Hvad er dine mål for 2018?


Jeg elsker jo årsskifte og muligheden for at viske tavlen ren og sætte sig nye mål. Og tankerne om mine mål for næste år begynder allerede at rumstere her sidst på året. Hvad skal der ske næste år? Hvad kommer 2018 til at byde på?

Arbejdsmæssigt bliver næste år et travlt år, og privat håber jeg, det bliver et spændende år.

I dag vil jeg dele nogle af mine mål for næste år med dig. Måske vil du også dele dine med mig?

I 2018 vil jeg:

SKRIVE EN BOG

Jeg har holdt bogpause i et par år, og det har været rigtig dejligt at få lov at lave noget andet. Men nu er jeg ved at have lyst til at skrive en bog igen. Faktisk er jeg allerede begyndt at skrive på den, men jeg har ikke skrevet under på nogen kontrakt endnu.

En af de ting, jeg har nydt de sidste år har været at være 100% min egen herre (dame). At samarbejde involverer altid kompromiser men heldigvis involverer det også sparring, nye idéer og friske input.

LAVE TO NYE ONLINE PRODUKTER

At have taget hul på at lave online produkter har været så utroligt spændende for mig, og jeg har lært enormt meget af det. Samtidig har det også givet mig nye muligheder i virksomheden, som jeg er meget taknemmelig for.

I 2018 skal jeg lave to nye online produkter. Det ene skal være i forløbsform à la Kickstart, og det andet skal være et efter-forløb. Altså et mere langsigtet forløb, som sikrer, at deltagerne opnår den vedholdenhed, som er så pokkers vigtig for at lykkes med vægttab og livsstilsændring på den lange bane.

Og lige når jeg skriver det, får jeg sved på panden ved tanken om både at skulle drive en travl blog, skrive en bog og producere to nye online produkter på bare et år.

FLYTTE

Og som om der ikke er nok på bordet arbejdsmæssigt, vil vi også gerne flytte i 2018.

I de sidste 6 måneder har vi kigget på hus. Og vi har set mange gode huse og mange ikke-gode huse, og nu er vi ved at være der, hvor vi har set nok til at vi også kan slå til.

Huskøb involverer også kæmpe kompromiser, især når man er så bundet til ganske få villakvarterer som vi er, fordi vi gerne vil holde os i nærheden af ungernes skole.

Hverken Søren eller jeg er verdensmestre i kompromisets kunst. Men hvis vi skal lykkes med vores mål om at flytte næste år, skal der klippes en tå og hakkes en hæl.

Jeg længes helt vildt efter at flytte. Jeg elsker vores hjem, men jeg føler, vi er vokset ud af det på så mange planer. Og jeg er så klar til en frisk start et nyt sted.

TAGE FLERE BILLEDER AF MIG SELV

Den her er lidt skør og kunne nok fylde et helt indlæg for sig selv.

Men det er, som om at hele selfie-bølgen er fløjet hen over hovedet på mig.

En af mine unge bloggerkolleger skrev engang noget med, at når man kiggede igennem fotoarkivet på sin telefon, så ville 80% af billederne være af en selv.

Sådan er det ikke på min telefon, kan jeg godt afsløre.Min telefon er fyldt med billeder af mad, pæn natur og søde børn. Jeg tager aldrig billeder af mig selv, og jeg finder hele situationen enormt akavet. Undtagen på Snapchat, pudsigt nok.

Dog fandt jeg billedet, som jeg har brugt øverst i indlægget. Det har Vega taget af mig i Thailand, da vi var derude i marts i forbindelse med at jeg fyldte 40. Marts er selvfølgelig også en rum tid siden…

Jeg skal tilbage til maj for at finde mit sidste selfie på Instagram.

Måske er det en aldersting, men det forekommer mig enormt fjernt at tage billeder af mig selv. Og det vil jeg gerne lave om på.

Puh, jeg bliver helt utilpas bare ved at sige det højt. Til gengæld tror jeg fast på, at det giver meget at udfordre de ting, vi oplever mest modstand mod.

…. FORBLIVE GIFT

Med alle disse ting på bordet, er jeg næsten nødt til at tilføje et femte punkt, nemlig: At forblive gift. Det er jo altid et godt mål.

Søren har et sindsygt arbejdsår foran sig, og det er ingen hemmelighed, at vores familieliv lider lidt, når vi begge har alt for travlt samtidig. Der skal helst være en, der har overskud og som er ovenpå.

Men vi er også begge tidsoptimister, og jeg tror fx fuldt og fast på, at det da bare er et spørgsmål om god planlægning at nå alt dette. Well,  måske bliver jeg klogere… ;-)

Dette var mine foreløbige mål for det nye år. Nye skal nok komme til også, når vi kommer tættere på årsskiftet. Men fortæl mig nu: Hvad er dine mål for 2018?

Er du klar til (Low Carb) jul?

Indrømmet, min jul er ikke 100% Low Carb. Men den er ret Low Carb. Jeg har enkelte ting, jeg ikke vil gå på kompromis med og så spiser jeg Low Carb julemad og -godter for resten. Det gode ved den model er, at jeg slipper for at december bliver én lang sukkerfest, hvor jeg hele tiden har en sukkerdjævel siddende på skulderen. Det er så udmattende!!

Har du brug for Low Carb juleopskrifter på både al den traditionelle julemad og på de lækre julegodter, kan du lade Madbandittens Juleopskrifter hjælpe dig🌲

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

19 kommentarer til “Hvad er dine mål for 2018?”

Skriv en kommentar

  1. I 2018 skal jeg trodse astma, dårlige knæ og overvægt og løbe 10 km sammen med kronprinsen i maj.
    Jeg skal blive hurtigere til at løbe.
    Jeg vil kunne passe flere af mine kjoler.
    Og jeg vil gerne finde et nyt job der skal være mindst lige så spændende som det jeg har nu og så bare ligge tættere på mit hjem…

    Svar
    • Ej så sejt! Jeg ville vildt gerne løbe det løb også. Jeg synes, han er herresej, vores kommende konge at lave sådan et initiativ. For mig er det desværre ikke så realistisk men så stiller jeg mig op og hepper på de løbende i stedet.

      Svar
      • Han er mega sej…
        Du kan da deltage i One-mile distancen… Selv hvis man ikke kan løbe, så er det en fin lille gåtur, og så er man med… Selvom heppere bliver i virkelig høj kurs for alle os der løber langsomt og er nystartere på 10 km distancen…

        Svar
  2. Gode mål og de hjælper mig til lige at huske at man skal huske nogle gode mål og værdier:

    1) prioritere mig selv tid – jeg er mor, kone, ansat, veninde og alt mulig, men næsten aldrig Heidi

    2) blive bedre til at bruge penge – min mand og jeg har haft nogle vanvittige dårlige år økonomisk og har kæmpet med næb og kløer og kan takke os selv og hårdt arbejde for at vi helt selv har vendt skuden og nu ser gode tider komme, men nu skal vi blive bedre til at bruge penge af lyst

    3) motionere på min MTB, som har givet mig så meget godt i 2017

    4) Forhåbentlig blive klar til at blive gravid igen :) vi har fløjet så meget rundt i sundt, mindre sundt, gode alternativer, dårlige alternativer fordi vi har været for presset og jeg ønsker mig at finde fodfæste, skifte forreste ciffer på vægten og så gøre kroppen klar på at være gravid igen :)

    Svar
    • Uh det lyder som et spændende år!

      Punkt 1 skal jeg også altid huske, men jeg synes, det bliver nemmere og nemmere nu hvor mine børn er ved at være store.
      God vind med det hele herfra!

      Svar
  3. Jeg har nu været i gang med min livstilsændring i 4 måneder, og jeg er godt tilfreds med min kostændring, men motionen halter. Så foreløbig har jeg 2 mål for 2018 – jeg vil meldes ind i en motionscykelklub, for jeg træner bedst sammen med andre, og så vil jeg da gerne cykle ind i ham, som jeg skal dele en masse gode og sjove oplevelser med :-)

    Svar
  4. kommende år? hmmm – det var hårdt at gå fra dagpenge til pension- det er en hurdle, jeg stadig skal arbejde med. Jeg har meldt mig til korsang “Rockkoret” det vil jeg forsætte med, jeg vil til stadighed prøve at få noget motion, at undgå kolesterolpiller! 65 år og statistisk kun ca 17 år tilbage af ens liv, Jeg har ikke de store visioner; men skulle det lykkes mig at vinde den store gevindst, vil jeg flytte til storbyen- tage på ferie, få nye veninder- leve livet, og set i forhold til alle de forfærdelige ting, der sker rundt omkring, vil jeg bare være glad, hver gang jeg møder en ny dag. Held & lykke med din nye bog.

    Svar
  5. Dejlige mål for året 2018 – som næsten alle er formuleret i et : jeg vil gerne format. Undtagen det sidste. Er der noget jeg har lært de sidste mange år, så er det at universet ikke kender ordet ikke… Så når man siger højt, at jeg vil ikke, så bliver det til : jeg vil. Jeg elsker mainfester og at høre om andres.Så tak fordi du deler. Men jeg vil meget gerne opfordre til,at lave den sidste om til noget du gerne vil…eks blive i mit ægteskab, eller forblive gift med Søren eller noget i den dur. Please ?

    Svar
  6. At holde fokus på det vigtigste…..

    Jeg zapper meget fra det ene til det andet, men vil gerne blive bedre til at bevare fokus på de ting jeg beslutter er vigtigst. Det vil spare mig tid og energi.

    Har været på LCHF i 1,5 år nu, og det skal jeg blive ved med, den er vigtig for mig. Det har sparet mig meget energi i form af en krop med ro på. En hjerne der kan koncentrere sig om andet end hvad man skal have at spise næste gang. Mad er blevet til noget jeg bare indtager tre gange dagligt, jeg er sluppet af med de evindelige tvangstanker, der kunne afbryde alt jeg havde gang i med at “jeg skal ha noget mad nu, eller jeg dør!!!”
    -at min vægt bare ligeså stille falder…. er jo blot en lille lækker sidegevinst hertil… Jeg har ikke travlt med at tabe mig, og springer da også ud i is og kager engang imellem, jeg ved bare at når først jeg tager et stykke…. så slår hjernen på autopilot igen, så for mig er det enten eller. Heldigvis er de nye vaner blevet hverdag for mig, og jeg finder hurtigt tilbage på sporet igen efter en weekend i sukkerland?.

    Flere gåture med min veninde om aftenen. Det er jeg nærmest blevet afhængig af…. at gå efter maden betyder at man spiser lidt mindre, ellers kan man ikke gå…. og gå med en man kan snakke med om mange ting, og grine med, giver så meget på pludskontoen….. og så får man motioneret samtidig?

    Samtidig vil jeg fokusere på at udfordre mig mere kropsmæssigt. Har ikke motioneret meget i mit liv, men har fået blod på tanden efter at jeg har tabt mig og kan mærke hvad min krop kan nu. Kom an Zumba, cirkeltræning og hvad der ellers er, bare man må grine imens?

    Mere eventyr….
    Håber pt. På nye tider arbejdsmæssigt, det vil vise sig inden nytår om det bliver… hvis ikke, må jeg stadig følge den retning der giver mig eventyrlyst, det har jeg lovet mig selv.?

    Tilslutter mig -ikke at blive skilt.
    Efter flere år hvor min mand har haft det svært med sig selv, kan jeg godt vakle i mit fokus her. Så fokus på at holde ved til det vender?

    Pyha det blev en stil…. men tak for initiativet, nu blev det lige klart for mig hvor mit fokus ligger. Godt nok lige at blive skarp på det engang imellem.

    Svar
    • Sikke nogle dejlige punkter, Janni. Jeg kan tilslutte mig flere af dem og i hvert fald den med maden. Wow, en befrielse altså!
      Gåture om aftenen ville være perfekt for mig også. Især hvis jeg så samtidig kan krydse venindetid af også for jeg må desværre konstatere at det har stået sløjt til med det i 2017. På trods af at det faktisk – igen – var et af mine mål. Hvorfor skal det være så svært at gøre noget, der er så rart? Virkelig underligt.

      Svar
  7. Jeg vil sænke forventningerne til mig selv, både privat og job mæssigt.
    Nyde livet, gå lidt mere på kompromis og sige meget mere pyt.
    Så glæder jeg mig helt vildt til at der kommer en ny bog fra din side, mon det er “hakke kød” bogen eller en helt anden, det er super spændende.

    Svar
    • Åh Heidi, dine mål kunne jeg også lære af. Det må blive i 2019, haha!
      Og nej, ikke hakke-bogen i første omgang. Den vil jeg til gengæld lave en dag :)

      Svar
  8. At flytte – vi har købt et rigtig håndværkertilbud, så der er nok at se til. Heldigvis er pladsen perfekt, så der er så mange muligheder.

    At føde en baby derhjemme- få dage efter huskøb dukkede to streger op på graviditetstesten. Jeg var 100 % sikker på det ikke ville lykkes præcis den måned, men hey, hvorfor ikke. 3 gang var lykkens gang efter 2 gange, hvor den ene af stregerne langsomt svandt. Nu håber jeg bare det ikke bliver på præcis min 2 åriges fødselsdag – men hvis det gør, så er det OK. Du ved hvordan det er, right Jane? 2 fluer med et smæk :-)

    At tage en god, lang barsel – den sidste var for kort. Denne her bliver nok min sidste, så den skal nydes før job kalder igen.

    At sige min mening (mere end jeg plejer, når jeg blir spurgt)- men på en mindre hård måde, end jeg før har gjort. Også overfor mine veninder. Og spørge mere nysgerrigt ind til tingene i stedet for at blive vred over folks udsagn og meninger. Men også give udtryk for når jeg bliver ked af noget eller når noget går over mine grænser – det skal jeg blive bedre til.

    Motionere mere – men denne gang skal det være lyst-drevet. Slut med det andet skal-pres, der falder til jorden. Slut.

    Men først er målet om at slippe ud af kvalme-helvedet, der i den grad har gjort mig så syg de sidste 3-4 uger. Det har været det værste, jeg har oplevet nogensinde. Helt anderledes har denne graviditet været end min sidste. For pokker, jeg har været mere død end levende.

    Svar
    • Sikke nogle fantastiske punkter! Og tillykke med både huskøb og graviditet!

      Og hey, hvis I skal leve med dobbeltfødselsdag, så har du min fulde sympati. Og heldigvis er det så kun en gang om året ;-)

      Svar