Sukkerfri børnefødselsdag er ikke så vanskeligt, som det måske lyder. Uanset om du er til børnefødselsdag med mindre sukker eller om du bare ønsker, at finde inspiration til at nedbringe sukkermængden lidt, er der masser af inspiration her. Du finder både inspiration og opskrifter til børnefødselsdag derhjemme og til uddeling i vuggestue, børnehave eller skole.
Sukkerfri børnefødselsdag
Jeg ser ikke sådan på det, at en børnefødselsdag nødvendigvis er der, hvor sukkerslaget skal stå. At tænke i at byde ind med noget sukkerreduceret synes jeg stadig vil være et kæmpe skridt i den rigtige retning.
Hjemme hos os har det altid været nødvendigt at tænke i sukkerfri børnefødselsdag eller i hvert fald børnefødselsdag med mindre sukker, for mine børn fylder år i november, så novembermåned føles som en lang fødselsdag, som herefter går direkte ind i december, som er en lang sukkerfest. Derfor har vi set fin idé i at nedbringe sukkermængden lidt.
Ideer til fødselsdagskage med mindre sukker
Der er masser af veje til fødselsdagskage uden sukker eller med mindre sukker. Mange af mine kager herunder er sødet med frugt og evt. en form for naturligt sødemiddel. Vil du ikke bruge sødemidler til børn, er det også fint. Du kan da erstatte det med almindeligt sukker og kagen vil stadig være kraftigt sukkerreduceret ift. normal kage.
Kagerne er desuden glutenfrie og Low Carb og vil kune spises uden vilde blodsukkerstigninger.
- Nem fødselsdagskage (mandelbund med flødeskum og bær)
- Low Carb sukkerfri lagkage
- Cake pops (kage på pind pyntet med chokolade og drys)
- Æblemuffins eller æblekage
- Banankage
- Appelsinkage
- Kagealternativ: Vafler med chokolade
- Kagealternativ: Jordbær med vaniljeflødeskum
Sukkerfri ispinde til sommerfødselsdagen
Ispinde kan selvfølgelig spises hele året, men er mest oplagte om sommeren. Og sunde ispinde er en skøn sukkerfri opskrift til børnefødselsdagen. Frugt, der er frosset, og evt. overtrukket med chokolade og pyntet, er en genial måde at nedbringe sukkerindholdet, samtidig med at ungerne stadig får noget, de synes er lækkert og festligt. Sukkerfri børnefødselsdag behøver bestemt ikke være kedeligt.
- Banan-is
- Små bananbidder med peanutbutter og chokolade
- Fruit pops (frugt på pind med chokolade og pynt)
- Vandmelonis og frosne vindruer på spyd
- Sukkerfri jordbæris
Uddeling i vuggestue, børnehave eller skole
Flere og flere vuggestuer og børnehaver har også sukkerpolitikker og et ønske om uddeling uden sukker, som sætter de kære foreældres fantasi på prøve. Jeg var derfor en tur omkring bloggens arkiver for at finde nogle gode idéer, som vi kunne bruge til de mange kommende fødselsdage. Og idéer var der heldigvis masser af.
- Jordbær med chokolade og kokos
- Lakrids-popcorn
- Sukkerfrie havregrynscookies (eller til de helt små: havregryn-banan-cookies)
- Dadelkugler med guld- og sølvstøv
- Gode gammeldaws romkugler
Opskrifter finder du herunder!
Opskrifter til fødselsdag og uddeling med mindre sukker
I dag er det nemlig d. 1. november, og det betyder, at vi er gået ind i fødselsdagsmåneden herhjemme. Mine to rødder fylder 10 år om lidt. Vi skal holde i alt fire fødselsdage: En fejring på selve dagen, en familiefødselsdag, en drengefødselsdag og en pigefødselsdag. Og derudover skal der deles ud i skolen. Jeg glæder mig allerede til december. Eller januar. Eller noget…
Vil du gerne holde børnefødselsdag uden sukker men er du lidt nervøs for, hvad børnene vil sige til det, så læs med her. Det kan nemlig sagtens lade sig gøre at holde en god børnefødselsdag uden sukker. Her kommer min erfaring fra Silas 7års fødselsdag i 2012.
Hvad siger børnene?
De fleste år har vi holdt næsten hel sukkerfri fødselsdag. Andre år har vi holdt halvt af hver. F.eks. lavet almindelige fødselsdagsboller og så en “sund” LCHF-kage. I år gik vi (næsten) hele vejen, og det synes jeg (sjovt nok) var et godt valg. Men nu handler børnefødselsdagen jo ikke om mig. Så hvad siger ungerne til det?
Det ville være løgn at sige, at de ikke bemærkede det. F.eks. var der ét glas saftevand (drikkeklar hyldeblomst fortyndet med vand) til hver og vand for resten. Vand til en børnefødselsdag? Det var der et par stykker, der synes, var mærkeligt. Altså, hvor var sodavandene?
Ligesom til pigefødselsdagen fik vi vafler, og de var lavet på mandelmel og serveret med alverdens toppings, og det er der jo ingen, der kan hverken se eller smage er uden sukker.
Enkelte af børnene spurgte, hvorfor der ikke var nogen kage. Jeg sagde, at der kom en bid kage senere, og så var de videre.
Det her var en 7-års fødselsdag for drengene fra klassen, og børn på 6-7 år har været til nok fødselsdage til at vide, at det betyder, at man får lov til at vælte sig rundt i kage, slik og sodavand i tre timer. Og de forventer at få det buzz. Så ligesom til pigefødselsdagen, måtte vi jo overpræstere på et andet punkt, når nu ungerne snydes for det forventede sukkerhigh. Og her er et gavespil altså en virkelig god idé. Det kan jeg ikke understrege nok. Udover at det samler drengene og pacificerer dem i en halv times tid, så retter det også fokus mod noget positivt: Udsigten til en gave!
Aktiviteter til børnefødselsdag
Vi lavede også tattoo shop og igen var det et hit. Vi fik ikke taget billeder af det, men jeg havde købt seje dødningehovedtatoveringer, og det synes drengene var for sygt sejt!
Senere fik de en bid kage i form af cake pops overtrukket med hvid chokolade. Den hvide chokolade er helt almindelig med sukker. Indeni er der kugler af tørret frugt og nødder, og pindene er et papirsugerør.
Herudover fik de en slikpose med en slikkepind, et stykke chokolade, et viskelæder og et sejt badge til at sætte på tøjet. Her var der ikke en eneste, der bemærkede, at posen var lidt low på slik.
Ingen sukker, ingen brok
Generelt synes jeg, børnene tog det pænt, at der ikke var så meget sukker. De bemærker det, men jeg oplever det ikke, som om de brokker sig over det. Men de kommer jo med meget forskellige udgangspunkter. Nogle af børnene er vant til ikke at spise så meget sukker, mens andre allerede ved ankomst proklamerer, at de lige har spist tre stykker kage. Altså hjemmefra, inden fødselsdagen. Og som derfor synes, at maden og drikkevarerne herhjemme hos os slet ikke er sødt nok. For det er de jo ikke, hvis du kommer lige fra en basse fra bageren.
Næste år tror jeg, at jeg i stedet for vafler og cake pops vil lave en stor, sund LCHF-kage og pynte den med slik eller glasur på toppen. På den måde tror jeg ikke, at de ville bemærke forskel overhovedet.
Erfaringer fra klassefødselsdag med drenge
Til gengæld er jeg ikke sikker på, at vi vælger klassefødselsdagen næste år. I hvert fald ikke til drengene. De andre år har vi jo inviteret drengebarnets venner og har derfor haft en flok, som i udgangspunktet kunne lide hinanden og havde nogenlunde de samme interesser. Det er ikke tilfældet, bare fordi man går i klasse sammen.
Vi oplevede, at drengene havde nogle uvenskaber og konflikter forinden, og dem tog de altså med til fødselsdagen. De var meget fysiske og røg nemt i totterne på hinanden. Særligt en dreng virkede til at have konflikter med flere af de andre, og jeg måtte afværge hele tre slåskampe i løbet af fødselsdagen. Den ene gang måtte jeg meget fysisk holde barnet fast for at forhindre ham i at gå løs på en af de andre drenge. Det var en meget uvant og grænseoverskridende oplevelse for mig at skulle håndtere den slags. Det har jeg ganske enkelt aldrig prøvet før.
Desuden har jeg det virkelig svært med børn, som ikke hører efter, hvad voksne siger. F.eks. var der to drenge, som legede en leg, som gik ud på at smadre metalbiler ind i hhv. hinanden og vores gulvpaneler, og det bad jeg dem meget bestemt om at stoppe med. Hvorefter de kiggede på mig og fortsatte. Jamen altså, det er jo ikke, fordi mine børn er engle, men den slags er helt ukendt for mig.
Og så havde jeg også en naiv forventning om, at man godt kunne tage en flok 6-7-årige med over på den nærvedliggende legeplads/fodboldbur, uden at halvdelen af børnene ville vælte rundt ude på vejen. Jeg troede, at skolebørn havde lært det der med fortov vs. gade, men der havde jeg også for store tanker om den. En indhegnet have eller en gummicelle havde været et bedre bud.
Altså, hør lige! Er opdragelse gået fuldstændig af mode? Eller lyder jeg bare som en gammel kælling? Jo, jo, sig det bare!
Nå ja, og så for at slutte af, var der en dreng, som blev syg og derfor kastede op nede i entréen udover alle drengenes (nye) vinterstøvler og godt ned i vores kokostæppe. Og imens vi var dernede for at hjælpe det syge barn, opstod der slåskamp i stuen. Glimrende!
Faktisk synes jeg, at drengefødselsdagen var for meget på flere punkter, og jeg har skrevet rundt til klassens forældre og børnehaveklasselærerinden og forklaret, hvordan vi oplevede drengene. Især det med slåskampene rystede mig meget. Så den flok har jeg ingen trang til at skulle have besøg af igen.
I forstår måske, hvorfor jeg er svært tilfreds med, at der nu går et helt år, før jeg skal igennem det cirkus igen.
Hej Jane
Genialt indlæg med sukker-beherskede opskrifter til børnefødselsdage; tak for det.? Laver du et juletema med ideer til konfekt, småkager uden mel, måske en krydderkage? Det ville bare være for vildt… ?
Tak for alt det, du lægger på bloggen, jeg har haft så stor glæde af at lchf-modidicere min kost.
Kh Signe
Åh jeg har ikke helt besluttet hvor meget jul, jeg kommer til at lave her på bloggen, da jeg er bortrejst halvdelen af december. Men der ligger jo tonsvis af juleopskrifter fra de øvrige år og så har LCHF Året Rundt jo også et helt julekapitel. Se bloggens her: https://www.madbanditten.dk/lchf-juleopskrifter/
Fantastisk indlæg, som straks blev arkiveret til senere brug!
Fedt at det kunne bruges. Tak Stine!
Sikke nogle gode idéer. Min yngste blev 10 år i april og faktisk var det fad, som blev ryddet først til fødselsdagen, det hvor vi havde skåret 3 slags melon op. Vi er på ingen måde lchf i familien, men børn er bare også vilde med frugt, der er skåret ud/pillet. Og gider faktisk ikke rigtig kage, når det står side om side… Romkugler tager dog kegler altid. Jeg laver mine med abrikossyltetøj og sparer derved på det ‘almindelige’ sukker. Rigtig god fejring til dine unger – 10 år er stort! Kh. Birgitte