Da jeg først fandt ud af, at jeg ikke kunne tåle gluten og fjernede gluten fuldstændigt fra min kost, blev jeg overrasket over, hvor mange gener, der forsvandt samtidig.
Glutenallergi eller glutenintolerance giver nemlig ikke bare mavepine, det giver en verden af diffuse symptomer, som man måske ikke lige automatisk kobler til, at man spiser korn.
Listen er lang. Her er nogle af dem:
- Diarré
- Oppustethed
- Mavesmerter
- Eksem
- Hovedpine
- Omtågethed/hjernetåge
- Træthed
- Depression
- Ledsmerter
Generelle symptomer
Disse symptomer er dog så generelle, at det nok er de færreste, der kan se sig fri for at vedkende sig nogle af dem. Men det er nok de færreste, som kobler det til deres indtag af korn. Ja, jeg gjorde i hvert fald ikke.
Mit fokus var rettet mod mine maveproblemer, som blev værre og værre, som tiden gik. Til gengæld var jeg overrasket over, at symptomer som depression og omtågethed forsvandt samtidig med, at jeg fjernede gluten fra min kost.
Jeg har tidligere beskrevet det, som at “låget lettede”, da jeg stoppede med at spise korn, men det var virkelig en meget tydelig oplevelse. Euforien har siden fortaget sig, men jeg glemmer aldrig, hvor markant den forskel var. Læs mere om, hvorfor jeg ikke spiser gluten HER.
Kan jeg tåle gluten eller ej?
Glutenallergi/cøliaki testes via en blodprøve hos lægen, som måler indholdet af IgA antistoffer mod enzymet transglutaminase 2. Det er dog vigtigt at forstå at testen kun virker korrekt, hvis du har spist gluten forinden. Spiser du allerede glutenfrit, kan testen ikke bruges.
Så overvej at lade dig teste INDEN du selv prøver dig frem med eliminationsdiæt uden gluten.
Næste skridt er en biopsi (vævsprøve) af tyndtarmen, så man kan undersøge om tarmen er beskadiget og stille en diagnose.
Dette er altså ikke småting og kan være grunden til, at din læge måske ikke vil teste dig uden god grund.
Glutenintolerance – test dig selv med eliminationsdiæt
Der er forskel på glutenallergi (cøliaki) og glutenintolerance.
At udelukke alle glutenholdige madvarer fra kosten i en periode på fx 4 uger er en nem måde at teste, om man kan tåle gluten. En eliminationsdiæt vil ikke kunne fortælle dig, om du har cøliaki (glutenallergi), men den vil kunne vise dig, om dine symptomer er glutenrelaterede. Efter de fire ugers elimination kan du prøve at tilføje lidt glutenholdigt mad i din kost og se, om symptomerne vender tilbage. Det er det, man kalder eliminations/provokationsdiæt.
Vender symptomerne tilbage med reintroduktionen af gluten, er du formentlig glutenintolerant.
Hvor det kun er relativt få, der har glutenallegi, er glutenintolerance langt mere normalt. Nogle studier peger på, at glutensensitivitet formodes at genere helt op til 29 % af befolkningen. Det er altså mere og mere sandsynligt, at du heller ikke kan tåle gluten.
Intolerance mod laktose/mælkesukker
Mange, som ikke tåler gluten, har udviklet en intolerance mod laktose (mælkesukker), og det kan anbefales at udelade laktoseholdige mælkeprodukter eller allerhelst alle mælkeprodukter i en periode, indtil tarmen er helet. Selv oplevede jeg den største forbedring, da jeg udelod gluten og mælkeprodukter i fællesskab. Siden hen har jeg fundet ud af, at jeg godt tåler smør og ost og fløde i mindre doser.
Hvis du selv vil eksperimentere med at udelade gluten fra din kost, er det ikke nok at gøre det et par dage. Forsinkede fødevarereaktioner kan forekomme helt op til 72 timer efter indtagelse, og det er altså ret svært at huske, hvad man spiste for 72 timer siden. Jeg vil anbefale 3-4 uger.
Hvad spiser man på glutenfri diæt?
Det eneste, man reelt ikke spiser på glutenfri diæt, er gluten. Gluten findes i hvede, byg og rug, men også i durum, spelt, emmer, enkorn osv. Couscous og bulgur er også glutenholdige. Ris, quinoa, boghvede og amaranth er glutenfrie. Havre er naturligt glutenfrit men produceres på fabrikker med glutenholdige kornsorter, så skal dine havregryn være glutenfri, skal det stå specifikt på.
Gluten gemmer sig i SÅ mange madvarer, så du skal i gang med at kende synonymer og du skal i gang med at nærstudere næringsdeklarationer, når du handler. Fx er der hvedemel i meget slik – just saying!
Det nemmeste er helt sikkert at undgå alt, der minder om kornprodukter. Det oplevede jeg som hundrede gange nemmere. Alle mine opskrifter her på siden er naturligt glutenfrie, da jeg ikke spiser nogle former for kornprodukter.
Glutenfri madplan og glutenfrie opskrifter
Har man været vant til at have brød eller kornprodukt i centrum i sin kost, kan det føles, som om der ikke er noget tilbage at spise uden gluten. Den overgang var SÅ svær for mig. Jeg husker det stadig så tydeligt. I dag har jeg spist glutenfrit siden 2010, så nu er det nemt og uproblematisk.
I dag er der mange glutenfrie produkter på markedet, men desværre er det ofte sådan, at de måske ikke indeholder gluten, men de er af ringere kvalitet end deres glutenholdige pendanter. Den sundeste glutenfrie kost får du efter min mening ved at undgå såkaldte glutenfrie produkter men i stedet simpelthen spise mad, der ikke indeholder gluten.
Hvad enten du ønsker at leve permanent glutenfrit eller prøve en periode uden gluten, kan en glutenfri madplan være en kæmpe hjælp. Jeg vil anbefale dig at bruge min Low Carb kostplan, da den er glutenfri, nem og fyldt med lækker mad.
Men alle mine kostplaner og madplaner kan bruges, da de alle er glutenfrie.
Fordele ved ikke at spise gluten
Du vil formentlig hurtig opleve, at der er en verden af fordele ved ikke at spise gluten. De åbenlyse er de her med, at man får et bedre helbred, bedre fungerende og fladere mave, mere energi, bedre søvn, bedre humør, færre væskeophobninger, etc. Det er en kæmpe befrielse.
En af de mindre åbenlyse er, at man pludselig finder sig selv med et fuldstændigt validt argument til at takke nej til fredagsbasserne, når de sendes rundt til fællesmorgenmaden på kontoret. Ingen anfægter, at man takker nej til noget, man ikke kan tåle. Og det er nogle gange bare nemmere – også selvom man selvfølgelig ikke behøver forsvare sit madvalg. Det kan bare føles sådan nogle gange.
Tør du prøve en periode uden gluten?
Det er normalt at føle modstand mod at prøve glutenfri kost og mange venter alt for længe, før de gør det. Den største forhindring, man møder her, er sandsynligvis ens egen modstand mod overhovedet at prøve. Enten fordi man mener, at det er en menneskeret at spise brød, og at man vil dø uden (sådan havde jeg det!), eller også fordi man simpelthen er hundeangst for at finde ud af, at man faktisk har det bedre uden og ikke kan overskue, hvad det betyder for ens liv fremover (sådan havde jeg det også).
Er livet værd at leve uden brød? Jeg vil gerne sige et kæmpe stort JA til, at det er det.
Tør du prøve glutenfri kost? Og hvis ikke, hvad er du bange for?
Jeg er bare nysgerrig, du skriver både at du betalte en formue for at blive diagnosticeret, men også at du ikke er diagnosticeret med cøliaki. Så hvad var det lige du betalte for?
Mvh Nina
Jeg betalte for test og udredning i en privatklinik. Det er 10 år siden, så jeg husker ikke præcis hvilke tests, de tog, men en af dem var GI Map (The Gastrointestinal Microbial Assay Plus), dog i den model, der var tilgængelig dengang. Testen har jeg gentaget for nyligt for at følge op. Hertil følger konsultationer og kosttilskud.
Hej Maria,
Så vidt jeg ved, er det en gastroskopi og ikke en kolonoskopi, der viser om man har eller ikke har glutenallergi, dvs. sygdommen cøliaki. Lægerne har brug for en biopsi af vævet fra tolvfingertarmen for at se, om tarmens overflade er ødelagt (de små villi er slidt) pga. gluten. Og biopsien tages oppefra dvs. via gastroskopi.
Jeg har hørt at der er visse restauranter der forlanger lægeerklæring,, fordi det er blevet et luxusproblem for mange mennesker at være glutenallergikere?
Hilsen fra Peter mob. 22877024
Det lyder som en dårlig forretningsmodel, og det har jeg altså aldrig hørt om. Gæsterne må vel selv bestemme hvad de spiser og af hvilke grunde…?!
Jeg har selv for en uge siden fået konstateret gluten allergi efter en længere sygdoms periode med mavesmerter, diarré, vægttab og enorm træthed. Har skåret alt gluten ud af min kost og kan allerede begynde at se en forskel. Men det er lige som alle andre forandringer – pisse svært! Men jeg har ikke noget valg og sådan er det bare…
Er alle dine opskrifter så glutenfri?
Ja så godt som. Der ligger enkelte (2-3 stk) fra gamle dage på noget almindeligt hvedebrød men ellers er alle mine opskrifter glutenfrie :)
Hej Jane :D
Håber du svare – selvom indlægget er meget gammelt :D
Jeg føler selv en stor ubehag i maven samt oppustet + “dårlig mave”, og derfor har jeg en fornemmelse at det er være fordi jeg ikke kan tåle gluten.
Da jeg lige har skriftet læge kan jeg først komme til undersøgelse om 14 dage ….. derfor vil jeg sprøge dig om dette:
Tror du det er bedst at forsætte min kost og vente til at få det tjekket hos lægen – da du selv skriver “For at denne test skal kunne give positivt resultat, skal man have spist anseelige mængder gluten i en 6-ugers periode op til” …. Eller skal jeg begynde en glutenfri kost, vel vidne at jeg så ikke kan få det tjekket hos lægen via. blodprøve.
– hvad vil du opfordre til?
Hvordan har du haft det ved at vide du ikke kan tåle gluten – har det for dig været ligemeget om du har fået det på skrift fra en læge eller har læges afgørelse betydet meget?
Jeg synes det er uoverskueligt at omlægge min kost, men modsat har jeg meget ondt i maven og sådan burde man ikke have det! ….
håber du forstår mit spørgsmål/delemma :D
Hej Mette
undskyld det sene svar.
Hvis jeg var dig, ville jeg holde ud og vente på lægens test.
Til gengæld ville jeg – efter testen og uanset testens resultat – prøve at tage nogle uger på 100% glutenfri kost, evt. sammen med en mælkefri kost.
Blodprøven tester for cøliaki, men du kan sagtens opleve store gener af gluten uden at have cøliaki. Derfor ville jeg forsøge med glutenfri kost uanset resultatet. Rigtig god bedring!
Hej Jane
Jeg har netop af min osteopat fået strengt besked på, at jeg de næste 3 måneder ikke må indtage gluten eller mælk – og skal passe på med for meget sukker og hurtige kulhydrater, da min mave skal “have ro” og blive “renset”.
Jeg har altid levet sundt, spist varieret og dyrket meget motion, men brød og mælk har alligevel ALTID været en del af min hverdag. Jeg har indtil nu spist hjemmelavet, GROFT rugbrød hver dag til frokost – men dette må jeg jo heller ikke længere spise pga. indholdet af forskellige slags mel. Jeg har altid følt, at dette rugbrød gav min mave stabilitet.
Jeg føler mig lidt lost i det hele, da jeg slet ikke kan se, hvordan jeg skal få tid til at lave så mange forberedelser til mad og bliver lidt rundt på gulvet af at tænke på de begrænsninger, det vil sætte. At gå på restaurant eller spise ude hos venner er jo pludselig også et “problem”?
Har du et godt råd til, hvordan situationen bedst tackles?
Hej Maja
Jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg skal svare her. På den ene side mener jeg, at der kan komme gode og fine ting ud af at prøve at leve uden gluten og mælk i en periode, og på den anden side mener jeg ikke, man nødvendigvis skal tage imod kostråd fra en osteopat. Forstår du, hvor jeg vil hen? Nu kender jeg jo ikke baggrunden for den anbefaling, men det går tydeligvis imod din egen mavefornemmelse, og den er også værd at lytte til, synes jeg.
Når det er sagt, ville jeg selv have argumenteret til døde over hvorfor jeg skulle fortsætte med at spise rugbrød men der skete alligevel næsten magiske ting, da jeg stoppede.
Måske kan du bedre sælge idéen ind til dig selv ved at sige, at det bare er for en begrænset periode. 1 uge, 3 uger, hvad du nu synes, du kan overkomme.
På LCHF spiser du primært grøntsager, kød og fedt. Alle de fancy bagværk er unødvendige. De fleste restauranter (og venner, man besøger) har grøntsager, kød og fedt i huset, så jeg oplever det ikke som noget problem at spise ude.
Rigtig god vind med det hele :)
Hej Jane.
Jeg er 22 år gammel og har haft problemer med mave, slimhinder og andre uforklarlige smerter i kroppen meget af mit liv. Læger har aldrig kunne hjælpe mig og har altid sagt det er allergi, og det må man leve med. Så jeg har måttet være detektiv i sommerferien for at finde ud af hvad det er, Indtil jeg fandt alle symptomerne pegede i retning af, at gluten var problemet. Jeg stoppede med gluten for en uge siden, og jeg kunne mærke det fra den ene dag til den anden. Ihvertfald når det kom til maven den havde det bedre end jeg nogensinde kunne huske. De sidste 2 dage har den dog ikke haft det så godt, og jeg mistænker det for at være mælkeprodukter, for dem er jeg ikke stoppet med.
Jeg vil derfor høre, om du kunne afklare lidt forvirring jeg har, da når jeg læser om gluten står der flere steder, at man godt må spise mælkeprodukter, men samtidig står der også rundt omkring, at man skal holde sig fra dem i starten, når man stopper med gluten. på den ene side er mælkeprodukter altså ok, og på den anden side ikke ok. Er det rigtigt forstået? Hvor længe skal man holde sig fra mælken? Er det muligvis bare urelateret tilfælde?
Tusind tak på forhånd! :) Det er forresten super fedt at der er blogge som denne, da jeg aldrig ville have troet det ville være gluten der var problemet, hvis de ikke fandtes. Jeg kom kun frem til at problemet var gluten, da jeg kunne læse folks personlige erfaringer på nettet og nikke genkendende til det hele.
Jeg håber det var forståeligt skrevet, og på forhånd tak igen :)
Hej Jane
Til at starte med vil jeg sige tak for en lækker blog! :-)
Jeg har altid.. lige siden jeg var helt lille døjet med oppustet mave, samt mavekneb. Det er først noget jeg har tænkt senere at det kan have noget at gøre med de fødevarer jeg indtager. Jeg har en formodning om at det kan være gluten intolerans og har derfor bestilt tid hos lægen i næste uge. Hvis blodprøven ikke viser positiv har jeg stadig tænkt mig at prøve at udelukke gluten fra min kost i 4 uger (bare for at se om det kunne virke på mit mavekneb). Har du evt. en liste eller ved hvor jeg kan finde en liste over fødevarer der indeholder gluten? Jeg har en god fornemmelse for det i forvejen, men jeg har også på fornemmelsen at man kan finde gluten i mange produkter, som man i første omgang ikke lige har overvejet.
Jeg håber at du kan hjælpe! :-)
Mvh. Mia
Sådan en liste kan man desværre ikke lave, da gluten gemmer sig i utroligt mange ting. Der er ingen genvej andet end at læse bagpå alle produkter, du køber. Dog vil jeg sige, at gluten jo primært gemmer sig i færdigprodukter, så nedsætter du forbruget af dem, vil glutenindholdet automatisk ryge ud også. Der er fx aldrig gluten i blomkål, men køber du noget med en ingrediensliste, må du tjekke. Steder, hvor jeg selv er blevet overrasket er slik (lakrids og karameller især), dressinger, marineret kød etc. Pøj pøj med projektet. Håber, det hjælper dig!
Hej..sidste år fra marts til ca juni har jeg ikke spist mel, ost, mælk mh… Jeg prøvede candida kur… Jeg har bemærket at jeg ikke mere har led smerter, nu efter flere måneders med normal kost.dvs mælk ost mel… Så har jeg ondt i mine finger (ledsmerter) og hoftebøjerne er begyndt at gære ondt igen… Det er ligesom om mine fingre er meget ja hvordan kan jeg forklarer…det er ligesom at det ikke rigtigt kan bevæge sig… Jeg er45år og holder mig ellers til “sunde” mad… Ja og træner… Kan det mon skyldes gluten?? Jeg bor i Grl.
Hej Jane
Jeg er lige gået igang med en glutenfri måned, og vil høre om det gælder ALLE madvarer, der måske er glutenholdige (madvarer hvor det kan være svært at gennemskue varedeklarationen, men som ikke hedder “glutenfri”), eller om jeg kan “nøjes” med de største syndere brød, pasta, morgenmadsprodukter o.l.
Jeg ville vælge at gå hele vejen! Hvis du virkelig har problemer med gluten, vil selv de helt små mængder gøre, at du ikke mærker den ventede forbedring og det kan få dig til fejlagtigt at konkludere at det ikke var gluten, der var problemet.
Kære Jane,
Jeg har netop fået konstateret forhøjet værdi af gliadinpeptidintolerans antistof i blodet, hvilket fik min læge til at henvise mig til gastroskopi med biopsi af tyndtarmsvæv på et sygehus mhp. at diagnostisere cøliaki. Jeg er frygtelig bange for denne undersøgelse, der både er ubehagelig, men også kan give farlige komplikationer som f. eks. perforering af slimhinden i spiserøret eller tarmen, hvilket er livstruende. Mine symptomer er ret moderate og ligner faktisk ondt i maven ved stress. Jeg har ikke fået indkaldelsesbrev endnu, men når det kommer, ved jeg ikke hvad jeg skal stille op. Allerede nu er jeg på eget initiativ begyndt af følge en glutenfri diæt. Jeg bager f. eks. selv boghvedebrød for at kunne undvære det rigtige rugbrød. Jeg laver selv dressinger baseret på laktosefri creamfreich eller olie, og jeg spiser ikke leverpostej og kødpølser længere (ikke engang økologiske). Mit spørgsmål er, er det muligt at diagnostisere cøliaki uden at foretage gastroskopi med biopsi og er det sundhedsmæssigt forsvarligt at takke nej til denne undersøgelse?
Godt nytår.
Med venlig hilsen
Galina
Puha, Galina. Det tør jeg faktisk ikke sige. Jeg tror, at gastroskopien er en nødvendig del af diagnosticeringen og måske også for at du kan få det tilskud, som folk med cøliaki får. Om blodprøven er tilstrækkeligt, ved jeg ikke. Rigtig mange slår ikke ud i blodprøven men kan konstatere at ders symptomer forvinder ved glutenfri diæt og så ligger diagnosticeringen bare der.
Mange med glutenallergi tåler heller ikke laktose. Mange oplever dog, at de begynder at kunne tåle laktose bedre efter en periode på glutenfri kost, fordi tarmen og de der microvilli får lov at hele.
Rigtig god bedring og pøj pøj med beslutningen, hvad den end bliver.
Kære Jane,
Jeg har lige fået konstateret lavt stofskifte. Har i ca 2 år levet LCmf hvilket jeg agter at fortsætte med. Nu er gluten overhovedet ikke tilladt når man har lavt stofskifte. Min spørgsmål lyder, hvis man indtager gluten hvor lang tid er det i kroppen? Tænker lidt på nikotin som tager tre uger at få ud af kroppen.
Få forhånd tak og tak for en super side!
mvh Iben
Jeg har googlet mig frem til, at glutenintolerance kan forårsage hudlidelsen kerosos pilaris, hvor man får små røde/hvide knopper i ansigtet, på overarmene eller på balder/lår. Jeg har haft det altid, men måske er det blevet lidt bedre, efter jeg er gået lchf. Hidtil har jeg bare tænkt, at det skyldtes, at huden blev mindre tør, fordi jeg fik mere fedt. Min søn derimod har pludselig fået rigtig mange knopper i ansigtet og på armene.( Han får ellers mindre gluten nu, hvor jeg har lagt min kost om, fordi jeg serverer færre kulhydrater, og han har fået et meget mere stabilt blodsukker, ligesom han er mindre oppustet og ikke længere prutter fælt, hvilket nok skyldes, at han ikke længere drikker mælk.) Men så har der lige været et par fødselsdage med kanelsnegle osv. Har du/I erfaring med at udelukkelse af gluten påvirker kerosis pilaris? Venlig hilsen Nina
Åh, jeg vil sige, at jeg har hørt om det. Altså at nogen beskriver hvordan de knopper forsvandt, da de stoppede med at spise gluten, men det er ikke noget, jeg har undersøgt nærmere. Min datter har faktisk haft de knopper på overarmene, og nu du siger det, er de da vist lidt mindre udtalt. Hun spiser dog stadig en smule gluten men ikke nær så meget som et “almindeligt barn” ;-)
Hej
Jeg ved godt at den her tråd handler om gluten – men ved du om der er et sted der tester for gærallergi? Min læge siger at det kan han ikke teste for. Og jeg kan heller ikke finde så meget om det på nettet.
Jeg mærker betydeligt flere gener når jeg spiser brød end når jeg spiser kage. Og bare jeg drikke en enkelt øl, får jeg det på samme måde. Jeg har elimineret gær fra min kost i en længere periode, og første gang jeg indtager noget med gær – reagere jeg. Men det kunne være meget rart at kunne blive testet for det, så man vidste om det var det… Er netop blevet testet for glutenallergi, så venter spændt på resultatet…
Hej
For lige af spørge midt mere ind til de prøver du fik taget. Jeg har nu for anden gang været nød til at droppe gluten. Er meget depressiv, omtåget, dirre, mavesmerter og oppustethed, hovedpine og eksem. Men min læge har tager bp og har fået en endoskopi undersøgelse. Inter viser at disse symptomer er cøliaki. Og jeg er frustreret nu. Hvordan foregår det på Nordic Clinic?
Åh din stakkel. Jeg føler virkelig med dig! Den prøve, jeg fik taget hos Nordic Clinic var en test af fordøjelsen via en afføringsprøve, som blev sendt til et laboratorium i USA. Jeg tror, det var denne: http://www.nordicclinic.dk/page-CSAPx2-47.html Men det er jo mange år siden, så jeg er ikke helt sikker.
Testen og udredningsforløbet var dyrt. Jeg fortryder på ingen måde at have brugt pengene på det, men hvis jeg havde haft lidt mere overskud (hvilket man jo ikke har, når man har det så elendigt), kunne jeg have forsøgt mig selv med at udelukke gluten, sukker og mejeriprodukter samtidig. Så hvis du synes, du kan mande dig op til det, er det helt bestemt et forsøg værd. Men det skal være helhjertet, og det skal være i en god periode, fx 5-6 uger. Det er ikke sikkert, at det fjerner alle dine symptomer, men jeg er helt sikker på, at du vil mærke bedring i den periode.
Hvis du gerne vil have en behandler med på sidelinjen, kan jeg på det varmeste anbefale Nordic Clinic.
Det lyder godt. Har nu undværet gluten i to uge og har det allerede bedre. Og den er sikker hver gang jeg holder pause. Meget frusterende. Men nu er 1. Strategi igen at starter på gluten og spise meget og få taget en bp om 6 uger, og hvis den er negativ. Så vil jeg helt sikkert gerne have en anbefaling på en behandler.
Har skrevet til dem, og fået et rigtig godt svar tilbage, så det er dejligt.
Hvor er jeg glad for at have læst dette. Jeg har aldrig haft problemer med led, men har til gengæld lidt af dårlig mave. Jeg startede på LCHF for snart 2 år siden. Og mærkede straks en markant forbedring i maven. Så spiste jeg lidt som før (dog uden pasta, ris, kartofler og brød) – og på en ferie røg jeg i morgenbrød – hver dag. Og så startede ledsmerterne- så voldsomt at jeg ikke siden har kunnet cykle, bære min søn osv. For 2 uger siden begyndte jeg at ane en sammenhæng mellem smerter og kost. Jeg led frygteligt af smerter lørdag, søndag, mandag og havde det ok resten af ugen. Det begyndte at gå op for mig at jeg spiste LCHF mandag-torsdag og Alm. Fredag- søndag. Har nu en ide om at gluten forværrer ledsmerterne noget så voldsomt, og med din beskrivelse, tror jeg ikke at jeg er i tvivl. Nu skal det prøves af. Tak tak tak
Min datter på 21 år har gennem en længere periode fået B-12 indsprøjtninger, da vi efter langt tid med svimmelhed, træthed, maveproblemer og mange flere symptomer, endelig fandt frem til at hun manglede B-12. Samtidig manglede hun D og kalk. Hun fik meget bedre med indsprøjtningerne. Og så gjorde lægen ikke mere. Symptombehandlingen virkede jo. Desværre er symptomerne kommet igen. Hun får B-12 hver 5 uge, men hun er så træt, at hun næsten ikke kan noget. Nu har vi så selv via nettet og via en god veninde med viden her inde for glutenallergi, fundet ud af, at hun har mange af de symptomer, der beskrives om Cøliaki… Hun har derfor nu fået taget en blodprøve hos lægen, som vi venter svar på ift. Gluten, + endnu en på D og nu også på laktose.
Ved du om denne blodprøve for gluten også viser intolerance, eller viser den kun antistoffer ved egentlig cøliaki?
Vi prøver nu uden Gluten, men hold op hvor er det besværligt og dyrt… Selv hendes elskede Lakrids-the indeholder bygmalt… (der er bygmalt i alt, selv cornflakes, som jo ellers er majs)
Hvor lidt kan man tåle, for man kan jo næsten ikke undgå det?
Og hvis hun har det, hvor stor er sandsynligheden for, at vi alle har det? Jeg har igennem hele livet døjet med hård mave, træthed, jernmangel og meget meget mere, og i 2008 fik jeg fjernet forstadie til tarmkræft, som jeg nu også har læst, kan komme af glutenallergi…Hvorfor bliver man ikke automatisk undersøgt for dette, når man nu har ramt den værste konsekvens… Det er jo ikke sikkert, at det er gluten, der er årsagen, men for søren, hvor bliver jeg træt af læger, der ikke går ind i årsagsammenhæng, men at man selv skal finde mulige årsager på nettet…
Men det skal jo ikke blive et surt opstød, og jeg er glad for, at en blog som denne findes. Det giver da mulighed for at gøre noget selv ;-)