I dag har jeg samlet 11 grunde til, at jeg spiser LCHF(-inspireret), for det bliver jeg tit spurgt om.
Hvorfor spiser du ikke bare “normalt”? Jeg ved ikke, hvad det vil sige at spise normalt, og jeg forstår ikke, at det opfattes som helt vildt afvigende at spise grøntsager, kød og fedt. For mig er det ret normalt.
Mange opfatter LCHF som noget, der har med slankekur at gøre. Og det forstår jeg godt, for LCHF kan give vilde vægttabsresultater, men det er bestemt ikke det eneste.
Mit møde med LCHF handlede først og fremmest om maveproblemer. Om at have brød og pasta som grundkost til at finde ud af, at det bl.a. var gluten, der gav mig de problemer, jeg havde. Vi er her tilbage tilbage i 2009-2010-stykker – altså længe før glutenfri blev en ting, og producenterne begyndte at sprøjte glutenfrie produkter på markedet. Så jeg var tvunget til at være lidt kreativ.
Samtidig havde jeg også et tema med sukker. Jeg spiste for meget af det, på trods af at jeg godt vidste, at det var skidt for mig, og at jeg egentlig havde det bedre uden. Men altså fra viden til handling er der jo også et stykke…
MEN JEG SPISER MAD – IKKE BOGSTAVER!
Uanset hvad nogle mener om mig, er jeg ikke dogmatisk anlagt. Og jeg er egentlig ligeglad med LCHF som koncept. Det er nu engang bare sådan, at det er en kost med færre kulhydrater og mere fedt, der bekommer mig bedst. På en lang række parametre: mave/fordøjelse, energi, søvn, humør, oplevelsen af sult og mæthed, generelt velbefindende etc.
Og så kan jeg bare vildt godt lide maden. Jeg synes, den smager fantastisk, og jeg savner ingenting. Er der noget, jeg savner, spiser jeg det. Og så finder jeg som regel ud af at 1) det overhovedet ikke smagte lige så fantastisk, som jeg huskede eller 2) at det ikke var konsekvenserne værd.
Jeg tror generelt på, at man skal gøre sine valgmuligheder så brede som muligt, så jeg udfordrer tit mine egne grænser. I perioder tester jeg at spise flere kulhydrater (havregryn, kartofler, ris etc.) og ser hvordan det går. Jeg tester også hvordan min mave reagerer på bønner og linser. Den slags.
Jeg er eksperimenterende anlagt på det punkt. På et tidspunkt vender jeg dog altid tilbage til min LCHF-inspirerede kost. Det er ganske enkelt bare der, jeg (og min mave) har det bedst.
Grunde til at jeg spiser LCHF
1. FÆRRE MAVEPROBLEMER
Dette punkt er det vigtigste af dem alle.
Med LCHF har jeg markant mindre ondt i maven, mine toiletbesøg normaliseres, og jeg oplever markant mindre oppustethed. I hvert fald af den der ekstreme IBS-oppustethed, som er langt, langt, langt over det at have en lille foodbaby, efter man har spist. Her taler vi deform krop med gravid-i-8-måned-mave. Av!
Alene det at slippe for det er det hele værd.
2. MINDRE SUKKERTRANG
Som sagt er sukker et tema for mig, og jeg oplever, at jeg med LCHF kan lade være med at spise sukker uden at jeg skal bruge viljestyrke. Og jeg tror ikke på, at tiltag, der kræver stor brug af viljestyrke, holder i længden.
Jeg er mæt og tilfreds og har ganske enkelt ikke lyst til det. Det trækker ikke i mig, og det er ikke vanskeligt for mig at lade det være, hvis det står foran mig.
Det er fedtet, der slukker for sukkertrangen i mit tilfælde. Spiser jeg for lidt fedt (og derved for få kalorier), craver jeg sukker som blev jeg betalt for det.
3. JEG BEHØVER IKKE SPISE SÅ TIT
Ja det her lyder måske lidt underligt, men jeg har jo hele mit liv spist en masse små måltider. Tre hovedmåltider og tre mellemmåltider. Altid have snacks i tasken til hvis nu jeg blev sulten, fordi det at blive sulten var forbundet med så meget ubehag for mig.
Jeg oplever det at skulle spise “hele tiden” som besværligt og tidskrævende.
Med LCHF spiser jeg som regel tre måltider om dagen. Morgenmad, frokost og aftensmad.
Nogle gange bliver det kun til to måltider, andre gange fire. Det afhænger lidt af dagen, måltiderne, aktivitetsniveauet etc.
4. JEG FØLER MIG MÆT – RIGTIG MÆT!
Jeg bliver mæt (og glad) af mine måltider, og der går mange timer, før jeg tænker på mad igen. Tidligere var jeg altid sulten. Altid. Sulten. Skele til uret. Hvornår er det spisetid igen?
Jeg ser mange, der joker med, at de starter med at tænke på næste måltid nærmest, inden de har rejst sig fra det sidste, og jeg tænker at det er synd, at mad skal fylde så meget. Der er så meget andet i livet end mad og spisning.
Men jeg husker godt, hvordan det var at have det sådan.
Følelsen af at være mæt på min gamle kost, føltes som at være “fyldt i maven”, og den gik ret hurtigt væk igen.
Følelsen af at være mæt på LCHF føles som at være “tilfreds i hjernen”. Sådan kan jeg bedst beskrive det.
Det er selvfølgelig det ultrastabile blodsukker, der medvirker til denne ting.
5. JEG KAN SPRINGE MÅLTIDER OVER
Jeg kan også springe måltider over, hvis jeg vil. Og det vil jeg nogle gange gerne. Jeg bliver aldrig dårlig af det eller går sukkerkold eller oplever, at jeg “røver en 7eleven for slik senere”, som vi ofte får at vide er en konsekvens af at misse et måltid.
Sikke noget sludder.
Jeg kan også faste en hel dag uden at blive sulten, hvis jeg vil. Det gør jeg i perioder, og når det føles rart.
Nogle gange ved at forlænge nattens faste ved enten at skippe aftensmad eller morgenmad eller ved at tage 24 timer, hvor jeg ikke spiser.
Jeg oplever faste som et superværktøj ift, at lære sig, hvordan ægte sult føles og hvor tit, man egentlig spiser af kedsomhed, rastløshed, fordi klokken siger spisetid etc.
Jeg synes, det er smart ift. rejser, hvor jeg ikke har adgang til ordentligt mad. Så spiser jeg bare ikke, og det er ok.
At faste på min gamle fedtfattige kulhydratrige kost var umuligt.
6. MIT BLODSUKKER ER STABILT (I DEN LAVE ENDE)
Når jeg spiser LCHF, er mit blodsukker stabilt og i den lave ende. Mit blodsukker stiger minimalt efter måltider og nogle gange slet ikke.
Et stabilt blodsukker føles rart og giver kroppen bedre forudsætninger for at forbrænde fedt.
Jeg er sådan ok insulinfølsom og har også testet at spise mere kulhydratrigt med kulhydrater fra fx havregryn, brune ris, quinoa etc.).
Det behøver ikke betyde den helt store blodsukkerrutchebane, men for mig betyder det, at mit blodsukker er højere. Hele dagen. Og at jeg føler mig langt mere sulten (og derfor spiser flere kalorier = no bueno for vægten).
Og ja, jeg er en nørd, der måler mit blodsukker. Det er naturligvis frivilligt ;-)
(se evt. resultatet af min seneste blodprøver fra lægen HER)
7. MINDRE CRASH OM EFTERMIDDAGEN
Tidligere crashede jeg fuldstændigt om eftermiddagen og det var også der, jeg altid ville spise sukker.
Jeg har stadig et energifald om eftermiddagen men langt mindre udtalt, og jeg behøver ikke spise sukker eller sove for at komme igennem.
8. STABIL VÆGT
Jeg behøver ikke måle, veje, tælle eller kontrollere mit madindtag for at holde vægten. Det er jeg godt tilfreds med. Jeg er jo trods alt over 40…
Jeg havde engang en kollega, der sagde til mig: “fyld 40 og du tager 10 kilo på!”. Det har (heldigvis) jeg ikke set nogle tegn på endnu.
9. NORMALE HORMONER
Tidligere talte vi jo ret intimt om min beslutning om at få fjernet min hormonspiral.
Det er jo nu mange, mange cyklusser siden, og jeg har fuldstændig normal og regelmæssig cyklus.
Jeg har ikke fået målt mine hormonniveauer, som jeg ellers planlagde dengang. Måske får jeg det gjort en dag.
Baseret på min meget regelmæssige cyklus og på mine næsten-ikke-eksisterende PMS-symptomer, ræsonnerer jeg mig frem til, at mine hormoner nok ikke er helt ude af kurs.
Som 26-årig var jeg et hormonelt vrag, så det punkt tæller godt i min bog.
10. BEDRE SØVN
Jeg har ikke fra naturen et godt sovehjerte.
Jeg har altid haft svært ved at falde i søvn og blive i søvnen. Men med en kombination af LCHF og mine lidt rigide men meget effektive søvnrutiner (i seng på samme tid hver aften, op på samme tid hver dag), sover jeg nu 7-9 timer hver nat og har kun problemer med at falde i søvn eller blive i søvnen, hvis jeg i en periode er stresset (eller har drukket alkohol og/eller spist sukker).
11. MENTAL KLARHED
Den her er lidt skør, men jeg føler mig mere mentalt klar, når jeg spiser LCHF. Og helt skørt er det ikke, for hjernen kan godt lide ketonstoffer som er et biprodukt af fedtforbrændingen, som fungerer glimrende som energi for hjernen og kroppens cellers. Når jeg spiser mange/flere kulhydrater, får jeg en følelse af at min hjerne er pakket ind i vat. Og det er irriterende.
Den mentale klarhed betyder at jeg er superproduktiv, og det nyder jeg i mit arbejde. Som selvstændig og næsten ene-dame i det her firma, er det nødvendigt at jeg kan få en masse fra hånden.
TING TAGER TID…
Så det var egentlig det. En masse forskellige faktorer og årevis med eksperimenteren har betydet, at jeg ved, at jeg befinder mig bedst her.
Det svære med LCHF er, at det bliver skidt, før det bliver godt og derfor når mange at give op, før de oplever “magien”.
Det er det, vi arbejder med på LCHF Kickstart. Her holder jeg deltagerne i hånden igennem de første 4 uger, hvor kroppen omstiller sig til at bruge fedt som primært brændstof. Når først det skifte er sket, giver helt utroligt mange ting helt af sig selv.
Hej Jane,
Du skriver, at man får det skidt, før man får det godt på lchf. Kan du fortælle, hvordan man får det skidt, hvad der sker i kroppen, og hvad det gør?
Pft, Mvh Louise
LCHF får din krop til at skifte forbrænding fra at forbrænde kulhydrater (glukose) som primært brændstof til at forbrænde fedt som primært brændstof. Der sker altså en markant ombygning af måden, din krop omsætter energi, i de første 4- 6 uger. Det kan give hovedpine, kvalme, energiløshed, tunge ben etc.
Læs om det her: https://www.madbanditten.dk/lchf-og-overgangsbesvaer/
Jane – er der ikke flere pladser på dit forløb nu? Jeg kan da ikke vente til januar…. ?
Vh A.
Hehe, vi er allerede startet men prøv at skrive til support@madbanditten.dk og hør om de kan nå at sætte dig i gang i dag!
Hej Jane .. Hvad koster kick start? Venlig hilsner Susanne
Hej Susanne. Kickstart koster 1.599,- denne gang. Vi ændrer i produktet og prisen stiger lidt efter nytår.
Men vi er allerede i gang. Skriv til support@madbanditten.dk hvis du vil nå med!
Altså Jane det du skriver genkender jeg bare så meget. Ro i maven, og almindelige toiletbesøg er bare så meget livskvalitet for mig. Og søvn, for faen jeg har brug for en god nattesøvn. efter 35 år med urolig og forstyrret søvn sover jeg som en sten (på nær hvis der er røget sukker ind, så er jeg tilbage til den afbrutte søvn) jeg får mere tålmodighed og ikke så mange humørsvingninger (hvilket manden er glad for ?) jeg eksperimenter også og ser hvor min tolerence er. Det gør det nemmere hvis man er ude og der ikke er så meget at vælge imellem.
Var på ferie hvor de ikke serverede æg til morgen og så tænkte jeg, en god skive rugbrød, gør mig mere mæt end de agurkeskiver og pålæg der var på morgen bordet (der ellers bugnede af brød) nope en skive to morgener i træk resulterede i 5 dage med forstoppelse, så lærte jeg det ? En smule ris blandet med grønsager Siger maven ok til, men pasta er NO GO!
Synes heller ikke vi savner noget i hverdagen, vi får eksperimenteret og får lavet noget rigtig lækkert mad. Af friske råvarer, og det er da rigtig mad for mig ? Hav en god dag ?
Jeg tænker, at det er vigtigt, at have den med ens egen kontekst med som du skrev om i et andet indlæg. For dig har det virket og giver ro i kroppen og maven, for mig giver ren LCHF maveproblemer, mens en balanceret kost giver den samme følelse som du formentlig har på Lchf. Lever jeg af ren lagkage og pasta, så er jeg ikke særlig velfungerende, men det er det nok de færreste der er ;) men på min normale kost, der minder rigtig meget om noget der kunne komme fra de 10 kostråd, hvor jeg får masser af grønsager, noget kød/fisk/bønner og en rimelig mængde fedt, men hvor jeg får også rugbrød, havregryn og bland selv slik, der fungerer jeg rigtig godt.
Jeg prøvede lchf fordi jeg egentlig godt kunne tænkte mig, at jeg aldrig kunne gå sukkerkold, men maveproblemer gjorde egentlig bare at jeg i stedet for at gå sukkerkold efter en 3-4-5 timers træning, ikke kom af sted i samme omfang.
Tænker at rigtig mange oplever et de får det bedre når de bytter franskbrød og pizza ud med “rigtig mad” der indeholde de fibre og næringsstoffer som kroppen har brug for, men at det er et sidespor fuldstændigt at udelukke hele fødevaregrupper fra sin kost – lige meget om det så er sukker eller grønsager.
Ja helt sikkert. Det er også derfor indlægget hedder “11 grunde til at JEG spiser LCHF” og ikke “11 grunde til at spise LCHF”. Det er to vidt forskellige ting.
Jeg er ikke nødvendigvis enig med dig i sidesporet, men det behøver jeg jo heller ikke være.