I dag er det et år siden MadbandittenPLUS åbnede dørene for de første medlemmer. Mit måske største og mest omfattende projekt i de 10 år, jeg har været selvstændig.
I årevis forinden havde jeg svaret på hundredevis af spørgsmål om, hvorfor jeg ikke tilbød energiberegninger på mine opskrifter, og om jeg ikke kunne lave det sådan, at man kunne gemme sine favoritopskrifter, så man nemt kunne finde dem igen.
Og jo, det ville jeg mægtig gerne, men min grænse for gratis var bare nået, både tidsmæssigt og økonomisk🥺
Gratis adgang til sundhedsviden
Madbanditten har været gratis at bruge siden 2011, og det hænger sammen med min grundholdning om, at adgang til sundhed skal være gratis.
Men det er bare ikke gratis at drive et stort website, og jeg får ingen mediestøtte – tværtimod har jeg lyst til at sige, når jeg ser Fødevarestyrelsen bruge deres markedsføringsbudget på at lave kampagner, der advarer mod Low Carb-diæter, men det er en anden snak.
Samtidig har jeg fravalgt at lave sponsorerede indlæg, som kompromitterer min troværdighed og som ingen alligevel gider at læse.
Madbanditten + noget ekstra
Og deraf opstod idéen til MadbandittenPLUS. Et Madbanditten, som siden altid har været, PLUS noget ekstra. Jeg ville gerne tilbyde de ekstra ting, som jeg syntes gav supergod mening for brugerne af siden, såsom energiberegninger og brugerens egen favoritside. Men jeg kunne ikke lave det uden hjælp.
Jeg landede på, at det skulle koste 1 krone om dagen for årsmedlemmer eller 49,- pr. måned, hvis man gerne ville betale hver måned. Jeg ville gerne, at prisen var så lav, at alle kunne være med. Det skulle være så billigt, at det var næsten fjollet IKKE at være medlem.
Vi fjernede samtidig de forstyrrende annoncer og reklamer (min hidtidige indtægtskilde her på siden) for PLUS-medlemmer, så hele sideoplevelsen blev bedre og mindre hektisk.
Og alle skulle have mulighed for at se det an gratis i 7 dage, inden de besluttede, om de ville betale.
Personlige madplaner med indkøbslister
Efter lanceringen i januar sidste år fortsatte vi udviklingen af PLUS, og i forsommeren kunne vi endelig lancere et smart værktøj, så medlemmerne kunne lave egne madplaner ud fra mine opskrifter og få genereret en indkøbsliste at handle fra.
Jeg laver også hver måned færdige madplaner til medlemmerne til dem, der foretrækker at blive inspireret på den måde.
Vi åbnede samtidig op for, at man kunne skrive egne noter til opskrifterne, hvis man fx byttede ud i noget eller ændrede i fremgangsmåden, så man kunne huske det næste gang, man ville lave den.
Alt det andet…
I efteråret lancerede jeg min ‘radiobrevkasse’, Madbanditten uden filter. En podcast, hvor jeg sætter mig bag mikrofonen og svarer på medlemmernes spørgsmål om alt muligt forskelligt, der vedrører Low Carb og Keto livsstil. Det er en megasjov måde for mig at følge med i, hvad der rører sig derude men også at kunne dele de her lidt mere hverdagsagtige tips og tricks til at lykkes med livsstilen.
Jeg har samtidig skrevet en række specialiserede Keto/sundhedsartikler, som jeg har valgt at lade være eksklusivt for medlemmer.
Så MadbandittenPLUS er dybest set et ekstra lille univers her på siden og min mulighed for at tilbyde noget ekstra til dem, som vælger at være med. Og det er faktisk megadejligt at kunne.
Og i dag har vi været i gang i 1 år, og jeg er taknemmelig for hvert medlem, som er (eller har været) med. Tak❤️🇩🇰
Har du endnu ikke været inde og se alt det gode, vi har lavet, synes jeg, du skal gøre det nu.
Tillykke med et år. Det er fint med energi beregningen, men det er mest favorit funktionen jeg bruger, og så fordi jeg gerne ville støtte denne gode side. Tak for de gode opskrifter.
mvh Michael
Så dejligt at høre, Michael. Tusind tak. Jeg forstår på mange medlemmer, at det er forskellige funktioner, de har nytte af og det er jo bare dejligt at vi kan ramme lidt bredt så :)
🇩🇰TILLYKKE Jane, tænk at der allerede er gået et år😃
Jeg var med fra starten og er så glad for MadbandittenPLUS, at jeg snupper et år mere🥳 Den er uundværlig i mine daglige madlavninger og super idé med noterne.
❤️hilsen Lone