Hvad siger dine indre stemmer?


Som vi var inde på forleden, da vi snakkede fremtidsplaner (mine), prøver jeg virkelig at lytte til mine indre stemmer. Og uden sådan at blive alt for grænseskitzofrenisk, så er det faktisk ret svært, for de råber jo i munden på hinanden derinde.

Lidt om ‘Plain Jane’

Lad os starte med den første. Jeg kalder hende Plain Jane. Kan du se hende for dig? Fladt, kommunefarvet hår, anonym påklædning, typen, der går i et med væggen. Plain Jane har altid klaret alting rigtig flot. Hun er stræbsom og måske oven i købet lidt overachiever-agtig og pligtopfyldende til fingerspidserne.

Plain Janes grundlæggende holdning er, at man kan opnå lige hvad man vil her i livet, hvis bare man arbejder hårdt nok. Hun er typen, der går til eksamen og får 11-taller på stribe, men som selv tvivler på, at hun har bestået. Og hun er typen, som her 8-9 år senere stadig går og venter på, at de skal ringe fra Københavns Universitet og sige, at de vil have striben af 11-taller tilbage.

Hun er ærligt talt et kedeligt bekendtskab, hende Plain Jane. Hendes underbydende natur er virkelig trættende, og jeg synes, hun skulle lære at flette næbbet og give plads til den anden Jane.

Den anden Jane

Hende kan jeg nemlig bedre lide, selvom hun også er et lidt specielt bekendtskab. Hun er grænsesøgende og har en grundlæggende holdning om, at alting skal prøves en gang.

Det var hende, der flyttede til Paris som 19-årig uden at have hverken bolig, job eller penge, og det er hende, som stadig har en enorm længsel efter at rejse ud i verden og blive der.

Hun drømmer om at udforske yderlighederne i sig selv fysisk, mentalt og spirituelt. Hun hader alt, hvad der er konformt (jul, fødselsdage, pligter, ansvar og at skulle gøre noget for at leve op til andres forventninger), og hun udfordrer det gerne, for alting stritter på hende, når hun hører sætninger som “for det plejer vi jo” eller “det gør man jo”. Hun er som en 3-årig i trods.

Men hvis man ser udover trodsigheden, finder man også et befriende positivt livssyn og en basal tro på, at alt nok skal gå. Hun bruger vendinger som “det går nok det hele” eller “alt er godt”, og hun kan nogle gange virke en smule passiv, fordi hun inderst inde tror på, at tingene nok skal komme af sig selv.

Inderst inde har hun nemlig en følelse af, at hun er sat på jorden for at udrette noget spektakulært. Og at det nok skal manifestere sig, når tiden er inde.

Mindreværd vs. anarkisme og fatalisme

Det kræver jo ikke nogen speciel stor psykologisk indsigt at gennemskue, at Plain Jane er et udtryk for et mindreværd og den anden – unavngivne Jane – råder i rummet mellem anarkisme og fatalisme.

Og det er egentlig ikke, fordi jeg synes, at hverken mindreværdskomplekser, anarkisme eller fatalisme er specielt beskrivende for min person sådan hver for sig, men hvis jeg doserer dem i de rette forhold, er det nok ikke helt skævt.

Og det er selvfølgelig Plain Jane, som kan bruge uger på at være dødbange for at skulle på photo shoot, og som på dagen opdager, at alle er søde og rare, og det jo selvfølgelig ikke gør hverken ondt eller skade at blive fotograferet.

Og her kunne det være rart med noget af fatalistens optimisme. Og det er den anden Jane, som siger sit job op, og som kaster sig ud i nye projekter uden at vide, hvor de ender.

Så det var mig, og nu er det din tur. Hvad siger stemmerne inde i dig? Og lytter du til dem?

Sommerabat på Keto kostplan ‘den fleksible’

Få et superfleksibelt værktøj til at spise Keto med henblik på vægttab.

Læs alt om kostplanen her >>
(og spar 18%)

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

12 kommentarer til “Hvad siger dine indre stemmer?”

Skriv en kommentar

  1. Inde i mig gemmer sig “moster’s pige”. Hende der gerne vil have a tingene skal være perfekte. Hende der bare har styr på det hele, pligt, regler og hvad der sig bør. Som bliver så nemt foraget og er en bly viol.
    Vi kaldte min moster for vor tids Emma Gad.

    Da hun ikke selv kunne få børn, var jeg “moster’s pige” da jeg var lille pige.
    Hun fik dog en pige med tiden.

    Min familie har altid drille mig med at jeg var godt opdraget (lyder strengt ikke?) men bare valgte hvornår jeg ville bruge min opdragelse. Hvilke i min mosters øjne ikke var tit nok.

    Da jeg fik lavet 2 huller mere i ørene som 15-årig var jeg jo en punker. Jeg mener.. Vi er helt derude.

    Tak for at du deler ud af dit indre.

    Svar
    • Hvor er det pudsigt, ikke? At det er episoder, der ligger så langt tilbage, der stadig definerer os som voksne?

      Tak for at du deler også, Jennifer :-)

      Svar
  2. Dybt inde i mig bor en lille trold der fra tid til anden popper frem. Jeg kan godt lide trolden for hun siger sin mening, gør det hun allerhelst vil og har masser af drømme for fremtiden. Men den kvinde hun bor inde i er lidt begrænsende for troldepus for hun vil gerne rejse til udlandet med rygsæk uden planer men booker alt hjemmefra, prøver at kontrollere alt omkring hende med kaos i hendes hoved som resultat, bliver i kedeligt job på trods af at drømmene kan udleves, accepterer hendes mors kritik af hendes udseende og væremåde, begrænser sig selv og ja jeg kunne blive ved….. Meeeen trolden har talt en del til hende de sidste måneder og mon ikke 2013 bliver troldens år – det er i hvert fald hvad hende den anden planlægger (ja for hun vil jo stadig kontrollere !!!!)
    Tak Jane for sjove indspark i mit liv :-)

    Svar
  3. Sikke et fint og velskrevet indlæg. Jeg er meget imponeret over din selvindsigt; ikke mindst din måde at kunne sætte ord på dine tanker.
    Altså, jeg har også sådanne to Sheila’er inde i mig. I 1989 var jeg den første punker i Nyborg og et år senere bz’er i Flensburg. Uha, det gav mig udfordringer og hår på brystet, i mødet med den skeptiske og forargede omverden. Jeg var vild; gjorde hvad jeg havde lyst til. Blaffede ned gennem Polen, eksperimenterede med stimulanser, fulgte mine første indskydelser uanset konsekvenser. Så blev jeg gravid, (som 17 årig) og bum – bøtten vendte totalt.
    I dag er jeg meget mere forsigtig, uha! En lettere konservativ husmor, med planlægnings-hysteri og sirlig orden på mine regninger. Men den vilde Sheila er stadig inde i mig, hvor hun af og til spræller for at komme ud. Men hun er under kontrol, fordi jeg har det ansvar jeg har, for menneskene i mit liv. Men begge har lært mig en masse og de har hver en særlig plads. Sådan tror jeg det skal være; det gør mig til et “helt” menneske, so to speak. :)
    Kh Sheila
    PS Nu også som forsigtig madblogger. Siden er kun “nyfødt”, men kig ind, hvis du får tid og lyst :)

    Svar
  4. Jeg ser plain-Jane som et overjeg der er alt for veludviklet. Sådan et har jeg også det er vildt perfektionistisk og kan gå fuldstændig i baglås af skræk for at gøre noget forkert.
    Den anden side tror jeg er udtryk for oprør mod undertrykkelsen af din ægte personlighed. Så der gælder det om at finde ud af hvad der er hvad, for hvis man lader sig styre af oprørs/protest følelser er man egentlig heller ikke helt sig selv, men de kan være med til at bane vejen for den ægte Jane.

    Svar
    • Det er også en god pointe, Inger, at det ikke er i yderlighederne at man finder den “rigtige Jane”. Det vil jeg huske på.

      Svar
  5. Mine stemmer er også fordelt på 2 stk – en fornuftig/kedelig en og en fanden-i-voldsk en. Jo ældre jeg bliver, jo bedre arbejder de sammen istedet for imod hinanden – og jo mere tager fanden-i-voldsk over og er med til at gøre det sjovt istedet for træls at være mig. Jeg glæder mig meget til at blive 80 :-)

    Svar
    • Jeg svæver lidt frem og tilbage. Da jeg fik børn, skulle alting pludselig være så voksent og ansvarsfuldt og det er først nu, at jeg oplever, at jeg begynder at tage chancer igen. Det er dejligt :-)

      Svar
  6. Sikke et skønt indlæg kære Jane!
    Jeg ser Plane-Jane som din personlighed – den som vi alle udvikler for at være en del af “fællesskabet” og passe ind og så ser jeg den Anden-Jane, som din sjæl – din indre kilde, som nogle også kalder det. Den energi som du grundlæggende er født med og som du inderst inde ønsker at være, men som kan være virkelig svær og grænseoverskridende at vise, fordi vi har lært, at “sådan gør man ikke” eller er blevet afvist osv.
    Min Plane-Charlotte har en tendens til at sige; “du får ret- og jeg får fred” og det tror jeg så på de første 2-3 dage og så mærker jeg, hvordan min sjæl skriger og råber i mig for ikke at blive kvælt! Jo mere jeg lærer her i livet, jo bedre bliver jeg til at vise min sjæl og holde min jordforbindelse. For lige præcis mangel på jordforbindelse og stress er det, der sker, når jeg søger “bare” passer ind og ikke være “mærkelig”. Så pakker min sjæl væk, men det sætter tydelige spor i min krop!

    Svar