælde vil det være spild af penge. De er lavet til folk, der spiser kulhydratrig kost og er ikke sammensat til det behov, vi har, når vi spiser Keto.

Det er langt mere effektivt (og billigt) at sørge for tilstrækkeligt saltindtag (så du mister færre af de andre mineraler) og samtidig sikre at du spiser godt med kaliumrige madvarer.

Er Keto bivirkninger farlige?

Dette er et godt spørgsmål og svaret er formentlig nej men ja, hvis du er meget uheldig.

Dehydrering og ubalance i elektrolytbalancen skal man dog tage alvorligt, og det er noget, der skal rettes op på med det samme.

Næsten hvert år er der folk, der indlægges på hospitalet pga. deres Keto-kost. Det er ofte ekstreme tilfælde som fx folk, der har trænet hårdt i sommervarmen efter at have fastet i to døgn uden saltsupplement. Det skal man under alle omstændigheder lade være med.

Keto er ikke som andre kostretninger, og det er ikke en kost, man skal gå ind i efter at læst to linjer på Facebook eller have hørt fra Karen på kontoret, at man bare skal gøre dit-eller-dat. I’m sorry to say. Pas godt på dig selv.

Kom godt fra start

Brug min ultranemme Keto-kostplan til at sørge for, at du har styr på både portionsstørrelser, måltidssammensætning og salt. Den er lavet til vægttab uden for mange dikkedarer.

Er du parat til at arbejde med både kosten, livsstilen, mindsettet og vanerne, så er mit 6 ugers Keto-Kickstart kursus noget for dig. Se hvornår næste kursus starter her.

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

60 kommentarer til “Keto bivirkninger – Keto flu”

    • Det er svært at svare på uden kontekst. Ubalance i elektrolytbalancen kan give væskeophobninger og det samme kan for stort indtag af mejeriprodukter. Så løsningsforslagene afhænger lidt af hvad du gør nu…

      Gode ting at tjekke:
      – er kulhydratindtaget lavt nok? (under 20 g pr. dag)
      – er væskeindtaget tilstrækkeligt?
      – suppleres der med kvalitetssalt (himmalayasalt eller havsalt, ikke bordsalt eller saltflager à la maldon)
      – er der mange mælkeprodukter i kosten (i få fald skær ned/fjern dem)
      – er der godt med bevægelse (cirkulation i kroppen)

      Der ville jeg starte…

      (forudsætter at der ikke er noget sygdom/medicin, du har udeladt)

      Svar
  1. Hej Jane.
    Jeg tillader mig at skrive, da jeg har et problem. Jeg er 65 år.
    Jeg har nu været 6 uger på keto. Det går rigtig godt. Har tabt 5,5 kg, har taget salt og har ingen bivirkninger haft. Udover mit problem.
    Min ånde lugter som en gammel bilmotor, siger min kæreste.
    Jeg har en metallisk smag i munden og kan selv lugte min ånde. Det kom i starten og er ikke blevet mindre. Er det en kendt bivirkning at det bliver ved?
    Vil lige oplyse, at jeg ikke har diabetes. Mit blodsukker ligger normalt.
    På forhånd tak.
    Venlig hilsen Pia

    Svar
    • Hej Pia
      Det er ikke unormalt i starten men det plejer at gå væk efter kort tid. Seks uger synes jeg også er for længe. Kort fortalt er det ketonstoffer, du udånder og det er et udtryk for at du ikke bruger dem effektivt til energi. I takt med at din krop vænner sig til at bruge dem som energi, stopper du med at ‘kassere dem’ i udåndingsluften.

      Kender du dit daglige kulhydratindtag? En ting, der kunne gøre problemet vedvarende er at du ligger lige en my for højt i kulhydratindtag, hvilket betyder at du ligger og går ind og ud af ketose. Ud fra et sundhedssynspunkt er det helt ok, men ift. at slippe for den dårlige ånde, kan det være et problem. Prøv evt. at beskrive for mig, hvad du spiser i løbet af en dag.

      Hvis det viser sig at du ligger lige højt nok i kulhydrat, og du ikke synes, det giver mening for dig at sænke det yderligere, kan du prøve at øge det. Mange har et sweet spot for kulhydratindtag omkring 50 g og dårlig ånde er sjældent et problem der, da du lige holder dig ude af ketose.

      Indtag af mælkeprodukter kan anekdotisk set også forværre problemet, så det kan du også være opmærksom på.

      Kalorieunderskuddet kan også spille ind, men det er det sidste, jeg ville kigge på. Så de andre ting først, synes jeg.

      Svar
      • Hej Jane.
        Tak for dit hurtige svar.
        Beskrivelse af det jeg spiser på et døgn.
        Omkring kl.7.30: 2 dl A38 3,5% med 10 stk. opblødte mandler.
        Ved 11tiden: en portion aftensmad fra dagen før, eller en portion kyllingesuppe med porer, kål og gulerødder(det var nogle jeg ikke ville kassere), eller 1 pk. bacon og 3 æg stegt sammen med spinat eller grønkål.
        Eftermiddag: 1 stk. almindelig knækbrød (Leksands den økologiske) med 3 skiver skæreost. En kop te.
        Aftensmad omkring kl. 17.30 som kan være oksekød, løg, tomatpure, piskefløde og 1 spidskål eller hakkebøf med stegte løg, flødesovs og rå spidskål.
        Vand med salt x 3 dgl. Postevand samt danskvand med eller uden citrus.
        1-2 gange pr. uge. Hyttealamande (sødet med Mama Sugar) med lidt kirsebærsovs med sukker.
        (Får kløe på benene af kunstige sødemidler).
        Spiser desuden 4-5 lakridspastiller, (Gajol eller Fazer med sukker), pr. dag.
        Håber dette er udførligt nok.
        Venlig hilsen
        Pia

        Svar
        • Hej igen
          Ja tusind tak, det er et rigtig fint indblik.
          Det første, der springer mig i øjnene er at din kost jo ikke er Keto. Skal den være Keto, skal du vinke farvel til din A38 og til knækbrødet. Muligvis også til hytteostdesserten. Du ligger simpelthen for højt i kulhydrat. Det behøver dog ikke være et problem og jeg hæfter mig ved at det virker til at fungere for dig. Det er det vigtigste, vil jeg gerne understrege, og hvorvidt din kost så er Keto er sådan set ligegyldigt.

          Men ift. ånden kan det måske give et problem. Her kan løsningen både være at sænke kulhydratindtaget eller øge det yderligere. Vil du sænke det, bytter du din A38 om morgenen til æg, kød, grønt og det bytte i sig selv vil eliminere dit behov for knækbrød om eftermiddagen. Nu vil du nærme dig Keto-kulhydratindtaget og din krop kan derfor fokusere på at vænne sig til at forbrænde ketonstofferne effektivt.

          En anden vej er at øge kulhydratindaget. Jeg vil tro at 1-2 stykke frugt pr. dag vil være nok til at holde dig permanent ude af ketose og derfor også ude af den dårlige ånde.

          Det vil være mine bedste bud til dig. Test dem evt. begge af og se hvilken du trives bedst med :)

          Svar
          • Hej Jane.
            Tak. Det er virkelig rart at kunne skrive til dig.
            Nu vil jeg prøve det af.
            Venlige hilsner Pia

  2. Hej Jane.
    Måske lidt uden for emnet; men jeg skal donere blod om nogle dage, man plejer at få serveret sodavand, juice og chokolade i den forbindelse. Har du et godt råd til hvad jeg kan “tanke hurtigt op” med uden at jeg får det skidt pga alt for meget sukker og kulhydrat på en gang? Et alternativ til blodbankens sukker-buffet? Jeg har barberet kraftigt ned på kulhydrater pga oppustethed og sure opstød, og det har afhjulpet mange af mine gener. Jeg har desuden heller ikke lyst til sødt mere, som jeg havde engang. Med venlig hilsen Christina

    Svar
    • Hej Christina
      Min mand donerer blod og han tager salt i stedet for sukker, juice osv. og hvad han ellers får tilbudt. Han timer det, så blodtagningen ligger et par timer efter et måltid, typisk om formiddagen og så drikker han en halv liter vand med 0,5 tsk salt i efter. Han har aldrig spist kulhydrater efter (trods noget pres fra personalet) men er aldrig blevet dårlig og har bare kunne fortsætte sin dag som om intet var hændt. Så hvis du er frisk på at teste det, vil det være min anbefaling.

      Svar
  3. Hej Jane
    Det er min 3 uge på Keto.
    Den første uge gik strygende.
    Dog med en del tisserri og mundtørhed.
    Dette er dog aftaget.
    Jeg oplever dog nu en tunghed/trykkende hovedpine, tung I kroppen.
    Jeg indtog ex salt fra starten.
    Drikker 4 glas om dagen med himmalaya salt. 1/2 tsk + salt på maden.
    Og alligevel føler jeg ubehag.
    Skal siges jeg har ikke min galdeblære, men det skulle intet betyde i denne sammenhæng.
    Nogle gode ideer, eller går det væk efter et par uger mere eller ??
    Kh Nina

    Svar
    • Får du godt med grønne grøntsager også? Nok protein og tilstrækkeligt med kalorier? Morgenmad – tre måltider om dagen?
      Det ville være de første ting, jeg ville undersøge, tror jeg.

      Prøv evt at måle 15 g salt op i en lille skål og brug det til både mad + supplement. Ved dagens afslutning måler du det, der er tilbage. På den måde kender du dit samlede saltindtag for dagen og det kan være relevant i denne sammenhæng også.

      Svar
      • Spiser grønt til alt min mad, salatblade, tomater, peberfrugt, agurker, spidskål , advocado
        Har svært ved at indtage tre måltider, men forsøger.
        Er i tvivl om jeg får nok protein , men spiser protein til alle måltider.
        Er der en ide at drikke en protein shaker, hvis ikke et måltid kan ryge ned ?
        Jeg forsøger med saltet, men får 2 tak fuld salt + på maden

        Svar
        • Prøv om du kan få lidt kål-grønt ind i mixet. Broccoli, savoy, grønkål osv. Det vil give dig mere kalium.

          Og hvis du ikke tæller protein og kun spiser to måltider om dagen, er det næsten 100% sikkert at du får for lidt. Det er ikke så godt. En proteinshake er bedre end at få for lidt protein men det ville være endnu bedre hvis du kunne få det fra mad (fordi du derved ville få vitaminer og mineraler også). Læs evt. om proteinpulver her: Proteinpulver og Keto

          Og super med saltet. Jeg synes stadig du skal prøve at måle det. Om ikke andet, så for at have noget konkret at skrue op/ned efter.

          Håber, det kan hjælpe💚

          Svar
  4. Hej Jane
    Vand i benene, er det det du hentyder til som “tunge ben”?
    Jeg er på fjerde dagen af keto diæten og synes indtil videre din kostplan bare spiller. Men igår begyndte jeg at få vand i benene. Det aftog lidt efter natten, men kommer igen i løbet af dagen. Jeg har prøvet venepumpeøvelser, trænet mm. Uden held. Drikker ca. 3 store glas vand om dagen med en ½tsk salt, plus jeg salter min mad langt mere end normalt. Jeg drikker også en del vand derudover. Noget som jeg ellers aldrig har været god til, men mærker tørsten meget bedre nu. Dog ingen hyppigere toiletbesøg på den bekostning. Ellers ingen andre symptomer, andet end måske lidt hjertebanken. Er det “tunge ben” eller for meget salt eller?
    Mvh Karina

    Svar
    • Nej tunge ben er ikke ‘vand i benene’. Det er mere en følelse af at gå i beton til knæene😅

      Væskeophobninger er svære, fordi de kan skyldes så mange ting, og både for meget salt og for lidt kan gøre det. Hyppigst i Keto-sammenhænge er for lidt. At du også oplever hjertebanken peger dog på at der er tale om ubalance i elektrolytbalancen.
      Hvilken type salt bruger du? Og kan du prøve at måle det op en dag? Mål fx 15 g salt op i en lille skål ved dagens start og brug det både på din mad og som supplement og mål derefter hvad der er tilbage i slutningen af dagen.

      Og ellers kan du trappe op med kulhydratindtaget, fx spise et par stykker frugt, og samtidig trappe ned for saltet. Og så prøve forfra, når væsken er forsvundet.

      Svar
      • Hej Jane
        Tak for hurtig svar.
        Jeg bruger ganske almindelig groft salt og har til dette “invisteret” flagesalt (blot en discount udgave fra Coop).
        Prøver at måle saltet fra i morgen, men idag også en banan som forsøg på hurtig genopretning af elektrolytbalancen, plus skruer op for den grønne kål og kerner mm.😉. Så ser jeg det an de næste par dage.
        Mange hilsner Karina

        Svar
        • Ok. Bare lige for at præcisere. Uraffineret salt er godt fordi du der både får natrium og mineraler. Billigt bordsalt er behandlet så mineraler er fjernet. Jeg ved ikke hvad ‘almindeligt groft salt’ indebærer men hvis det er bordsalt, bare groft, så skift det ud.

          Flagesalt er ikke velegnet. Jeg ved ikke hvorfor men mange, mange, mange beretninger og egne erfaringer igennem tiden har vist, at det ikke virker lige så godt. Måske natriumindholdet er lavere. Jeg ved det ikke…

          Svar
  5. Hej Jane
    Jeg er næsten hel på keto kost. Lige startet op. Men jeg har noget krampe agtigt summen, sitren i hænder og arme. Er det noget du har kendskab til?

    Vh Charlotte

    Svar
    • Hej Charlotte
      Nej faktisk ikke men det lyder ubehageligt. Er det sådan carpal tunnel syndrom-agtigt?

      De fleste symptomer, som opstår pga. Keto, skyldes mild dehydrering pga. for lidt væske og især pga. for lidt salt. Er du opmærksom på den del? Ellers er det i hvert fald en god idé at være det. Gør det ingen forskel, kan du altid teste om det skyldes kosten ved at øge dit kulhydratindtag igen i nogle dage og se om det forsvinder.

      Svar
      • Nej det er ikke som carpal syndrom.
        Det er mere en fornemmelse af at muskler eller måske nerver kramper lidt og sitre.
        Fingre kramper sammen og jeg kan ikke gribe om noget med fingre.

        Svar
        • Hmmm elektrolytubalance vil være mit bedste bud så. Jeg får kramper i fødder og lægge, når jeg spiser kulhydrater😅 Samme mekanisme – bare omvendt fordi jeg er vant til få kulhydrater, ikke mange.

          Svar
  6. Hej Jane

    En stor bivirkning hos mig, når jeg er i ketose, er at min hud i ansigtet bliver sådan helt ru, som sandpapir, og samtidig rødmer huden på kinderne tæt ved næsen og porerne bliver ligesom meget tydelige og store.
    Det virker jo ikke som noget godt tegn, men bortset fra det med huden kan jeg lide alt ved ketosetilstanden. Har du et bud på, hvad det kan skyldes, og er tør hud noget, du har hørt andre opleve? Det klør ikke eller noget, så det er ikke keto rash.

    Og er der noget, jeg kan gøre ved det, tænker du?

    På forhånd tak og rigtig god dag :-)

    Kh Mai

    Svar
    • Hej Mai
      Nej æv, det har jeg aldrig hørt om, men det lyder godt nok som en træls bivirkning😔

      Kan du måske isolere det til en fødevarereaktion? Altså kan det være en bestemt madvare, du måske spiser mere af på Keto, som kan være årsagen? Mejeriprodukter eller æg er det første, der falder mig ind her…

      Svar
  7. Hej Jane
    Jeg er nu i ketose og alt går fint, men min hud ( hele kroppen) klør meget. Er det noget som hurtigt går væk, hvis det er pga ketomad?
    Hvis ja, holder jeg ud🙃
    Mvh
    Lene Terkelsen

    Svar
    • Hej Lene
      Åh stakkels dig, jeg tror desværre det er det, vi kalder ‘keto rash’. Er der lidt udslæt også?
      Keto rash er en slags udslæt, som nogle får i ketose og jeg kender desværre ingen anden vej til at få det til at gå væk end at holde sig ude af ketose.
      Prøv at teste at sætte dit kulhydratindtag op til 50 g og se om det gør en forskel. Og evt. 100 g hvis du ikke mærker forskel. Det er mit bedste bud…

      Svar
      • Hej Jane.
        Tak for svar. Ja, der er knopper/ udslet.
        I aftes kløede det voldsomt under fødderne, nakken, brystet, hals, knæhaserne, armhulerne og ansigt, at jeg to en antihastaminpille, hvilket har givet ro hele natten☺️, ville være ked af ikke at skulle tabe mig. Ser keto som min eneste mulighed for ikke at skulle forsætte med Ozempic , som jeg har gået i 2 år. Jeg vil tage det hele (22kg) på igen, hvis jeg stopper, siger lægen.
        Kan jeg tabe mig på 50 g kulhydrater?
        Hilsen Lene

        Svar
        • Det lyder fuldstændig som Keto rash. Æv…😔

          Og ja, du kan tabe dig med alle kulhydratindtag. Kulhydratindtag har intet at sige for vægttab. Vægttab er 100% kalorieindtag. Og 50 g kulhydrat er stadig en rigtig fin Low Carb kost (og det er 100 g faktisk også sammenlignet med kostrådene som ligger på 250-300 g kulhydrat). Men appetitreguleringen er som regel bedst på Keto. Men Ozempic + en god og sund Low Carb kost synes jeg også kunne være en mulighed❤️

          Svar
  8. Hej Jane. Jeg har været på keto siden 27. December 2022. Jeg døjer sådan med en grim hovedpine døgnet rundt. Jeg er meget opmærksom på salt og væske. Kan der være noget andet jeg overser?

    Mvh Michelle.

    Svar
    • Hej Michelle
      Svært at sige men formentlig spiser du stadig for lidt salt. Eller hvis dit grøntsagsindtag er lavt eller ensformet for lidt kalium.

      Prøv at måle 15 g salt op i en lille skål og mål hvor meget, der er tilbage, når dagen er gået. Så har du et billede af hvor meget salt du får ind på en dag. For de fleste er det mindre end de tror. Du kan også måle 2 tsk op og fordele dem over din dag som supplerende saltindtag. Altså foruden din mad.

      Og ellers prøv lige at beskrive hvad du spiser. Så kan det være, jeg kan se noget ud af det.

      Svar
      • Tak for svar. Jeg vil prøve at veje 15g af de næste dage og se om det gør en forskel. Er det fint bare at sluge det grove Himalaya salt? Eller skal det opløses i vand?

        Jeg spiser 2-3 gange om dagen. Jeg spiser grønt til begge måltider. Følger dine opskrifter i min Keto bog. Jeg får mest avokado, agurk, grøn peberfrugt, asparges, broccoli, knoldselleri, spidskål, hvidkål, blomkål og spinat som grønt.

        Det ene måltid består ofte af 2 æg, 2 skiver ost, 1 Skive skinke og en håndfuld spinat med agurk og avokado.

        Eller en blandet grøn salat med kylling eller laks også hytteost 4% fra Arla. Gerne med lidt oliven olie over.

        Aftensmaden varierer meget. Djævlekylling og kyllingepizza er et hit. Men husker altid de grønne element.

        Svar
        • Jeg ved ikke rigtigt med det grove salt. Min erfaring er, at det ikke giver det samme, når jeg fx har brugt saltflager som når jeg bruger fint salt. Det er dog mest en fornemmelse. Og de 15 g skal du bruge af både på mad og som supplement og målet er ikke at nå at tømme skålen (det må du gerne men det er ikke sådan at det er den rette mængde). Det er bare for at kunne måle op hvor meget der kommer ind, så man kan prøve at justere ud fra det. Håber det giver mening.

          Og superfint med grøntsagerne👍🏼

          Svar
  9. Hej Jane

    Jeg har et par spørgsmål igen.
    Jeg har Nu været på Keto i næsten en måned, og det går alt i alt rigtig godt.

    1. Jeg har ikke dårlig ånde , men har fået rigtig dårlig kropslugt. (Sved og urin)
    Jeg tænker at det er ketosen der arbejder, og Måske en form for hormonel balancering?
    Men altså – er det en konsekvens eller vil det gå væk?

    2.
    Du skriver at man ikke bør gå Keto som gravid og ammende, og jeg er nysgerrig på hvorfor, og om der måske ligger noget forskning Du kender til omkring det?
    (Eller noget du kan tage op i podcasten…)
    (Jeg ved at man som fagperson ofte fraråder xxxx til gravide og ammende, da der er meget på spil og man ikke vil risikere at skulle tage et ansvar på sig.)
    Jeg tænker at for eks graviditets-relateret diabetes at det kan være gavnligt, og at hvis ikke Keto, så lchf kan fylde kroppen med en yderst potent næring under graviditet og amning…?

    Mvh Ellie

    Svar
    • Hej Ellie
      Jeg ved ikke lige med kropslugten, jeg vil tro, at det er forbigående. Der er lidt øget adrenalin forbundet med overgangen til fedtforbrænding, ved ikke om det kan spille ind.

      Og graviditet og amning har jeg skrevet om HER. Kunne det måske være et godt emne til podcasten?

      Svar
      • Tak.
        Virkelig godt skriv omkring fertilitet/graviditet/amning.
        Jeg læser og hører det dom om at du har set mange spontane graviditeter og hormonbalancering gennem tiden.
        Også Interessant med den øgede insulin-resistens fra 2.trimester, og oplagt at anerkende graviditetens forskellige faser.
        Jeg tror det vil kunne hjælpe rigtig mange kvinder og afholde gigantiske vægtøgninger og pizza-crabibgs.
        Hertil Viden om varsomheden omkring vægttab gennem Keto ved amning.
        Så ja – Det tror jeg klart kan være et emne til podcasten ja, som kan række ud til rigtig mange:)

        Svar
  10. Hej Jane

    Jeg er netop lige startet med Keto ( i går) og har lige et par spørgsmål;) For 1,5 måneds tids siden fik jeg taget blodprøver, som viste, at mit kalium niveau var for lavt. Jeg var forinden gået på en lidt skrappere diæt, hvor jeg undgik gluten og reducerede kraftigt i kalorieindtaget. Derfor nok det lave kaliumniveau. Jeg har nu læst en del om Keto og er virkelig motiveret for at prøve, men er en anelse bekymret for mit kaliumniveau. Det jeg læste mig frem til sidste gang var, at lægkramper osv. skyldes lavt kalium og at jeg skulle være varsom med alm. salt, da det er natrium og for meget natrium “skubber” kalium ud. Har du nogen viden om det?
    Jeg forsøger at spise en del broccoli, spinat og andre kaliumholdige grøntsager. Tænker du også, at jeg skal drikke vand med salt for at undgå mangel eller vil det blot skubbe endnu mere til lavt kalium niveau?

    Med venlig hilsen
    Rikke

    Svar
    • Hej Rikke
      Det ved jeg desværre ikke. I min forståelse (på Keto) vil det være omvendt. For lavt natriumindtag får cellen til at dumpe kalium og magnesium. At spise nok salt er en slags hjælp til at undgå først det store væske- og mineraltab pga den pludselige kulhydratrestriktion og dernæst holde bedre på det.

      Hvad der gælder i dit tilfælde har jeg ikke indblik nok i det til at kunne sige. Men jeg har ikke set mange tilfælde, hvor det var en succes at kombinere Keto med lavt saltindtag (i hvert fald ikke i den første tid).

      Svar
      • Super – tak for svar:)
        Jeg forsøger mig med salt og så vil jeg prøve at få fulgt op med en blodprøve om nogle uger. Men synes, det du skriver giver god mening.
        Skal man kun drikke saltvand i de første 4-6 uger indtil kroppen har vænnet sig til Keto eller skal man fortsætte med det?
        Mvh Rikke

        Svar
        • Jeg har spist Low Carb/Keto i snart 12 år og supplerer stadig med salt. Jeg kan ikke pege på én ting, der har så stor betydning for min energi, mit velbefindende, min søvn, min appetitregulering og ærligt talt stort set alting som salt.

          Men samtidig vil jeg sige, at det er individuelt. Har du det glimrende på alle parametre, er det rimeligt at antage at saltindtaget er tilstrækkeligt. Med i den forståelse hører jo at behovet hos hver enkelt er forskelligt men også at vi, fordi vi spiser forskelligt, får forskellig mængde salt ind gennem kosten. Så det bliver altid en individuel vurdering.

          Svar
  11. Hej Jane.

    Jeg er nu på dag 23 i min ketokickstart og jeg er så energiforladt og “muskelsvag”, så det er svært for mig at gå en tur.
    Samtidig synes jeg ikke der sker noget på vægten.

    Jeg er godt nok 72 år, men rask og rørlig og har ingen helbredsmæssige problemer.
    Gør jeg noget forkert eller dur kuren ikke til mig? Jeg har overholdt alle råd og anvisninger.
    Det værste er trætheden, ugideligheden og mangel på “kraft” i kroppen.

    Jeg drikker 1 til 3 glas vand med salt hver dag (med godt en tsk. salt pr. glas).
    Hvis det er for lidt, vil jeg gerne have en mere præcis rettesnor.
    jeg spiser 1 vitaminpille, 3 gode fiskeoliepiller, 1 D-vitaminpille, c vitamin og kalkpiller.

    Tænkte på at blive tjekket hos lægen, men er sikker på hun vil sige at jeg skal spise “normalt”.

    mvh Helle

    Svar
    • Hej Helle
      Åh det lyder også (alt for) hårdt. Vil du beskrive en eller to dage i mad for mig? Fx skrive præcis hvad du spiste i går og i dag (gerne i mængder og madvarer)? Så kan jeg bedre komme med mere præcise anvisninger. Ellers bliver det mest gætteri ud fra hvor folk oftest går galt i byen.

      Svar
    • Hej igen.

      I går spiste jeg:
      75 g. græsk yogurth (10%), 10 blåbær, 5 mandler.
      2 chiaknækbrød med flødeost
      1 stk. stegt kulmule, salat bestående af: spidskål og iceberg med agurk tomat, rød peber og fed dressing.

      i dag har jeg spist:
      75 g. A-38 (3,5%) med 10 blåbær, 10 mandler, ganske lidt kokosmel
      1 omelet med 2 æg og revet ost og lidt salat fra igår.

      drukket 1 glas saltvand (1tsk. salt og citronsaft)

      Jeg er faktisk ikke ret sulten og kan sagtens gå længe eller springe et måltid over. Det jeg savner mest er frugt, havde troet det blev brød, men det går let med at undvære. Laver stenalder og chiaknækbrød.

      mvh Helle

      Svar
      • Hej Helle
        Tusind tak for indblik. Det giver super mening. Det første, der slår mig er, at det, du spiser, slet ikke er i overensstemmelse med retningslinjerne fra Kickstart-kurset. Prøv at gå tilbage og læs retningslinjerne for Keto-fasen (fredag i intro-ugen). Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at du prøvede at følge dem noget nøjere og jeg tror, det vil gøre en stor forskel på dit energiniveau og dit velbefindende. Følg evt. kostplanen, jeg linker til inde i lektionen også, så du er sikker på, at du kommer helt tæt på den måde retningslinjerne er lavet.

        Det, som retningslinjerne vil gøre for dig, er, at de til give dig nok protein, nok næringsstoffer og et tilpas antal kalorier til at din krop kan fungere optimalt. Jeg forstår godt, du ikke har det godt, som det er nu. Det ville jeg bestemt heller ikke have😔

        Så genlæs fredag i intro-ugen og spørg endelig igen, hvis noget stadig er uklart❤️

        Svar
  12. Kære Jane
    Via dig opdagede jeg for en del år siden LCHF, hvilket gjorde en kæmpe forskel i mit liv – tak. Dengang trivedes jeg i nogle år på liberal LCHF, hvorefter jeg har haft ca. fem år, hvor jeg har spist mere “almindeligt” grundet små børn og manglende overskud – dog stadig med fokus på at gå udenom de værste blodsukker stigninger (måske svarende til meget liberal LCHF). Sagen er, at jeg lider af en kronisk belastningsreaktion, og min søvn er derfor utrolig dårlig og MEGET sårbar overfor forstyrrelser. Jeg vejer ca. 12-15 kg mere nu, end da jeg var på liberal LCHF, hvoraf det meste desværre sidder på maven, og pga. min sygdom, får jeg medicin, som øger appetitten og også vægten. Desuden savner jeg mætheden og den mere stabile energi. Jeg overvejer derfor at gå i gang med keto, men jeg bliver bekymret over, om det vil medføre, at jeg skal op at tisse hver nat og evt flere gange pr nat, hvilket ville være helt uholdbart for mig pga. mine søvnproblemer.
    Jeg synes, at jeg har læst et indlæg af dig, hvor du kommer ind på ketose og nattetisseri, men nu kan jeg ikke finde det. Hvis du har et indlæg om dette, vil du så være sød at henvise til det?
    Er nattetisseri i forbindelse med ketose kun i en begrænset periode, eller varer det ved, så længe man indtager få kulhydrater?
    Jeg har en meget sart blære (kronisk inflammation, hvilket øger tissetrangen), og selvom jeg gør alt, hvad jeg kan for at undgå nattetisseri, lykkes det ikke hver nat. Jeg oplever allerede, at jeg oftere skal op at tisse om natten i perioder med få kulhydrater end i perioder med flere, og derfor bliver jeg nervøs for, hvad ketose vil medføre i den forbindelse. Jeg drikker det sidste vand senest kl 19 (efter aftensmaden) og undgår vanddrivende fødevarer for at undgå nattetisseri og sover omkring kl 23.
    Kan man gøre noget aktivt for at undgå nattetisseri under ketose? Ud fra hvad jeg har læst, tænker jeg, du måske vil foreslå at få nok salt 😄 men hvis jeg drikker et glas vand med salt om aftenen, så skal det vand jo ud i løbet af natten? Og det er jo det jeg for alt i verden skal undgå. Eller kan jeg tage salt rent (eller opløst i meget lidt vand) inden sengetid? Eller kan jeg få opfyldt salt depoterne i løbet af dagen, så jeg ikke skal drikke et glas vand inden sengetid?
    Eller har du andre råd eller idéer til at forebygge nattetisseri i forbindelse med ketose?
    Mit spørgsmål er måske lidt ved siden af det folk plejer at spørge om, men min søvn har ekstrem stor betydning for, at jeg kan fungere i hverdagen, så jeg håber inderligt at du vil tage dig tid til at svare. Jeg tror virkelig, at en længere periode med ketose ville være godt for mig, men det nytter ikke noget, hvis det ødelægger min søvn i al den tid. Kan det virkelig passe, at ketose ikke kan fungere til folk, som ikke kan tåle at få afbrudt søvnen af en tissetur (over en længere periode. Hvis det kun varer en uge, så overlever jeg nok)?
    På forhånd tak.
    De bedste hilsner fra
    Frk. Endelig Mæt

    Svar
    • Så enig med dig i at det er supervigtigt at få søvnen på plads. Uden ordentlig søvn er der intet, der fungerer!

      Min erfaring er at nattetisseriet er forbigående og varer en uges tid. Dog er salt vigtigt, som du er inde på og min erfaring er at salt om aftenen (også efter den første uge) stopper nattetisseriet. Tilstrækkeligt salt gør at du holder bedre på væsken. Et lille glas først på aftenen med 0,5 tsk salt kan være en måde at få det ind, uden at du behøver drikke et kæmpe glas lige før sengetid.

      Og helt sikkert også være opmærksom på det i løbet af dagen, så det ikke kun er om aftenen du supplerer. Når der er balance i eletrolytbalancen, skal du ikke op og tisse (under normale omstændigheder)

      Håber, du kan få det til at fungere, så du kan få det bedste af begge verdener❤️

      Svar
      • Tak for svar! Når du siger et lille glas vand, hvor mange deciliter tænker du så ca. på? 😊 Jeg tænker måske, at man kan komme til at lave blandingen for koncentreret, eller det har måske ikke nogen betydning, så længe saltet kommer indenbords?

        Svar
        • Åh jeg ved ikke måske et lille glas 0,5-1 dl vand eller noget i den retning. Nogle kan reagere med diarré ved for meget salt på en gang men den eneste måde at finde ud fa det er ved at teste det. Så prøv dig lidt frem. Der findes ingen eksakte svar her :)

          Svar
          • Jeg er helt med på, at der ikke er et præcist mål, men det er meget rart at vide, om du havde ca. en halv eller fire deciliter i tankerne med et lille glas, så mange tak 🙃 jeg giver det et skud og prøver mig frem derfra 😊

  13. Kære Jane.
    Startede keto for 8 dage siden og har de sidste 6 dage været usandsynligt træt.. tunge ben,og overhovedet ingen energi ..whatsoever 😥.. er vant til at løbe 5 ×ugentligt men orker simpelthen ikke.. har ingen kræfter til det. Drikker vand (2l) ca og supplerer med salt ×3 dgl. Har skruet op for fedt, og syntes ikke jeg kam putte mere fedt ind.. får også kvalme af det fedt..
    Har levet low xarb i mange år til nu, så det er ikke,sådan at min krop er fuldstændig uvant med få kulhydrater.. har,bare ikke,spist ret meget andet end salat og kylling i lang tid.. og til tider brød i moderate mængder..
    Er det normalt eller er der noget jeg skal justere
    Kærlig hilsen Lina

    Svar
    • Hvad spiser du? Prøv at beskrive en dagskost for mig (i madvarer og mængder – ikke i ‘jeg spiser dine opskrifter´)
      Og hvordan er det forskelligt fra det, du spiste før?

      Svar
    • Tak for hurtigt svar. En typisk dag spiser jeg
      Morgenmad: 2 æg 30 g emmentaler, 100 g spidskål og 50 g tomater
      Frokost 150 g kød, 50 g avocado, 100 g spidskål
      Aften 150-200 g kød, en fedt kilde enten, avocado eller ost som, svarende til morgenmad og frokost mængde.
      Kan føle mog sulten indimellem og tager et stykke ost 30 g med hamburgerryg 10 g
      Salt 0,5 tsk × 3 ., og masser af vand.. føler mig ofte sulten sen aften.
      Forskel fra tidligere er at der er MEGET mere kød of fedt. Er normalt meget fedt forskrækket og er bange for at få for mange kalorier, dermed lidt en,udfordring for mig 🙈. Før spiste jeg kun mager kylling eller tun, æg uden blomme osv suppleret med spidskål og MEGET andet grønt..følte mig sjældent mæt ret længe af gangen
      L

      Svar
      • Hej Lina
        Superfint, tak for det. Jeg tror måske gerne du vil øge fedtindtaget en anelse. Jeg gætter, at det, du beskriver som ‘kød’ næppe er en fed ribeye men måske snarere et magrere stykke kød og så vil du nok gerne lægge lidt fedt til, hvis du skal blive ordentligt mæt. I hvert fald i starten vil du gerne spise ekstra fedt og når du så mærker at din appetit normaliserer sig, kan du skære lidt ned ved behov.

        Prøv fx i en uges tid at bytte din spidskålssalat om morgenen til et ekstra æg og brug fløde eller kokosolie i din kaffe. Til frokost supplerer du med 1-2 spsk olie, pesto eller anden fedtholdig dressing. Det samme gør du til aften. Saltet tager du morgen – midt formiddag og midt eftermiddag. Og ikke noget overdrevet vandindtag. Vand til at slukke din naturlige tørst. Kør med det en uges tid og se så om der falder lidt ro på systemet. Det er ok at være sulten i kalorieunderskud men ikke jeg-dør-af-sult-sulten.

        Men jeg vil også være ærlig at sige, at folk, som kommer fra meget lavkaloriekost kan være dem, der har sværest ved at opnå den appetitdæmpende effekt. Jeg ved ikke om det er fordi kroppen simpelthen skriger på mad og næring. Jeg mistænker at du også er normalvægtig? Er det mon rigtigt? Og at du også motionerer/træner?

        Svar
  14. Jeg har har spist keto nu i 4 uger, og det fungere godt for mig. Jeg har dog fået trælse lægkramper efter jeg er begyndt. Spiser magnesium tilskud hver dag, men det fjerner ikke kramperne. Tænker du at jeg skal supplere med ekstra salt?
    Kh
    Vibeke

    Svar