Er LCHF og Keto det samme? Eller hvad er forskellen på LCHF og Keto?
Har du også spekuleret på det og på hvorfor mine første bøger hedder LCHF, mens de to sidste hedder Keto? Det vil jeg gerne prøve at uddybe i dag.
Er LCHF og Keto det samme?
Ja, dybest set er LCHF og Keto det samme. Det er bare to forskellige ord. Keto svarer til det, vi tidligere har kaldt ‘striks LCHF’, dvs. den helt kulhydratfattige variant, hvor kulhydraterne begrænses til så lidt som 20-30 g pr. dag og kroppen kommer i ernæringsmæssig ketose.
Ketose er en metabolisk tilstand, hvor kroppen primært forbrænder fedt. Det ved du sikkert allerede.
Jeg har aldrig været helt tosset med ‘striks LCHF’. Jeg synes, ordet ‘striks’ har en negativ klang og på den måde kan jeg bedre lide Keto, som jeg opfatter som mere neutralt.
Keto er også det ord, de primært bruger i udlandet og da mine bøger jo udkommer i udlandet også, gav det mening at skifte.
Men der er også en anden forklaring og den er lidt mere personlig.
Fokus på fedt gav mening for 8 år siden
Jeg har spist og skrevet om Low Carb/LCHF i snart 10 år. Jeg skrev min første bog, LCHF Spis dig mæt og glad, i 2012. Det er altså 8 år siden.
Vi havde en markant anderledes sundhedsdiskurs dengang. Fedt var usundt, farligt og fedende og det var ekstremt kontroversielt, at der pludselig kom en bog, som talte for, at man fint kunne spise fedt. Endda også mættet fedt. Gisp!
Det var en kæmpe omvæltning for de fleste og det var meget svært at ryste fire årtiers fedtforskrækkelse af sig. LCHF – Low Carb High Fat – var på det tidspunkt et rigtig godt navn, for det lå jo ligesom i navnet, at man var nødt til at øge fedtindtaget.
Så når folk viste mig deres mad på Instagram og den bestod af to magre kyllingebryster og en halv avokado og de sagde: Se Jane, High Fat, så kunne jeg sige: Mjaaaaah…. men måske vil du gerne nøjes med det ene kyllingebryst og i stedet lægge lidt mere fedt til…
Så min opgave de første mange år var at lære folk at turde spise fedt igen. Nej du skal ikke købe Cremefine og Cheasy Fraise og tørre slankeoste. Du skal købe ægte cremefraiche og fuldfede oste. Den slags :)
Læs også: Hvor meget fedt skal man spise på Keto?
Hvis fedt er godt, må mere fedt være ENDNU bedre…
Fedt er stadig vigtigt men på et eller andet tidspunkt i den proces skete der et skifte. Der skød grupper op her og der, som havde en forståelse af, at hvis fedt var godt, så måtte meget fedt være bedre. Og de begyndte at spise virkelig meget fedt. Halve pakker smør blendet ned i kaffen. Fed cremefraiche og flødeskum spist med ske. Fedt, fedt, fedt.
Og fedt var jo stadig vigtigt, men det her tog bare overhånd.
Og det lever stadig. Forleden fik jeg en mail fra en, der gerne ville spørge til, om det var meningen, at man skulle have kvalme hele tiden. Hun startede dagen med en bulletproof kaffe med 60 g fedt og havde det bare så skidt. Hun havde endda prøvet at spise en masse ost til, men det hjalp ikke på kvalmen.
60 g fedt skyllet ned i en drik med en masse ost ville dælme også give mig kvalme.
Jeg foreslog hende at følge mine Keto-bøger og spise rigtig mad (kød, grøntsager, fedt) i stedet for at drikke fedt.
Man skulle tro, at det var indlysende, men det er det ikke. For når du hele tiden kan læse, at du skal spise mere og mere og mere fedt og at løsningen på alting er at spise mere fedt, jamen så ender vi med sådan nogle oplevelser.
… men hvorfor taber jeg mig ikke?
Imens fokusset på fedt levede i bedste velgående, var det, som om kulhydratrestriktionen røg lidt i baggrunden. Hvorfor spise kød, grøntsager og fedt, når man kan spise low carb brød, pandekager og vafler – selvfølgelig toppet med flødeskum – og kager med sødemidler. Mørk chokolade var røget på plus-listen, mens gulerødder og tomater var blevet fy-ord.
Det er jo ikke, fordi bagværk, sødemidler og kager aldrig kan have en plads, men de løber bare ret hurtigt op i kulhydrat (og kalorier) og de er heller ikke særligt effektive til at opnå den appetitdæmpende effekt, som faktisk er ret vigtig, hvis målet er vægttab.
Det kan du læse mere om her: Derfor er der ingen bagværk og desserter i mine Keto-bøger
Og pludselig har vi så en situation, hvor fedtindtaget er højt og hvor proteinindtaget er gledet i baggrunden og hvor kulhydratindtaget også er for højt. Altså en slags High Fat, Low Protein, Moderate Carb.
Det er bare ikke rigtigt der, hvor vi oplever, at effekten på vægt eller helbred er helt god.
Og det havde jeg faktisk brug for at distancere mig lidt fra.
Jeg ved godt, at det er et super salgsargument, at man kan få lov at beholde sine dårlige vaner og stadig gå ned i vægt, men jeg har ikke lyst til at være med til at sælge den idé længere.
Kostplaner til vægttab med LCHF og Keto
Men LCHF og Keto kan altså sagtens være i samme familie. Her laver jeg lidt forskel ved at jeg lader Keto være lidt højere i proteinindhold og en my lavere i fedtindhold, mens jeg lader LCHF være en my lavere i proteinindhold og lidt lavere i fedtindhold.
Og begge dele kan altså sagtens fungere. Det er mere et spørgsmål om hvad man lige trives bedst med.
Hvis jeg skal give et bud, fungerer de fleste godt med det lidt højere fedtindhold i starten, mens man kan slippe afsted med et lavere fedtindtag senere, når kroppen er blevet komfortabel med at tage fra egne lagre.
Find LCHF kostplan her og Keto kostplan her (begge er lavet med helt lavt kulhydratindtag og er til vægttab)
Real Food Keto
Derfor finder du kun i mine bøger og online kurser det, jeg kalder Real Food Keto. Det er Keto uden alt det skøre og her er ingen pandekager og vafler og flødeskum eller smør blandet med sødemidler. Det er rigtig mad. Grøntsager, kød og fedt. Supervelsmagende, fordi råvarerne er ægte og sammensætningen god og maden mætter og tilfredsstiller uden at give kvalme.
Og jeg siger dig, det er effektivt. Tusinde gange mere effektivt end det andet.
Nu er der så opstået en fejlagtig forståelse for, at man skal spise 80% fedt på Keto og derfor proteinbegrænse også og jeg giver sgu snart op. Jeg synes, det er et risikabelt spor at begive sig ud på og jeg har ikke set nogle gode studier, der indikerer, at det er en god idé at begrænse protein, hvis vægttab er målet.
Men, men… jeg øver mig i at tage ansvar for det, jeg siger, skriver om og anbefaler og ikke for, hvad allemulige ude på internettet siger og gør. Hvis folk vil den vej, så fint med mig. Så bliver jeg bare herovre på min egen banehalvdel, hvor vi til gengæld skaber ægte Kick-ass resultater. På både vægt og helbredsmarkører.
Hej
Overvejer enten LCHF og Keto men er nu kommet itvivl om hvorvidt det kan være farligt hvis man har forhøjet kolesterol (den arvelige). Tager dog piller på dette
Det ved jeg ærligt talt ikke. Jeg tror for det første ikke det er undersøgt og for det andet synes jeg, jeg får lidt forskelligrettede meldinger fra mine læsere, der prøver det af.
Hej Jane.
Jeg vil helst spise vegetarisk. Har du en en god artikel der omhandler det?
Faktisk helst kun fisk og skaldyr, ikke kylling mm.
Low Carb synes jeg sagtens kan og at du spiser fisk og skaldyr gør det kun bedre.
Keto bliver for svært her, tror jeg, medmindre du er ok med at spise virkelig meget fisk og virkelig mange æg.
Lidt vegetarisk aftensmadsinspiration her:
https://www.madbanditten.dk/alle-opskrifter/aftensmad-vegetar/
Og en e-bog om Low Carb Vegetar her:
https://www.madbanditten.dk/low-carb-vegetar/