Det gik så fint, det hele, og så blev det ferie. Og du skulle lige smage og nu kan du ikke stoppe med at spise…
Lyder det bekendt? Jeg kalder det efter-ferie-effekten og den er garanteret i min indbakke hvert år. Så lad os prøve at kigge nærmere på fænomenet med at være godt i gang med de sunde vaner og så pludselig finde sig selv tilbage et sted, hvor det føles, som om nogen har sparket stopklodsen væk under impulskontrollen.
Det positive først
Lad os starte med noget positivt. Grunden til, at du bemærker dette, er, at du har prøvet, hvordan det føles at være denne følelse foruden. Hvis du i en periode har haft fokus på sunde madvaner, og især hvis disse har været Low Carb eller Keto, har du mærket, hvordan det føles at være uden konstant sult og madlarm. Aaah, en frihed det er at være fri for konstante tanker om mad og sukker…
Men der går ikke længe, så begynder man at acceptere det som en ny normal. Hvor fedt! Så er jeg alligevel en person med super viljestyrke, stærk impulskontrol og god appetitregulering! Og så glemmer man, at det er en effekt af kosten men tror i stedet, at det er en ny indbygget superpower. Det gør det nemt at overbevise sig selv om, at man nu heldigvis er typen, som er supergod til at spise lidt men godt. Men før man får set sig om, er alle de gamle spisesignaler, man havde arbejdet på at undslippe, tilbage.
Og så sidder man i saksen igen✂️
Hvorfor kan du ikke stoppe med at spise?
Det er vigtigt at sige, at dette ikke er et karakterbrist. Den hurtige energi, måske endda sukker-fedt-salt-kombinationen, påvirker dopaminsystemet på en unaturlig måde. Unaturlig, fordi især ultraforarbejdede madvarer har en sammensætning, som er lavet til at skabe denne effekt og som vores ur-hjerne derfor ikke har noget forsvar mod. Den hurtige energi har historisk set været livreddende og din hjernes vigtigste opgave er at holde dig i live. Så der skrues øjeblikkeligt op for ‘spis mere NU’-signalerne. Efter den første bid er systemet midlertidigt hypersensitivt og derfor kan det føles, som om du mister kontrollen med spisningen. Det er simpelthen en slags biokemisk trigger.
Og jo flere gange du gentager dette mønster, jo stærkere og jo hurtigere aktiveres denne effekt.
Så du er ikke svag. Du er biologisk kodet til, at dette skal ske.
Således opløftet, ikke?😤
Er alt nu ødelagt?
En lidt uheldig følgevirkning af denne oplevelse er følelsen af, at alt nu er ødelagt, at man har smidt al sin fremgang på gulvet og nu er tilbage, hvor man startede. Den er uheldig på flere måder, hvoraf en er, at den skaber unødvendigt stress i en periode, hvor der i stedet er brug for ro og selvomsorg. Den er heller ikke sand, den tanke. Alt er ikke ødelagt og i andre sammenhænge ville du aldrig tænke sådan. Sammenlign det fx med, at du beslutter dig for at rede din seng hver morgen. Det har du læst er en god start på dagen, fordi du starter dagen med en WIN. En dag glemmer du det eller måske kommer du helt fra det i en uges tid. Sløjfer det alle de dage, hvor du faktisk redte din seng? Nej, selvfølgelig ikke. Og det er det samme med maden.
De vaner, de madvalg og den adfærd omkring maden, du har arbejdet på, er ikke tabt, fordi du kom væk fra dem. Det arbejde, du lavede, har stadig givet dig værdifuld indsigt og værdifulde redskaber, som er dine nu. Så du er ikke fortabt eller slået hjem. Du har bare taget en lille omvej på din lange rejse mod et sundere liv. Disse perioder er frustrerende, men de er en del af livet. Alle har dem.
Slanke mennesker spiser også usundt. Vi er nødt til at aflive forestillingen om, at naturligt slanke mennesker spiser perfekt hele tiden. Det gør ingen. Og når du sætter det som krav for dig selv, sætter du barren så højt, at den er umulig at leve op til.
Og hvis du sænker den, vil du se, at det er meget nemmere at leve sundt, end du tror.
Så det vigtige her er snarere, hvad du får denne episode til at betyde for dig. Skubber den til en selvforstærkende historie om, at du er svag, ikke har kontrol over din spisning og at du aldrig vil lykkes, jamen, så er det sværere at komme tilbage på det sunde spor. Men hvad nu, hvis du i stedet brugte episoden til at blive klogere på dine triggere og på dine automatreaktioner?
Hvordan kommer man videre?
Der er masser af ting at arbejde videre med her. Måske har du stadig en indre ‘enten-eller-historie’ kørende indeni, som der skal arbejdes med. Du spiser enten supersundt eller super-usundt. Du spiser enten ingen kulhydrater eller alle kulhydrater i verden.
Når du ser det på skrift sådan her, kan du sikkert godt se, at der er virkelig mange trin fra ‘ingen’ til ‘alle kulhydrater i verden’. Der er faktisk tusinde skridt imellem de to, hvor du sagtens kan tage ophold. Dette ophold kan være til ét måltid, det kan være en dag, hvor du skal noget særligt, eller det kan være en uge, hvor du holder ferie. Det er ikke enten-eller. At spise et æble eller et stykke kage en dag er ikke det samme som at spise hele kagen, fordi der nu er åbnet for muligheden. Muligheden er der altid. Men i arbejdet med at lære dine triggere at kende og få omprogrammeret dine tanker om det, der sker, kan du blive bedre til at vælge dine til- og fravalg med omhu.
Alt dette betyder ikke (nødvendigvis), at du kan blive typen, der spiser kagen, påskeægget eller hvad vi nu har med at gøre uden at blive ramt af stærk spisetrang efterfølgende. Dette afhænger både af din individuelle biokemi, hvor længe denne vane har boet i dig, din krops evne til at veksle mellem de forskellige brændstoftyper og meget mere. Men du kan blive bedre til at vælge til og fra og til at tøjle din automatreaktion, når du har valgt noget til.
Dette er selvsagt ikke noget, vi lærer fra den ene dag til den anden. For de fleste af os er det noget, vi konstant skal arbejde på. Og i perioder vil det være nemmere end i andre. Men det er nødvendigt at arbejde på, hvis vi gerne vil slippe ud af den cyklus, hvor man konstant ‘starter forfra’.
Bliv Sukkerfri NU!
Men sidder du i saksen nu og starter du hver dag med de bedste intentioner men afslutter alligevel dagen i en skov af chokoladepapir, så er det måske tid til at tage tyren ved hornene og lave en kraftig intervention. Mit Sukkerfri-NU-kursus er lavet til netop dette formål. Kurset er lavet til den akutte fase, hvor du føler dig chanceløs og hvor du har brug for at blive trukket op af dyndet og tilbage på det sunde spor. Kurset varer tre uger og du er tilbage på sporet fra dag 1.
0 kommentarer til “Jeg kan ikke stoppe med at spise!!”