Hvor mange kulhydrater skal man spise?

Svaret på det spørgsmål er jeg slet ikke kvalificeret til at give. Ikke engang med udgangspunkt i mig selv kan jeg give et klart svar. Ja, faktisk kan jeg ikke engang pege på, hvad det er, der gør, at jeg i perioder trives på mellem 50-70 g kulhydrat om dagen, mens jeg i andre perioder skal helt ned på <20 g for at have ro i kroppen. Nogle gange bliver jeg træt og tung, hvis jeg skærer helt ned, andre gange bliver jeg fyldt med energi og taber mig.

Nu er LCHF jo ikke en slankekur. Det er en kost for dem, som i årevis har gået rundt med en følelse af manglende mæthed på trods af overholdelse af de gængse kostråd. Det er en kost for dem, som gang på gang har besluttet sig for, at NU skal det være slut med at spise sukker, og som så finder sig selv med hånden dybt begravet i slikskålen selvsamme eftermiddag/aften uden rigtigt at kunne beskrive, hvad der lige gik galt der. Det er en kost for dem, som er træt af, at tankerne om mad fylder for meget.

Jeg har næsten altid levet sundt, og jeg har altid været mere eller mindre slank. Men jeg har altid været sulten, og jeg har altid oplevet, at hvis jeg ikke havde fået mad i mere end tre timer, så brød fanden løs. Kæmpe energifald, skærende smerte i maven, utilpashed, kvalme, you name it. Jeg kunne ikke skyde et måltid så meget som et minut, uden disse symptomer satte ind. Og det var dødbesværligt. Altid måtte jeg planlægge og have mad på mig for ikke at ende i den situation. Rejser, kundemøder, besøg hos andre med andre spisetider var enormt vanskeligt for mig. Indtil jeg begyndte at spise LCHF og oplevede en enorm frihed. Pludselig var jeg mæt i både 5 og 6 timer. Pludselig kunne jeg høre mig selv sige ting som “gud, er klokken allerede XX” og opdage, at min “normale” spisetid var overskredet. Da jeg for snart 2 år siden fandt ud af, at jeg ikke kunne tåle gluten, var det et kæmpe gennembrud for mig. Her oplevede jeg pludselig, at min konstante mavepine stoppede, og jeg havde det vitterligt som om “låget lettede”. Jeg havde simpelthen vænnet mig til, at en lille smule ondt i maven var normaltilstanden, og jeg var nærmest euforisk af at mærke, hvordan det så føltes i kroppen, når man ikke havde ondt. Jeg tabte mig 4-5 kilo på ganske kort tid, væske tror jeg, som min krop havde ophobet, fordi jeg blev ved med at fodre den med ting, den ikke kunne tåle. Og endelig kunne jeg leve med stabil vægt og slippe for at opleve, at min vægt steg med 2 kilo, fordi jeg spiste en skive franskbrød.

Jeg er ikke speciel vild med hverken ris eller kartofler, så min kost blev automatisk temmelig lav på kulhydrat, og i en periode trivedes jeg fint, men så alligevel ikke. Jeg var træt og energiløs og syntes ikke rigtigt, at jeg kunne blive helt mæt uden kulhydraterne på tallerkenen. Jeg synes, jeg spiste en pæn del fedt, for det havde jeg jo lært på Nordic Clinic, som havde stået for udredningen og de prøver jeg havde fået taget. I dag kan jeg se, at jeg ikke spiste nok fedt til at kompensere for manglen af kulhydrater. Først da jeg fik fedtprocenten op, kom mætheden og tilfredsheden, og jeg stoppede med at savne kulhydraterne i min kost. I dag savner jeg dem overhovedet ikke. Jeg ser ris, pasta og brød som fyld på tallerkenen. Jeg vil langt hellere have en stor portion grøntsager med gode olier eller en god sauce til mit kød. Forestil dig en tallerken med en bunke farvestrålende grøntsager eller en tallerken med en portion slatten, hvid pasta. Hvad ser mest indbydende ud? Det gør grøntsagerne da uden sammenligning. Jeg vælger at tro, at det er det, min krop helst vil have.

Så der er nok desværre ikke et entydigt svar på, hvor mange kulhydrater, man skal spise. Det er noget med hele tiden at prøve sig frem, mærke efter og så finde det niveau, hvor man er mæt, tilfreds, har god energi og stabil vægt.  Det lyder da let nok, ikke? Nå ikke? Men det er faktisk værd at gøre sig ulejligheden og derved komme til at kende sin egen tolerancegrænse bedre.