Kære Dagbog…

Som jeg har været inde på før, har jeg svært ved at finde et ståsted mellem Madbanditten, som jo er min blog, mit firma og min arbejdsplads og mig selv, Jane, der skriver og lever herude på den anden side af skærmen. Jeg har en masse ting, jeg gerne vil skrive, men det meste ender med at ligge som upublicerede kladder, fordi jeg enten ikke tør eller har lyst til at trykke send, når det kommer til stykket. Og det er lidt ærgerligt.

Bloggen her indeholder snart 10 års skriverier. Og selvom der de seneste år er kommet færre af de personlige indlæg, så har jeg utroligt meget gavn af de gamle personlige indlæg, når jeg falder over dem.

Gud, sådan gjorde jeg dengang! Eller gud ja, hvor baksede jeg meget med det.

Og det fortæller en historie om, at intet er forevigt og at ting ændrer sig med tid. Nogle gange bare fordi tiden går og nogle gange fordi man bliver klogere og finder bedre veje.

Og det bagkatalog af erfaringer vil jeg rigtigt gerne stadig have. Så derfor tager jeg hul på en serie, som hedder Kære Dagbog. Den kommer til at indeholde lidt af hvert. Ja, hvem ved, hvad den kommer til at indeholde? Noget med mig, noget med mad, noget med træning, noget med tanker og overvejelser.

Hormontest

I det sidste års tid har jeg lavet en masse tests. Primært for at blive klogere på, hvorfor min mave i perioder spasser helt ud men andre også af nysgerrighed. Som fx hormontesten (DUTCH test). Sådan en har jeg villet lave i hundrede år, men jeg har ikke kunne finde en, som jeg havde tillid til og som kunne hjælpe mig med at tolke resultaterne.

I en anden forbindelse havde jeg fået hjælp af meget dygtige Tine fra Gut Life Clinic og da det viste sig, at hun også kunne hjælpe mig med hormontest, var det helt oplagt. En ting er at få lavet testen. Noget andet er så sørme at tolke hvad det er, den viser. Og vide, hvad man kan bruge den viden til.

Jeg havde en klar fornemmelse af, at mine hormoner overordnet set er i orden. Jeg har ægløsning hver måned, hvilket jeg ved med sikkerhed, da jeg tager min temperatur hver morgen som del af min hormonfrie prævention, som jeg har brugt de sidste 3 år. Desuden har jeg klokkeklar og regelmæssig cyklus. Med det i bagagen kan hormonerne ikke være helt skæve.

Men jeg er 43 og er derfor i det, man kalder ‘perimenopausen’, som er de 8-10 år, der går forud for menopausen, og jeg er interesseret i at følge med i, hvordan det udvikler sig. Og så skal man jo starte et sted.

Skyhøjt kortisolniveau – er jeg stresset?

Hormontesten skulle tages på en bestemt dag i cyklus og tilfældet ville, at det var lige omkring det tidspunkt, hvor Mette F lukkede Danmark ned. Som alle andre var jeg urolig og bekymret og nervøs og generelt meget overrasket over, hvor meget hele situationen påvirkede mig.

Om det spillede ind ved jeg ikke. Men min test kom tilbage med et kortisolniveau, der var fuldstændig off the charts. Tordnende højt.

Om det er et øjebliksbillede, eller om jeg vitterligt er stresset, ved vi ikke. Jeg har haft travlt siden årsskiftet med den enorme Keto-interesse, tusinde spørgsmål her, der og allevegne, bogudgivelse og produktion af mit nye store online kursus, men jeg føler mig ikke stresset. Jeg kender desværre alt til stress og ved godt hvilke symptomer, jeg skal være opmærksom på.

Men nu har jeg gjort alvor af den meditationspraksis, jeg har forsøgt at få etableret så mange gange, og jeg indlægger mange pauser i min dag, hvor jeg laver ingenting. Jeg har skruet ned for løbeturene og for de længere fasteperioder. Jeg ligger dagligt i hængekøjen og kigger op i skyerne eller nusser rundt ude i haven eller øver mig på slacklinen.

Samtidig har jeg skruet ned for min tilstedeværelse på sociale medier, hvilket betyder, at jeg prioriterer at svare på kommentarer her på bloggen og i mindre grad på andre platforme.

Om et par måneder gentager vi testen og så må vi se, om ting har ændret sig.

Træning og robusthed

En ting, jeg aldrig rigtigt har fået skrevet så meget om, er min træning. Og det er lidt skørt, for det fylder mere og mere hos mig. Både tidsmæssigt og identitetsmæssigt. Jeg er blevet ‘en, der træner’.

Det er sådan en lidt lang og kedelig historie, som startede med, at det midt i 30’erne gik op for mig, at muskelmasse ikke vedligeholder sig selv. Imens min vægt var helt stabil, var min kropskomposition blevet anderledes og… blødere. Normal vægt men færre muskler og højere fedtprocent. Not cool!

Jeg døjede desuden med en masse smerter, især i ryggen, og jeg prøvede alverdens træningsformer, hvoraf de fleste blev afbrudt af smerter.

Lige før jeg blev 40, mødte jeg Rasmus, som nu er min træner og ven. Han har hjulpet mig afsindigt meget, så jeg i dag er stærkere, end jeg nogensinde har været i hele mit liv. Og det er ret fedt altså. Vægten er den samme, nu bare med mere muskelmasse.

Vores lidt mere end 3 år sammen har været fyldt med set backs og dumme, frustrerende perioder med skånetræning og smerter, som bl.a. den sommer, hvor jeg led af det mest smertefulde piriformis syndrom. Eller hvad fanden det var, jeg blev ramt af der. Men vi har arbejdet os stille og roligt igennem det hele og en af de ting, Rasmus har lært mig er, at man altid kan træne. Der er altid noget, man kan træne. Det mindset elsker jeg.

Siden har vi jo bygget Home Gym og vi har fået indrettet vores hjem med en masse muligheder for bevægelse og træning. Og jeg er generelt bare blevet begejstret for træningen. Ellers egentlig ikke så meget for selve træningen, men for effekten af træningen.

Fokusændring

Mange kvinder har et ønske om at ville være mindre, oplever jeg. Fair at ville mindske i fedtmasse, men det er uheldigt, hvis følelsen af, at man skal fylde mindre, forplanter sig i resten af livet, synes jeg.

Jeg vil gerne være stærk og robust og styrketræning gør noget ved mindsettet, som jeg har svært ved at forklare. Hvis du er stærk til træning, er du stærk i livet.

Og så ændrer styrketræning kroppen. Både måden kroppen ser ud på og indeni. Med den højere muskelmasse følger højere forbrænding og bedre kulhydrattolerance/insulinfølsomhed. Begge dele ting, som normalt styrtdykker i min alder.

At spise for at ville være mindre og at spise for at ville være stærk er også to forskellige måder at rette fokus. Og sidstnævnte er klart sjovest, synes jeg.

Mig og maden

Som jeg har skrevet om flere gange, er min kost i de seneste par år blevet mere og mere enkel. På den måde er der kommet et skel mellem de opskrifter, jeg laver til bloggen her og mine bøger og det, jeg rent faktisk selv spiser 9 ud af 10 gange. Jeg kan stadig ikke få lov at tage en dåse makrel og to kogte æg med i en bog ;-)

Med den store Keto-bølge, der raser, er der en underlig forventning om, at Keto er min grundkost året rundt og at jeg selv lever 100% efter de retningslinjer, jeg rådgiver i til vægttab. Og det på trods af at jeg i hvert fald i første Keto-bog skrev helt tydeligt, hvordan jeg bruger Keto som et par boostende perioder et par gange om året.

Keto er super fedt og jeg elsker det. Og jeg elsker især den mulighed, det giver folk med stor overvægt for at gå ned i vægt uden at sulte. Men det er ikke det eneste rigtige for alle altid. Husk konteksten.

Jeg kan mærke, at jeg ikke rigtigt gider de spørgsmål længere. Jeg gider ikke svare på, om frugt, dessert eller kage ‘er Keto’ og derfor lader jeg som regel bare være med at vise det, hvis jeg spiser det. Hvilket jo også skævvrider billedet. At det skal være så svært at få plads til nuancerne i den snak kan godt frustrere mig.

10 års Low Carb i bagagen

Men det er svært at skelne og det forstår jeg godt. Jeg har spist Low Carb i snart 10 år. Jeg har mange måltider, der er helt fri for kulhydrater. I perioder spiser jeg Carnivore, fordi det er det eneste, der duer. Og når jeg kan og vil og det fungerer for mig, spiser jeg flere kulhydrater.

Det er en intuitiv ting baseret på, hvad der fungerer FOR MIG her og nu ift. energi, velbefindende, humør, træning, mål osv. Det er sjældent sat i system. Det eneste, der er rimeligt konstant, er mit fokus på at spise nok protein.

Jeg cirkler mellem 0-100 g kulhydrat om dagen. De fleste dage vil jeg gætte på, at jeg lander i omegnen af 50 g og det virker til at passe godt til mig i de fleste sammenhænge.

Jeg tæller dog ingenting, medmindre det tjener et specifikt formål.

Projekter i 2020

De sidste 4 mdr. har jeg arbejdet intensivt på at producere mit nye kursus, Kickstart 2.0. Det er blevet til lige knap 200 siders tekst, mere end 7 timers indtalte lydfiler, 150 energiberegnede opskrifter og en masse ressourcer til at gøre Low Carb/Keto til en nem og langtidsholdbar vej.

Jeg er meget idealistisk anlagt, og jeg har brug for, at de ting, jeg laver, er i tråd med mine værdier. Og det føler jeg, det her kursus er og det glæder mig rigtig meget. At den første feedback på kurset også er rigtig fin, glæder mig selvfølgelig også rigtig meget.

Et andet stort projekt, som kommer til at fylde meget her i 2020 er, at bloggen her skal have en stor makeover. Jeg har fundet de folk, der skal hjælpe mig, og vi er i fuld gang med at aftale design, funktionalitet og en hulens masse mere. Bloggen her har været forsømt i årevis, så det glæder mig rigtig meget at have sat 2020 af til at lave det.

Men det var da en lille update. Om et par måneder – eller når der er nye ting at berette – kan jeg lave en opdatering.

Gider du læse den slags? Eller er der måske noget specifikt, du kunne tænke dig at høre mere om? Tip mig gerne i kommentarfeltet herunder♥