Skal vi lige tale lidt om, hvordan det går at være i Paris, nu hvor der er gået mere end en uge?
Det går godt. Stille og indadvendt er andre ord, jeg kunne finde på at bruge om det.
Hvor jeg de første dage følte, at jeg stod foran en mur af dage, er jeg nu en smule presset over, at det snart er forbi.
Godt nok skal jeg først hjem på søndag, men på onsdag kommer Søren og ungerne herned, så vi kan holde påskeferie sammen hernede.
Og det glæder jeg mig selvfølgelig til, men det er jo også slutningen på min egoist-tilværelse.
Og det er simpelthen den vildeste luksus at have sådan et par uger hvert år, hvor det hele er 100% på mine præmisser. Og der går jo et helt år, inden jeg får denne unikke mulighed igen.
Stille dage
Mine dage hernede er ret ens.
Jeg arbejder, går ture, spiser, arbejder lidt mere, går mere rundt i byen, lytter til musik, finder steder, hvor jeg kan sidde og nyde en udsigt eller en solstråle, ordner hverdagssysler, keder mig lidt og sover. Og næste dag gentager jeg det.
Måske lyder det kedeligt, men det er lige sådan, jeg gerne vil have det. Og det er præcist det, jeg kom for.
Det er overordentligt sundt for mig at kede mig og føle, at tiden står lidt stille.
Hvad sker der i kedsomheden?
Jeg tænker meget over det her med, at vi er så lynhurtige til at fylde ethvert tomrum, at vi faktisk aldrig helt når til at mærke, hvad der sker, når vi står udækkede i øjeblikket.
Enhver lille flig af ubehag bliver straks kvalt med distraktioner som musik, nyheder, mad, serier, mails, sociale medier, internet etc. Pyha, så slap jeg også for at mærke noget der!
Nogle gange er det bare en dårlig vane, men nogle gange er det også, fordi vi er bange for, hvad det er, vi mærker, når vi giver os selv lov.
Tænk nu, hvis det, man mærker, er, at man er gift med den forkerte, har det forkerte job, bor det forkerte sted, lever et liv, som er fjernt fra det, man synes, det burde være.
Det er meget nemmere at dulme og drukne end at forholde sig til det.
Nye perspektiver
En ting, jeg synes bliver tydeligt for mig, hver gang jeg er afsted på den her måde, er, hvordan de ting, jeg oplever som store derhjemme, pludselig virker latterligt små set hernedefra. Her tænker jeg fx på de daglige frustrationer ift. arbejde, familieliv etc.
Nuvel, det er da skideirriterende, hvis andre stiller deres beskidte service ved siden af opvaskemaskinen i stedet for nede i den, eller smider deres vasketøj på gulvet i stedet for i kurven, men det er jo ikke verdens undergang. Den slags ubetydeligheder.
Eller når jeg får 10.000. gang skal svare på, om man godt må spise frugt, sødemidler, skyr eller whatever på keto eller om en eller anden opskrift ‘er keto’.
Jeg forstår det jo godt, men jeg drukner i det. Samtidig er jeg vildt glad for interessen.
Gid der fandtes en bog, der bare svarede på alle de ting og gjorde alle disse tvivl helt klare… ;-)
Så for mig, der er ‘glasset er halvtomt’-typen, er det skidevigtigt lige at blive mindet om, hvor ekstremt priviligeret jeg egentlig er. Og hvor meget jeg har at være taknemmelig for.
Og jeg tror, det er det, Søren mener, når han siger, at jeg virker gladere efter at have været afsted. For det er jeg.
Samtidig synes jeg også, det giver en mere tydelig følelse af, hvad det er for ting, der er nødvendige at ændre. Og den erkendelse kan man jo så tage med hjem og arbejde med.
Kreativitet og nye idéer
I stilheden opstår også en masse nye idéer.
Jeg kom jo herned uden nogle konkrete arbejdsplaner, men det er endt ud i, at jeg har lavet de første tegninger til et nyt forløb, jeg vil lave. Det er både et, der kan tage over for dem, der har været på Kickstart eller til dem, som synes, at Kickstart er lige voldsomt nok.
Så det vil jeg prøve at sætte tid af til at lave senere på året. Og teste ikke mindst. På mig selv men måske også på et par testpersoner.
Nu ser vi…
Savn
Udover at jeg savner Søren og ungerne, savner jeg vores hus. Ja, det lyder måske skørt, men vi har endelig fået haven ordnet, så der nu er græs i stedet for mudder, og vi har fået terrassemøbler og ryddet her og der.
Inden jeg rejste var der masser af små skud på træerne og jeg er så spændt på, hvordan de tager sig ud igennem sæsonerne.
Jeg er virkelig faldet godt til i det hus. Det er ret fantastisk.
Men nu har jeg først lige en uge mere her, og det skal jeg have det bedste ud af.
Til sidst kan du nyde lidt stemningsbilleder fra denne underskønne by.
Hvor er det bare klog og skønt og vigtigt! Den mulighed vil jeg give mig selv, lige så snart jeg kan.
Tak Cathrine. Håber, du får mulighed for at opleve det selv. Det er skønt – og vigtigt :)
Kære Jane.
Tænk sig, du var den første jeg tænkte på i går, da jeg hørte at Notre Dame brændte. Synes bagefter, at det var lidt mærkeligt. Jeg kender dig jo ikke personligt, selvom det sommetider kan føles sådan.
Hver gang jeg læser om dine ture til Paris, tænker jeg, gid det var mig. Jeg har desværre ikke et job, jeg kan tage med. Hver gang jeg rejser uden familien er det med ca. 100 elever. Det er ikke så afslappende :)
Mht. det nye forløb, så er jeg også meget gerne prøveklud!
God påske!
Hvor er du sød, Christina. Jeg ved godt hvad du mener. Nogle gange er de personer, vi synes, vi kender bedst, nogen, vi ikke har mødt. Sådan nogle har jeg også :)
Og jeg skal have dig i baghovedet som testperson. Tak :)
Er så ked af at du skulle opleve Notre Dames fald på din tur :’( Men vil bare sige tak for at du deler dine fine tanker med os her. Jeg er helt klart en ‘glasset er halvt fuld’-type, men på det seneste har jeg følt mig lidt stresset, utilfreds og urolig indeni. Og jeg tror bl.a. det har noget at gøre med det du siger om ikke at stoppe op og mærke efter, men bare sidde med hovedet nede i telefonen hele tiden *dumt*
Nåmmen, jeg melder mig frivilligt til at være testperson på dit nye projekt!!! Pick me, Pick me!
Kh Camilla
Tak Camilla. Det var så rystende og voldsom en dag i går.
Dejligt at du kan bruge mine tanker (og modtaget det med testperson! :))
Denne pointe rammer rent ind, og jeg håber, at alle der læser indlægget også mærker, hvor rigtig og vigtig den er:
“Enhver lille flig af ubehag bliver straks kvalt med distraktioner som musik, nyheder, mad, serier, mails, sociale medier, internet etc. Pyha, så slap jeg også for at mærke noget der!
Nogle gange er det bare en dårlig vane, men nogle gange er det også, fordi vi er bange for, hvad det er, vi mærker, når vi giver os selv lov.
Tænk nu, hvis det, man mærker, er, at man er gift med den forkerte, har det forkerte job, bor det forkerte sted, lever et liv, som er fjernt fra det, man synes, det burde være.”
Jeg er nylig ude af et fast forhold, og når jeg rejser nu, gør jeg det alene. Dette har jeg også tidligere gjort, og jeg nød og nyder det stadig i høj grad. Jeg hører ofte kommentaren: “hvor er du modig” eller “er det ikke trist at rejse alene?”.
Jeg synes, alle burde rejse alene. Om de er i forhold eller single. Det er virkelig givende og lærerigt. Fx elsker jeg friheden ved, at dagene er 100% mine. Jeg har al styring med, hvad der skal ske, i hvilket tempo, hvad jeg skal se. Ingen kompromisser overhovedet.
Som du så rigtigt skriver i ovenstående pointe – at rejse alene indebærer også risikoen for at tænke og føle ting, som måske er ubehagelige eller fyldt med konsekvenser. Men du trækkes rigtigt nok ud af hverdagen og sofamentaliteten, når du er et andet sted end normalen. Og det kan faktisk også give et sundt perspektiv og en energi, du ikke får derhjemme.
Personligt – som du også selv skriver – får jeg et andet syn på ting, der har voldt problemer hjemme. Fx i relation til mit arbejde eller ting, jeg udskyder i privaten. Hvad der er store problemer hjemme, bliver letløselige ude.
En anden ting jeg ofte bemærker, når jeg rejser er, at jeg bliver mere fri, når jeg er et sted, hvor jeg ved, at ingen kender mig. Jeg løber ikke ind i folk, jeg kender. Jeg kan være fuldstændig anonym, hvilket gør, at jeg tør mere. Fx at spise på restaurant alene – bare det at være synligt solo, det rører eller hæmmer mig ikke på samme måde, som det ville hjemme.
Jeg er stor fan af at rejse solo. Så meget, at jeg i højere grad trækker dage eller uger ud til bare at være til og opleve et andet sted. Fordi det er en vigtig prioritering af dig selv.
God fornøjelse med resten af tiden i Paris. Det er virkelig nogle gode indlæg at læse, :)
Hvor dejligt at høre fra dig og tak for den fine kommentar :)
Jeg kan 100% genkende det, du siger med anonymiteten. Jeg kan jo ikke være specielt anonym derhjemme og jeg føler en kæmpe frihed ved at forsvinde ind i den her store by.
Og enig, alle burde gøre det. Hvis ikke rejse, så bare tage en uge i sommerhus alene eller hvad der nu er mulighed for. Det er så sundt for sjælen <3
Kæreste Jane.
Det er bare sådan nogle gode og kloge betraktninger du deler når du er i Paris for dig selv. Jeg lever det meste af tiden en slags ensom tilværelse, men det er langt fra altid jeg føler mig ensom.
Jeg tror der er noget vigtigt i at lade sig selv komme før alle andre, for nogle mennesker i hvert fald.
Jeg har lige snakket (betalt mig til en samtale) med en fyr der hedder Nickolai Damgaard – om min stress, manglende vægttab og dårlige søvn bla. Han “ordinerede” ud over tidlig sengetid – at jeg tænker på mig selv før alle andre – en sindsyg lektie for mig begge dele, men hold nu op hvor giver det god mening og nøøøjjj hvor har jeg bare vildt svært ved at tænke på mig først – og det er faktisk en overspringshandlnig når jeg hele tiden falder i “omsorg for andre fælden” – ej lyder det ikke bare for vildt.
Jeg tror SÅ meget jeg kan forstå hvordan du har det med at rejse alene og hvorfor du MÅ gøre det.
Kh. Pernille
Tak søde du. Og ja, det er så vigtigt lige at stoppe op engang imellem og blive mindet om at det er ok at tænke på sig selv først. Det er jo tilbage til iltmaske-analogien igen, igen :)
Kære Jane. Utrolig vigtig pointe du har, med at vi bør huske at være lidt alene med os selv og mærke efter ❤️
Tak for inspiration på så mange måder og for de skønne billeder af Paris ??
Nyd resten af tiden der og god påske til dig og dine.
Kærlig hilsen Helle