Jane alene i Paris – 2022

Jeg er taget til Paris – alene. De to uger, jeg har hernede, er noget, jeg glæder mig til hvert år, og alligevel kommer det bag på mig, hvor underlige de første dage er. Jeg genlæste lige nogle af mine skriverier fra mine tidligere ture, og jeg kan læse, at det er nøjagtigt det samme, der sker hver gang.

Stilhed udenfor – larm indeni

De første dage er der så stille, at det føles, som om alting inde i mit hoved larmer. Som en, der står og råber inde i mit hoved om, hvad fanden jeg laver her, og hvorfor jeg forlader mand og børn for at sidde her helt alene i en lille lejlighed. Hvad er meningen?

Men lige netop dét er meningen.

Hvornår har du sidst fritaget dig selv fra alle pligter og haft samtlige af døgnets 24 timer til kun at tænke på at varetage dine egne behov? Hvad sker der, når du skræller alt det omkringliggende væk, og du sidder piv-alene med dine egne tanker? Hvornår har du sidst siddet i stilhed så længe, at du kunne mærke ubehaget og høre alle de ting, der foregår inde i hovedet uden at skynde dig at dulme dem med sukker, alkohol, Instagram, Facebook, netflix eller andre stimulanser, der hurtigt kan få det til at gå væk?

Det er cirka sådan, mine første dage hernede foregår. Og det er på mange måder rædsomt, men det er simpelthen også så godt for mig.

Ingen pligter, ingen forventninger til mig

Jeg tilbringer jo masser af tid alene derhjemme også, men det er anderledes, når jeg trækker mig selv ud af de vante omgivelser. Hernede er al tiden min egen. Madlavning til en person og oprydning efter en person tager ingen tid. Jeg har ingen pligter, ingenting jeg skal, ingen steder, jeg skal være på bestemte tidspunkter, ingen mennesker, der forventer noget af mig.

Det føles som et sundt sceneskifte

Den første dag var jeg så rastløs og fik ikke rigtig lavet noget. I går blev jeg så opslugt af arbejdet, at der var gået 6 timer, da jeg kiggede op fra min computerskærm. For det er en anden ting, der sker, når jeg får luft. Idéerne begynder at boble indeni, og jeg elsker det virkelig.

De første dage er nu gået, og jeg er gledet ind i min egen lille rytme, som jeg gør hvert år.

Så nu er jeg her. Lejligheden er lidt scruffy, men den har et fint lille køkken og en lille altan og jeg kan se himlen, når jeg kigger ud af vinduerne. Og der er stille om natten, så jeg kan sove uforstyrret. Vejret er gråt med få undtagelser, men træer og blomster er sprunget ud, så byen er grøn er farverig. Og even on a rainy day slår Paris stadig de fleste andre steder.

Jeg har et særligt forhold til Wrdsmth, som jeg har beundret på Instagram i årevis. Første gang, jeg så et af hans street art værker her i Paris, var i 2018 og det var virkelig særligt. Tu me manques, hed den (‘Du mangler fra mig’ dvs. ‘Jeg savner dig’). Jeg viste billede af den her: Wrdsmth – Tu me manques

Det er jo ikke hver dag, han lige kommer til Paris, men jeg opsnappede på Instagram, at han netop havde lavet denne nye sammen med en fransk street art kunstner, der hedder Ami Imaginaire. Så jeg skyndte mig selvfølgelig ud for at finde den.

Så fin❤️ Wonderland, hedder den.