Hvis der er én ting, jeg har spist mange af i mit liv, er det hvidløgsflutes. Yes, dem fra frost med hvidløgssmør i midten. Nu har jeg lavet mine egne hvidløgsflutes, som både er glutenfrie og low carb, og de blev forbavsende gode!

Hvidløgsflutes – glutenfrie og low carb
Føj til favoritter Udskriv PinIngredienser
- 8 LCHF-pølsebrød
- 50 g blødt smør
- 2 fed hvidløg
- 1 frisk persille
- 0,5 tsk salt
- friskkværnet peber
Sådan gør du
- Opvarm ovnen til 220 grader varmluft.
- Halver pølsebrødene.
- Bland smørret sammen med revet hvidløg, hakket persille, salt og peber og fordel smørret på brødene
- Bag brødene i ovnen, til de er gyldne og sprøde.
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Fra pølsebrød til hvidløgsbrød
Jeg brugte opskriften på pølsebrød til formålet, og det fungerede supergodt. Herefter var det bare at flække dem og smøre hvidløgssmør på sammen med godt med persille og så riste dem i ovnen. Easy!
I går lavede vi en kæmpe svineskank, som Søren havde fået fingrene i. 6 kg vejede den. Vi lod den stege i ovnen ved lav temperatur og grillede den herefter sprød. Jeg siger dig, det var godt.
Vi fik desværre ikke hvidløgsflutes til. Opskriften her lavede jeg før vores ferie, så de var forlængst spist. I stedet har vi spist dem til aftener med lettere mad. De er lidt tunge i det, og det har fungeret rigtig godt at spise dem de dage, hvor maden var i den lettere ende.
Hverdag i morgen – Gisp!
I morgen starter hverdagen for alvor her i huset. Egentlig har Søren og jeg jo været på arbejde i nogle uger allerede, men jeg har jo været “sygemeldt” og kørt på lavere blus. Jeg begynder heldigvis at kunne arbejde mere og mere.
Ungerne starter i skole i morgen (i 5. klasse!!). De har dog kørt deres helt eget løb her de sidste par uger med venner og klub. Men i morgen er det altså alvor igen.
Mangler du inspiration til madpakkerne, så tjek min store madpakkeguide.
Det har været en lidt speciel sommer for vores vedkommende. På mange måder har den været begrænset af mig og mine smerter, men på den anden side kan jeg godt sidde her bagefter og tænke tilbage, at vi har fået rigtig meget ud af den alligevel.
Jeg har haltet mig igennem Rom og Sardinien, og selvom tempoet har været lavere, end det normalt ville være, har vi nået meget synes jeg.
Mit efterår bliver også spændende. Jeg skal køre årets sidste Kickstart-forløb, og så skal jeg forsøge at tage hul på en bog, der rumsterer inde i hovedet på mig, men som ikke rigtigt vil ud. Når en tekst ikke vil ud, er det som regel, fordi jeg ikke er skarp nok på, hvad jeg vil sige med den, så det skal jeg bruge lidt tid på at finde ud af, tror jeg.
Men nok snik-snak. Du kom bare for opskriften på hvidløgsflutes, ikke?
Hejsa. Hvad kan man bruge istedet for pofiber? Jeg bor i Mexico og det kan man altså ikke få herovre…
Kan du mon få noget, der svarer til kokosfibermel på de kanter?
Hej Jane
– så mange tak for alle de gratis indslag og ideer til mad der ligner de gamle vaner:-)
Men hvad gør man når man ikke kan spise mælkeprodukter eller soya som erstatning? Flere opskrifter er med ost som en del af måltidet, – hvad kan jeg sætte istedet?
På forhånd mange tak :-)
ilisabeth
Jeg synes, at kokosprodukter er de bedste erstatninger for mælkeprodukter. Dvs. kokosmælk, kokoscreme/fløde (altså det tykke fra en dåse, der er skilt) og så kokosolie…