Jeg har været selvstændig siden 2012 og forleden kom jeg til at tænke på, hvor utroligt meget mit job og mit arbejdsliv faktisk har ændret sig i de år. Også selvom kernen i det, jeg laver, er ret meget det samme.
Jeg har altid haft det svært med, hvad jeg skulle svare, når folk spørger, hvad jeg laver.
Længe har jeg svaret ‘kogebogsforfatter’, for det kan folk ligesom forstå og forholde sig til. Jeg har bare ikke selv syntes, at det var helt retvisende, for kogebøger er i virkeligheden en ret lille del af det, jeg faktisk laver.
Så har jeg forsøgt mig lidt med ‘selvstændig’. Selvstændig med hvad, er det naturlige spørgsmål så og så er vi tilbage til de lange forklaringer.
Jeg er blogger, har jeg også tit sagt. Så kigger folk enten forvirrede på mig, som om jeg har sagt noget, de ikke forstår, eller de kigger medlidende på mig og spørger: Kan du leve af det…?
Jeg hjælper folk med at lægge deres livsstil om og gå ned i vægt, er nok det mest præcise svar, jeg kan give. For det er faktisk det, jeg laver.
Det gør jeg på forskellige måder:
- Jeg producerer opskrifter og artikler her til bloggen
- Jeg skriver nyhedsbreve, som jeg sender ud (næsten) hver lørdag
- Jeg skriver bøger
- Jeg udvikler produkter, som kan gøre livet nemmere for mine læsere (som fx mine Keto Madplaner)
- Jeg laver online kurser med hjælp til vægttab som mit nuværende 6 uger lange Kickstart kursus
- Jeg sælger mine produkter – det er jo ligesom en forudsætning for overlevelse
Hjælp og vejledning
Herudover bruger jeg meget tid på at svare på spørgsmål. Dem er der en del af, fordi bloggen her er så velbesøgt.
Jeg vil skyde på, at jeg gennemsnitligt bruger en times tid pr. dag hver dag, 7 dage i ugen, året rundt på spørgsmål. Det sætter jeg gerne tid af til, men regner jeg det sammen, løber det jo op til 365 timer om året, hvilket jo faktisk svarer til 10 ugers fuldtidsarbejde om året.
Og når jeg lige stiller det sådan op, virker det måske lidt voldsomt.
Jeg nærmer mig også mit max for, hvor meget tid, jeg kan bruge på sådan en ydelse, så for at kunne tilbyde den mest kvalificerede hjælp indenfor den tid, jeg har til rådighed, bruger jeg lang tid på at skrive artikler, som belyser de emner folk spørger til.
Det er nemlig ofte de helt samme ting, og så har jeg et slags fællessvar, jeg kan henvise dem til, når jeg får spørgsmål om det.
Eksempler på fællessvar:
- Kan jeg godt spise Keto, hvis mit kolesteroltal er for højt?
- Må jeg godt drikke mælk i min kaffe på Keto?
- Hvorfor står min vægt stille?
- Må man bruge sødemidler på Keto?
- Skal man bruge MCT olie for at gå ned i vægt med Keto?
- Hvad sker der, hvis jeg drikker alkohol en weekend?
- Er [en eller anden madvare] Keto?
- Må børn spise Keto?
- Osv. osv. osv…
Blogging og produkter
Min forretning er skruet lidt mærkeligt sammen, idet en stor del af det, jeg laver, er gratis for brugeren. Jeg mener grundlæggende, at adgang til sundhed og viden om sundhed bør være gratis og tilgængeligt for alle, uanset økonomi. Det er idealisten i mig, der taler.
Men jeg kan jo selvfølgelig ikke leve af gratis, så derfor har jeg produkter på hylderne også. Dem bruger jeg lang tid på at udtænke og lave og det er blevet en del af mit arbejde, som jeg holder virkelig meget af.
Jeg har altid en lang liste med produkter, jeg gerne vil lave. I øjeblikket arbejder jeg på en e-bog, som er helt anderledes noget, jeg tidligere har lavet, men som jeg glæder mig til at kunne lancere. Om det bliver inden årsskiftet eller først i løbet af foråret næste år, er lidt uklart. Det kommer lidt an på hvor omfattende, den ender med at blive.
Og inde i hovedet og på min liste over ting, jeg vil lave næste år, er både flere e-bøger/guides og også noget, der måske bliver et lidt anderledes slags online kursus end det nye Kickstart-kursus, jeg lancerede i april i år.
De sidste par år er det virkelig gået op for mig, hvor kreativ jeg er, altså sådan i arbejdstilgang og -processer. Jeg har altid set mig selv mere som akademikertypen og ikke som den kreative type, men det er simpelthen en del af min selvopfattelse, jeg har måtte revurdere. Måske den kreative akademikertype er en bedre beskrivelse – haha!
Mit ugentlige nyhedsbrev
En ting, som fylder meget i mit arbejdsliv er mine nyhedsbreve.
Det tog mig lang tid at finde min stemme, eller hvad man skal kalde det, men i dag oplever jeg nyhedsbrevet som den mest intime kontakt mellem mig og min læser.
Bloggen her har mange hundredetusinde læsere hver måned, men kun nogle af dem, er mine faste læsere. Nogle søger på boller i karry på google og kommer forbi ad den vej. De bruger opskriften men har ikke nødvendigvis et forhold til mig.
Nyhedsbrevet derimod sendes kun ud til folk, som selv aktivt har taget stilling til, at de ønsker at høre fra mig på på den måde.
Og med årene er det blevet min favoritopgave. Jeg bruger lang tid hver uge på at planlægge hvilket emne, jeg skal tage op og hvordan jeg skal vinkle det. Og så bruger jeg lidt mere end en arbejdsdag hver uge på at skrive det.
Målet med mit arbejde
Mit mål med alt, jeg laver, er at hjælpe flest muligt til at spise sig til et bedre liv. Ofte indebærer det en lavere vægt men ikke altid.
Mit grundsynspunkt er, at det, der virker, vinder. Og med det mener jeg, at metodens navn er ligegyldig, hvis bare den virker for dig.
Men jeg beskæftiger mig mest med kostomlægninger til en Low Carb eller Keto livsstil, som jeg mener er det mest effektive redskab, vi har i værktøjskassen, især til dem, der kommer med meget stor overvægt.
Jeg er dog helt åben overfor, at det ikke er rette valg for alle, eller at succes kan komme på en masse andre måder.
Fordi mit mål er at optimere mine arbejdstimer til at komme flest mulige mennesker til gavn, tilbyder jeg ingen 1:1 rådgivning (andet end muligheden for at stille spørgsmål og få svar her på bloggen). Jeg tilbyder ikke konsultationer på mail, skype eller ude i virkeligheden.
For hver time af min tid jeg bruger, vil jeg gerne nå flest mulige. Jeg er lidt ked af hvordan eksterne platforme som fx FB, har overtaget en del af vores kommunikation og jeg har derfor valgt at prioritere at hjælpe dem, der skriver til mig her på bloggen.
Jeg ved, at mit kommentarfelt ofte læses lige så grundigt som selve indlæggene, så derfor er det for mig vigtigt, at vi tager snakken her og ikke i et lukket forum eller et sted som FB, hvor det hele er væk i morgen.
Det arbejder jeg altså med…
Så det er altså mit arbejde. Jeg elsker at være selvstændig og håber på at kunne være det resten af mit liv.
Jeg elsker at kunne styre mit eget arbejdsliv, selvom det kommer med plusser og minusser. Men det er helt vildt meningsfuldt, når responsen fra læserne er at de har tabt 30 kg, kommet af med smerter, blevet naturligt gravide, eller hvad det er folk skriver om.
Jeg ville ikke bytte det for noget i verden ♥
Kære Jane!
Tusind tak for din blog, for dine mails og for dine vidunderlige opskrifter. Og alt det andet. Jeg har kanon stor respekt for dit arbejde!
Jeg har været på keto i et år og har tabt 26-27 kg. Det svinger lidt. Gik fra 85,5 kg til 59 kg. Men jeg har et problem. Jeg spiser næsten ingenting, og det gør mig utryg. Så nu er jeg begyndt at eksperimentere med en kombination af glutenfrit og keto. For jeg fik for lidt kulhydrater OG jeg har det svært med kød. Rigtig meget kød bliver tygget på – for så at blive spyttet ud! SÅ – jeg har købt glutenfrie kiks, som jeg spiser med dejlig ost. Jeg laver wokmad og spiser lidt ris. Jeg laver retter med hakket kød – helst kylling. Og jeg snyder med en flødeis i ny og næ. Og jeg har i sommer spist en eller to små, nye kartofler, f.eks. med matjessild og smør. Uanset hvad jeg gør, så må jeg konstatere hver aften, at jeg IKKE får spist en ordentlig portion – og jeg spiser ikke i løbet af dagen. Jeg skal IKKE tabe mig mere – og vægttab var slet ikke mit mål! Dog er jeg glad for, at jeg er skrumpet. Men nu er det nok. Har du nogen erfaringer med sådan nogle som mig? OG hvad kan du foreslå? Kærlig hilsen Jytte
Hej Jytte
Tusind tak for dine fine ord.
Inden jeg svarer på dit spørgsmål, mangler jeg en forklaring på hvorfor du ikke spiser? Og hvorfor du spytter mad ud? Det har en lidt anderledes klang end den appetitnedsættelse, jeg normalt oplever at folk kan bøvle lidt med i overgangen fra Keto til vægttab til vedligehold. Er der noget spiseforstyrrelse med i billedet?
Kære Jane! Jeg har da også spekuleret over det problem med,at jeg spytter kød ud! Men jeg tror ikke, det handler om en spiseforstyrrelse. Jeg er 76 år, og har altid kunnet spise., Et problem er nok, at jeg – på keto – har tabt 26-27 kg på et år. Samtidig har jeg en ny helprotese i overmunden. Den rasler jo rundt pga mit vægttab. Min tandtekniker anbefalede mig at vente med korrektion, til jeg havde tabt “det jeg skulle”. Det har jeg så nu. Og så kom corona på tværs. Det er rigtig svært at komme til læge, tandlæge, tandtekniker lige nu. en NU bestiller jeg tid, så den protese kan komme til at passe, og så må jeg se, om det er nok.
Samtidig tænker jeg også: gad vide, om jeg i virkeligheden skal spise vegetarisk?? For jeg har ikke problemer med grønt. I går fik vi andelår med din hjemmelavede rødkål, lækker sovs og brune KARTOFLER. Jeg spiste TO bidder andelår, to brune kartofler, lækker sovs og en masse rødkål, og det holder jo ikke på den lange bane!
Jeg er vild med keto, men bliver ikke mæt, Så der sniger sig uvaner ind, som jeg ikke er vild med!
Kærlig hilsen
‘Jytte
Din situation er jo meget specifik og jeg tror, det ligger udenfor mine kompetencer at bringe nyt til bordet. Dog vil jeg sige, at animalsk protein jo er i centrum på Keto, og at det er helt forventeligt at du ikke bliver mæt, hvis du ikke spiser dette.
I din situation tror jeg også jeg ville fokusere på hvad du kan spise, så du får noget næring indenbords. Det synes jeg næsten er det vigtigste.
Tak for at fortælle mere i detaljer om dit arbejdsliv og din måde at arbejde på. Det er meget interessant at læse om.
Og 1000 tak for dine nyhedsbreve. Jeg nyder at læse dem hver lørdag. Tit gemmer jeg dem og genlæser dem, for de rammer tit noget i mig, som jeg så tydeligt kan genkende.
Tak Anette og dejligt at høre, du er glad for nyhedsbrevene. Jeg er simpelthen så glad for at skrive dem :))
Kære Jane
Jeg tror jeg har været med på din rejse siden engang i 2011 – Jeg har læst din blog, og jeg ville have en første udgave af din første bog – havde jeg ikke foræret den til et familiemedlem som spiste mere LCHF end jeg gjorde på daværende tidspunkt. Jeg har stadig en mail jeg skrev til dig da jeg, efter længere tids barnløshed var blevet gravid og spurgte om et godt råd. Det var i 2012. Jeg har såmænd også købt dine bøger siden – ikke fordi jeg faktisk har brugt dem, men fordi jeg har holdt af din stemme i en debat omhandlende mad og sundhed som har haft resonans i mig. Du er aldrig skinger, og dommedagsprædikant – men rummelig, skarp – knivskarp og ‘to the point. – jeg er præst, så vi har rigeligt med den slags i min anden hverdag og din tilgang er befriende.
Jeg har altid været overvægtig – også svært svært overvægtig, i store dele af mit liv, en operation tog de første 60 kg og jeg landede på en behagelig vægt i nu kun svært overvægtig. Min tilgang til at tabe mig har altid været at jeg pga min spiseforstyrrelse ikke kunne gribe ud efter hverken Keto eller LCHF, forbuddene og listen af ‘nej tak ting’ kunne simpelthen trigge den. Men jeg har holdt fast i Madbanditten i alle årene alligevel – din stemme er værd at lytte til uanset. Sidste år bragede jeg ned med stress – og i januar 2020 var min vægt på et højdepunkt siden min operation, stresshormornerne bragede i min krop og jeg var på et lavpunkt i mit liv. Jeg tog fat i mine sædvanlige redskaber til vægttab, væk med hvide råvare som sukker og hvidt brød, pasta og ris. Jeg skulle jo blot af med en 5-7 kg. Men et sted i februar tænkte jeg – nu tester jeg lige det her Keto der tales så meget om – i løbet af de første 14 dage strøg jeg forbi mit vægttabs mål, min cyklus blev normal (den havde været helt tosset pga stress) og jeg var mere hel inden i end jeg havde været i flere måneder. Sukkerstabiliteten var fantastisk! Nu er det en hel del måneder siden og jeg har tabt 26 kg og er nu på en vægt som jeg ikke har været i siden mine sene teenage år. Jeg elsker den frihed det er ikke at tænke i mad hele tiden, eller mangler – jeg mangler meget lidt i mit liv. (Selvfølgelig tøj jeg faktisk kan passe men det er en detaljer) Jeg er dybt taknemmelig for de mange år jeg har fulgt din blog – jeg føler mig rustet til resten af livet. Hvor det så tager mig hen – det ved jeg ikke. Lige nu spiser jeg Keto eller LCHF, det kommer an på dagsformen.
Tak for dit store arbejde – din indsigt og din beslutning, dengang for så mange år siden, om at fortsætte med mad, blog, kost og for din stemme.
Kærlig Hilsen ‘Forstadsfruen’ aka Stine-Helene
Hej Stine-Helene
Sikke dog en dejlig, dejlig hilsen. Tak for den ❤️ Det er både dejligt at høre fra ‘gamle’ læsere men din historie glæder mig simpelthen så meget også.
Jeg ved at kostomlægninger som Low Carb/Keto får meget kritik og jeg ved at de frarådes ofte. Måske nogle gange med rette. Men jeg ved også, at de gør en kæmpe forskel for nogle, også nogle gange i tilfælde, hvor man normalt ville fraråde dem. Igennem 10 år har jeg modtaget tusindevis af beskeder fra folk, der fortæller mig hvordan det har ændret deres liv og en stor del af at jeg fortsætter, er faktisk dette.
Så tusind tak til dig og dit besyv også. Det var en virkelig dejligt for mig at læse ❤️
Jeg er meget begejstret for din blog og har faktisk tit tænkt på, at det er vildt så meget gratis kvalitetsinfo, man kan finde her. Jeg elsker din no-bullshit-sund-fornuft tilgang. Tak for det.
Det er sødt af dig, tak. Gratis er jo heller ikke helt rigtigt, for bloggen er jo annoncefinanceret og det går jo kun, fordi den er så velbesøgt. Så uden at betale i traditionel forstand, vil være mere korrekt :)
Jeg fik bare lyst til at skrive til dig at dine evner og vist også uddannelse, så vidt jeg husker, indenfor kommunikation skinner igennem i alt hvad du skriver og det er en vigtig faktor i det du gør og kan efter min opfattelse?
Tusind tak, Lise. Og det er helt rigtigt. At skrive og formidle er både min uddannelse og min hobby og jeg elsker at jeg kan leve af at gøre det hver dag❤️
Du er i den grad inspirerende! Jeg har baseret min kostomlægning til keto med dertilhørende stort vægttab på dine fine og opmuntrende ord og dine opskrifter – har to af dine ketobøger. Jeg har gjort det selv. Og når jeg har været i tvivl om noget, har jeg slået det op… og fundet svarende på din side og i dine bøger – og det er ikke fordi der ikke er andre mulige kilder. Dine ord og måde at gribe det an på har bare talt mest til mig – og virket! Efter mere end 6 måneder på keto – de første fire på striks keto (og nej det var ikke svært: det var helt utroligt lækkert!) er jeg ved at nå mit mål og skal videre = finde en varig vej med LCHF. Også her finder jeg inspiration hos dig!
Tusinde tak for dig og dit fine arbejde ❤️
Ej hvor dejligt at høre, Tina❤️
I en verden med så mange quickfixes, glæder det mig ekstra meget, når jeg kan få lov til faktisk at sælge idéen om en langtidsholdbar livsstil.