Kære Dagbog… (afsnit 4)


Det er 6 måneder siden, jeg sidst lavede et indlæg i min Kære Dagbog-serie. Så meget for min intention om at lave dem oftere, hva? Men det lægger så til gengæld fint op til, hvad dette indlæg kommer til at handle om.

Den nye bog

Det var en stor lettelse endelig at kunne offentliggøre nyheden om den nye bog i sidste weekend. Det har jeg haft lyst til længe, men jeg ville bare så gerne have forsiden på plads. Jeg er superglad for den. Både bogen og forsiden. Jeg føler mig virkelig hjemme i den bog og føler, at den er en stærk repræsentation af, hvad jeg står for her 10 år, efter jeg skrev første indlæg på Madbanditten.

På mange måder har det også været en tur igennem følelsesregistret at tage et tilbageblik på det sidste årti. Der er sket meget – for mig men også sådan på sundhedsfronten i Danmark.

Og STORT TAK for de mange forudbestillinger. Som jeg har skrevet før, er det faktisk vigtigt for forfatteren, selvom det kan virke lidt skørt at forudbestille en bog, der udkommer om flere måneder.

Men det gør mig rigtig glad – igen-igen-igen – at mærke den store opbakning fra jer derude. Så tusind tak for det♥

De bedste fra Madbanditten - ny bog af Jane Faerber

Og nu til noget lidt mindre festligt…

Travlhed og arbejdsliv

Jeg ved ikke, om du ved det, men de sidste par år har jeg haft et ønske og en intention om at arbejde mindre. En arbejdsdag på 4-5 timer er målet + at jeg altid også arbejder lidt i weekenderne, fordi der oftest er travlest på bloggen, når andre mennesker holder fri.

I lange perioder har det også lykkes mig at holde min arbejdstid sådan.

Men ikke det sidste halvår. Og realistisk set heller ikke det sidste år. Faktisk tværtimod. I stedet har jeg arbejdet mere. Meget mere. Jeg har arbejdet hver dag, 7 dage i ugen + alle helligedage og ferier her i foråret. Jeg tror ikke, jeg har holdt rigtigt fri siden min sommerferie sidste år.

Årsagen er helt enkelt, at der er mere arbejde, end jeg kan nå. Et stort blogprojekt, der kører på 18. måned her bag kulissen + arbejdet med den nye bog har trukket tæppet helt væk under mig.

Sagen er, at jeg har en fyldt arbejdsdag allerede med bare at drive min virksomhed og passe bloggen her. Når jeg så tager projekter ind som disse, æder det ind i det, jeg anser for min egentid.

Og jo, jeg ved godt, at det er priviligeret at kunne vælge at arbejde mindre, men det er nu engang mit privilegium, at jeg har et arbejde, der tillader mig at skalere op og ned.

Jeg forherliger ikke det at have travlt. Tværtimod. Jeg opfatter det som næsten flovt, at jeg igen-igen-igen-igen har tilladt mig at havne i denne situation. Jeg synes ikke, det er hverken fedt eller glorværdigt at sidde og arbejde i weekender og på helligdage. Det er det modsatte af det liv, jeg gerne vil have. Så det skal der laves om på (igen).

Min første ægte medarbejder

I lang tid har jeg været flaskehalsen i min egen virksomhed, og det har frustreret mig, at der er så langt fra idé til handling på en række ting. Jeg har en masse freelance-samarbejdspartnere, som hjælper mig med alverdens forskellige ting, og som jeg værdsætter utroligt højt,  men der lander alligevel mere på mit bord, end jeg kan kapere.

Så jeg har ansat min første medarbejder. En helt ægte fuldtidsansat med fast løn og pension og feriepenge og barns først og anden sygedag. Ja for fanden! Så nu skal vi dælme bygge det imperium – haha!

Hun starter til august, og jeg skal nok præsentere hende, når vi kommer dertil.

Hun skal være min online projektleder, hvilket vil sige, at hun skal hjælpe mig med at prioritere og styre alle mine idéer og projekter og hjælpe mig til, at de eksekveres hurtigere og ikke dør i en bunke på mit bord.

Hold nu kæft, jeg glæder mig!

Jeg har tøvet længe med at tage dette skridt, for det er faktisk et ret stort skridt – og et ret stort ansvar – for en, der driver en enmandsvirksomhed og som værdsætter frihed højt. Men da beslutningen først var truffet, kan jeg mærke, at det er det helt rigtige.

Sommerferie og rejseplaner

Men ovenpå dette hæsblæsende år er jeg ærligt talt dødtræt, og jeg har det, som om jeg kører på de sidste benzindampe.

Det er nok ikke helt ualmindeligt at have det sådan efter 1,5 års pandemi med markant anderledes hverdag.

Søren er også temmelig mat i sokkerne efter at have stået i spidsen for en hotelkæde uden gæster i 1,5 år og med et trecifret millionbeløb i tab. Ikke ligefrem drømmen for en direktør.

Jeg har planer om at holde ‘fri’ hele juli, ligesom jeg har gjort de sidste par år. Vi skal rejse – af flere omgange. Vi skal både til Frankrig og Spanien, og jeg glæder mig både til at gense min far og stedmor, som jeg ikke har set siden sidste sommer.

Og så glæder jeg mig til at tage hul på det eventyr, som har spiret og holdt modet oppe hos os i den næsten endeløse vinter. Nemlig vores drøm om at købe et hus i Spanien.

Vi har jo af åbenlyse grunde ikke kunne komme derned, men det kan vi (forhåbentlig) snart. I hvert fald har vi booket både rejse og ejendomsmægler.

Vinterdepression og forårshumør

Vinteren i år bød på besøg af en gammel kending: Vinterdepressionen. Det er ellers nogle år siden, den har været forbi. Jeg tror (håber), det skyldtes en kombination af frihedsberøvelsen og fraværet af den højt skattede alenetid, som er der, jeg lader op og henter min energi.

Jeg kunne godt se og mærke, at den var gal, imens det stod på, men det er altid først bagefter, at jeg kan se, hvor skidt det faktisk var.

Det vilde er, at den fuldstændig fordufter, i samme øjeblik lyset kommer tilbage (og jo tak på forhånd, jeg bruger alverdens lysremedier i vinterhalvåret og tilbringer tid udenfor hver dag).

I modsætning til en klinisk depression ved jeg rationelt, at det har en ende, også imens jeg står dybt begravet i det, og derfor tæller jeg slet og ret ned til 1. maj som en slags slutdato på miseren. Ofte ender det hele dog lidt før.

Siden vi flyttede ind i huset for 2,5 år siden, er det blevet tydeligt for mig, hvor meget højere livskvaliteten er i sommerhalvåret. Små ting, som at jeg lige kan tusse barfodet rundt i haven og se på planter og fugle eller vande lidt, når jeg trænger til en pause fra arbejdet, gør bare en enorm forskel.

Så snart efteråret kommer og udesæsonen stopper, bliver jeg helt modløs ved tanken om at skulle tilbringe de næste 6 måneder indendøre. Det er da et ringere liv!

Jeg tror ikke, jeg egner mig til at bo på de her breddegrader. Og det fører os igen tilbage til drømmen om at købe et hus i Sydspanien.

Familielivet

Sociale medier efterlader jo ofte et glansbillede, fordi vi kun viser det frem, vi har lyst til andre skal se. Det synes jeg ikke, der er noget galt med, og jeg mener bestemt ikke, man er forpligtet til at hænge sit beskidte tøj til tørre, eller hvad det nu er, man siger.

Og særligt når ens udfordringer involverer andre mennesker, er det tid til at værne om privatlivet.

Jeg synes, forældreskabet til teens er tough. Man står der fuldt komfortabelt i sig eget forældreskab og føler sig sikker og kompetent og så kommer teenageårene og slår en fuldstændig tilbage til start. Pludselig kommer al den gamle tvivl tilbage. Tingene er ikke længere så ligetil, for man har med næsten-voksne mennesker at gøre. Unge mennesker, der skal gøre sig sine egne erfaringer og lave egne fejl, men som stadig skal guides og styres udenom de største faldgruber.

At finde den balance, hvor man giver sine børn frihed, men samtidig sørger for, at kontakten til dem holdes intakt, oplever jeg som virkelig svært.

Jeg har ikke følt mig så udfordret, siden jeg stod som spritny forælder til to små liv. Jeg føler ikke, jeg er landet rigtigt i det endnu.

Mad & træning

Dagbogsindlægget ville ikke være komplet uden en lille update på mad og træning. Ikke at der er det store at berette.

Jeg har lige taget 4-5 uger med Keto Udfordringen eller KU, som nogle af de modige deltagere allerede har døbt den.

Keto Udfordringen er en særligt hardcore (men meget effektiv) version af Keto, og det har været det mest lærerige, jeg har gjort i mange år. Jeg elsker – virkelig elsker – når jeg får udfordret mine egne forestillinger om, hvad jeg kan og ikke kan.

Som alle andre mennesker er jeg en mester til selvbedrag og til at lulle mig selv ind i opfattelser, der faktisk ikke er sande, og det er simpelthen så befriende at se sit eget bullshit i øjnene, træde ud af komfortzonen og komme videre.

Nu er jeg tilbage til min gode gamle Low Carb-kost med enkelte elementer fra udfordringen. Her har jeg det altid rigtig fint.

Træningen kører stadig på med 3 x styrketræning pr. uge. Det har virkelig rykket med styrken det sidste år, og det er megafedt. Det har også hjulpet, at jeg har haft en virkelig lang perioden, uden at min ryg har drillet. Det har givet Rasmus mulighed for at vi går lidt hurtigere frem.

Men det var vist det for denne gang. Skal vi se, om jeg kan lave en opdatering inden der pludselig er gået 5-6 mdr. igen?

Sommerabat på Keto kostplan ‘den fleksible’

Få et superfleksibelt værktøj til at spise Keto med henblik på vægttab.

Læs alt om kostplanen her >>
(og spar 18%)

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

12 kommentarer til “Kære Dagbog… (afsnit 4)”

Skriv en kommentar