I juli måned holdt jeg så meget fri fra sociale medier, som det kan lade sig gøre med et job som mit. Helt lavpraktisk indebar det, at jeg ikke bragte nyt indhold her på bloggen eller på Madbandittens Facebookside, og at jeg slettede min Instagram-app og min Facebook-app. Det var ikke, fordi der opstod store åbenbaringer af at holde en måneds fri, men det var dejligt og afslappende og det understregede nogle ting, som jeg længe har gået og bakset lidt med.
Sommer uden sociale medier
100% fri er ikke rigtigt en mulighed, synes jeg, så hver dag loggede jeg ind på bloggen her og besvarede kommentarer. Samtidig tjekkede jeg Madbandittens Facebookside for at sikre mig, at der ikke var noget, der stak helt af. Det er jo vrede og indignation, som Facebook lever og ånder for, ved vi nok.
Og rigtigt nok…
Facebook er jo ligeglad med mine ferieplaner, så juli måned startede ud med en heftig debat på Madbandittens Facebookside, der havde bund i, hvad jeg bedst kan beskrive som en slags chokeret indignation over, at jeg simpelthen vælger IKKE at følge Hjerteforeningens kostretningslinjer. Det troede jeg ellers nærmest var hele præmissen for denne her blog.
Heldigvis er det jo stadig det frit land og man kan helt nemt fravælge denne blog og følge Hjerteforeningen i stedet. Det vil jeg slet ikke blande mig i.
40 kommentarer senere slettede trådstarter dog selv tråden, og det var jeg egentlig meget taknemmelig for.
Tid er det mest værdifulde, jeg har
Og det illustrerer meget godt noget, der har rumsteret i mig i en tid. Nemlig forskellen på min tilstedeværelse her på min egen platform og de platforme, som dybest set bare er markedsføringskanaler.
Jeg bruger meget tid, rigtig meget tid faktisk, på at svare og vejlede folk, som stiller spørgsmål her på bloggen til Low Carb/Keto, livsstil, vægttab, hverdagsudfordringer osv. Jeg gør det gratis, hvilket måske er dumt forretningsmæssigt, men det er en anden snak, men jeg gør det faktisk med glæde. Fordi jeg oprigtigt gerne vil hjælpe.
Men jeg er ikke interesseret i at bruge min tid på at diskutere kost og livsstil med tilfældige forbipasserende på facebook og jeg skøjter helt bevidst let henover dem, når de kommer.
Jeg er her for at hjælpe dem, der har lyst til at prøve kræfter med Low Carb/Keto. Jeg er her ikke for at debattere med folk på Facebook, hvis’ ærinde mest er at fortælle mig, at Keto er forkert, eller at man eller jeg burde gøre noget andet.
Not my circus, not my monkeys.
I fremtiden kommer jeg også til at skrive tekster, som jeg slet ikke kommer til at dele på Facebook. Det har jeg faktisk allerede gjort en del af i det sidste års tid.
Jeg ved i øvrigt godt, at jeg ikke er spor forpligtet til at redegøre for, hvad jeg gør og hvorfor, men måske er det rart at vide, hvor jeg prioriterer at bruge min tid, hvis man gerne vil have et svar fra mig.
Nemt (men kedeligt) at holde fri fra Instagram
Modsat forventningen var det dødnemt at holde fri fra Instagram. Dog blev det også meget tydeligt, at der er mange mennesker, som jeg kun har kontakt med der og et fravalg af Instagram betyder, at de mennesker glider ud af kontaktfladen. På den måde er det et kedeligere liv.
Jeg savnede den daglige lette underholdning, men jeg nød den tid, som det gav mig ikke at være til stede der.
Instagram sendte mig i juli måned 12 mails for at lokke mig med alt det, jeg gik glip af ved ikke at være der, hvor mange kommentarer og beskeder, der bare lå og ventede på, at jeg loggede ind igen, og det illustrerer meget godt, hvad det er, vi er oppe imod, når vi ønsker at sætte vores forbrug ned.
Tid brugt på Instagram (eller Facebook) er ikke time well spent efter min mening. Og jeg vil bruge min tid bedre. Spørgsmålet er bare, om man kan sætte sit forbrug ned. Kan man bare ryge lidt færre cigaretter? Tage lidt færre stoffer? Det vil tiden vise.
Tilbage til hverdagen – av, det er svært!
I den sidste uge af juli begyndte det at krible lidt i fingrene for at komme tilbage. Det er jo dejligt at mærke, at man kan savne sit arbejde på den måde.
Til gengæld er det skræmmende, så nemt man falder tilbage i det gamle. 11 dage inde i august og det er, som om jeg aldrig har holdt pause. Det bryder jeg mig ikke om.
I juli læste jeg en bunke bøger og nød det. I august har jeg ikke læst en eneste side endnu.
Mit arbejdsliv er super-grænseløst, både fordi det er på internettet, der holder åbent 24 timer i døgnet, 365 dage i året, men også fordi min arbejdsplads er i mit hjem. Det er så nemt lige at tjekke, ordne, gøre…
Så der skal noget benhård disciplin til at få de afslappende eftermiddage i hængekøjen med en god lydbog tilbage. Om det lykkes tør jeg ikke sige. Måske giver jeg en opdatering senere♥
Vil du læse om min sommerferie, kan du gøre det her: Min sommerferie 2020
Juli måned i hængekøjen krævede en tyk sweater. Hurra for dansk sommer!
Min første tanke var, hvorfor sletter du ikke bare din side på Facebook, så er du fri for det cirkus. Men så så jeg du har 134.000 følgere..
Alternativt kan man jo ansætte en assistent til at styre sine sociale medier? :-) Men det bliver måske for fjernt?
Hehe ja, hvis ikke jeg drev en online virksomhed, ville jeg slette Facebook øjeblikkeligt. Privat bruger jeg det stort set ikke.
Jeg har indtil videre fravalgt at lade andre styre mine sociale medier. Det har jeg det bedst med :)
Jeg tror på at man skal holde fri som i helt fri når man har ferie.
Ingen job, ingen aftaler man i bund og grund ikke gider, bare gøre helt det man har lyst til.
Jeg ved du bruger rigtig meget tid på bloggen, men tror ikke det er gratis tid. Tror det er givet rigtig godt ud til alle os der køber dine forløb og dine bøger, det tror jeg ikke skal undervurderes.
Det er også netop det, jeg mener. For mig er min tid fint givet ud, når jeg hjælper nogle, der gerne vil have min hjælp. Meget bedre end at diskutere med folk, der er overbevist om at jeg tager fejl. Jeg kan slet ikke se hvem der får noget ud af den debat :)
Hej Jane,
Tak for at dele dine erfaringer med en måned uden sociale medier.
Det har jeg aldrig kastet mig ud i, men jeg har de seneste måneder været meget opmærksom på, hvordan jeg bruger Facebook og Instagram. Det blev især tydeligt for mig, mens jeg var på tvungen hjemmearbejde pga. covid-19.
Instagram er det hurtige lille break, når jeg sidder med en dum arbejdsopgave eller jeg lige trænger til en pause fra ungernes snak. I forhold til pauser i arbejdet er jeg blev glad for at lige at gå ud på altanen, tage 10 dybe indåndinger, nusse lidt om tomaterne og bare kigge op i himlen, det er meget bedre end Instagram.
Facebook bruger jeg nu som et aktivt tilvalg, hvor jeg kan følge med i bekendtes liv. Jeg har ryddet gevaldigt op i diverse sider jeg følger, så jeg kun ser på det som, jeg ønsker – det er svært på Facebook at slippe for alverdens reklamer.
Som du skriver så er tiden dyrbar, og det tænker jeg meget over i forhold til sociale medier, der hurtigt kan sluge meget tid.
Hvor dejligt at høre om dine erfaringer. Jeg oplever helt det samme. Især de der små pauser vil jeg gerne bruge bedre. Tidsfordrivet lige så. Og ligesom dig oplever jeg, at det giver mig mere at lave ingenting i haven end at scrolle på instagram :)
Facebook har jeg faktisk ikke installeret igen. Men den havde jeg også slettet længe før. Det, jeg skal der, klarer jeg fint i ‘arbejdstiden’, hvis man kan kalde det det.