Hvad fanden laver jeg egentlig her?

Det er sådan, det starter, og det ved jeg nu. Derfor bliver jeg heller ikke nervøs over det. Det er noget med at stå foran den her mur af dage, hvor jeg skal være helt alene.

Sidste år på det her tidspunkt skrev jeg næsten enslydende om, at stilheden var larmende de første dage, og mange tolkede det som at have et behov for stilhed eller stilhed som noget fysisk (‘så sæt dog noget musik på!’)

Men det handler slet ikke om lyd.

Det handler om, hvad der sker, når man skræller de beskyttende lag af.

Med lag mener jeg de distraktioner, vi hele tiden udsætter os selv for; musik i ørerne, solbrillerne, der skærmer, den meningsløse scrollen igennem Instagram, Facebook, nyheder, mails, spil, mad og drikke, der bedøver sanserne, og alle de ting, vi gør, der lægger et blødt og lunt tæppe henover verden og livet, så det ikke mærkes så kraftigt.

Og med denne tungsindige intro vil jeg byde velkommen til Paris.

Jeg sidder lige nu i en lejlighed i det nordlige Marais. Jeg ankom i søndags og er hurtigt faldet til og ind i min vante Paris-rytme.

Stille og roligt. Bare mig.

Hvad skal du egentlig dernede?

Hvad skal du dernede i år, er der mange, der har spurgt mig med reference til, at jeg plejer at sige, at jeg skal have ro til at skrive en bog eller noget andet vigtigt.

I år har jeg ingenting, jeg skal.

Og i virkeligheden var de projekter også mest en undskyldning eller en måde at prøve at forklare eller retfærdiggøre, hvorfor jeg stikker af hjemmefra på denne måde.

Men jeg behøver ingen grund, og jeg har ikke længere brug for at få valideret mit valg.

Jeg ved godt, hvorfor jeg er her. Jeg er her, fordi det er godt for mig. Jeg kan bare ikke mærke det helt endnu, men det kommer, det ved jeg.

Arbejde og dopaminfaste

Det er dog langt mindre romantisk og langt mindre en sjælerejse, end det lige lyder til.

Jeg passer jo fx stadig mit arbejde. Jeg har både gjort klar til og åbnet for tilmelding til Kickstart og jeg har lavet næste uges KETO-madplan klar, som er en slags påske-special.

Men resten af tiden har jeg tilbragt ude i byen.

Jeg øver mig stadig i at tage de skærmende solbriller af og lade hovedtelefoner og telefon ligge i lommen. Jeg er langt fra i mål med det, men jeg tager lidt babysteps hver dag.

Til gengæld balancerer jeg mit forhold til sociale medier bedre end derhjemme.

Jeg kalder det nogle gange for en ‘dopaminfaste’.

En periode, hvor stimulanserne og de ting, der aktiverer belønningssystemet i unaturlig grad, begrænses. Når man gør det, ændrer alting sig. Søvn, tanker, humør, intuition, spisemønstre, reaktionsmønstre, alting.

Jeg kan varmt anbefale det (og man behøver ikke tage til Paris for at gøre det).

Og hvor vild er den her himmel fra i går?

Der var blå himmel til den ene side og denne her dramatiske himmel til den anden. Perfekt afspejling af både humør og følelser her de første dage.