Om at være introvert og lære at stå ved det


At være introvert er sådan en modediagnose, som jeg egentlig selv er lidt træt af, men jeg ved ikke lige, hvad jeg ellers skal kalde det. Og jeg vil gerne fortælle, hvordan det føles at have det sådan.

At være introvert handler ikke om at være genert, tilbageholdende, socialt hæmmet eller asocial. At være introvert handler om, hvordan man lader op og henter ny energi. Det er ikke en hæmsko eller noget at være flov over, det er bare et karaktertræk.

Som introvert lader du op alene, mens du som ekstrovert henter energi i selskab med andre.

De fleste mennesker har noget af begge træk i sig.

Herhjemme er Søren fx overvejende ekstrovert.

Han kan komme energifyldt hjem fra en arbejdsdag, hvor han har haft møder fra start til slut. Jeg ville være helt drænet af det.

Alligevel synes han også, det er hårdt at han skal ud både mandag og tirsdag aften i forlængelse af at vi har haft en hel weekend med gæster og fødselsdage. Men han plejer at nyde det, når han så først står i det.

INDRE UDMATTET EFTER FØDSELSDAGSWEEKEND

Jeg har virkelig nydt weekenden. Det har været så dejligt at fejre Silas og Vega og at være sammen med både familie og venner.

Men jeg er helt tom indeni, og jeg er så lykkelig over at jeg kan sidde hjemme i fred og ro og passe mit arbejde og at jeg ikke skal møde ind til en arbejdsplads med kolleger, krav og uforstående chefer.

Jeg føler mig indre udmattet, hvis det overhovedet er et ord, og jeg har lyst til at verden skal gå væk, indtil jeg er klar igen. Sådan kan jeg bedst beskrive det.

GÅ VÆK, VERDEN!

På sådan en dag som i dag kommer jeg til at arbejde offline en del af dagen.

Eller offline kan man vel nærmest ikke med de ting, jeg skal lave, men det bliver ikke i dag hvor jeg kommer til at browse igennem feeds på Facebook og Instagram.

Jeg passer min blog og mig selv.

AT MØDE NYE MENNESKER

For nogle uger siden havde jeg en lidt spøjs oplevelse.

Søren og jeg var inviteret til middag sammen med nogle mennesker, vi ikke kendte. Den slags selskaber er opslidende for mig. Det betyder ikke, at jeg ikke deltager (men nogle gange vælger jeg dem fra). Det betyder bare, at jeg bruger uhensigtsmæssigt meget energi på dem – både før og efter.

Jeg kan ellers godt lide at møde nye mennesker, og i dette selskab var menneskene både søde og interessante.

FÆLLESFERIER (OH NO!!)

Halvvejs inde i middagen foreslog en i selskabet, at vi skulle tage på ferie sammen allesammen. Hun kendte det her superdejlige hus i Italien, som man kunne leje med plads til op til 12 mennesker, og hun havde gode erfaringer med ferier med folk, man kendte lidt perifert.

At holde ferie med andre mennesker – og at holde ferie med andre mennesker, jeg ikke kender virkelig godt, ligger højt på min liste over ting, jeg aldrig kunne drømme om at gøre. Jeg ville bruge uanede mængder energi på det, og det ville koste mig dyrt både før og efter.

Normalt ville jeg have været høfligt og sagt, det lyder da også hyggeligt, og så ville jeg have fundet på en undskyldning senere. Men i stedet sagde jeg lige ud, at det ikke var noget for mig. Jeg gør ikke den slags, sagde jeg. Og så forklarede jeg kort, at det ville trække alt for store veksler på min energi, og at jeg har brug for at mine ferier giver mig energi snarere end at de tager energi fra mig.

Og det blev taget rigtigt godt imod, at jeg var så ærlig om det! Vi fik en kort snak om det og en anden i selskabet indrømmede, at hun egentlig også overvejende havde det som mig.

STOLTHED

Jeg tænkte ikke mere over det, før Søren i taxaen på vej hjem sagde, at han havde været helt stolt af, at jeg bare sagde det, som det var. Helt uden at pakke det ind.

Og så blev jeg faktisk lidt stolt også, for jeg er faktisk ikke så god til at stå ved mig selv så åbent, som jeg egentlig gerne ville være. Eller måske er jeg i virkeligheden ved at lære det.

At stå ved sig selv, sine karaktertræk og sine valg, hvadenten det gælder mad, livsstil eller hvordan man generelt indretter sig i livet, er megavigtigt.

Fortæl mig derfor: Hvornår har du sidst haft en oplevelse, hvor du stod ved dig selv, selvom du følte dig på udebane? Det vil jeg så gerne høre om!

PS: Hvis du vil læse mere om at være introvert, kan du læse om, da jeg først skrev om det tilbage i 2013. Det var øjenåbnende for mig at genlæse det – både ift. min egen udvikling, men også i forhold til bloggen her og hvor meget sværere det faktisk er blevet at skrive ærligt og åbent. Læs 2013-indlægget HER.

Sommerabat på Keto kostplan ‘den fleksible’

Få et superfleksibelt værktøj til at spise Keto med henblik på vægttab.

Læs alt om kostplanen her >>
(og spar 18%)

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

21 kommentarer til “Om at være introvert og lære at stå ved det”

Skriv en kommentar

  1. Kan se det er en gammel artikel men skriver lige alligevel ? jeg er nemlig en af dem der altid siger ja og gør ting jeg hverken har løst til eller har overskud til og så får en nedsmelting eller et tudeflip fordi jeg har oplevet for meget på en dag ? men jeg er begynt at lære at sige fra og nej. Jeg har altid kaldt mig selv enespænder indtil min nye læge lærte mig dette nye ord introvert jeg har det nok lidt anderledes jeg syntes det er rigtig rart at komme i en kasse for nu giver det hele mening for mig jeg har nok altid søgt efter hvorfor jeg er som jeg er hvorfor jeg ikke er lige som alle andre som jeg prøver at spejle mig i hvorfor de kan så meget… arbejde fuldtid have et familie liv være sammen med vennerne og dyrke sport på en gang ? jeg har altid hvilet i mig selv og hygget mig i mit eget selvskab men desværre har jeg problemer med ikke at være nok for ander de hiver i mig fra alle sider og der er så mange der vil mig men jeg kan ikke rumme så mange hvilket får mig til at føle mig som et dårligt menneske og jeg kæmper meget med dårligsamvithed som jeg slet ikke burde have fordi jeg da skal have lov til bare at være mig som jeg er ☺ jeg har døjet meget med træthed og stress som lægen tror er fordi jeg ikke giver mig selv lov til at være mig fordi jeg har brug for min tid alene jeg har 2 nære venner men det er så galt nu at jeg ingen gang har overskud til dem jeg kan rigtig godt li mennesker så derfor har jeg været i servicefaget i mange år et valg jeg tog den gang for ikke lukke mig så meget inde i min egen enespænder boble jeg møder rigtig mange søde mennesker som som sagt gerne vil mig og det er pisse dejligt at være så liket men jeg kan bare ikke give mere af mig end på jobbet når jeg har fri lader jeg op
    Jeg har bare et spørgsmål til alle jer der ude på nettet arbejder i fuldtid jeg har altid kun arbejdet deltid fordi jeg så skal lade op men har været heldig med min løn hvilket jeg syntes giver mig problemer nu da jeg gerne vil have et nyt job for at passe mere på mig selv så jeg får mit overskud tilbage men jeg skal jo osse kunne klare mig er der andre der ude lige som mig ? jeg kunne nok god arbejde fuldtid men det ville betyde at jeg så ikke kunne andet jeg ville ikke have noget liv min kæreste måtte nok bare klare sig selv og vores hjem ville nok komme til at ligne en skraldespand og opvasken vasketøj og ander huslige pligter kunne passe sig selv og jeg ville være kedafdet og til sidst nok bare gå i hundene ? sorry hade bare brug for at ævle lidt til nogen der måske ville forstå mig kunne sagtens ævle mere selvom jeg er en pige med få ord ? jeg undskylder manglen på punktum og komma er ordblind og ved ikke hvor de skal sættes ?

    Svar
    • Tak for din superfine og gode kommentar. Og hvor glæder det mig egentlig at høre at du har en god og forstående læge.

      Godt spørgsmål med fuldtid – deltid. Jeg arbejdede tidligere på fuldtid i mediebranchen og jeg kunne lide mit job og var egentlig glad. Men når jeg kom hjem var jeg SÅ udmattet. Jeg følte ikke at jeg havde 5 grams overskud til min familie og jeg slæbte mig igennem resten af dagen. Jeg troede, at det bare var sådan det var. At det var et grundvilkår ved at arbejde og have små børn.

      Efter jeg startede min egen forretning arbejder jeg det samme antal timer – nogle gange mere – men jeg føler mig slet ikke udmattet, når dagen er gået i samme grad som tidligere. Og jeg tror, det skyldes, at jeg arbejder for mig selv og på mine egne præmisser.

      Så for mig har arbejdsformen betydet alverden ift. hvor mange timer, jeg kan arbejde :)

      Svar
  2. det må være da jeg med udgangspunkt i min egen blog “githa`s blog”, blev bedt om at tale for 200 mennesker og kolleger om det at være patient i sit eget system. Hvor jeg efter 45 operationer på 3 år, totalt udleverede mig selv i forhold til et meget tabu diagnose som anal fistler.
    det var afsindigt grænseoverskridende men exceptionelt lærerigt

    Svar
  3. Tak for dit indlæg. Jeg har faktisk forbigået alle artikler omkring introvert og ekstrovert. Kan ikke lide at komme i en kasse. Men nu det kommer fra dig så er det på en måde et budskab pakket ind i god mad -ha ha! Jeg er jo så i den grad introvert. Efter en weekend med ungerne og mand, og et hold gæster så trænger jeg til at pakke mig selv væk. Jeg kan huske fra jeg var barn at jeg plejede at hente min dyne og sætte mig udenfor i brændeskuret hvor jeg legede at jeg boede. Vi har været på sommerferie med 20andre (fætter/kusine-ferie) det var meget grænseoverskridende for mig. Selve ferien var meget bedre end forventet men tanken om at gøre det igen giver mig uro. Jeg øver mig i at gøre ting impulsivt fordi jeg også kan mærke at jeg sætter mig selv fri på den måde. Men jeg har behov for at trække mig og være i min egen lille verden for at lade op….

    Svar
    • Hehe, jeg bryder mig virkelig heller ikke om kasserne :)

      Og jeg øver mig også i at udfordre det hele. Og tit går det rigtig fint. Andre gange not so much…

      Svar
  4. Jeg er også introvert! Jeg har forsøgt at udfordre mig selv og rent faktisk være sammen med andre på ferier, men for helvede det var ikke nemt.

    Engang da jeg var barn og var på koloni i Sæby, valgte jeg at forsvinde et par timer fra de andre. Der blev naturligvis iværksat search parties og de voksne som havde ansvar for mig, så deres karriere passere dem revy, og da jeg endelig dukkede op, blev jeg skældt ud, både pga frustrationer, men også fordi det er super farligt bare at forsvinde sådan. Jeg forklarede dem, at jeg var nødt til at være mig selv nogle timer, fordi jeg blev træt af at de andre var i nærheden af mig. Vi var ikke uvenner, men bare det at de var omkring mig, gjorde mig umenneskelig træt.

    Min kæreste forstår dette meget vel om mig og har meget stor respekt for det, når jeg siger nej til at være sammen med andre mennesker. Jeg har aldrig forbudt ham at tage med til sociale events, når jeg føler mig træt af andres nærvær, så sådan skaber vi balance.

    Jeg har dog udviklet en større tolerance og har måske brug for mindre mig- tid jo ældre jeg bliver, og når man er gravid med sit 3(!) barn, har man ikke meget mig-mig-mig tid.

    Når jeg har været på job som receptionist på Scandic, faktisk, er jeg nogle dage så udmattet fordi jeg har givet mig selv 100 til både kollegaer og gæster, at jeg er ved at døse om i toget. Og ikke fordi at jeg ikke har lyst til at være der for andre mennesker, men det er ikke gratis, og koster mig 3 timers alene-tid, og det er ok.

    Det blev langt nemmere for mig, at være mig, da jeg begyndte at acceptere, hvordan jeg er konstrueret og hvem jeg er, hvilket måske også har gjort mig lidt mindre introvert, og i sidste ende også bidrager til en bedre livskvalitet for mig. Det er meget mærkeligt for andre mennesker, at forstå min til tider ekstreme introverthed, og jeg er nemlig MEGET social og sjov, og meget dygtig til at samtale til sociale begivenheder, så hvordan giver det sig egentlig til udtryk??

    Min datter er på samme måde, og jeg forsøger at vise hende balancen mellem at udfordrer sig selv og respektere sig selv.

    Fra

    Jerica

    Svar
    • Tak for den dejlige kommentar, Jerica!

      Og hvor er du alligevel lidt sej at lave forsvindingsnummer fra koloni :)
      Min datter er meget sådan også og hun har faktisk helt fra hun var lille søgt at lave sine egne små fristeder. Det kunne være et hjørne eller en skuffe, hun kunne sidde i som helt lille (med ryggen til verden selvfølgelig). Som stor (nu 12 år) trækker hun sig ind på værelset og sidder og læser i timevis. Til samtlige fødselsdage, vi nogensinde har holdt for hende, er hun forsvundet ind til sig selv efter noget tid. :)

      Svar
  5. Dejligt indlæg! Et emne, der sjældent får opmærksomhed. Så tak!
    Jeg er ligesom du introvert og har først som voksen opdaget det (efter stress). Det allersværeste, når man i den grad overstimuleres let og har brug for tid alene, er at blive mor! Når man ikke kan rumme sit eget barns forsøg på kontakt – helst vil være alene. Det er svært at acceptere.
    Jeg øver mig meget på at sige fra, og det går bedre. Da jeg var gravid med mit første barn, gav min svigerfamilie os et krydstogt i julegave. Det var et skrækscenarie. Jeg vidste, jeg overhovedet ikke ville kunne klare det, men det var også utroligt svært at sige nej, da jeg vidste, de ikke ville kunne forstå. Alligevel var det nødvendigt. Jeg synes stadig, det kan være svært at stå ved at være introvert – andre har meget svært ved at forstå, man er introvert, når man samtidigt har gode sociale kompetencer og er åben og talende.

    Svar
  6. Hvor skønt at høre erfaringer om at stå ved sine udfordringer i at være introvert.
    Jeg må simpelthen høre dig: hvordan har det været for sig som introvert, at få børn? Jeg ved dine piger er ved at være store, men jeg er simpelthen bare nysgerrig ?

    Svar
    • Åh modigt spørgsmål!! Sandheden er, at det var ekstremt svært for mig. At vi fik dobbelt-op gjorde det heller ikke nemmere, vil jeg sige, for det gjorde det meget sværere at kræve sin egen tid. Som ene-voksen med to babyer var man bare en i undetal.

      Jeg kan huske, at jeg hver morgen, da de var babyer, satte vækkeuret (!!) til megatidligt om morgenen for at jeg kunne stå op og have en stille stund, inden de vågnede. Set i bakspejlet er det jo helt skørt at sætte vækkeur, når man har to babyer, men det var nødvendigt for mig. Desuden kørte vi et benhårdt synkroniseringssystem, hvor vi sammenkørte deres rytme, så de spiste og sov på samme tid. Det gav mig nogle åndehuller i løbet af dagen. Og så var vi benhårde til sengetider. Det betød, at jeg fra ret tidligt kunne kalkulere med, at dagen sluttede kl. 19 eller 20 (kan ikke huske det præcis), men det at der var et sluttidspunkt på dagen, gjorde en kæmpe forskel for mig.

      Det var ikke altid købt, men det var sådan, jeg overlevede i det.

      Alt dette til trods har jeg kæmpe mange ar og reaktioner, der stadig følger mig fra den tid. Så det har kostet mig dyrt, synes jeg, men når jeg ser på de to store 12-årige, ser jeg også at gevinsten var virkelig høj.

      Har du børn? Eller overvejer du at få?

      Svar
  7. Fed oplevelse og dejligt at læse!
    Min mand og jeg har aktivt valgt at vores børn ikke skal bruge tablets, telefoner og andre “aktive” skærme. De er små, 2 og 5 år, så selvfølgelig kommer det senere, men lige nu har vi valgt at beskytte deres små hjerner fra det! Jeg væver ofte lidt rundt i det, og glider af i diskussioner omkring børn og skærmtid, men i det små er jeg begyndt bare at sige det lige ud…..pyyyyh, det er svært for mig! For jeg er ravende ligeglad med hvad andre gør, vi gør bare vores, og jeg vil absolut ikke støde nogen. Samtidig vil jeg jo heller ikke sidde og lyve, når man fx i en venneflok diskuterer børn og skærme.
    Ikke helt som dit eksempel, og så alligevel! For jeg øver mig i at være mig, og det er åbenbart én af mine kæpheste.

    Svar
    • Sejt valg! Hatten af for det! Vi har jo truffet et lignende valg med sukker/slik/junk for vores unger (ikke 100% men som et pejlepunkt), og det har faktisk hjulpet at vi har været helt firkantede med det overfor fx bedsteforældre. Men ellers er det noget, vi går lidt stille med og jeg har det fuldstændig som dig: jeg er helt ligeglad med hvad andre vælger. Not my circus – not my monkeys.

      De der skærme gad jeg godt kunne begrænse yderligere. Det piner mig, som de tager over nogle gange. Måske skulle jeg skrive lidt om det… :-/

      Svar
      • Det er ihvertfald en meget interessant debat – det ville være spændende at læse lidt fra din pen om det.
        Uh, sukker og børn! Jeg er heeeelt på linje med jeres beslutning, og vi forsøger at håndhæve det, men den synes jeg er svær. Vi bor på en hyggelig og meget social rækkehusvej, hvor børnene render ud og ind hos hinanden…..med alt hvad det indebærer af mariekiks, juice, is ad libitum osv! Jeg har ikke taget kampen endnu, det er mit næste mål!
        Tak for daglig inspiration!

        Svar
  8. Hej Jane
    Jeg har lige læst dit indlæg, mens jeg spiste en dejlig frokost – rester af Flyvende Jakob, som er blevet en ny familiefavorit!
    Jeg vil ikke betegne mig selv som introvert, men det introverte er en del af mig. Jeg elsker at være social, jeg er underviser og har mange jern i ilden. Men når det er sagt, så har jeg også et stort behov for at være alene, at trække mig, at have stilhed. Jeg er også med alderen blevet bedre til at stå ved dette behov, så jeg går lange ture og prøver så ofte det er muligt at have en hjemmearbejdsdag. I sidste uge kunne jeg mærke at stressen bankede på. Jeg var sygemeldt nogle uger i starten af året, så jeg genkender straks tegnene. Men i stedet for at ignorere disse tegn, som så ofte før, så skyndte jeg mig at fortælle om dem. Både til mine kollegaer, min leder og min mand. Resultatet er, at der var en hel bunke af mennesker, der står i kø for at aflaste mig og give mig ro. Så ja, det føles godt, når vi står ved os selv og jeg synes, det er blevet nemmere efter de 40! :)

    Svar
    • Hvor er det dejlig læsning, Christina! Jeg har, som du måske ved, også stress i bagagen, og jeg er også blevet hurtig til at reagere på tegnene, når de opstår. Det koster alt, alt for dyrt at overhøre dem.

      Og jeg elsker egentlig også at være social (især hvis jeg selv vælger selskabet). Men nogle gange koster det på energikontoen og det skal jeg lige tage højde for :)

      Svar
  9. Åh hvor er det altså fint beskrevet. Jeg er selv meget introvert, og det har jeg efterhånden accepteret og lært at leve med. Da jeg var barn var jeg også meget genert, og det er jeg måske nok stadig lidt. Ofte føler jeg mig også meget socialt akavet, og det er egentlig nok det værste, og det jeg arbejder mest på. Jeg er generelt ret tilbageholdende, råber aldrig højt og gør mig ikke særligt bemærket (medmindre jeg er sammen med min helt tætte familie). Om det er generthed eller en del af det at være introvert, ved jeg ikke helt. Det er desværre af tidligere chefer blevet bemærket som noget negativt til medarbejdersamtaler osv. Det gør mig helt vildt ked af det, fordi jeg føler, at det forventes at jeg skal lave om på mig selv – og det kan jeg altså bare ikke sådan lige, og det vil jeg heller ikke. Vi behøver ikke alle være højtråbende og gøre os bemærket hele tiden. Man kan godt gøre sit arbejde godt uden at skulle fortælle det til hele verden, det mener jeg i hvert fald. Nå, men det er i hvert fald noget jeg arbejder utrolig meget på stadig – at finde en balance, hvor jeg kan give lidt mere af mig selv, men samtidig ikke blive drænet fuldstændig for energi. Jeg forsøger også så vidt muligt at få et par hjemmearbejdsdage om måneden (hvis jeg selv kunne bestemme, så helst 1-2 dage om ugen), og så holde søndagen helt fri. Det lykkedes desværre ikke altid, og så slår det hårdt om mandagen. Nå sikke en lang smøre, jeg vil egentlig bare sige tak for et rigtig fint indlæg!

    Svar
    • Tak for din fine kommentar <3
      Jeg er heller ikke den, der råber højst i et selskab og generelt holder jeg egentlig af små grupper fremfor store grupper. Men jeg kan godt navigere i begge dele. Smalltalk er virkelig ikke min stærke side, men jeg øver mig.

      Det er ærgerligt, når (ekstroverte) chefer synes, at alle bør være som dem. Der er jo netop styrker i begge dele. Håber, du får chefen med på hjemmearbejdsdagene. Det var en forudsætning for at jeg kunne fungere i mit tidligere job… :-/

      Svar
  10. Jeg nyder at være ude og være sammen med andre, men det noget, der kræver energi, så jeg skal nøje dosere mine oplevelser ude af huset.
    Og efter en weekend med fuld knald på med familien, vil jeg helst have en rolig mandag morgen på kontoret, hvor der blot bliver sagt godmorgen og ikke så meget mere.

    I sidste uge var jeg til et tredags møde med deltagere fra ca. 25 andre lande.
    Andendagen var lang og fyldt med diskussioner og informationer, så vi endelig havde fået overstået dagen og en lille reception, var jeg den, der sagde tak for i dag.
    Normalt vil jeg gerne med ud og spise med mine kolleger, men jeg havde brug for en lang gåtur alene og bagefter bare at læse på mit hotelværelse. Jeg var helt fyldt op af indtryk og vel overstimuleret, som man vil sige om små børn. Jeg kunne slet ikke mere og trængte til ro.
    Jeg var stolt af at have mærket efter, hvad jeg havde brug for, og ikke bare gøre som vi plejer.

    Svar
    • Jeg bliver også overstimuleret og det er SÅ ubehageligt. Hvor er det flot, at du mærkede efter og kunne reagere på det!

      Svar
  11. Jeg har det præcis som dig, efter sådan en weekend har jeg brug for at gå for mig selv og lade op igen. Jeg behøver ikke at tale med nogen og ønsker egentligt ikke andet selskab end højst vores hund.
    Jeg takkede nej til en sommerhustur med familien og sendte mand og barn afsted. Familien spurgte om årsagen og den fik de. Min egen familie har accepteret mine behov for mange år siden men svigerfamilie synes stadig (på 16. år) at det er underligt men nævner det ikke længere….

    Svar
    • Hvor er det dejligt at høre at du trods alt oplever accept fra din egen familie :) Jeg oplever også igennem årene at der ikke ses så skævt til det og især Søren har fået mere forståelse for det. At se mig have en komplet nedsmeltning fordi jeg har taget for meget ind er ikke specielt kønt, så det har givet lidt forståelse, tror jeg :)
      En vigtig del for mig er også at jeg er blevet strammere med min kalenderplanlægning. Dvs. at jeg planlægger 1-2 dage uden planer i forlængelse af en weekend med meget aktivitet. Det hjælper meget, synes jeg :)

      Svar