Tak for alle de søde fødselsdagshilsner til de to 9-årige i går. Også tak for hilsnen fra Tobias, som så det som sit anliggende at gøre opmærksom på, at det er en skam, at mine børn har sådan en madhysterisk mor. Det er okay, vi kan godt tage det. Vi synes dog, det er lidt synd for Tobias, at han ikke har haft nogen i sin barndom, der har lært ham om ordentlig opførsel, men sådan er der jo så meget.
Vi havde en hyggelig dag, hvor vi hentede ungerne fra skole og overraskede dem med en tur ud i Columbus’ fotostudie, hvor mine kogebogskolleger, de to dygtige chokoladepiger Maja og Anne, var i gang med at skyde billeder til deres nye is-bog, Lykken er Is. Her havde de dækket op til smagsprøver med fødselsdagsflag og det hele. Og så fik vi lov at prøvesmage en masse forskellige slags is (og skyde et lille ekstra-billede til LCHF Året Rundt).
Bagefter tog vi på Halifax og spiste burgere. De fås også uden brød. Og jeg spiste pomfritter til. Ikke fordi jeg “syndede” eller “faldt i”, men fordi jeg havde lyst til pomfritter. Derefter fik jeg lidt kvalme og ondt i maven, men måske var det også, fordi jeg var træt som et alderdomshjem, fordi Silas natten forinden havde holdt mig vågen med sin hoste.
JANE PÅ KULHYDRATER
Jeg er ikke kulhydratforskrækket, og jeg spiser ofte moderat med kulhydrater (fra naturlige kilder), men det sker sjældnere, at jeg spiser high carb. Det første, jeg mærker, når jeg gør, er, min søvn forstyrres. Jeg får svært ved at falde i søvn og svært ved at sove igennem uden at vågne op. Hele mit liv har jeg haft problemer med min søvn. Jeg kunne aldrig falde i søvn, og jeg sov aldrig igennem. Hverken som barn eller voksen. Efter jeg begyndte at spise færre kulhydrater og mere fedt, begyndte jeg at sove en nærmest bevidstløs søvn.
Herudover oplever jeg, at jeg oftere “farer op” og bliver vred og skælder ud, når jeg har spist kulhydrater. Det lyder lidt fjollet, for jeg er jo et voksent menneske og burde selv kunne styre den slags, men jeg konstaterer bare, at det oftere sker, når jeg har spist mange kulhydrater. Jeg er ikke et opfarende menneske til dagligt og derfor studser jeg altid over det, når jeg pludselig farer op.
Det vigtigste, jeg oplever, er dog, at jeg ikke synes, det smager særligt godt. Slik og søde sager er alt for søde til min smag, og de smager mig faktisk ikke. Pomfritter smager udmærket, men det er vitterligt ikke et savn for mig normalt at vælge en salat med en god dressing i stedet.
OG UNGERNE….
På Silas mærker jeg ingenting. Han virker til at have en høj tolerance. Vega derimod er mere følsom, og hun bliver lidt hyper (på forhånd tak til kloge typer, der gerne vil gøre opmærksom på, at man ikke har kunne bevise, at sukker giver hyperaktive børn). Min datter, som normalt er den rolige og fordybende type, bliver sådan lidt urolig, som om hele hendes krop ryster indeni, og hun ikke ved, hvor hun skal gøre af det. Og det ender altid med tårer. A L T I D! Jeg kan ikke huske én eneste børnefødselsdag, hun er kommet hjem fra, uden at hun har grædt derhenne eller herhjemme. Der følger også altid en nat, hvor hun vågner en eller flere gange, hvilket hun ellers aldrig gør.
Det er ikke noget, vi gør et stort nummer ud af, vi bliver bare mindet om, hvorfor det er, vi ikke lever sådan til daglig. Og det kan være fint nok at blive mindet om det. Så madhysterisk er måske ikke det ord, jeg selv ville have brugt. Mad-bevidst synes jeg passer bedre. Vi har det ganske enkelt bedre sådan her. Og det gør det ikke til et fravalg af en masse ting, men til et tilvalg af en masse gode ting, både hvad angår mad men så sørme også hvad angår en lang række andre ting. Og på den måde bliver det faktisk ret nemt.
Indlægget indeholder affiliatelinks. Læs mere her: Madbandittens reklamepolitik.
Jeg er især vild med sætningen “Og jeg spiste pomfritter til. Ikke fordi jeg “syndede” eller “faldt i”, men fordi jeg havde lyst til pomfritter.”
Tak. Meget stort tak, Jane. Jeg er simpelthen så træt af sammenkoblingen mellem mad og synd. For mig at se “synder” man, hvis man ikke opfører sig ordentligt overfor andre mennesker, da ikke, hvis man spiser noget, der måske ikke er det bedste for ens krop (men som man forhåbentlig husker at stornyde, mens man spiser det).
I mine øjne er du langt fra madhysterisk. Du har fundet ud af, hvad der virker for dig, og prædiker netop ikke. Jeg lever ikke selv efter LCHF, men læser din blog, fordi du har fokus på rigtig mad lavet af rigtige råvarer. Et fokus, der efter min mening er hamrende vigtigt – så bliv endelig ved med det. :)
Halleluja – well spoken Luna <3
Og Amen! Kunne simpelthen ikke være mere enig!
Åh jeg hader simpelthen det der med at “synde”, “faldt i” eller andet som signalerer rigtigt og forkert og chanceløst offer.
Og tak for de pæne ord. Det er dejligt, at du finder noget, du kan bruge her :)
Hvorfor er det lige at hvis man har glutenallergi, er laktoseintollerent, har nøddeallergi, diabetes eller hundred andre ting, så er man ikke “madhysterisk” ?? Nåh nej, for det jo klart at man så ikke kan tåle almindelig kost!!! Vor Herre til hest! Det bunder udelukkende i manglende viden og erfaring på lchf området. Derfor er det vigtig at råbe op om det så ofte som muligt. Jeg er helt sikker på rigtig mange mennesker går derude og har det a.h. til , og som kunne få det så meget bedre på lchf, men gamle vaner og manglende åbenhed for området forhindre dem i at få det bedre. Det er i grunden trist.
Ja i hvert fald er det da ærgerligt, hvis nogle går og har det unødvendigt skidt.
Selv har jeg sværest ved at forstå, hvorfor vi skal dømme hinanden så hårdt på den kost, vi spiser. Jeg kunne da aldrig drømme om at kalde nogen for madhysterisk. Uanset hvad de valgte…
Jeg er så fantastisk glad for, at jeg er begyndt at leve efter dine opskrifter. Dine bøger og opskrifter på Madbanditten er blevet hverdagskost for mig. Jeg har fået det så godt med min krop, mit humør efter jeg er startet med at leve efter lchf. Jeg har heller aldrig i hele mit liv oplevet at kunne “sove igennem”, men det kan jeg nu og det er helt fantastisk. Jeg har aldrig før følt sådan en ro i min krop, som jeg har nu og at jeg aldrig føler sult eller lige har lyst til nogle hurtige kulhydrater er bare den største sidegevinst.
Jeg har naturligvis også tabt de kilo, jeg gerne har villet af med, ikke fordi jeg nogensinde har været overvægtig, men de har bare generet mig. Et enkelt lille spørgsmål trænger sig dog på. Kommer jeg på sigt af med noget af mit mavefedt og hvad kan jeg evt. gøre for det. Jeg har naturligvis fået en meget flad mave efter at jeg har lagt stilen om, men jeg ville gerne af med noget af fedtet på maven. TAK for alle de fantastiske tips og opskrifter, du kommer med. :-)
Hvor er det bare dejligt at høre, Jeanette! Og mavefedtet skal nok ryge. Mange oplever, at det er første sted, der ryger fedt fra. Herfra har du brug for tid, tålmodighed og på den lange bane nogle forskellige småjusteringer i dine vaner (både hvad angår kost, motion, søvn og stress).
Jeg kan anbefale svarerne “Det kan jeg ikke lide” og “Det gider jeg ikke spise”. De kan ikke diskuteres. Og hvis nogle spørger hvorfor, får de mor-svaret: Fordi jeg siger det ;-)
Ha ha, jeg kan anbefale: Nej tak. Ingen forklaring, bare nej tak! ;-)
Jeg synes det, der er mest pudsigt, er at vi er den samme race, men folk fungerer bedst på forskellige måder. Det er da spøjst! Jeg følger en ung kvinde på Youtube, der spiser HCLF, så altså det omvendte. Og hun vedholder at have langt mere energi, pænere hud og et bedre helbred. Så faktisk samme produkt af LCHF. Bare med nogle andre prioiteringer tingene imellem. Og så er der sådan én som mig, hvor jeg – hvis jeg selv skal sige det – spiser rimelig normalt og har det rigtig godt fysisk og mentalt. Jeg tænker, at mit Carb og Fat forhold er lige fordelt, istedet for enten er være meget højt eller lavt. Og det fungerer for mig. Jeg kan godt nogle gange synes, det virker meget mærkeligt med de to andre former, især fordi min mor er klinisk diætist og ved ét og andet om, hvordan kroppen reagerer. Men der er forskel på, hvordan den reagerer rent videnskabeligt, og hvordan virkeligheden hænger sammen, så hvis man føler sig bedre tilpas, så er det jo det, der tæller!
Det eneste jeg kunne finde upraktisk er selvfølgelig, at det jo så er svært ikke at få det dårligt, når man spiser noget andet. Fx til en fødselsdag eller en middag på restaurant, hvor man vælger noget der ikke hænger sammen med den daglige kost. Det er meget nemmere at lave sådan nogle sidespring, når kroppen er vant til at spise det hele (som en “normal dansker” kunne man sige).
Og jeg tror det er dér, folk finder det lidt mærkeligt at lade børnene være med, for det er så svært for dem at takke nej tak til slik og kage fx. Og er det så ikke bedre, at de generelt har det 10% værre og ikke tænker over det (for det gør resten af befolkningen tydeligvis ikke) end at de får det super dårligt, fordi de spiser nogle vingummier?
Det ville mange jo sige. Men ærligt talt, så skal jeg ikke blande mig. Om 50 år kan vi måske se nogle bivirkninger ved det ene eller det andet. Dér kan man begynde at brokke sig. Indtil da er jeg enig – min tallerken er min, og jeg kan så venligst lade være med at kommentere på andres! :)
Det med forskellig kost til forskellige mennesker synes jeg også er uhørt interessant!
Og jeg forstår helt udmærket din balance-tanke. Er man sund og rask, vil det sandsynligvis række. Har man allerede en halvsmadret metabolisme eller en række livsstilssygdomme eller -udfordringer, skal der nok lidt mere til.
Og ja, om 50 år kan vi se effekterne af det, vi gør nu. Ligesom vi nu kan se effekten af snart 40 år med fedtfattig, kulhydratrig kost.
Tak fordi du igen og igen gør det normalt at vælge sin egen krop og humør til – idtedet for bare at gøre som normen og vores opdragelse fortalte os
Jeg har levet LCHF i 1½ år.
Og nu overfører jeg det mere og mere til min dreng.
Han er sukker sensitiv – jeg er ikke i tvivl efter vi skal det væk, og nu giver jeg ham færre og færre kulhydrater – eller især dem med stivelse. Hvid pasta og hatting flutes er ude hos os. Jeg har fået et andet barn. Et barn jeg kan være sammen med på en dejlig og mere harmonisk måde.
Og jeg er træt af folk som synes det er SYND for min dreng at han ikke får sukker. Hvad med Disney-hygge? Det klarer vi fint. Han får pop-corn, som ikke er LCHF, men som han ikke reagerer på og som han nyder. Vi laver dem selv og de dufter fantastisk. Og han får dejlig hjemmelavet chokolade og chips. Og det virker for os. Vores lørdag er reddet, fordi vi ikke starter med gråd og en dreng som ikke har sovet godt og som har det rigtig skidt. Nu trisser han ind til min seng (5 år gammel) og spørger om han godt må lege inden morgenmad!!! Istedet for at starte dagen frustreret over at dagen er begyndt og han skal noget – noget som helst.
Det er ikke synd. Det er godt for ham.
Og folk der siger at man ikke kan bevise sukkerets effekt på hyper-børn har ganske enkelt ikke været sammen med en af slagsen. Forandringen er til at tage at føle på. Jeg behøver ingen forsknings resultater. Jeg ser bare på min søn. Tak for indlægget og tillykke med tvillingerne
Solhilsner
Stine
Hvad så med Disney-hygge?? Ja den hører jeg også tit. Mit barn er for nylig fyldt 2. Hun har endnu ikke smagt slik. For mig handler det ikke om, at det ikke er LCHF eller andet, men jeg har det så svært med tanken om at fylde mit barn med den slags. Hun ved ikke hvad hun går glip af og hendes far og jeg har i den grad på egen krop mærket hvad et for stort indtag af den slags kan medføre.
Jeg får ofte kommentarer med på vejen om at jeg er mærkelig og at jeg da skal slappe lidt af. De får det til at lyde som om, jeg er dybt uansvarlig.
En facebookven postede en dag et billede af sit barn, der fik en skål slik, lidt chips og et glas cola til aftensnack. Mit barn får gulerødder, agurk, blåbær og lignende, hvis hun endelig får noget. Jeg ved godt, hvad jeg synes er mest ansvarligt.
Ja – ingen af delene. Hverken total afskæring eller en overflod af det, er særligt ansvarligt. Jeg synes egentlig Jane tackler det ganske fint ved at begrænse indtaget for sine børn, men ikke afskærer dem totalt. Det er en fin balance. At bruge “hun ved ikke hvad hun går glip af”som argument, synes jeg personligt er ret farligt at bruge i forhold til sine børn. Så kan man hurtigt afskærme dem for tonsvis af ting, alene med det argument i baghånden.
Nu er der trods alt forskel på, om børnene er 2 år eller 9 år – den 2-årige kan da sagtens vente med at blive præsenteret for slik osv., mens større børn selv kan være med til at vælge og mærke forskel efterfølgende.
Jeg synes, du har en befriende og nuanceret tilgang til det, Jane.
Hilsen Hanne.
Jeg er også ligeglad med LCHF, når det kommer til børn. Så længe de får rigtig mad det meste af tiden, er jeg glad.
Men den fede mad har også gjort det nemmere for mine unger at behovsudskyde. Fx er de ikke ved at omkomme af sult om morgenen på den måde, jeg i hvert fald var, da jeg levede af havregryn, brød og pasta. Og det betyder at mor og far kan sove lidt længere i weekenden ;-)
WORD! Som de siger i det udenlandske ;-)
Jeg er kun enig og har en lille sukker-historie:
Min ældste datter var vel 4 på det tidspunkt, havde været med farmand oppe og handle ind og fik en lille slik, fordi hun var så sød ❤ (det er sjældent vores piger plager, de viser hvad de vil vise og sætter det på plads igen. Jeg er målløs HVER gang!). Hun fik en lille rulle vingummier. Kl. var 17 og jeg siger jer, hun fløj op som en snurretop! :O Aldrig har jeg set noget lignende! Hun var total hyper! :O så ikke slik kl. 17 om eftermiddagen ;-) Vi har lørdagsslik, det de bedst kan lide er chokolade, vingummier (!) og marcipan og den yngste lakrids. De spiser ikke så meget, da de ikke er vant til det ;-)
Jeg har selv IBS og følger en god blanding af LCHF og Løw FODMAP diæterne og vi har det bare fantastisk herhjemme! ;-) :-D
Bare klø på Jane! ;-)
Vildt nok!
Og fedt med kombi af Low Fodmap og LCHF. Det har jeg tænkt mig at skrive lidt om, når jeg får tid ;)
Nu er det jo så super heldigt, at vi som forældre helt selv vælger hvordan vi opdrager og fodrer vores børn og du har da I hvert tilfælde om nogen tænkt over hvad du gør, så det tager jeg hatten af for. Der er rigeligt med forældre derude, som ikke skænker det eneneste daglig tanke, hvad deres børn fylder sig med og desværre ser vi derfor alle de overvægtige børn, som mistrives på alle måder.
Desuden ved jeg, at vores børn husker at vi som forældre har haft den omsorg for dem og det er de taknemmelige for hele livet (Det har mine voksne døtre ofte sagt til mig:-))….
Så bare fortsæt din gode stil med kosten:-)
Det håber jeg virkelig, du har ret i, Tina. For selvfølgelig bliver jeg også nogle gange i tvivl om, hvad det kommer til at betyde for dem at vokse op i denne foodie-familie, hvor både mor og far arbejder med mad.
Det giver bare så god mening især det med følelserne ude på tøjet og den korte lunte. Jeg er på min 5. uge med LCHF og det fungerer bare godt for min kæreste og mig. Jeg oplever, at kunne nøjes med tre måltider, ingen ulve-time og meget få humørsvingninger.
Når folk rynker på næsen og spørger, om jeg så slet ikke spiser kulhydrater, så minder jeg dem lige om, at det hedder low carb og ikke no carb:)
Ulvetime har vi heller ikke herhjemme. Gid jeg havde vidst det, da ungerne var mindre!!
Og præcis! Stor forskel mht. NO carb. :)
Det er meget sjovt du nævner det med søvn, jeh oplever nærmest black-out agtig søvn på high-carb, hvor jeg vågner med hovedpine og muskelsmerter fordi jeg har lagt forkert og ikke sanset at flytte mig.
Ja, det er virkelig pudsigt! Jeg talte med en anden klog herre fornyligt, som også beskrev hvordan han blev træt og sløv af kulhydrater. Jeg bliver det modsatte. Urolig og sådan lidt hyper!
Jeg bliver sløv af kulhydrater og får en uro i kroppen som om den nærmest sitrer. Det giver også hjertebanken og udspilet mave. Til gengæld kan jeg ikke sove når jeg får får for mange carbs og sover omvendt som en sten når jeg spiser LCHF :-)
Det var lige netop det ord “sitrer”, jeg ledte efter i går og ikke kunne komme på. Det er lige præcis det, jeg oplever hos mig selv, og som jeg tror går igen i min datter. Uh, det er ubehageligt, synes jeg.
Kære Jane
Lyder til i havde en dejlig dag sammen, tillykke med de to store unger ;-)
Sikke et godt indlæg, og hvor har du ret…Hvorfor skal vi altid forsvare vores måde at leve/spise på???
Jeg får tit løftede Øjenbryn når folk hører at vores datter på 10 spiser LCHF, og ikke får så mange kartofler, ris og pasta.. Hvordan kan jeg dog gøre det mod mit barn!!!!!!! Men sandheden er hun altid har været meget sukker sensitiv (uanset hvad undersøgelser viser!!!!!!) og hun ser sundere ud og er gladere når vi holder kulhydrat indtaget nede… hun får det stadig ind imellem, og hun kan få guf om fredagen, men det er moderat, for ofte får hun ondt i maven og bliver dårlig.. Så sover hun også dårligere… Så jeg ser det ikke som det er synd for hende, når hun har det bedre…
Sjovt du siger det med at fare op og reagere… Den havde jeg ikke lige tænkt på… Troede bare det var hendes alder, men tror da lige jeg vil lægge mærke til i de perioder hvor det sker, om hun har spist flere carbs end normalt..
Hvordan bliver hun mæt, spørger folk? mange tror ikke man kan blive mær, og at man hele tiden er sulten når man ikke får brød/ris/pasta/kartofler, og jeg kan se de ikke rigtig tror mig.. De skulle prøve skulle de, men desværre er mange så fedt forskrækkede.. Jeg har aldrig holdt vægten så godt som nu hvor jeg spiser, fløde, smør, æg og bacon….. det giver stof til eftertanke ;-)
Jeg har ligesom dig altid sovet dårligt, og HURRA hvor er det skønt at sove igennem på LCHF.. Det gør en verden til forskel i hverdagen…
Man kunne vende den om og spørge andre hvordan de kan gøre DET mod DERES børn.. ;-)
nå det blev noget af en smøre, men det sætter virkelig nogle tanker igang ;-)
God dag
Mange Hilsner Fra Sussi
Og selvfølgelig spiser vi også masser af lækre grønsager
“Du passer din tallerken, jeg passer min” passer vist meget godt her ;-)
Generelt synes jeg faktisk, at vi overvejende oplever positiv opmærksomhed fra omgivelserne, familie, venner, skole, institutioner etc. Ikke at sige, at alle nødvendigvis er enige, men de er nysgerrige. Måske hjælper det at skrive bøger om det ;-)
Elsker din måde at tackle modstand på :) Er i øvrigt helt enig med dig – sure opstød må man lægge hos dem der virkelig fortjener det og på en saglig måde. Sjovt du fortæller om Vega om den indre uro når hun får sukker. Min søster har lige fortalt at den indre uor hun har følt hele livet, forsvandt da hun skiftede til LCHF!! Dejligt at vi der ikke tåler sukker så godt, har så mange fordele af at spise som vi gør. Alle dem der tåler whiskey, cigaretter og sukker og alligevel forbliver sunde og glad til de er 100 – tilykke til dem :) God dag herfra <3
Jeg led selv voldsomt af den der uro indeni tidligere. Det var som om min krop sitrede. Det var virkelig ubehageligt og jeg prøvede ihærdigt at dæmpe den følelse (med mere sukker)…
Hej Jane
Jeg glemte at skrive tillykke i går med de små barylers fødselsdag i min kommentar. Det manglede da bare. Så havde jeg faktisk også skrevet et længere stykke om at sundhed for mig er hele vejen rundt og at jeg skulle til min første Body-SDS behandling, som var noget af en oplevelse.
Min pointé med mit indlæg ifht til dit, var bare at jeg er helt vild med at du tager sundhed hele vejen rundt og ikke kun tænker kalorier og motion.
Jeg kan faktisk også genkende det du siger. Jeg forandrer også personlighed – sådan lidt.
Her på det sidste, er jeg sådan begyndt at tænke at hvis jeg hapser noget udover LCHF, ved jeg godt hvad det koster. Og så tager jeg bevidst regningen. Lidt ligesom rødvin og tømmermænd dagen efter. Der er dog ingen tårer. Kun bevidsthed om hvordan min krop hænger sammen.
Spændende med BodySDS, Hanne!!
Og ja, jeg tænker det også som tømmermænd. Er man voksen nok til at drikke for meget rødvin (eller spise for meget sukker), er man også stor nok til at tage konsekvensen.
Hej Jane
Body-SDS’en var bare så vildt. To af mine ribben er forskudt pga stor psykisk pres igennem min barn- og ungdom. Jeg er vokset op i en plejefamilie pga omsorgssvigt fra min mors side. Ved jeg ikke om du vidste. Glæder mig til næste omgang.
Damen spurgte faktisk hvad jeg spiste. Så sagde jeg stolt og glad LCHF. “Hva’ba – kom igen”. Det havde hun aldrig hørt om. Forklarede lidt, men hun var lidt blank, kunne jeg se. Synes jeg faktisk hun burde at have vidst noget om. Nævnte bare kulhydrater og hvor de gemmer sig henne.
VH Hanne
Jeg glemte helt, at få skrevet tillykke i går – man skulle ellers tænke, at med al den tid jeg har, så burde der være rigeligt med tid til, lige at få smidt sådan en kommentar af sted ;-)
Men tillykke med dem Jane :-)
De bliver smukkere og smukkere, selvom de også ser ret nuttede ud som små :-D
Jeg kan sagtens genkende alt det du skriver om carbs. Eneste undtagelse er, når jeg timer det med min træning, men der har det jo også en funktion, kan man sige!
Tak Vikki ;)
Kære Jane, skønt indlæg! Jeres famile har taget nogle gode valg for Jer, uden at det er synd for dine børn – det er jo perfekt
Wauw. Madhysterisk?
Jeg bliver ofte spurgt af en kollega, om jeg nu har fået lavet en test, der viser min intolerance overfor korn og sukker. Og jeg svarer hver gang nej, men at jeg kan mærke forskellen – og det er som dig: dårligere søvn, mere opfarende, uro i hele kroppen, lyst til en masse slik m.m. når jeg er på kulhydrater i høj grad – og modsat når jeg holder graden i bund.
Du har to heldige børn, der får en opvækst med et sundt forhold til mad.
Åh ja, tests. For hvis du ikke har en test, der viser det, så tæller det ikke? Eller hvad er argumentet i det? Den er også trættende, synes jeg… Og tak :)
Det er rigtig ærgerligt at vi har så lidt tro på hvad vi mærker i det her land. At vores egen kropsfornemmelse ikke er valid nok, men at der skal tests til, i det mindste for at tilfredsstille omgivelserne, så de kan forvisse sig om at det er ok med de valg vi hver især træffer for os selv?? Hvis flere lyttede til deres kroppe både mht kost og sådan i al almindelighed, ville vi have det langt bedre. Dine unger er heldige at have en mor med din bevidsthed. Hvor ville jeg ønske jeg havde haft den da mine var små. Det kunne sikkert have sparret os for mange søvnløse nætter?
Jeg ville også ønske, jeg havde vidst dette, da mine var yngre, men sådan kan man jo altid være klog bagefter ;-)
Helt enig!
Noget andet er, at jeg forstår ikke, hvorfor det skulle være så hjerteskærende håbløst at leve uden sukker og hurtige kulhydrater. At fodre sine børn med store mængder slik, sodavand, ris, pasta og morgenmadsprodukter er den direkte vej til voksne med knogleskørhed. Og det er der vist ikke så meget livskvalitet i – og hvis ungerne samtidig har et langt liv med uro i kroppen, måske depressioner, dårlig søvn -og alt det andet, vi kender så godt – hvor er så det fede i det?
Jeg synes f.eks., at det er skræmmende at se hvor mange slikbutikker, der er dukket op her i København. Fastfoodkæderne har også kronede dage – og vi kan simpelthen få stillet trangen til det hurtige sukkerfix når som helst på døgnet, den måtte opstå. Men man skal samtidig lægge øre til mange syrlige bemærkninger, når man står af det ræs.
A-f*cking-men! Tænk at du overhovedet skal retfærdiggøre jeres valg som familie (og at typer som Tobias ikke bare kan passe sin spandauer i fred)… Hvis du spørger mig, er Silas og Vega møghamrende heldige, at der bliver lagt så nøje mærke til, hvordan deres kroppe reagerer hver især <3
Og og og – det lyder bare som en rigtig dejlig fødselsdagsdag! For the record fik jeg også fritter (og medfølgende lortesøvn) til min Halifax-burger i søndags ;-) De' bare go'e!
De er SÅ gode! Yndlingsburgersted! Og jeg synes også,ungerne er heldige. He he.. :)
Super godt skrevet
Tak :)
Som en klog psykolog en gang sagde i et oplæg: Når nogen er vred på dig for noget, tager det gerne udgangspunkt i dem selv, så måske Tobias ikke er tilfreds med den måde HAN spiser på
Det sagde Søren også. Og ja, det plejer at være rigtigt ;-)
Er man seriøst madhysterisk fordi man spiser en kost der passer til ens egen krop og hvor man har det godt? Det argument lærer jeg aldrig at forstå! Ingen mennesker kan leve efter strikse regler hele deres liv, så naturligvis vil der altid være afvigelser såsom til fødselsdag eller fordi det er tirsdag og man er helt flad, men hvordan man vælger at leve 95% af tiden, det kan da aldrig blive andre end ens eget anliggende? Jeg forstår for det første ikke hvorfor ham Tobias (eller andre) blander sig i den måde du vælger at leve på, og jeg forstår heller ikke hvorfor det skulle være et problem at vælge en kost som man selv mærker, at kroppen reagerer godt på.
Jeg spiser også “specielt” (hader at skulle kategorisere mig) og mødes ofte med om det ikke er synd for mig, om jeg ikke savner (indsæt selv) eller hvornår jeg dog stopper med det. Når jeg så svarer at jeg faktisk selv har det rigtig godt, så mødes jeg altid med undren. Hvorfor ikke bare acceptere at vi alle er forskellige og så passe den mad man tager på sin egen tallerken?
Dagens opstød fra mig, lang kommentar ;) Det lyder som en dejlig fødselsdag og jeg er sikker på i alle nød både den og jeres kost som den plejer her dagen efter :D
Jeg er SÅÅÅÅ enig med dig Anna! Men det vidste du nok allerede godt ;-)
Ja men præcist!! Når vi sidder rundt om bordet og spiser herhjemme, og det ene barn synes, det er snyd, fordi det andet barn har fået flere/færre gulerødder eller noget, siger jeg: Pas din egen tallerken! Det burde gælde universelt. Jeg passer min, du passer din. Så nemt er det faktisk ;-)
For mig at se, er det også bare et dybt personligt valg, hvad man putter på sin tallerken. Jeg blander mig heller ikke i, når folk spiser toatsbrød og drikker cola til frokost, selvom jeg synes det er et mærkeligt valg :-)
Hver sin tallerken!
Jeg forstår godt hvad du skriver, men når man har valgt at være ansigt udadtil for en hel madbevægelse – og deler ud af denne offentligt – så synes jeg også at man må forvente at stå på mål for det. Her fx i form af en misforståelse. Det samme gør jeg – jeg skal ofte rode op i en masse misforståelser – og det er vildt irriterende, men det er så dér jeg husker på, at det jo er mig selv der har valgt at være offentlig omkring hvad jeg laver. For vi ‘passer’ jo heller ikke vores, når vi går ud og inviterer andre til at gøre det samme som vi gør (hvis de har lyst).
Det er jeg helt enig med dig i, Morten. Og jeg står gerne på mål for det valg, vi har truffet hjemme hos os. Jeg vil dog helst tales pænt til, ligesom jeg også selv taler pænt til andre, uanset om de er enige med mig eller ej.
Jaman, der er i helt enige :) Det var mere det her med at ‘passe sit eget’ jeg henvendte mig til. Selvfølgelig skal der tales pænt – ingen tvivl der.