Intervalstegning er et genialt kneb til at få perfekt stegt kød hver gang. Og det sidste, du ønsker nytårsaften eller hvis du har gæster er, at hovedretten mislykkes.
Vi spiser altid en eller anden form for helstegt kød nytårsaften. Og der findes næppe en bedre anledning end nytårsaften til at imponere gæster med det perfekte stegte kød!
Intervalstegning – sådan steger du det perfekte kød!
Føj til favoritter Udskriv PinIngredienser
- 1 kg oksekød fx oksemørbrad, culotte etc. beregn ca 150-200 g pr person
- salt og friskkværnet peber
- smør eller kokosolie til stegning
Sådan gør du
- Husk at starte i god tid! Det tager noget længere tid end normalt at intervalstege! Tag gerne dit kød ud af køleskabet et par timer før brug, så det får stuetemperatur.
- Opvarm ovnen til 200 grader.
- Brun først kødet på alle sider i smør eller kokosolie på en varm pande. Drys med salt og peber.
- Læg derefter kødet i et smurt ovnfast fad og sæt den i den varme ovn i 7-8 minutter.
- Tag kødet ud og lad det hvile i 10-15 minutter. Kødet skal ikke pakkes ind men bare stå ude i fadet.
- Dette gentager du 3-4 gange, eller indtil din steg har en centertemperatur på ca. 60 grader. Afslut med at lade stegen hvile i 15-20 minutter, inden du skærer den i skiver.
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Intervalstegning giver mørt kød
Problemet er bare, at jeg altid har været en klovn til at stege kød. Især hele stykker kød. Det virkede som et lotteri, om jeg endte med et flot stegt resultat eller ej. Jeg overlod derfor også altid kødet til Søren, når vi skulle have gæster, så jeg bare skulle lave tilbehør.
Men så lærte jeg at intervalstege. Mand, hvor blev alting lettere – og bedre! Med intervalstegning får du kød, som er supermørt, og som er smukt rødt helt ud til kanten, hvor du ved normalstegning vil have en brun yderkant og en rød midte. Og intervalstegning virker bare hver gang! Slut med lotteri!
Intervalstegning er en lillesmule bøvlet, fordi det kræver mere af dig end bare at køre en steg i ovnen og ikke tænke på den igen, før uret ringer. Men det er så meget anstrengelserne værd.
Anden nem løsning – Langtidsstegning
Magter du ikke hele det cirkus med ind og ud af ovnen, så prøv langtidsstegning. Det giver også et fuldstændig perfekt resultat.
Se den nemme guide her: Guide til langtidsstegning
Så nemt er det! Du går aldrig tilbage, når du først har prøvet det!
Flere idéer til nytåesmenuen? Se her:
Nytårsforret: Limemarineret laks med rødløg og kapers
Madbrød med havsalt og oregano
Fotocredit: Columbus Leth til Mæt & Slank med LCHF og LCHF Året Rundt. (adlink)
Super god opskrift.
Vil udgive opskriften på de bagte løg?
Mvh
Susanne
Jeg har ikke noget billede af dem alene, men jeg har bare skåret dem i skiver, stegt dem ved middelvarme i smør og så til sidst haft dem med i ovnen med kødet i 15 min.
Hej Jane
Hvor kan man finde resten af opskriften?
Altså på tilbehøret.
Tak på forhånd!
Specifikt dette er vist i min bog Mæt & Slank med LCHF. Men du finder tonsvis af lækkert tilbehør her også: TILBEHØR
Prøvede intervalstegning af en kalvemørbrad nytårsaften – første gang jeg har prøvet intervalstegning.
Altså – jeg går aldrig tilbage til alm. stegning igen :-) – selvom det tager længere tid og opmærksomhed.
En helt igennem perfekt, mør og rosa kalvemørbrad – fik mange roser af mine gæster.
Og saften er helt klar og løber ikke ud når der skæres for – perfekt.
Fedt at høre og helt enig! Det er så meget tiden værd!
Hej jane?
Uh det skal jeg så meget prøve, det kød ser jo alt for lækkert ud?
Der hvor vi skal holde nytår skal vi ha reclette og en oksemørbrad.. har du nogle ideer til raclette??
Håber du kan hjælpe mig?
Glædelig jul⭐️
Nej desværre. Jeg har aldrig lavet raclette…
taaaaaaak Hvorfor har jeg aldrig stegt på den måde før ? Jeg stegte en jersey filet( den ende der er ribeye) og aldrig aldrig har jeg fået så velsmagende og mørt kød. Jeg pakkede kødet ind i rosmarin og timian – kød i busk ;) og det var så skønt. Jeg stegte dog lidt længere ca 15 min hver gang,
God nytår
I know!! Sådan har jeg det også! Hvorfor har jeg ikke gjort det før? Og kød i busk lyder bare overlækkert altså!
Godt nytår til dig også, søde! :-*
Nytårets-mørbrad blev lige i øjet! Perfekt debut med en hel steg hos mig – tak, for opskriften.
Godt Nytår, Smukke! Mon ikke vi ses i 2016.
Knus
Ej hvor fedt, Sveske! Og rigtig godt nytår til dig også! Jeg håber meget, vi ses i 2016. Måske vil du vise baby frem :)
Det ser lækkert ud. Når det nu er en oksemørbrad på ca. 1,5 kg, har du så nogen idé om hvor lang tid det tager samlet, 2 timer ca? Eller skal der flere intervaller på når det er mere kød?
Det kan jeg ikke svare på, Du er nødt til at have gang i termometeret. Ovn og stegstørrelse/tykkelse varierer jo rigtig meget.
Hej Jane. Spændende mulighed for en perfekt steg ? Hvor mange timer tager det ca. I alt ? Eller kan du sige noget om tiden pr kg? Venligst og Godt Nytår
Ann
Du har vel ikke en opskrift på svampesaucen?
Jo, den er i LCHF Året Rundt :)
Jeg har det her bogmærke liggende på min iPad. Den er stensikker – kødet bliver mørt og lækkert hver eneste gang. -og så er opskriften godt beskrevet med fine billeder og god rødvin.
Uhm, det ser lækkert ud! Gælder samme tid hvis man har et mindre eller et større stykke kød?
Er kødet dækket til mens det hviler?
Nej, bare i fadet :)
Når du skriver “lad det hvile”, hvordan foregår det så rent praktisk? Altså bare i fadet eller skal det pakkes ind i sølvpapir, eller hvordan…?
Jeg sætter bare fadet på køkkenbordet og sætter timeren til. Jeg pakker ikke kødet ind. Præciserer det lige i opskriften. Tak :)
Synes tilbehøret ser virkeligt lækkert ud. Hvad er det forskellige
Øverst er det bagte løg og svampesauce og nederst er det en lun bønnesalat :)
MUMS hvor ser det lækkert ud!
Tror du samme fremgangsmåde vil fungere med feks en hel gås (julegås) ? Den skal sandsynligvis ind og ud lidt flere gange, men kunne være interessant at prøve :)
TAK! Tak, tak, tak, tak. Tak. Fik jeg sagt tak? Men så – tak. Jeg kaster mig over det og ser frem til at servere perfekt stegt kød. Og TAK for resten :-)
Hahaha, og selv tak tak tak tak for at du læser med og altid skriver søde kommentarer :)