I anledning af World Obesity Day har WHO publiceret et studie, som viser, at der i dag findes 10 gange så mange børn og unge (5-19 år), der lider af fedme end for 40 år siden. I tal betyder det, at der i 1975 var 11 millioner børn med fedme mod 124 millioner i dag.
Hertil kommer yderligere 213 millioner børn, som “bare” var overvægtige, men som ikke havde højt nok BMI til at blive klassificeret i kategorien for fedme.
Hvis udviklingen fortsætter, vil der i 2022 findes flere børn med fedme, end der vil findes undervægtige børn.
Jeg ved ikke, hvordan du har det med at læse disse tal, men jeg får lidt ondt i maven. Det er uendeligt trist.
Studiet er publiceret i The Lancet (læs det her), eller læs pressemeddelelsen fra WHO her.
Børn og vægt
Børn og vægt er jo et ekstremt følelsesladet emne. Børn og mad, børn og sukker, børn og skærmforbrug, børneopdragelse etc. Tag det fra en, der har skrevet en bog om det! Det er den rene hvepserede.
Men at undlade at tale om det ændrer ingenting.
Og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad DU tænker om det. Så derfor har jeg lavet endnu en omgang Dagens Dilemma – eller Jane & Monopolet, som vi vist kaldte det lidt sidste gang.
Denne gang er spørgsmålet dette:
Hvad ville DU gøre, hvis dit barn var overvægtigt?
Forestil dig, at du bemærkede, at dit barn var blevet lidt rundt i det. Måske påtalte lægen eller sundhedsplejersken det til et kontrolbesøg, eller måske havde du bare selv lagt mærke til, at dit barn var begyndt at lægge sig ud. Hvad ville du gøre?
Ville du sætte ind på kosten hjemme og på hvilken måde?
Hvordan ville du håndtere de mange udefrakommende fristelser (fødselsdage og højtider, uddelinger i skole/SFO, fritter, den frie adgang til sodavand hos bedstevennen, bedsteforældres velmenende slikposer, vennerne, der køber slik i kiosken hver dag efter skole etc.).
Hvad med sport, skærmtid, stress og søvn?
Ville du inddrage læge, sundhedsplejerske, diætist, familierådgiver eller noget femte?
Hvordan ville du tale med dit barn om det? Hvis du da ville det.
Svært og sårbart emne
Jeg glæder mig til at høre dine tanker og opfordrer samtidig til en respektfuld tone. Det er et ekstremt sårbart og komplekst emne, og dette handler ikke om at pege fingre, placere skyld og ansvar. Så ingen “luk munden og let røven”-kommentarer, tak!
Det handler om en situation, hvor afmagt må fylde en del. Vi og vores børn lever i et samfund, der ikke ligefrem gør det nemt at vende skuden, hvis det først er kørt skævt. Og det tænker jeg tit på, når jeg ser mine børns hverdag og hvad de næsten dagligt bliver mødt med.
Jeg minder om, at dette er et dilemma. Det betyder, at der ikke findes rigtige og forkerte svar.
Vil du byde ind? Det håber jeg, du vil.
Hej Jane. Jeg har en søn på 12 år som gerne vil tabe sig. Han vejer nok 4-5 kg for meget og er ked af at maven er for stor. Det har stået på ca to år. Han tager ikke mere og mere på, men maven bliver ikke mindre. Han spiser slet ikke søde sager til dgl. Kun en kage el to i weekenden. Han kan godt lide mad og får kartofler næsten dgl elllers ris el. pasta til kød og kan spise to-tre store portioner. Ellers er det alm. mængde morgenmad og frokost og sjældent mellemmåltider. Jeg har prøvet ikke at have fokus på hans vægt og tænkt han vokser fra det. Men han ønsker at gøre noget aktivt ved det. En ung mand vi kender har tabt sig mange kg ved at spise LCHF og min søn vil gerne prøve LCHF. Han har set på opskrifterne og der er meget han har lyst til at spise. Kan børn følge LCHF mhp at tabe sig og hvis ja, hvordan og hvordan kommer vi bedst igang? Er det bedst at følge striks LCHF de første uger? Han er ca 170cm høj. Har overvejet at købe din bog Keto på fire uger. Det er en ny verden for mig med LCHF ?, og hvis det kan gøres overskueligt ville det være så dejligt ?
Mange hilsner
Susanna
Hej Susanna
Godt spørgsmål. Det er godt, at vægtopgangen er stoppet, men jeg forstår godt behovet for at gøre noget aktivt og det er vigtigt, at den lyst kommer fra ham selv.
Med det sagt, synes jeg også, at en variant af Low Carb-kost vil være et fint valg, men jeg ville starte med at slippe tanken om LCHF/’striks LCHF’ eller i det hele taget idéen i at der er regler, der skal følges. I stedet ville jeg tage nogle af de elementer derfra, som vi ved er effektive.
Var det mit barn, ville jeg starte med at sikre et stort og mættende proteinrigt måltid. Æg (spejlæg, røræg, omelet, kogte æg) sammen med lidt ekstra skinke, ost, bacon, avokado eller lign. Ingen eller meget få kulhydrater til dette måltid. Et proteinrigt måltid har stor effekt ift. at regulere appetitten, så man ikke bliver ulvesulten senere.
Til frokost almindelig madpakke med rugbrødsmadder med smør og godt med proteinrigt pålæg (skinke, kalkun/kyllingepålæg, spegepølse eller lign.). I kan bruge kernebrød/stenalderbrød, hvis I synes eller I kan starte med almindeligt rugbrød og se om det ikke stadig går fint. Hertil grøntsager (gulerødder, peberfrugt, tomat, osv.) og gerne noget ekstra protein i form af snackpølser, oste (ostehaps eller babybell fx er nemme i madpakken) og evt. en lille pose nødder.
Er han sulten om eftermiddagen (det er ikke sikkert, han er det), måske lidt gnavegrønt eller lidt nødder, kogte æg, en humpel ost, spegepølse eller lign.
Til aftensmad kød og grøntsager og noget dip/sovs/dressing, hvis det er i måltidet og evt. en lille portion ris/kartoffel/pasta, hvis det er vigtigt. Eller vælg denne fra. Eller brug devisen om at hvis måltidet er lige vel magert, kan han spise en portion stivelse. Er der godt med fedt i måltidet, udelades den.
Brug evt. nogle af mine opskrifter, enten her fra bloggen eller fra mine bøger.
Ingen drikkekalorier. Slik, kage, dessert højst en gang om ugen.
Man må gerne spise til man er mæt, men mætheden kan komme forsinket og spiser man for hurtigt, får man nemt spist for meget.
Grundtanken er her at fylde på med gode og mættende proteiner og sunde fedtstoffer, så appetitten reguleres og lysten til at spise ‘for meget’ mindskes.
Der ville jeg starte. Er det ikke tilstrækkeligt, ville jeg justere yderligere til. Men jeg synes, det er bedst at starte med så brede rammer som muligt når vi har med børn og unge at gøre.
Håber det kan hjælpe jer lidt videre. Og rigtig god vind med projektet!
Min ældste dreng på 14 år er en lang slank dreng på ca 184 cm høj. Ved ikke hvad han vejer men han er meget slank. Lillebror på 9 år og ca 134 cm høj vejer mindst 5 kg for meget. Jeg har ikke altid været overvægtig men tabte mig aldrig efter jeg havde fået lillebror og der sneg sig nogle flere kg på i løbet af årene. Sidste sommer tog jeg mig sammen og tabte mig 32 kg på 8 mdr (ændrede kost og dyrkede meget mere motion). Mangler stadig ca 10 kg og tager kampen op mod de sidste kg nu. Lillebror er meget glad for mad. ? Desværre kan jeg ikke lukke og låse ude i køkkenet – det ville ellers ha løst alle vores pro. Holder konstant øje med lillebror og køkkenet – det er SÅ anstrengende og enormt tidskrævende. Han kan bare ikke lade være med at tage noget mad vist jeg ikke holder øje. Frugt og grønt må de altid spise. Har solgt bilen og nu er hele fam tvungent til at gå el cykle rundt altid (det gjorde vi nu også meget før men nu er vi nødt til at tage cyklen vist vi skal nogen steder). Lillebror spiller badminton i 1 1/2 time hver mandag, har idræt i skolen mandag og fredag og SKAL gå og cykle/gå alle steder rundt samtidig med at jeg overvåger køkkenet herhjemme. ? Han er i klub 2-3 dage efter skoletid og er ofte i svømmehallen med klubben onsdag, han har altid en god sund madpakke med i skole, sund aftensmad herhjemme og grøntsager til alle måltider. Vi løber 5 km hver week hvor lillebror cykler og vi træner på motionsredskaberne i ca 1/2 – 1 time nede i skoven bagefter. Vi har snakket MEGET om at han ikke må spise hele tiden men han kan bare ikke lade være. Håber alle vores tiltag vil gøre at han taber sig, eller i det mindste ikke tager på mens han vokser i længden. ?
Kære Jane,
et emne der faktisk har været i mine tanker på det sidste, og jeg har fulgt med i “generation XL” i fjernsynet, om netop overvægtige børn.
Jeg dyrker meget sport, og har altid involveret dem, taget dem med på løbeture (dem på løbecykel etc.) og “hygget” med armbøjninger osv. hjemme… jeg går meget op i at de dyrker sport, og har ræset rundt til diverse, for at finde det DE brænde for… og nu er vi endelig landet et sted hvor de dyrker sport 3 gange om ugen og ELSKER det. Hjemme supplere vi med “motionsleg” hvor de laver forskellige øvelser og vi har det super sjovt sammen.
Mht. kosten var vi kommet lidt ud på et sidespor med for usunde snacks efter skoletid… der har jeg taget dit input med grøntsager til mig. Så når vi kommer hjem, laver jeg en tallerken til dem hver med lidt grøntsager og så skifter jeg lidt hver dag med supplering af frugt, ost eller nødder. Og de er vilde med det, og det bliver bare spist. De har døbt det for “hygge tallerken”… så tak for det råd !!! :o)
For lige at vende tilbage til hvad jeg ville gøre hvis de var overvægtige… nok det samme som nu, jeg syntes vi er er kommet på et rigtig godt spor hjemme. Men jeg ville minimere deres slik som de får i weekenden, og sige nej når familie eller venner ville tage dem med på MC D – ihvertfald i en periode, og så sige ok til junk 1 gang om måneden. Hvis ikke jeg selv hurtigt kunne få vægten i kontrol, ville jeg helt klart opsøge læge og få hjælp til at holde kontrol på det. Efter at ha set programmet kan jeg se hvor kede af det børnene er over deres overvægt, som en anden også skrev, så kan de vælge sig selv fra til lege osv. og det er bare så synd. Jeg taler meget med min store dreng om det med overvægtige børn og drilleri, da jeg har oplevet hans venner tale om børn der er lidt store. Min dreng gik i modforsvar og forsvarede den store dreng, men han er også vokset op med en mor der er stor, og er godt klar over det ikke er noget man driller med. Jeg er selv igang med at gøre noget godt for mig selv, og samarbejder med en personlig træner for at tabe mig. Det er ikke fair jeg forventer mine børn ikke skal være overvægtige, og så jeg selv er… Elsker at følge din blog, tak for din fantastiske måde at skrive på.
Tak for dine pæne ord og tak for din historie. I lyder superseje hjemme hos jer!
Jeg har faktisk ikke set Generation XL på trods af utallige opfordringer. Og jeg kan egentlig rigtig godt lide Jens Christian Holm men jeg synes selv at emnet børn&vægt er så svært og jeg var så bange for at se det formidlet på en måde, hvor jeg ville tænke, det gjorde det værre for barnet. Programmet har dog fået meget ros, har jeg hørt men… ja, jeg har det lidt svært med den type underholdning.
I dag fik jeg (og hele klassen) en mail fra mine ungers svømmelærer. De har fået svømning her i 5.klasse. Han skrev at der desværre inde hos drengene var nogle, der kommenterede andres kroppe i badet, og det ville han gerne understrege at de udviste NULTOLERANCE overfor. Jeg blev sgu så glad over at han turde være så konsekvent med det, for den slags skal bare stoppes!
Og god vind med vægttabet. Det lyder som om du er superfint på vej allerede!
Jeg har altid selv været den “store” pige. Jeg dyrkede sport på højt plan hver dag, men jeg var kraftig og jeg fik kommentarer alle steder fra om hvor meget lettere mit liv ville være hvis jeg tabte 10 kg. Både fra mine forældre, sundhedsplejersker og trænere og jeg ved at jeg blev ignoreret når de bedste blev udtaget fordi jeg var større end de andre og man ikke mente der var nogen fremtid i mig. Da jeg blev 25, vejede jeg pludselig ikke 10 kg for meget, men mere og ved 33 vejer jeg nok nærmere 30 kg for meget. Når jeg ser billeder af mig selv fra da jeg var yngre ser jeg ikke længere den store pige som både jeg selv og alle andre så dengang. Jeg var helt fin – muskuløs og ikke slank, men stærk og helt fin. Hvor ville jeg dog ønske at folk havde holdt deres kæft dengang og ikke overbevist mig om at jeg var meget større end jeg var.
Jeg har en datter der snart bliver 3 år. Hun er en stor pige af sin alder og har en flot topmave og stadig babylår og hænder. Hun er glad for mad og spiser næsten alt der bliver sat foran hende. Jeg er så bange for at hun en dag kommer til at stå i samme situation, som mig og jeg vil gøre alt hvad jeg overhovedet kan for at det ikke skal ske.
Øj hvor gør det også ondt at læse. Det er tit bare den mindste kommentar i de år, der hænger ved os i årevis. Forleden insisterede jeg på at tage med mine børn (12 år) til sundhedsplejerske, hvor de skulle måles og vejes. Jeg kendte ikke sundhedsplejersken i forvejen men jeg ville simpelthen ikke risikere en situation hvor en voksen fagperson skulle kommentere på deres højde og vægt uden at jeg var der. Heldigvis viste det sig at hun var supergod til at sige “du er lige som du skal være”, “du er helt perfekt” og ikke “du er lidt for tynd” eller hvad det nu måtte være (mine børn er i den lave ende). For de ord sætter sig fast jo.
Jeg forstår godt, du er ekstra opmærksom på din egen datter. Alene det er jeg sikker på nok skal blive en stor hjælp for hende.
Jeg er 28 år, meget overvægtig og har altid været det hvad jeg kan huske. Jeg havde psykiske problemer som barn men der var bare ingen der vidst det (og det ved man jo ingenting om selv som barn). Min mor var meget frustreret over min vægt og jeg følte ofte at jeg blev meget skældt ud på grund af det når vi stod i tøjbutikken eller når hun fandt skrald på mit værelse fra diverse søde sager. Flere gange sagde hun at hun ofte ønskede at se en et net fra en from for frugt i stedet, men igen som en udskældt kommentar. Hun tog sig ikke tid til at sætte sig ordenligt ned og forklarer mig hvad det er og hvad der skulle til. Jeg fik ofte af vide at jeg skulle tabe mig, men min vedligeholdelse har aldrig været god. Jeg blev som 9-årig sendt til diætist, men jeg skulle egentlig have haft en psykolog – igen, man vidste ikke meget om det på det tidspunkt i min familie. Nå, snart 20 år senere har jeg selv et barn på henholdsvis 2 år og et på 4 måneder. Jeg er meget klogere på mad og jeg har en erfaring i bagagen som gør jeg jeg ikke bare vil sige til mit barn “hov hov nu har du taget på, nu skal du tabe dig”. Jeg tror at jeg vil gå ind og se kilden til hvorfor at min barn er blevet overvægtig i første omgang. og så sammen med barnet redigere i madvarene hjemme. Evt få begrænset de søde sager ved bedsteforældrene (heldigvis respektere de det) – og så snakke med mit barn om det. Men det er jo egentligt svært at sige helt præcist nu, for hvad gør man egentlig når situationen kommer. Man kan jo godt lave forventinger til sig selv om at håndtere en situation således og således, men overholder man det virkeligt? Alt har en konsekvens, så det gælder om at få barnet med i detaljerne fra start. Det smutter da også for mig hvor mit ældste barn får for meget sukker og kulhydrater – ingen er perfekte, men man er jo stadig nød til at være opmærksom og holde igen, selvom det kan være så fandens svært :-D
Tusind tak fordi du deler og hvor er det vigtigt det, du skriver. Hvorfor er mit barn blevet for rundt er et så vigtigt spørgsmål. Har der sneget sig lidt dårlige vaner ind, jamen så er det dem, man skal se på. Men ligger der en traumatisk oplevelse (flytning, skilsmisse, mobning, misbrug etc.), jamen så er det helt andet sted. Det er så vigtigt og rigtigt. Jeg er sikker på at din baggrund gør dig bedre i stand til at hjælpe dine børn, hvis de skulle havne i samme problematik.
Jeg er netop endt i denne situation.
Den anden dag fik jeg besked fra sundhedsplejersken om, at min 14 årige datter havde taget på og tilbud om et forløb hun kunne følge. Jeg skrev tilbage til sundhedsplejersken, at jeg ikke syntes hun var tyk og at det var en farlig vej at begive sig ind på. Hun svarede tilbage, at når nu min datter selv udtrykte tanker omkring det var det ok…
Hun er omkring 10 cm lavere end mig men er i rivende udvikling med formerne. Hun er en super flot pige med en facon der kommer til at dreje hoveder, men jeg kan da godt se hun ikke er spinkel som sine gymnastikdyrkende veninder.
Hun har pony og rider en del og jeg tænker det er den del der skal skrues op for noget mere og så prøve at køre mere melfri kost. Og så altså bare en ordentlig stak selvaccept. Et slankeforløb er langt fra mine tanker.
Åh ja. De reagerer så snart man afviger fra deres normalområde men som med alt andet, kan du jo sagtens falde normalt udenfor normalområdet. Hvordan vægten fordeler sig og om der er høj andel muskler ift. fedt er jo vigtigt at have med i overvejelserne også. Et slankeforløb ville bestemt heller ikke være der, jeg ville starte med en 14-årig, vil jeg sige… :-/
Jeg tror det er umuligt at forestille sig hvor svært det er, med et overvægtig barn, især når barnet absolut ikke vil ændre spisevaner (mængder). Selv om jeg står i det, bliver jeg gang på gang chokeret over hvor voldsomme konflikter det udløser at pille ved den trygge mad, sætte en grænse for mængden og tilbyde grøntsager for resten, hvis hun er mere sulten. Chokeret over hvor længe der kan blive råbt skældsord, hvor mange timer der kæmpes for at hente mere mad, det er fysisk sværere og sværere at holde hende væk. Og det gentager sig hvert måltid og ind imellem. Det er ikke kun et nej, det skal fastholdes måske 100 gange på en dag. Det er ikke kun usund mad man kan blive overvægtig af, overspisning resulterer i præcis det samme. Samtidig har jeg to børn mere som sundhedsplejerskerne har holdt under observation i perioder pga. undervægt. Nogen der skal fristes til at spise, samtidig med en der skal tabe sig.. Seriøst, jeg har jævnligt lyst til at løbe skrigende væk. Men jeg elsker mine børn højt, så det gør jeg selvfølgelig ikke.
Overspisningen startede i børnehaven med madordningen, der kom ind da hun var 4 år. Da der næsten ingen børn var der kunne lide sildemadder, opdagede hun at få ros for at spise og spise løs. Pædagogerne fortalte hun var det gode eksempel, der kunne inspirere de kræsne børn til at smage på maden. De fortalte stolt hun spiste 7 sildemadder. Da hun en dag stolt fortalt hjemme ved spisebordet, at hun var dygtig til noget, hun var dygtig til at spise… Det var som at få en kniv i hjertet. Jeg vidste det var forkert, men jeg kunne ikke ændre hendes følelse, og erfaring! Da hun startede i skole fik hun skrevet i kontaktbogen at vi skulle give hende mere mad med, som om hun ikke havde nok, hun spiste dobbelt så meget som mig! Men de blev ved at skrive, hun forstyrrede fordi hun var sulten og opsøgte mad de andre ikke spiste. I dag mange år senere vil hun ikke have madpakke med. De rester de andre har er åbenbart mere attraktive, de har også både sandwich fra en grillbar, cookies og jeg ved ikke hvad med. Og så vil hun overspise, når hun kommer hjem, for hun har jo ikke haft madpakke med… Der kan jeg gribe ind og det gør jeg, det er en kamp, men jeg er ikke totalt magtesløs, som overfor det hun spiser ude af huset. Men det er dæleme en hård kamp. Og det er ikke fordi jeg byder på intetsigende slankekost, hun ikke vil have det med i skole. Men hun er rigtig vred over hun ikke får cookies og alt muligt andet snask med som de andre…
Du har i den grad ret i, at det er et svært samfund at agere i med i overvægtige børn.
Av Anne-Marie, den gik lige i hjertet. Hvor jeg føler med dig, og du har ret i, at jeg (og andre uden den problematik) ikke kan forstå problemet til fulde.
Mine unger ligger i den lave ende af normalen, så mine bekymringer går tit i modsat retning. Får de egentlig nok at spise etc.? Som børn havde de stor appetit. Nu oplever jeg i højere grad, at alt muligt andet er mere interessant end at spise. Og det er jo i virkeligheden helt modsat din hverdag. Jeg tror, det skal være næste dilemma.
Puuh altså! Tusind tak for at du delte din historie. Jeg ønsker jer alt det bedste.
Tak kære Jane. En læge fortalte mig engang at det faktisk er normalen i den aldersgruppe, at de er lidt undervægtige. De vokser så stærkt, så de kan ikke følge med. Det regulerer sig ind senere i livet, nogle gange først op i 20’erne. Så hvis det ikke er ekstremt og der ikke er tegn på spiseforstyrrelser, er der ikke grund til bekymring.
Tak – det er jeg glad for at høre. Der er masser af energi og livsmod og alt muligt godt, så jeg er ikke bekymret sådan all round men jeg har spekuleret over nedgangen i appetit og da sundhedsplejersken så fornyligt nævnte at Vega var gået en kurve ned i vægt siden 1. klasse blev jeg alligevel sådan lidt… hmm… Men hun har altid været meget slank på trods af god appetit men hun indhenter det ikke altid, hvis hun er syg i en periode fx og taber sig. Så hænger hun der i sit nye low. Well.. jeg stoler på at hun er selvregulerende for nu. Det lader det heldigvis til. Tak <3
Kære Jane. Åh, det er et rigtig stort og sårbart emne. Jeg er selv mor til to piger. Den ene er tynd og kan “tåle” at spise hvad som helst. Den anden er lidt mere rund i det og tager nemt på. Herhjemme taler vi åbent og konstruktivt om de gode og sunde valg, man bør tage. Uanset om man er tynd eller buttet. Der er altid gode råvarer i køleskab og skabe og da de er store, taler vi også meget om egen-ansvar i forbindelse med hvad man putter i munden. Eller hvor meget man flader ud på sofaen. Det lyder måske nemt. Men det er det ikke. Det er en balancegang at gøre dem bevidste omkring det, uden at det tager overhånd. For der er utrolig mange fristelser og meget nem adgang til alt. Derfor tænker jeg at vores fornemmeste pligt, som forældre, er at udvikle deres selvregulering.
Jeg er skolelærer og underviser i udskolingen. Der ser jeg flere buttede/overvægtige børn i dag, end for blot 5 og 10 år siden. Det gør mig ked af det. For nogle af dem har triste børneliv. De siger nej til at deltage i fælles lege. For tanken om at komme sidst, fordi man måske er lidt tung, magter de ikke. Og så starter den dumme spiral. For lige netop de børn bør jo bevæge sig. De har lange skoledage og er forståeligt nok trætte, når de kommer hjem. Så der får de måske heller ikke rørt sig. Der er et gigantisk udbud af tv, spil og andre digitale aktiviteter. Og vi andre ved da godt hvor fristende det er at bare sætte sig og koble af. Helt passiv. Men det tager måske bare overhånd. For både børn og voksne, tykke og tynde.
Og så er der maden. Masser af den. Masser af sukker. Tilgængeligt 24/7. Og mere vil have mere. Af det hele. Jeg ser rigtig mange gode, fornuftige madpakker hver dag. Jeg ser og hører forældre, der har resurser og vilje til at gøre det gode. Men jeg ser også at hverdagen rammer og man tyer til de hurtige løsninger. For at overleve. Løsninger, der er fyldt med dårligt fedt og alt for meget sukker. Og så skal der hygges = at putte noget i munden. Den har vi også alle en snert af.
Jeg har ikke svaret. Jeg kan bare se at alle de ovenstående parametre spiller ind i antallet af overvægtige børn. Så min konklusion er at det er på disse ting, vi individuelt i familierne kan skrue.
Det er en prioritering. Som alt andet. Og bestemt ikke nemt. Men hvis man har set lyset i et barns øjne, når det efter en målrettet, bestemt og kærlig indsats fra forældrene og barnet selv, har tabt sig lidt og igen kan løbe om kap med de andre, så ved man også at det er en vigtig prioritering.
Venlig hilsen Helle
Tak for det fine indspark, Helle.
Jeg har bestemt heller ikke løsningen. Min strategi består nærmest mest i at krydse fingre og håbe på det bedste og det er jo ikke specielt empowering.
Jeg ser også flere tunge børn i mine børns klasser, end der var i min klasse for mange, mange år siden, så på den måde er der stor forskel. Jeg ser også mange børn, der allerede fra 4. klasse køber slik, sodavand, chokolade og chips i kiosken fra skole til klub. Det gjorde vi også, da jeg var barn men jeg tror, vi startede senere. Måske først i 6-7. klasse eller måske endda 8. Det var da vi begyndte at måtte forlade skolen i frikvarterne at bageren/kiosken pludselig kom i spil.
Der er helt sikkert utroligt mange faktorer på spil og det er jo også det, der gør det svært at ændre. Og noget af det griber jo ind i vores personlige frihed også. Hvor meget må vi spise, hvad må vi spise, hvor meget sofa/skærmtid etc. Nej, det er ved gud ikke nemt.
Jeg står selv i netop den situation. Jeg er den lykkelige indehaver af 3 børn. Mit ældste barn på 13 skal være opmærksom ellers tager hun på.. min yngste datter er MEGET tynd trods det hun rent faktisk spiser en del. Så er der min dejlige dreng på 11 som er overvægtig og følges i børneambulatoriet hvor han er tilknyttet Videnscenter for børn med overvægt. Og han er faktisk den dreng der er mest aktiv af de 3. Jeg selv har tabt mig rigtig mange kg med LCHF og vil gerne fortsat følge det… men den kostplan han har ligger jo langt fra LCHF’s principper så jeg forsøger at finde en gylden middelvej mht kost. Men det kan være svært… så ja hvad gør man? Og hvad gør man når man har 3 børn, som får den samme kost og så alligevel ligger 3 forskellige steder ift vægt?
Puh ja, sikke en udfordring! Og det illustrerer jo også godt, at genetik stadig spiller en rolle også. Jeg kender til flere familier, hvor familien “lever af det samme”, men kun et familiemedlem går op i vægt.
Jeg håber, I finder en vej, der hjælper – og som muliggør madlavning i familien!
Man skal lige huske, at kigge på procent i stedet for de absolutte tal i sådan en sammenhæng – der er jo generelt flere børn og mennesker nu, end der var i 1975. Dog tror jeg helt klart, at procentdelen af unge med fedme idag ER større end i 1975, men man får først vist det rette billede ved at kigge på procentdelen. Og sådan vil organisationer (og politikere m.fl for den sags skyld) oftest prøve at forstærke et budskab ;-) …men det ænder selvfølgelig ikke på, at problemet er der og er vigtigt i denne sammenhæng! Jeg tror helt klart, at mere skærmtid og for meget sukker er de største syndere – det så man også klart i programmet “Generation XL” på DR1, som jeg klart kan anbefale at se. Jeg har ikke børn og er i midt-tyverne og jeg synes generelt, at min og yngre generationer er meget mere beviste om sund mad end mine forældres generation, så hvem ved, måske sker der (forhåbentlig) en bedre udvikling indenfor de næste 10-20 år :)
Mjaah, altså de har jo ikke brugt “alle børn og unge i verden” som datagrundlag, for det er jo umuligt :) De har analyseret data fra 130 mio børn og unge over fem år og udleder resultaterne deraf. Og gør det op i procent også. I 1975 var 1% fede (obese), mens det i 2016 gjaldt 6% af piger og 8% af drenge. Jeg linker til undersøgelsen i indlægget.
Jeg er glad for at læse, at du oplever din generation som mere sundhedsbevidste. Mine børn er 12 (om lidt), og det er ikke noget, jeg ser i deres generation endnu men det er nok også for tidligt at forvente det. :)
Jeg står midt i det med begge børn. Sundhedsplejersken har råbt op og nu handler vi på det. Særligt mere bevægelse har vi sat fokus på, og mindre portioner, samt slik i små, strukturerede mængder. Børnene er involveret i processen, men det er en svær balancegang ikke at få for meget opmærksomhed på projektet. I første omgang her vi ekstra fokus i to måneder og hvis der intet er sket på vægt og mavefylde, så bliver lægen involveret og jeg vil bede om henvisning til Holbæk projektet. Det er vigtigt for mig, at mine børn ikke skal lide under overvægt og med to gastric bypassede forældre er genetikken ikke med børnene. Desværre.
Tak for dit input, Maria og hvor jeg håber for jer, at I lykkes på den ene eller anden måde.
Og jeg kan sagtens forestille mig, hvor svært det må være med involvering af børnene uden at det helt overtager fokus.
God vind og meld gerne tilbage med en opdatering!??
jeg står lige midt i det! og har gjort det over en lang periode, hvor det har udviklet sig. Først er der alle de “alm” tiltag med at forsøge at få mere motion ind, mindre portioner, kontrol, overvågen osv – temmelig grænseoverskridende handlinger, men når man ikke når i mål med mad og motion, ja…så begynder der at tages andre og heller ikke (efter min erfaring) virksomme midler i brug. Det med kontrollen gik fint så længe barnet/nu det unge menneske var hjemmeboende, men når det først var ude af mine hænder, så gik det desværre stærkt i den forkerte retning. Viljen og ønsket må og skal komme indefra, tilsat støtte og hjælp, og sådan er det med alle former for misbrug af et eller andet. Gennem mange år forsøgte vi også kontakt til div. læger og børnelæger, men det at få at vide “at nu skal du også begrænse dit madindtag”, ja, det kan altså ikke stå alene. Det har været en evig kamp, og det sværeste er faktisk når omgivelserne antager, at det er fordi at jeg som mor ikke har gjort nok. Og lige så snart det unge menneske var flyttet, så blev det transformeret til “at det unge menneske da ingen rygrad og viljestyrke har” – det opleves i hvert fald som om at placeringen af “skylden” er flyttet fra mig og til det overvægtige unge menneske. Det er utrolig svært at stå ved siden af sit højt elskede barn og se, hvordan det overvægtige barn bliver til et overvægtigt ungt menneske og uden at have nøglen til at finde løsningen. Jeg tænker, at omgivelserne har fyldt alt for meget med alle de løftede pegefingre, samtidig med at hjælpen til at finde en vej i det, har fyldt mindre, desværre. Har oplevelsen af, at man fra sundhedsvæsenets side har meget fokus på overvægt, og det med rette, men at hjælpen til at finde ind til den enkelte overvægtige persons behov, ikke bliver tilgodeset. På den baggrund er det bare svært eller umuligt at nå i mål – og ønsket om at finde det, der lige præcis virker for mit barn, er der hele tiden – hver eneste dag..
Åh søde du, hvor får jeg helt ondt i maven af at læse din tydelige frustration og magtesløshed. Måske er der lidt sindsro i at udviklingen går så hastigt i den gale retning, som WHO her præsenterer. Du og dit barn er langt fra enestående tilfælde her.
Jeg håber, I finder en vej, der kan hjælpe jer og jeg er enig med dig i at skyld og skam er nyttesløst (og uforskammet) i sådan en sammenhæng her❤️
Øv hvor er det altså en trist udvikling.
Efter som jeg bare har en tumling på 10 mdr, har jeg aldrig som forældre stået i det. Men personligt har jeg altid været den tykke pige selv.
Jeg tænker ikke at mine forældre den gang gjorde noget forkert. De viste ikke bedre. Vores økonomi var ikke super og vi fik tonsvis af brød, pasta, kartofler osv. Sådan var det vist bare i 80erne.
I dag tænker jeg bare, at vi er mere oplyst. Men hvis forældre syntes at nuggabits, chokopops osv er morgenmad. At der hver dag bliver drukket sodavand. Så forstår jeg det godt. Alt for meget inaktivitet og alt alt for meget sukker. Det virker som om, at forældre er angste for, at sige nej til deres børn.
Det er dødsvært, tænker jeg. Mine børn er meget slanke men når jeg ser hvad de næsten dagligt møder af søde sager, drikke eller ultraforarbejdet “mad” tænker jeg bare, at det må være svært at være det overvægtige barn, der gerne skulle en anden vej… ?
Det er rigtigt. Det er blevet en almindelig ting i vores samfund.
På flere skoler kan de jo nærmest ikke købe gode ting i deres skole bod. Eller der ligger en kiosk/supermarkeder lige i nærheden.