I nogle år efterhånden har der floreret en debat om det problematiske i, at internettet flyder over med alternative kostråd og populære bloggere, der taler for særlige diæter, der ikke er i overensstemmelse med Fødevarestyrelsens officielle kostråd.
Jeg har bevidst ikke kommenteret på det tidligere, for jeg er meget splittet her. På den ene side er jeg 100% enig i det problematiske i den magt, der ligger i, at influencers, dvs. folk med mange følgere på sociale medier, har adgang til at give kost- og livsstilsråd i øst og vest, og på den anden side står jeg selv lige midt i det.
Imens jeg var på ferie i sidste uge, læste jeg en kronik fra JP , som handlede om, at det er sundhedsdebatten, der skal på detox. Afsenderen var Måltidspartnerskabet, en instans under Landbrug & Fødevarer, som arbejder for, at flere skal leve sundere, dvs. følge de officielle kostråd.
Og både kronik og debat er relevant nok, men diskursen bliver hurtigt lidt ensidig.
Problemet med denne debat er for mig at se, at den ofte ender ud i en underlig polariseret dem-eller-os-diskurs. Enten følger du de officielle kostråd, eller også er du videnskabsfornægter eller ‘selvbestaltet sundhedsguru/ekspert’.
Jeg bryder mig på ingen måde om at blive kaldt nogle af delene. Faktisk bliver jeg både vred og provokeret af det, så jeg kunne godt tænke mig at prøve at vende den lidt om og fortælle, hvordan det opleves at sidde i stolen på min side.
Januar i min mailboks
I januar måned i år modtog jeg spørgsmål fra folk, der bad mig om hjælp til, hvordan de kunne komme til at leve bedre med:
- overvægt/fedme
- diabetes, type 1 og 2
- forhøjet kolesterol
- fordøjelsesproblemer
- tarm-sygdomme (Morbus Crohn og Colitis Ulcerosa)
- stofskiftesygdomme
- sklerose
- hjertesygdomme
- forskellige typer cancer
- gigt
- galdesten/problemer med galdeblæren
- overgangsalder
- stress
- depression
Og det var bare i januar.
Og jeg er bestemt glad for den tillid, som de her mennesker viser mig, men hvis der er nogen, der tror, at det glæder mig, eller at det booster mit ego, at disse mennesker spørger mig til råds i stedet for deres læge eller andre fagpersoner med indgående kendskab til hele deres helbredshistorik, tager de grueligt fejl.
Faktisk bliver jeg utroligt ked af det og modløs af det. Og får en smule ondt i maven af det.
Manglende hjælp og manglende tillid
For ved du hvad? Hvis de her mennesker havde fået den fornødne hjælp eller havde fået hjælp, som de oplevede løste deres problem, var vi aldrig kommet til, at de skrev i desperation til fremmed dame på internettet (i dette tilfælde mig).
Så jeg er fuldstændig enig, når snakken falder på det problematiske i, at folk angiveligt har mistet tilliden til de officielle retningslinjer eller er blevet mere kritiske overfor autoriteter, som der står i JP-kronikken. Det er et problem. Selvfølgelig er det det.
Men i stedet for at vi skal blive ved med at tale om, hvordan vi får flettet næbbet på alle de ‘selvbestaltede eksperter’ ude på det store internet, er det måske tid til at kigge lidt indad.
Hvorfor har folk mistet tilliden til læger og fagpersoner og til myndighederne som autoritet på sundhedsområdet?
Og det er ikke ment som fingerpegning. Det er bare et spørgsmål.
Tillid er noget, man gør sig fortjent til
Tillid er noget, man gør sig fortjent til. Tillid handler om ærlighed, gennemsigtighed, konsistens og om respekt. Du kan ikke “gøre tillid” eller gøre dig selv tillidsfuld ved at sige, at du er det. Tillid er et resultat af en række handlinger og af en adfærd, som afsenderen praktiserer, og som modtageren møder. Summen af det oplevet over tid er det, der skaber tillid.
Har man mistet tilliden, er det, fordi nogle af disse ting ikke har været i orden. Det er ikke, fordi der er kommet en anden og har taget tilliden væk fra dig.
Og det er der, denne debat eller den diskurs, der bliver lagt ned over debatten, knækker for mig.
For det handler ikke om, at tilliden er blevet stjålet af nogle dygtige influencers, der kan fortælle historier med følelser og farver.
Hvis tilliden havde hvilet på et solidt grundlag, ville ingen kunne rokke ved den.
Troværdighed og identifikation
For længe siden spurgte jeg jer, mine læsere, direkte i et spørgeskemaundersøgelse om, hvorfor I søger sundhedsinformation på blogs og sociale medier.
I gav svar om, at det handlede om troværdighed og identifikation. Her forstår jeg godt, at bloggeren har nemmere ved at skabe et tillidsforhold end en fjern institution.
Men I beskrev også, hvordan I følte jer talt ned til af myndigheder og fagpersoner, og at I oplevede rådene, I fik, som en stor løftet pegefinger. At føle sig talt ned til eller blive mødt med en løftet pegefinger afføder selvsagt ikke tillid.
Og I beskrev, at I oplevede et troværdighedsproblem, når det, der blev sagt, ikke stemte med jeres egen oplevelse eller med viden, I hentede ved at søge information andetsteds.
Ridser i troværdigheden
Ens egen oplevelse vil selvfølgelig altid være subjektiv, men det kan også være, at man er typen, der orienterer sig i den videnskabelige litteratur og undrer sig over uoverensstemmelser mellem det, man læser her og det, der anbefales i kostrådene. Det kunne fx gælde mht. mængden af kulhydrater i kosten, mængden og typen af fedt og hvorvidt kød er sundt eller usundt.
Ernæringsvidenskab er en svær disciplin, og alene det at indrømme, at den viden, vi har, ikke er så skudsikker endda, og at den i hvert fald er kontekstafhængig, ville være et vigtigt skridt på vejen mod øget åbenhed og gennemsigtighed og dermed mere tillid og troværdighed.
Måske var der noget, vi engang troede var rigtigt, som ikke er rigtigt med den viden, vi har i dag. Sammenhængen mellem æg og kolesterol, mættet fedt og hjertekarsygdomme og rødt kød og cancer er tre brandvarme emner der.
Så når de officielle kostråd møder modvind, kan det være, fordi disse emner ikke er blevet adresseret godt nok, og man i stedet har holdt fast på, at det, der står i kostrådene er rigtigt, fordi det står der.
Kan det virkelig være rigtigt, at den fedtfattige, kulhydratrige kost er den bedste – og eneste – vej for alle?
Det er et rimeligt spørgsmål at stille.
Og svaret er, at det selvfølgelig ikke er den eneste vej for alle. Men lige nu har vi kostråd, der ikke differentierer (med undtagelse af de nye kostråd til ældre), men det kommer vi måske eller forhåbentlig til at se, at fremtidens kostråd kommer til at tage højde for.
De officielle kostråd
Jeg er ikke modstander af de officielle kostråd, selvom jeg godt ved, at jeg opfattes sådan. Jeg vil faktisk endda gå så langt som til at sige, at jeg synes, de er bedre end deres rygte, Men jeg følger dem ikke selv.
I stedet tager jeg ansvar for mine egne valg, og jeg træffer mine valg på et bevidst og oplyst grundlag. Også når de går imod anbefalingerne.
Den kost, vi ser giver store problemer helbredsmæssigt, er en kost, der består af store dele ikke-mad. Forarbejdet mad med mange raffinerede kulhydrater, alt for højt sukkerindhold, for dårlige fedtstoffer etc.
Men der står faktisk ikke i kostrådene, at man skal spise sådan, og det vil være unfair at sidestille den kost eller resultatet deraf med de anbefalede kostråd.
For folk følger åbenbart ikke kostrådene. Det er der sikkert mange årsager til, men det er da relevant at undersøge, hvorfor compliance er så lav.
Måske peger det tilbage på mistilliden, men det kan også være, det peger i retning af noget helt andet, som fx at folk har svært ved at blive ordentligt mætte og derfor enten falder i sukkerfælden eller vælger at skifte kurs fuldstændigt og gå andre veje. Eller noget tredje. Jeg ved det ikke.
Mange fælles ståsteder
At vi både har internet og ytringsfrihed er et grundvilkår, vi er nødt at acceptere. I hvert fald medmindre vi har lyst til at udøve censur eller kun pålægge særligt udvalgte at udtale sig om bestemte emner, og det bliver nok svært at lave regler for.
Måske kunne vi i stedet glæde os over, at vi har så mange begejstrede mad- og sundhedsformidlere i det her lille land, som bruger deres fritid eller helliger deres arbejdsliv til at inspirere folk til at spise bedre mad. Mere rigtig mad, mindre ikke-mad.
Rådet om at spise flere grøntsager går igen i de fleste alternative kostretninger, og det samme gør rådet om at spise mindre sukker. Ofte er der også et fokus på kvalitet over kvantitet. Det behøver ikke være så tosset.
Men når Måltidspartnerskabet indleder deres kronik sådan her:
Madmyterne kommer ofte fra meningsdannere, der optræder i ekspertrollen. Disse ”eksperter” får opmærksomhed ud fra, hvor gode de er til at formidle budskabet og ikke for, hvor fagligt validt det er. Fronterne trækkes op med skarpt vinklede budskaber, hvilket skaber en masse trafik til de autodidakte eksperters platforme. I bedste fald fremstår nyheden unuanceret, i værste fald er den direkte forkert.
… så bliver jeg træt.
For der virker ikke til at være åbent for brobygning af nogen art her. Enten er du med os, ellers er du imod os. Og hvis jeg kun har de to at vælge imellem, er jeg nødt til at vælge at være i opposition.
Og faktisk kan jeg ikke rigtigt genkende det, de skriver om de skarpt vinklede budskaber. Det synes jeg ikke, jeg ser så tit på de blogs, jeg læser. Det ser jeg til gengæld nærmest ugentligt i medierne, hvor den ene skræmmeartikel overtager pladsen fra den anden.
Tilbage til tilliden
Intet ville glæde mig mere end at tilliden til de officielle myndigheder bliver genoprettet, for det ville betyde, at der derfra bliver handlet med ærlighed, åbenhed, gennemsigtighed og respekt, og at flere mennesker ville kunne få den hjælp, de fortjener.
Men indtil det sker, vil jeg fortsætte med at passe mig selv herovre i mit hjørne af internettet.
Jeg er fuldstændigt uenig med dig. Ikke at jeg enig i stor set noget som helst, der kommer fra Landbrug & Fødevarer, men jeg mener, at der ligger et kæmpe ansvar hos bloggere, influencere og andre særligt interesserede og orienterede ikke-faglige personer, der formidler offentligt. De/I er ikke bundet på samme måde af retningslinjer for, hvad de formidler og har heller ikke en forpligtelse over for de personer, som de rådgiver ud over deres samvittighed.
Men! Jeg mener egentlig at det største problem med tillid ligger i den opfattelse af, at alt kan fixes, som netop underskoven af ikke-faglige kost- og sundhedsformidlere er med til at skabe. At der ikke er nogen sygdomme/lidelser, som man simpelthen må lære at leve med. Det er det ret utaknemmelige budskab, som den etablerede sundhedsverden skal levere, mens gruppen af ikke-faglige helt gratis (patient-ansvarsnæssigt set) kan komme med alle de bud, som de har lyst til. Uden at skulle stå til ansvar, følge op eller dokumentere.
Jeg siger ikke, at de officielle kostråd eller andet fra de officielle myndigheder er ufejlbarlige eller one-size-fits-all. Og der er helt sikkert elendige læger derude. Men jeg synes, at sammenligningen mellem myndigheder og uforpligtende fagpersoner bliver helt skævvredet, når man glemmer ansvars-spørgsmålet overfor patienten, og de helt forskellige roller, de to grupper spiller.
Det er pudsigt, at du skriver, at du er uenig med mig, for jeg er fuldt ud ENIG med dig. Både i det med ansvaret og så sørme også i præmissen af alle dårligdomme kan afhjælpes med livsstil.
Og jeg er bestemt ikke blind overfor det problematiske i det, at alle både med og uden kompetencer har adgang og mulighed til at dele kost- og livsstilsråd, hvilket jeg også skriver i indlægget. Jeg er bare træt af, at man i stedet for at se indad, peger på alle mulige andre som årsag til at tilliden er vigende.
I kronikken lægger de desuden op til øget ansvar hos den enkelte ift. at sortere i de budskaber, der kommer allesteder fra og ud fra det vurdere, om de er valide eller ej, og det bakker jeg 100% op om.
Hej Jane
Er temmelig ny – har kørt strick i 2 1/2 uge nu med hjælp fra din 14-dages guide. Tak for dine gode råd og opskrifter. Mange er afprøvet og nogle kræver lidt “mod”, men jeg har overskredet en meget svær grænse – jeg hader mayonnaise, men øver mig ;). Somme tider får jeg ikke alt det fedt jeg skal have, men har vænnet mig til at bruge enten kokosolie eller usaltet smør i de 2 krus kaffe jeg drikker om dagen og jeg føler mig aldrig sulten, selvom jeg spiser noget mindre end jeg gjorde før.
Jeg har fået det meget bedre – føler mig let indeni og har overhovedet ikke haft lyst til søde ting – imponerende ??.
Jeg ved jeg har tabt mig, men ved endnu ikke hvor meget. Har besluttet at vente med at veje mig til i hvert fald efter 3 uger, men mit mål er efter 4 uger (er nok lidt skør) – er meget spændt for kan mærke mit tøj sidder løsere :)).
Jeg har et par spørgsmål, som du sikkert har svaret på 1000 gange før, men håber du også gerne vil hjælpe mig ;).
Kan tunmousse – altså den gode fra karoline med smør og cremefraiche bruges som frokost på stricks – hvis jeg bruger 38% cremefraiche? Det kunne være er nemt alternativ, som kan strække sig til er par dage og til madpakken.
Hvad med kaffe på cafeen – hvilken en vil du anbefale, hvis man en dag skal på cafe med veninden eller en af børnene, med få kulhydrater og kalorier, men masser af fedt? :)
Tak for alle dine superlækre og lette opskrifter – selv min mand er glad for dem – især blomkålmosen, som bl.a. erstatter hans absolutte livret – kartoffelmosen – og så er han begyndt at spise mindre ;).
Hav en god dag :)
Hilsen Pia
Hej pia
Jeg tror ikke, du skal tænke i at du skal nå en vis mængde fedt hver dag. Fedt er til mæthed. Det vigtigste er få kulhydrater.
Tunmoussen lyder helt perfekt og på cafe kan du drikke sort kaffe eller spørge om de har fløde (uden sukker). Jeg har tit en lille bøtte kokosolie i tasken, hvis jeg på farten i længere tid.
Arne Astrup er selv ude og sige, at kostrådene ikke nødvendigvis er opdateret og korrekte med den nye viden, man idag har – blandt andet omkrig fedt og æg. Og når han siger det, siger han i næste åndedræt, at han selv var med til at skrive de kostråd! Det synes jeg da netop viser den brobygning, vi så kraftigt har behov for. For jeg er enig med dig i ovenstående indlæg.
Det generer mig, at al form for solidaritet, al form for “fælles ansvar” er forsvundet i forhold til overvægt.
Overvægt (og dens følgesygdomme) omtales som “et personligt ansvar”, med henvisning og udgangspunkt i de officielle kostråd, med henvisning til, at er man overvægtigt, så er det grundet grådighed og dovenskab. Det er så ødelæggende for det enkelte menneske – for følelsen af at være fiasko, alene fordi man vejer for meget, er i sig selv negativt for et vægttab.
Selv nu, hvor 51% af alle danskere tilsyneladende både er grådige og dovne, fastholder man historien. “Spis efter disse 9 råd, og du ville ikke være fed” – men hvad nytter det, når man ikke kan og det ikke virker?
Det er nu “mig mod verden”. Og “mig mod verden” skaber oppositioner og skaber kant. Skaber manglende respekt og forståelse for hinandens måde at lave på.
I min verden er det anderledes: Vi skal hver især finde det, der virker for os. For mange er det, at være vegetarer eller veganer. For andre er det low-carb og LCHF eller fedtfattigt, der virker.
Mængden af muligheder er nærmest uendelig. Men vi skal have respekt for hinandens valg. Pointen er, at man spiser sundere, føler sig raskere og kommer overvægt til livs. Hvis det er resultatet, er vejen derhen så så vigtig?
For når jeg ser på mine venner, der er vegetarer, så har jeg nemmere ved at finde steder, hvor de og jeg, som spiser LCHF, kan mødes og kan være enige om at “netop dette er sundt”, end jeg kan med dem, der spiser “normalt”, hvilket normalt omfatter mad, der er forarbejdet og mad med uhyrlige mængder almindeligt raffineret sukker.
Selv dem, der spiser fedtfattigt, spiser normalt en salat eller noget, som jeg også opfatter som “sund” for mig.
Og det samme gælder faktisk for de gængse officielle kostråd (som selv medforfatteren så frasiger sig!) Hvis en vært serverede mad baseret på de officielle kostråd, til en middag, ville jeg, som LCHF-spisende, ikke har svært ved at vælge noget ud, som jeg har lyst til at spise.
Det er kun “den normale kost”, der rigtig skiller sig ud, som værende noget, hvor det er svært at finde kompromiser, der fungerer.
For mig er modstanden imod “andet end det officielle” mere et udtryk for, at man ikke er kommet så langt i sin rejse omkring, hvad der er rigtigt for een selv.
For der er ikke en løsning, hvor one-size-fits-all. Men man skal have været i “gamet” forholdsvis længe for at komme til den erkendelse.
Vi står over for en verdensomspændende katastrofe i form af, at vores børn kommer til at få langt flere sygdomme og leve kortere, end os, grundet overvægt. Vi skal være brobyggere nu – hvis vi på nogen måde skal få tingene til at virke.
Det er tid til at være åben for alle forslag – alle metoder. Det er tid til at prøve alt af.
Vi hverken kan eller må accepterer 9 kostråd, som værende løsningen på alt, når de selv samme kostråd i årevis netop har været umulige at efterleve for nu mere end halvdelen af alle mennesker i Danmark. (Og den anden halvdel, der endnu ikke er blevet fede spiser jo heller ikke efter de kostråd nødvendigvis!)
Kostrådene er en del af vejen. Måske løsningen for nogen – men ikke for alle. Godt brølet, Jane.
Jeg er bare så enig med dig og jeg er også bekymret for den verden, mine børn skal vokse op i. Sammenligner vi klassebilleder fra 0. klasse til 5. klasse er det tydeligt, at flere af ungerne lægger sig ud. Og de sgu ikke grådige, glubske eller dovne. Men når jeg ser på hvad børn i dag møder af søde sager og ikke-mad i løbet af en uge, så undrer det mig ikke at de, som er uheldigt genetisk disponeret eller hvor der måske også i hjemmet er plads til forbedringer, får et problem.
Og så starter de sårbare teenageår, hvor kroppen forandrer sig og det er nemt at se, hvordan det problem kan eskalere og bære ved ind i voksenlivet.
At vi “kun” i Danmark har 51% overvægtige er stadig lavt ift. USA, men hvor ville jeg ønske, at vi gik forrest og kunne være det første land, der lykkedes med at vende den kurve.
Jeg er dog slet ikke sikker på, at det er kostråd, der skal løse det problem. De overvægtige, jeg møder eller arbejder med, ved utroligt meget om kost og vægtnedgang. Men problemet stikker dybere end maden, og derfor skal hjælpen også inkludere andre ting end en kost og motionsplan for at have langvarig effekt.
Det er så sandt som det er sagt. :-) Godt skrevet.
Tak Helle :)
Jeg forstår det ikke… Hvis det største problem er at folk spiser “ikke-mad”, så er der slet ikke nogen modsætning mellem de officielle kostråd, lchf, verdens bedste kur, anti inflammatorisk diæt eller nogle andre seriøse diæter. Alle diæter jeg nogensinde er stødt på har den samme kerne: Spis rigtig mad, spis god kvalitet, spis grønt. Nogle kostråd har mere fedt, andre mindre fedt. Men kernen er altid den samme: Spis MAD. Nogle gange tænker jeg, at hvis alle i hele kongeriget brugte 30minutter mere hver dag på deres mad, så ville en meget stor del af vores problemer blive mindre. Jeg fulgte dit onlineforløb i januar og har spist LCHF siden. Og jeg har da lagt min kost om. Men den største forandring for mig er: Jeg spiser rigtig mad, jeg spiser ikke junk, jeg tager mig en smule mere tid til at lave mad, jeg drikker langt mindre alkohol og spiser langt mindre sukker. Jeg kan roligt sige, at mine kostvaner FØR lchf var langt mere i strid med de officielle kostråd end min kost er nu. Ja, måske spiser jeg mere FEDT men på alle andre parametre ville jeg score flere points hos sundhedsstyrelsen. Det handler vel om at se på det væsentlige. Og i det væsentlige ser jeg langt større ENIGHED på tværs af kostretninger end jeg ser UENIGHED.
Netop min pointe, Anna. Fedt at du skriver det.
Jeg tænker tit det samme i den der næsten endeløse kamp mellem low carb – low fat eller veganisme og hvad det nu måtte være. Nuvel, vi er ikke enige i detaljen, men vi kan saftsuseme finde fælles ståsted i mange ting. Og idéen i at spise mad, rigtig mad eller naturlig mad eller hvad man snart vil kalde det, står i centrum de fleste steder.
I stedet kommer det hurtigt til at handle om at have ret. Og jeg kan slet ikke begynde at beskrive, hvor langt nede af listen, det ligger for mig.
Hej Jane. Det er så vigtigt, netop det du skriver der! Det med tilliden. Ser man på det fra et makroperspektiv, så er det måske ret kendetegnende for en del af vores samfundsudvikling, at den almindelige borger i stadig større grad mister tilliden til autoriteterne; læger, politikere, “eksperter”, der hævder at de har sandheden. Jeg ville ønske, at dette blogindlæg kom længere ud end denne platform, så andre end os “hjernedøde følgere” kan læse og tænke over det.
Mange hilsner fra Marie, som i øvrigt slet ikke spiser LCHF, men alligevel læser din blog. :)
Hvor er du sød, Marie. Tak :)
Jeg tror, at folk er dødtrætte af eksperter og sandhedssigere. Ydmyghed om de ting, vi ikke ved, er også en ting, der ofte glipper i diverse debatter, der ofte handler om “hør mig”, “se mig” mere end om at få gjort en forskel for folk. Trist…
Jarmen … det er vel som når man lytter til alle sine veninder, når man har kærestesorger – og til sidst vælger, hvilket råd man vil følge … ;-) :-D i stedet for mavefornemmelsen
P.s. Min mor har lige sagt, at det ser ud som om jeg har tabt mig <3
Ja man lytter jo i sidste ende til den, man har tillid til.
Og dejlig kommentar fra din mor. Det er rart, når andre kan se det pludselig :)
Det bedste syns jeg er, at jeg har det godt i min krop :-D – men det gør da ikke noget, at der ryger nogen af de alt for mange kg der er kommet på efter jeg blev syg …
Nemlig! Hele mit liv har jeg med en insulinkrævende diabetes fra barnsben af fulgt de officielle kostråd. Men selvom jeg har gjort alt rigtigt i forhold til den anbefalede kost, medicinering og motion, ja, så har mit blodsukker altid været svært at styre – virkelig frustrerende når alt bliver gjort lige efter det anbefalede. For godt 4 år siden begyndte jeg at tænke i alternativer, for jeg var så TRÆT af at have kæmpet i +40 år uden at komme i mål. Mine behandler-steder har aldrig foreslået alternativer så jeg oplevede at være alene i processen. Få klik senere begynder jeg at læse om lchf og om vores svenske naboers mangeårige brug af netop lchf i behandlingen af diabetes.Jeg går i gang —-og her over 4 år efter kan jeg kun sige, at jeg ALDRIG har haft så stabilt et blodsukker, og det på grund af den ændrede kost. Og det giver jo så meget mening. Hvorfor anbefale en kost som gør, at man som patient får de uønskede blodsukkerstigninger af at indtage kulhydraterne fra brød, ris osv., når man kan spise en fuldt tilfredsstillende og mættende kost uden at få blodsukkeret til at stige – det er da tåbeligt, set med mine øjne. Så ja, derfor er min personlige erfaring, at man ikke nødvendigvis får den hjælp, der passer til lige præcis mig, min situation og min sygdomssituation. Det giver da stof til eftertanke..
Hvor er det fantastisk at høre, Helle! Sejt med det blodsukker. Og det giver jo i virkeligheden superfin mening. Og jeg er helt enig med dig i at kostanbefalinger til diabetikere er helt hen i vejret.
Jeg oplever at problemet her strækker sig langt ud over det indlæg, jeg har skrevet her. Jeg deler ikke den der skøre idé med at “læger arbejder for at holde os syge for ellers havde de ikke noget arbejde”, som man nogle gange kan høre folk (ikke dig) udtrykke. Men der er ikke meget viden om kost og livsstil, og det er heller ikke nødvendigvis det, en læge er uddannet til at rådgive i. Og på den måde kommer man til at stå alene, hvis man ikke vælger den vej, der står i den pjece, man får udleveret.
Det ærgerlige er så, hvis man derefter skal høre for at man har valgt anderledes til trods for de målbare gode resultater.
Jeg tror netop det er myndighedernes problem – formidlingen. Fx kostpyramiden giver som sådan mening. Men det er svært at huske hvad der er i de enkelte niveauer. Og kostpyramiden fokuserer slet ikke på sammensætningen af mad. Så giver diæter som lchf, sensekost, palæo, atkins kuren, endda matematikkuren mere mening fordi man får nogle egentlig retningslinjer der faktisk virker. Og det synes jeg ikke er dårligt! For i en af disse diæter er der en diæt der passer til den enkeltes person. For mig har matematikkuren været løsningen. Og så er lchf løsningen for en anden person, sensekost for en tredje person.
Jeg tror altså myndighederne giver os “almindelige” mennesker for lidt tillid til at vi faktisk kan navigere og bruge vores sunde fornuft. De forskellige diæter kræver trods alt sin research og man ved hvad man går ind til. Jeg tror ikke det er hos os man finder de overvægtige.
Ja og det er også vigtigt at huske på, at kostrådene jo ikke er lavet til folk, der vil ned i vægt. Men det er måske netop den differentiering, vi kunne have brug for. Her er kostråd til dig, der er sund, rask og aktiv og her er nogle til dig, der lider af overvægt/fedme, insulinresistens, diabetes etc.
Og enig i det med tilliden. Jeg forstår godt, at der i forholdet blogger/influencer opstår en tillid, som kan gøre det svært at sortere skidt fra kanel, men jeg tror samtidig, at størstedelen af i hvert mine læsere har hovedet bedre skruet på end bare blindt at følge alt, jeg skulle sige eller gøre. Sådan oplever jeg dem/jer i hvert fald :)
Hej
Der bliver givet mange kostråd uden evidens og det er da problematisk, og sundhedsjournalistik er fuldstændig blottet for nogen form for lødighed. Jeg er #teamevidens for så bliver det ikke så følelsesladet.
Haha enig. Samme hold her!??♀️
Rigtig godt skrevet. Det hjælper vel heller ikke ligefrem de officielle kostråd, at de er så vagt formulerede, fx Spis mindre mættet fedt. Ok, men mindre end hvad? Der bliver jo slet ikke taget højde for, at vores udgangspunkt er forskelligt, og hvis man tolker det, som at det er helt forbudt, er det jo klart, at man opgiver på forhånd. Jeg synes, de er et rigtig godt eksempel på “one size fits none”.
Jeg anerkender, at kostrådene også har en svær opgave. De skal både være praktisk anvendelige og samtidig kunne forstås og bruges af folk uden forudgående kendskab til kost. Og ja, ens råd til alle virker sjældent…
Fedt skrevet. BUM!
Vi tager jo netop sagen i egen hånd og handler ud fra vores overbevisninger og information – ikke efter trend og “sådan-plejer-vi”…
Og der er jo også dem, der prøver LCHF og finder ud af at det ikke virker for dem. Det er jo person-specifikt og det er da heldigvis lidt oppe at vende nu!
Helt ærligt – I dag laver vi jo (biologisk) medicin som er henvendt til bestemte person-grupper – hvorfor skulle de så tro at en bestemt madplan kan trækkes ned over hovedet på os alle – og have samme effekt på alle?
Vores kroppe og sind er så forskellige, så individuelle, at hverken medicin, mad eller ideologier kan skæres over en kam.
Fedt at du “tør” bringe fokus på det ?
Hilsen Maria
Tak Maria! Og helt enig. Det bliver dejligt når der åbnes op for lidt mere differentiering på kostfronten også?
Godt indlæg!??????
Jeg elsker når du skriver “rigtig mad”
Havde en sjov episode igår, da jeg fortalte en kollega at jeg havde tænkt mig at starte på LCHF, og at jeg siden midt januar stort set ikke har spist sukker, Hvidt brød, ris og pasta, og til gengæld havde spist masser af fed mad, og havde tabt 5 kg uden rigtig at være startet.? Hvor efter hun straks hev et eller andet alternativ til brød op af skuffen, og fortalte hun havde en opskrift på sunde romkugler, som man godt må få på LCHF!
Jeg sagde nej tak til erstatningsmad, jeg vil kun have rigtig mad!
Haha åååh, det er så typisk! Faktisk så typisk at jeg tog det med i min serie over de hyppigste begeynderfejl (dette indlæg)
“Eat food. Not too much. Mostly plants.” Sådan lyder Michael Pollans kostråd, som et modstykke til de amerikanske kostråd og den amerikanske madkultur. Nu er de danske kostråd ikke helt så betingede af industri- og fødevarelobbyer, som de amerikanske er det, men mange har jo en sund skepsis overfor myndigheder, der taler ned til sine borgere og samtidig bygger sine anbefalinger på forældet forskning (HVIS der overhovedet har været tale om forskning). I takt med at befolkningen får adgang til viden, bliver den mindre autoritetstro. Det er vel en naturlov. Præcis HVOR misvisende og ringe de officielle kostråd er, er jeg ikke kvalificeret til at udtale mig om, og det gør nok reelt heller ingen forskel, da de ifølge en madsociolog, jeg talte med, udelukkende bliver læst af en mindre gruppe slanke og veluddannede kvinder i alderen 32-38 bosiddende på Østerbro. Alle andre leder med lys og lygte efter noget, der kan hjælpe dem. Og det er vel fair nok, når de ikke oplever at få den fra officielt hold…
Jeg plejer bare at sige “spis rigtig mad”. Gør du det, giver resten ofte sig selv.
Og det forstår de fleste.
Men så kommer koret: “Jamen hvis du siger rigtig mad, så siger du samtidig, at der findes forkert mad, og hvis du siger forkert mad, så shamer du mad og så bliver dem, der spiser det bange for mad og så bidrager det til madfrygt og angst og spiseforstyrrelser” og på den måde har vi igen fået dirigeret debatten over på semantik i stedet for at tale om den problematik, det handler om. Det gør mig sgu så træt…
Smukt skrevet!
Tak Pia :)
Hvor er det en god og sund reaktion. Det er netop den indstilling, der vækker tillid. Gid vore politikere og andre myndighedspersoner havde bare lidt af din indstilling…. det kunne vi nyde godt af og nå langt med. Tak, Jane ?❤
Dejligt at du kunne lide indlægget, Merete. Jeg har haft starten til det liggende i kladderne længe men manglede lige den sidste dråbe til at trykke “publicer” og det kom altså så lige med den kronik :)
Amen – og tak for dig, Jane
Og tak for dig og dine altid søde kommentarer! <3