Der er sådan en tendens til, at vi skal komme klogere ud af kriser eller skelsættende begivenheder. Måske er det bare et bloggerfænomen, eller måske er det bare mig. Jeg ved det ikke helt.
Fx har jeg en kladde liggende til et indlæg, der handler om, hvad jeg egentlig lærte af at være i Paris, dengang i foråret, hvor jeg rejste derned og var to uger alene. Og jeg har aldrig rigtigt fundet ord nok til det indlæg…
Og det samme har jeg lidt med den her væmmelig omgang med smerterne.
Smerterne er næsten væk nu. Jeg har stadig lidt ondt i ballen og lænden, men jeg genvundet størstedelen af følingen i mit ben. Jeg kan gå næsten almindeligt, og jeg kan træne sådan mellem-hårdt igen.
Og jeg føler, at jeg bør gøre status og vise, hvordan jeg kom klogere ud på den anden side. What doesn’t kill you makes you stronger og alt det der, ikke?
Så hvad lærte jeg af det?
Det er 8 uger siden jeg kom til “skade”. 8 uger er alligevel lang tid at være sat helt eller delvist ud af spillet.
Så hvad lærte jeg af det?
Det ved jeg ikke. Det var ikke nogen øjenåbnende oplevelse, og jeg fik ikke nogen åbenbaring om, at jeg skal skifte kurs, skrue ned for tempoet eller noget light bulb moment om, hvad der er virkelig vigtigt i mit liv.
Det var bare 8 virkelig irriterende uger fyldt med smerte, frustration, vrede, tårer og en masse hverdagsting, der pludselig var voldsomt besværligt (strømper og sko – jeg kigger på jer her!!)
Jeg er glad og taknemmelig for, at det er (næsten) ovre. Bestemt. Og jeg sætter anderledes pris på at kunne bevæge mig nogenlunde frit igen.
Jeg blev dog mindet om, at jeg skal have tegnet en forsikring, som dækker, hvis jeg mister arbejdsevnen, og jeg blev mindet om, at det forebyggende arbejde fortsat er vigtigt.
Det betyder træning, bevægelse og færre (lange) stillesiddende perioder. Mindet om, siger jeg, for det var jeg faktisk allerede opmærksom på men altså nu i højere grad.
Men det er ikke rigtigt nok til at skrive et engageret blogindlæg, vel?
Måske kan vi “bare” lære noget af lort, f.eks. at tegne en forsikring? ?
Vi er jo alle dér hvor vi er, på godt og ondt, og gør vores bedste indtil vi ved bedre – og så gør vi det ???
Altså, jeg har haft modermærkekræft her i foråret og jeg er rask nu… men jeg har ikke rigtig ‘lært’ noget af det. Jeg har aldrig været vild med sol og bruger solcreme. Det var bare ‘bad luck’ at min krops celler delte sig, så der blev kræft ud af det. Jeg har siden operationen fortsat mit liv som altid. Jeg er jo glad for det. Men jeg kan godt få den der ‘måske burde jeg gøre noget nu hvor jeg har overlevet kræft’ følelse… Fordi man ofte læser om andre, der har gjort noget helt revolutionerende. Jeg fik bare ikke en åbenbaring eller noget. Ud over at jeg da er glad for at være i live :-) kh. Birgitte
Dejligt indlæg! Alt skal ikke være happy go lucky og poleret. Engang imellem må man gerne pille den forpulede Ja-hat af, råbe af verden, tude, være frustreret og træt. Og så vender det igen på et tidspunkt. Det er ikke til at sige om man blev klogere eller bedre af modgangen – måske var man der bare, og det er også helt okay. Dejligt at høre, at du snart er på den anden side af alle smerterne ? må det være mindre lort fra nu af!
Jeg tror ikke rigtigt, at det er sådan det fungerer. Man kommer ikke ud på den anden side af noget stort, der er sket for en, fuldstændig oplyst og bevidst om, hvorfor netop denne ting er sket for netop en selv. Jeg selv er 60 år ung, og det hænder med jævne mellemrum, at det først går op for mig nu, hvorfor jeg har oplevet ting for år tilbage.
Sommetider er man nødt til at flytte fokus for at kunne se klart. Jeg selv flyttede for eksempel engang til udlandet for at være sammen med en mand, som jeg havde forelsket mig i. Ti år senere kom jeg hjem igen uden manden, men med en del oplevelser i bagagen, som jeg godt kunne have været foruden. Det kunne jeg have harceleret meget over, hvilket jeg vist også gjorde noget i starten, men da jeg først fik skiftet fokus, måtte jeg erkende, at jeg havde fået rigtig meget ud af de år, selv om det var noget helt andet, end jeg havde regnet med. Jeg var blevet rigtig god til engelsk, jeg havde skrevet en bog, og jeg havde opbygget en kundebase i udlandet, og det var alt sammen ting, som jeg ikke ville have gjort, hvis jeg var blevet i Danmark.
Og det er jo selvfølgelig noget helt andet, end at få hele sin sommer ødelagt af et smertehelvede. Og så alligevel. Det jeg mener er, at der måske var noget i det, som du havde brug for at lære – måske at turde indrømme at du har brug for hjælp, eller at skrue lidt ned for tempoet, eller måske noget helt tredje. Eller måske havde du gang i noget, som din underbevidsthed ville sætte en stopper for?
Hvad det end var, der gjorde, at du blev syg, så ønsker jeg dig god bedring og håber, at du bliver fuldt restitueret og glad igen.
Tror ikke at man behøver, at lære andet end at det er rarest at være frisk og uden smerter. Og at man måske bedre kan sætte sig ind i, hvordan det er at være smerteramt eller langtidssygemeldt
Livet er ikke lutter lagkage eller åbenbaringer. Min mand og jeg har været heldige. Der er mange kugler der lige har snittet os uden vi er kommet grueligt galt afsted.
Så vi prøver at glæde os over en hverdag med de små ting og de store selvfølgelig.
Men lykken afhænger af om man er tilfreds med det man har. Og vi er da også trætte efter arbejde, specielt når ens lille dreng ikke vil sove om aftenen. Men så skal vi sige til os selv og hinanden, at han er en dejlig dreng vi kæmpede i 7 år for at få. Vi er lykkelige for at have ham. Og sådan med mange ting. Hvad betyder en opvask? Den tager vi i morgen. Og hvis vasketøjet har fået regn må det så bare tørre igen.
Jeg prøver at glæde mig over de små ting i nuet. Men det kræver øvelse og vi har alle dårlige dage, uger, måneder… og forhåbentligt oplever vi alle noget positivt ind i mellem.
Tak Jane!
Nogen gange er det rent faktisk bare noget lort… på 3 (hinanden følgende) år oplevede min mand og jeg; først en galdevejssygdom der resulterede i en levertransplantation for min mand, dernæst modermærkekræft for mig i stadie 4 med metastaser i lymfesystemet, og slutteligt en omgang tyktarmskræft til min mand sidste år.
Og ved du hvad; man behøver kun én gang at sidde overfor en læge der siger “Nu må vi se hvad det næste døgn bringer – men du må hellere bede den nærmeste familie om at komme”, før man finder ud af, at livet er meget værdifuldt.
Jo bevares, vi er da blevet bedre til at sige “Pyt!” til nogle af de små sten i skoen; men dagligdagen er der jo stadig med irriterende madpakker, ukrudt i haven og lange arbejdsdage, hvor man føler man forsømmer sine børn.
Ingen tvivl om, at det giver styrke og samhørighed i et parforhold at opleve på 3 år, hvad andre er igennem på et 30 årigt ægteskab – men det giver dæleme også en sårbarhed og skrøbelighed, der ind imellem skaber usikkerhed for, om det hele nu vil bære eller briste.
Jeg er nok jordens mest naive menneske og ukuelig optimist; og har i mit næste 40 årige liv altid sagt sætningen: “Modstand gør dig stærk”, men helt ærlig… nogen gange gør modstand dig også bare bange, udmattet og håbløs, toppet op med en lille smule “Hvad har jeg gjort for at fortjene det her!”.
Jeg betragter mig og min mand som relativt godt begavede mennesker, der både kan reflektere og i en vis udstrækning beregne konsekvenserne af vores handlinger og adfærd. Men selvom vi begge har stået med livet sivende ud mellem fingerne, er det ikke ensbetydende med at vi, når vi f.eks. hovedkuls rammer ind i et skænderi, stopper op og siger: “Hov, kan du huske at vi var lige ved at miste hinanden – skal vi ikke stoppe denne uenighed?”.
Så meget læring har der altså heller ikke været i vores modstand, at vi ikke stadig kan være stædige og hensynsløse, og glemme at det hele faktisk kun er til låns, og at vi skal passe godt på det og hinanden.
Hej
Du har da lært: “life’s a bitch” – ihvertfald nogen gange…
:-)
Jeg synes ikke at man behøver at lære af alt her i livet – nogen gange er det bare sådan det er. Og så kan man komme ud på den anden side og tænke – så klarede jeg også det…
Hvis vi skulle reflektere over alt og lære af alt, ville vi blive fyldt alt for meget op… Og min badevægt ville skrige “max én af gangen” med alt det stof der er fyldt ind i mit hoved…
Nogen gange er det fint bare at være…
Om ik andet er man altid en oplevelse rigere – god som dårlig…
Sus
Ja nogle gange er ting bare noget, der sker uden nogen dybere mening. Det er næsten en slags befriende også :)
Kære Jane
Jeg har fuldt dine indlæg om dine smerter og jeg er glad for at læse at det trods alt går frem ad ;) Personligt tror jeg at det er ok, at man intet lære af sådanne en oplevelse.
Jeg er selv igennem et kræft forløb og netop i dag har det stået på i 5 måneder. 5 måneder og mit operationssår er stadigvæk ikke lukket. Jeg er stadigvæk ikke kommet i gang med kemo. 46 år og ramt af kræft det har jeg også svært ved at lære noget af ;)
Så engang imellem tror jeg bare at live tester os og så er det sådanne. Men måske lære vi at glædes over det der nu er og perioder uden smerter ?
Al det bedste til dig og dine kære.
Åh nej, søde du. Det anede jeg ikke. Hvor er jeg ked af at du skal det igennem! Håber, du kommer rask ud på den anden side – uanset om du lærer af det eller om det bare var lort! Rigtig god bedring – hvis man kan sige det <3
Ha ha ha hvor befriende!! Ting ER bare noget lort indimellem….måske er læringen, at man ikke behøver lære/udvikle/få overskud og komme styrket ud af alt:) Lidt som den der med, at det ikke hedder problemer, men udfordringer, nej..muligheder!! Nogle gange er det bare lort og problemer, og det skal vi også igennem…
Haha ja, præcis! Nogle gange er det bare problemer – og lort!