Intuitiv spisning er en måde at spise på, hvor man er fri af madregler, men hvor man i stedet selvregulerer sit indtag gennem, hvad man mærker, man har brug for. Det er en måde at mindske madstress og blive bedre til at mærke kroppens behov. Men kan det egentlig forenes med Keto? Det vil jeg gerne give lidt tanker om i denne artikel.
Fortalere for intuitiv spisning vil sige, at det kræver, at man ikke følger nogle ydre kostmønstre eller fastlagte koststrategier. Og Keto er jo netop et kostmønster, og de vil svare klart nej til, at de to ting kan forenes.
Mit modsvar til det er, at intuitiv spisning er en myte og et helt urealistisk mål for måske 99,8% af os. Vi har allesammen alt for meget bagage med os kostmæssigt (fejlslagne forsøg, kalorietælling, kontroltab, overspisning, indlært viden om at nogle madvarer er gode, sunde, usunde osv.) Selvom man godt kan lægge det bag sig, vil noget af det altid ligge i baghovedet.
Intuitiv spisning og Keto kan (og bør) forenes
Men jeg mener bestemt godt, at Keto og intuitiv spisning kan kombineres – ja, faktisk mener jeg, at de skal kombineres, hvis man vil opnå varig succes. Forskellen på dem, der lykkes, og dem, der i årevis cirkler mellem ‘gode perioder og dårlige perioder’ er netop evnen til at spise intuitivt. Og det er svært, men det er meget nemmere, end du tror.
Hård kalorierestriktion, strenge madregler og et konstant fokus på hver en bid, man putter i munden, er vildt stressende. Studier blandt dem, der loggede mad via appen MyFitnessPal viste en uforholdsmæssig stor forekomst af spiseforstyrrelser. Nuvel, vi kan ikke ud fra det sige, om kalorietælling forårsager spiseforstyrrelser eller om folk med spiseforstyrrelser i højere grad tæller kalorier. Mit bud ville nok overvejende lande på det sidste. Men stressfaktoren kender mange til.
Bliv selvregulerende og mindsk madstress
Jeg er meget begejstret for Keto netop pga. den evne, som kosten og omstillingen til fedtforbrændingen har i at gøre kroppen selvregulerende. Folk, som i årevis har prøvet at kontrollere deres indtag ved hjælp af viljestyrke og ydre kontrollerende tiltag som kalorietælling, siger pludselig ting som: Jeg spiser, når jeg er sulten og stopper, når jeg er mæt. Det lyder jo næsten som utopi, ikke?
Men der sker noget i hjernen, når vi giver den en konstant strøm af den gode keton-energi. Den falder til ro og stopper med at sende så hidsige sultsignaler.
Men det er bestemt også en del af historien, at jeg møder mange folk, som aldrig rigtigt når dertil. Det er derfor mine platforme er fyldt med spørgsmål som:
Må jeg godt spise frugt? (hvad sker der egentlig, når du gør det?)
Hvordan ved jeg, hvor meget jeg må spise? (hvordan har du klaret denne opgave, siden du blev født?)
Kan jeg spise for meget af X eller Y? (‘for meget’ til hvad?)
Hvad sker der, hvis jeg en dag spiser X? (har du prøvet? hvad skete der?)
Kan du se, hvad disse spørgsmål har til fælles?
De har det til fælles, at der er en manglende tillid til at svarene ligger hos personen selv. Personen er ydrestyret, dvs, styret via eksterne regler, mine ord (eller en andens ord) osv. Men målet er at blive indrestyret. At kunne navigere efter hvad kroppen har brug for lige her og nu.
Hvis du tør generobre den tillid til kroppen og spise intuitivt, vil du opleve, at du nogle dage spiser lidt, fordi du ikke er særlig sulten, mens du andre dage spiser mere. Det er helt naturligt. At forsøge at sætte et så biologisk behov som spisning på formel er det, der er unaturligt.
Og her synes jeg, at principper fra intuitiv spisning kan give et værdifuldt input.
Men jeg skal også være den første til at indrømme, at intuitiv spisning sammen med fedtfattig, kulhydratrig kost er en opskrift på ukontrolleret spisning og vægtøgning for mig personligt. Jeg er konstant sulten og skal jeg lytte til min krop og spise ‘intuitivt’, vil altid spise. Hele tiden. 5-6 måltider hver dag. Mindst. Og jeg vil stadig være sulten. Men sammen med Keto har jeg en meget bedre chance for at mærke, hvad jeg har brug for.
Sådan kombinerer du Keto og intuitiv spisning
Det første, du gør, er, at du pakker tanken om en kostplan væk og derefter sætter du din badevægt ind i skabet. Jeg er ikke vægt-modstander, overhovedet ikke. Men mange har tendens til at miste forstanden over det tal og det ødelægger det, vi prøver at opnå med at turde være indrestyret. Så i en periode, hvor vi skal lære at mærke kroppen på ny og mærke dens behov og genetablere tilliden til den, kan det være nødvendigt ikke at blive konfronteret med de daglige vægtudsving.
Mit Keto-kursus er bygget op om denne metode. På kurset kombinerer vi Keto med intuitiv spisning og det betyder, at vi ikke tæller kulhydrat/kalorier og at badevægten pakkes væk for en stund. Meningen er at mindske madstress og at genetablere tilliden til en krop, man har mistet kontakten med.
Og det er en super selvkærlig måde at arbejde med kost, vægt og livsstil på. Tænk lige over det: Du skal leve i den krop resten af dit liv. Måske er det tid til at prøve at blive venner med den i stedet for konstant at bekrige den?
Tager man på af intuitiv spisning?
Mange frygter, at spisning og vægt eksploderer, hvis vi letter en smule på kontrollen. Men ofte sker det modsatte faktisk. At vi finder mere ro i at mærke, hvad kroppen har brug for og derfor ikke hele tiden sender nervesystemet i kæmp-eller-flygt tilstand, som er den tilstand, de fleste er i, når de overspiser. Pludselig bliver mad og måltider noget, der handler om nydelse og næringstoffer og ikke om stress og skam.
Lyder det som noget for dig, er du en perfekt kandidat til Keto kurset. Kurset er åbent for tilmelding her: Keto Kursus
PS: Bare lige for god ordens skyld: Kalorietælling og kulhydrattælling kan sagtens være superfint, og det kan være alletiders måde at blive klogere på mængder, indtag osv. Men det skal helst bruges klogt og ikke være en trigger for uhensigtsmæssig adfærd, fordi du sort-på-hvidt kan se, at du er ‘gået over’ dagens ration. Og lige i en periode, hvor man arbejder på at lære at navigere efter kroppens signaler, er det bedst ikke at have disse eksterne kontrolmekanismer med ombord.
0 kommentarer til “Intuitiv spisning”