At sikre at vores krop er i hormonel balance er det vigtigste, vi kan gøre for vores helbred.
Efter jeg valgte at få fjernet min hormonspiral og pludselig nu igen har en cyklus for første gang i 4 år med de udsving, det nu engang giver, er jeg endnu mere interesseret i, hvordan jeg får min krop tilbage i hormonel balance.
Nå ja, og så det faktum, at jeg fylder 40 om lidt spiller også lidt ind.
Og jeg ved godt, at jeg skylder en rigtig opdatering på det hormonindlæg, men det er så svært at skrive. Jeg står jo lige midt i det, og jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal sige.
Det føles nogle gange, som om det forventes, at jeg har alle svarene, men det har jeg altså ikke. Jeg prøver mig frem ligesom alle andre og retter til efter de erfaringer, jeg gør mig. Og det er jo (desværre) ikke sådan, at effekten af de ting, man prøver af, ses eller mærkes fra den ene dag til den anden. At rette op på sin hormonelle balance tager jo tid.
Til gengæld kan du læse om mit valg af hormonfri prævention her: Hormonfri prævention
Foredrag om hormoner og hormonbalance
Forleden var jeg en tur i Sverige til foredrag med den dygtige Therese Renåker, som også er min tidligere underviser på den kostrådgiveruddannelse, jeg tog for nogle år siden.
Foredraget handlede om hormoner. Hormoner er verdens mest interessante (og komplekse) emne, og hvis du ikke er begyndt at interessere dig for det, kan du godt starte nu.
Herunder er, hvad jeg lærte (= fik opfrisket) til foredraget.
Hormoner og hormonel balance og ubalance
- Hormoner er kommunikation
- Hormoner og deres opførsel foregår i et stort samspil. Man kan se på hormoner som et stort orkester. Er der bare et par stykker der er ude af takt, kommer der stadig musik, men det lyder ikke længere helt så godt
- Vi påvirkes hver dag af hormonsforstyrrende stoffer. De kommer fra alt det vi omgiver os med. Den mad, vi spiser, det plastik, vi opbevarer vores mad i, det tøj, vi går i, de hudplejeprodukter, vi smører os ind i, de rengøringsmidler, vi rengør vores hjem med, de dufte vi møder i parfumer eller diverse sprays, etc.
- Grænseværdierne for de hormonforstyrrende stoffer er undersøgt og sat for hvert stof enkeltvist. Ingen har undersøgt cocktaileffekten af dem, fordi det kan man jo ikke.
- De hormonforstyrrende stoffer er primært østrogenlignende såkaldte xeno-østrogener
- I kvindekroppen skal der være fin balance mellem østrogen og progesteron
- Hormonelle præventionsmidler stopper kroppens egen produktion af progesteron
- For lidt progesteron betyder, at vi bliver østrogendominante
- Har vi lavt progesteron pga. hormonelle præventionsmidler og øget østrogen fra de hormonforstyrrende stoffer bliver vi endnu mere østrogendominante
- Østrogen er ansvarlig for celledelinger – det er østrogen, der bygger livmoderslimhinden op i den kvindelige menstruationscyklus. Progesteron stopper celledelinger (fx efter ægløsning så vi frastøder livmoderslimhinden ved menstruation)
- For meget østrogen betyder øgede celledelinger
- Cancer er en celledelingssygdom
Læs også: Overgangsalder og menopause
Hormonbalance er vigtigt!
At sikre at ens krop er i hormonel balance er altså vitterligt noget af det vigtigste, vi kan gøre for os selv.
Vi er ikke herre over alting, bl.a. kan vi ikke ændre det, vi er blevet udsat for i vores liv indtil i dag, og vi er heller ikke selv helt herre over alle de påvirkninger, vi bliver udsat fra udefra. Vi er nødt til at trække vejret, spise mad, passe vores arbejde etc.
Men der er ting, vi kan selv kan påvirke
Hvad kan vi selv gøre for bedre hormonbalance?
- Vi kan spise en kost, der giver os et stabilt blodsukker. Blodsukkerregulering er hormonernes prioritet nr. 1. Farer blodsukkeret op og ned, skal hormonerne på overarbejde for at få det normaliseret. Når nogle hormoner er på overarbejde, påvirker det samspillet. Husk orkestret. Du kan ikke rokke med et hormon, uden at det påvirker et andet
- Vi kan tænke på, at det, vi putter i munden, er kommunikation. Mad er kommunikation. En kanelgiffel og en gulerod er to forskellige måder at kommunikere på
- Vi kan vælge at spise økologisk frugt og grønt. Har du ikke mulighed for at vælge økologisk altid, så google “the dirty dozen vegetables” for at finde ud af hvilke grøntsager, der indeholder flest sprøjtegifte eller “clean fifteen” for at finde ud af, hvilke, der indeholder mindst
- Vi kan spise kød, fjerkræ, fisk og vildt, der enten er økologisk eller som har levet frit
- Vi kan luge ud på hudplejehylden og kun smøre creme på udsat hud, fx ansigtet som udsættes for kulde, varme, vind, sol etc. Resten af huden skal smøres indefra ved hjælp af gode fedtstoffer i din kost. Spiser du tilstrækkeligt med sundt fedt, behøver du ikke at smøre creme på kroppen (den kan jeg skrive under på!)
- Vi kan lade være med at bruge hormonelle præventionsmidler (av!)
- Vi kan luge ud i vores rengøringsmidler og erstatte dem med naturligere rengøringsmidler lavet med eddike, natron, citron, salt etc.
- Vi kan undgå kunstige sødemidler – uanset hvor lidt de påvirker blodsukker eller hvor meget de passerer ufordøjet igennem tarmsystemet, bidrager de næppe positivt til hormonel balance
- Vi kan sørge for at nedbringe stress og huske at veksle perioder med stress med perioder med restitution
Alt i alt et virkelig spændende foredrag og rigtigt dejligt at få sat noget så diffust som hormoner ind i en hverdagskontekst. Og lad mig bare sige, at selvom jeg er overordnet set er udmærket tilfreds med min livsstil, er der bestemt stadig punkter, hvor jeg slet ikke er med.
Læs også: Hvad skal man spise (og ikke spise) i overgangsalderen?
Kære Jane,
Jeg er i gang med at luge din hjemmeside for noget viden om medicin og vægttab med keto. Nærmere bestemt “hormon”-medicin for for højt stofskifte. Sidste år havde jeg fantastiske resultater med dine opskrifter og keto. I år har jeg fået forhøjet stofskifte pga en autoimmun sygdom, og derfor tager jeg medicin for at sænke stofskiftet. Nu efter næsten 2 måneder på keto, har der absolut ingen resultater været på vægten. Jeg føler mig lettere og mærker de gode “bivirkninger” af ketose, men vægten er mega dum. Har du mon et indlæg om medicin?
Tak for fremragende opskrifter og arbejde. Jeg har fulgt dig siden lchf-bøgerne ☀️
Hej Lene
Nej desværre, medicin ligger udenfor mine komptencer (jeg er ikke læge).
Men jeg vil dog sige, at vægttab og medicin er to forskellige ting og uanset medicinforbrug vil du gå ned i vægt i kalorieunderskud. Det betyder ikke, at der ikke godt kan være medicin som fx kan gøre det sværere, men det ændrer ikke på, at udeblevent vægttab skyldes, at du indtager samme mængder kalorier, som du forbrænder. Så din opgave består i at finde ud af, hvor de ekstra kalorier kommer fra og hvordan du får dem skåret væk. På keto gøres dette nemmest ved at prioritere protein og grøntsager og være lidt moderat med fedtindtaget. Hvis du har brug for et fast oplæg, der virker, så tag et par uger, hvor du slavisk følger Keto kostplanen. Så skal der nok komme skred i tingene.
Tusind tak for hurtigt svar!! Det giver mig noget at gå efter 🙏🏼💪🏼
Synes det er mega spændende, og mega relevant!
Jeg undrer mig dog over, at jeg efter at have levet efter keto siden december sidste år, og tabt mig 16 kg, tager 1-2 kg på ved ægløsning (væske) og får mens smerter allerede 8-9 dage inden mens og tager over 3 kg på. Kan jeg mangle noget? Har altid haft mens smerter, men mindes ikke, at de har været så længe!
Har du et bud?
Hormoner er jo super kompleks og vi kan dybest set ikke vide, hvad der er galt uden at få det målt. Måske en tur til lægen/gynækolog vil være en idé?
Under alle omstændigheder er det, du beskriver med langvarige mens-smerter ikke normalt. Væskeophobningerne kan godt være normale. Især hvis de falder sammen med at du i de perioder spiser flere kulhydrater.
En hyppigt årsag ved hormonelle problemer på keto er at man følger lifesums proteinfattige retningslinjer i stedet for min Keto-bog. Er det sagen hos dig, skal du ændre kurs.
En anden årsag er alder. Er du i 40’erne, kommer der ubalance mellem progesteron og østrogen og det ved jeg ikke rigtigt om man kan ændre på. Men indtil du får det målt, er det bare gætterier..
Jeg vil også rigtig gerne vide mere om dette her emne, så tak fordi du deler, hvad du lærte i Sverige. Jeg tror faktisk, at vi er ved at forstå mere og mere, at for at leve det sunde liv, skal vi til at fokusere på hormonbalance. Se evt også kvindekoden.com, jeg synes også hun skriver mange interessante ting.
Dejligt at det kunne bruges. Jeg synes også det er uhørt spændende! :)
Hej Jane, tak for indlægget og alle dine opskrifter.
Jeg lever med mange hormonubalancer. Jeg havde MB Cushing (acth-producerende tumor ved hypofysen) og har levet i maaaange år med ekstreme mængder cortisol i kroppen (meget mere end hvad andre kan producere når de er max stressede…) Jeg blev opereret okt. 2015 og har efterfølgende slet ingen cortisolproduktion og må tage det kunstigt, da vi jo ikke kan leve uden heller. Jeg har en del følgegejl som fx lavt stofskifte og problemer med kønshormoner og jern og magnesiummangel etc. etc. Ja en masse sjældne kombinationer og what not ;) Jeg har stort set levet LCHF i en del år også før vi fandt ud af, hvad der var galt, fordi jeg bl.a. mærkede hvor meget mit blodsukker påvirkede mig. Jeg er så begyndt at spise lidt kulhydrater, men forsøger at holde mig mest muligt fra gluten og sukker og hurtige kulhydrater. Jeg synes simpelthen, det er så svært at finde ud af, hvordan jeg skal spise også fordi jeg så via fx Caroline Fibæk kan læse, at hun fx mener at lav kulhydratkost kan skade stofskiftet og faktisk skabe hormonubalance… Fordi jeg også har meget lidt kræfter til at lave mad fra bunden og ikke mange penge til at alt er økologisk osv. Jeg har også dage med en del madlede og kvalme, hvilket kan være en udfordring også… Så ja forsøger at finde en balance i at prøve at spise hvad der (måske) er godt for mig og prioritere at få noget i mig, så det heller ikke bliver et helt umuligt projekt bare at få morgenmad osv.
Jeg er et madøre og elsker mad og kager og desserter, hvor jeg så har brugt sukrin (i forskellige varianter men oftest gold…) og lidt sweet drops. Jeg vælger det fremfor dadler og bananer da mit blodsukker som sagt er så helt vildt påvirkeligt. Det bringer livsnydelse for mig og familien, men skal jeg forstå det sådan, at nogle (som faktisk ved noget om det), mener at disse sødemidler er meget skadelige for hormonsystemet?
Derudover er jeg også blevet anbefalet hormonspiral, som jeg bare ikke har det godt med at prøve… Og det hos en gynækolog som jeg netop har ventet lææænge på fordi jeg troede at hun havde mere øje for det hormonforstyrrende og havde en smule kendskab til funktionel medicin. Hvis du finder/kender en god gynækolog må du meget gerne skrive det til mig :)
Jeg har tit og ofte fået inspiration herinde så tak igen for det! Det løste ikke mine problemer, men har hjulpet mig meget at kunne finde opskrifter og anden inspiration hos dig.
Det blev lidt langt, men svært for mig at gøre det kortere. Alt godt og fred og glæde til dig❤ Sofie
Puh, det lyder også som noget af en mundfuld.
Mht. sødemidlerne tror jeg ikke, man ved det. Jeg ser på den slags med et slags forsigtighedsprincip. Altså de gavner i hvert fald ikke men om de skader er ikke undersøgt (i hvert fald ikke på lang bane og slet ikke ift. cocktaileffekt).
Jeg har desværre ikke en god gynækolog. Men hvis der er nogle andre, der kan anbefale en i KBH hører jeg også gerne om det!
Rigtig god bedring til dig, eller hvad jeg nu skal kalde det <3
Tak :) ked af hvis det blev for tungt… Det er jo en lidt tung historie, men jeg forsøger at dele lidt alligevel. Jeg er taknemmelig for livet midt i alt og har et godt netværk og en tro på at Gud har styr på det.
Det er min erfaring at det er virkelig vigtigt at lytte til sin krop, så der er vi også enige :) og så synes jeg bare let jeg kan blive helt skræmt over alt, der kan være skadeligt eller ikke godt for en. Det er en udfordring at tænke over det og tage stilling til mad og andre elementer i vores liv på en måde så man ikke bliver bange for at børste tænder fordi der er flour i, og blive fuldstændig stresset over hvad der sker når man blender sin fedtkakao i braunblenderglasset af plastik… Pyh ;) Og det bliver let overvældende, da der er maaange ting at ændre på.
Snakkede de for eller imod kost med lav kulhydrat ift. Hormonel (u)balance på foredraget?
Jeg kan sagtens se “skræmmeelementet” i det. Selv er jeg ret god til ikke at lade mig skræmme – haha! Ej men forstået på den måde at jeg gør de ting, jeg synes, jeg kan og kan overskue i mit eget tempo. Jeg spiser fx en kost, der sikrer mig stabilt blodsukker, køber overvejende økologisk, bruger minimalt med hudplejeprodukter og opbevarer mad i glasbeholdere i stedet for plastik. MEN… Størstedelen af det mad, jeg køber, kommer pakket i plastik, det firma, der gør rent herhjemme bruger virkelig skrappe ting til rengøringen og i perioder arbejder jeg og stresser jeg for meget. Så mit udgangspunkt er ikke perfekt og der er hele tiden ting, jeg kan ændre på.
På foredraget blev anbefalet en naturlig kost med få kulhydrater og godt med sunde fedtstoffer. De elsker jo LCHF derovre i Sverige. :)
Tak for svaret ? Ja de er ret vilde med det i Sverige… Min mand er faktisk fra Sverige. Jeg forsøger også at holde det på et niveau hvor jeg kan følge med og er langsomt begyndt at skifte plastikredskaber ud med træ osv. Har købt plastikbeholdere fra Sistema, men det er måske stadig ikke det bedste… Vælger for det meste glas fremfor plastik. Vi tager det en ting ad gangen ? Har også købt et vaskeæg fra Zustain og lidt andet derfra. Tænker faktisk at det kan være en ekstra udfordring, når man er sensitiv ikke at blive helt overvældet eller udrordret af sin idealisme, når man også skal have hverdagen til at fungere, der hvor man nu er med det hele lige nu ?
Måske jeg kan hjælpe til mere miljøvenlig rengøringshjælp… Min mand har faktisk lige startet Social Invest – en socialøkonomisk/nonprofit virksomhed med rengøring og praktisk hjælp, hvor han vil bruge miljøvenlige produkter (han tester lige nu fra produkter bl.a. fra Zustain) og forsøger at hjælpe folk i arbejde, som ellers har svært ved at få det. Han har fx startet et samarbejde med nogle flygtninge. Så hvis du vil have miljøvenlig rengøring eller anden praktisk hjælp og gerne vil hjælpe nogle mennesker samtidig, så tjek det ud? Socialinvest.dk eller på FB https://www.facebook.com/socialinvestdk/?ref=ts&fref=ts
Ja nu skriver jeg jo en hel masse efter ikke at have skrevet noget i flere år mens jeg har fulgt dig on off herinde? Endnu en følgeting formentlig efter al cortisolen at jeg har svært ved at gøre det kort? Men altså tak for dig ikke???
“Vi kan luge ud i vores rengøringsmidler og erstatte dem med naturligere rengøringsmidler lavet med eddike, natron, citron, salt etc.”
Men det er ikke nødvendigt mildt mod kroppen bare fordi man kan spise det. Eks. har jeg set natron anbefalet til hårvask, men årsagen til at håret bliver blødt af det, er at man ødelægger hårenes overflade.
Og x og y rengøringsmidler er ikke nødvendigvis værre end eddike og bagepulver, selvom der står noget “kemisk” på bøtten.
Min pointe er ikke, at man skal bruge løs af alskens rengøringsmidler.
Men derimod at alt er kemi, så man skal være forsigtig med at bruge noget, man kender fra køkkenet under et “ukemisk” navn, ukritisk.
Det er jeg fuldstændig enig med dig i. Jeg får fx det vildeste udslet af de populære ‘naturlige’ natron-kokosolie deodoranter. Men egentlig tolkede jeg ikke så meget at rengøringsmiddeldelen handlede så meget om huden men lige så meget om duften, de efterlader men det var ikke noget, der blev gået i detaljer med.
Og i øvrigt. Var der noget af mit indlæg, du kunne lide? Jeg er lidt nysgerrig på hvorfor emnet her lader til at vække følelser rundt omkring.
Det må ha været et spændende foredrag – er jo pt 44 snart 45. nej nej ..og kan klart mærke at min krop opfører sig anderledes end for 5 år siden..
Mht the dirty dozen – så er pesticidrester ikke det samme fra USA til DK.
I 2013 var billedet på det danske marked følgende
Indeholder stort set altid sprøjterester:
Citrusfrugter,
bananer (har godt nok tyk skal -men bananarbejderne har bedre vilkår når de er fairtrade og økologiske)
papaja
pærer
ærter med bælg
Har meget ofte giftrester:
Udenlandske agurker
udenlandske tomater,
udenlandsk salat,
udenlandske æbler,
udenlandske bønner med bælg,
udenlandske hindbær,
melon,
vindruer
både danske og udenlandske jordbær.
Næsten altid giftfri:
Dansk salat,
danske rodfrugter,
danske kartofler
danske tomater,
alle gulerødder,
løg,
broccoli,
kaki-/sharonfrugt,
hvidløg fra Kina (jeg stoler så bare slet ikke på kinesisk landbrug så no go )
Kilde (DTU og Politiken)
Jeg gravede lidt mere i det på https://fede-tider.blogspot.dk/2013/07/frugt-og-grnt-med-eller-uden-gift.html
Tak søde du :) Jeg tænkte faktisk på dig forleden, fordi jeg mindes du engang skrev om eller benyttede dig af progesteroncreme. Havde du glæde af det og gjorde du det efter at være blevet testet eller hvordan?
Til foredraget blev broccoli, vindruer, jordbær, peberfrugt, tomater og citrusfrugter fremhævet som dem, man burde undgå helt, hvis man ikke kunne få dem økologisk. Vi spiser nærmest kun øko, så jeg hæftede mig ikke helt så meget ved det.
Progesteron creme er fantastisk – det er kun fordi jeg har haft en periode hvor jeg både har været lidt begrænset økonomisk og overskudmæssigt at jeg stoppede. Jeg har mange fibromer så jeg spurte min gyn om det kunne være en ide om hun var sådan tjah bom -det skader ikke -da jeg havde smurt en 3 måneder var mit ene fibrom skrumpet til ½ :O så jeg burde nok OGSÅ kigge på det igen. Men man tester jo ikke specielt meget hormoner i dk og det er jo de fleste der gå ned i produktion af progesteron efter midten af 30erne sagde hun…så?
Ja præcis! Jeg tænkte mest ift. dosering eller hvad man nu kalder det :) Det kunne være jeg skulle starte med at få mig en god gynækolog. Efter år med hormonspiral (og før det p-piller) er mit indtryk at der godt kan være brug for at rette lidt op..
Det er underligt man ikke tester hormoner mere. Jeg har kig på nogle svenske laboratorier, der laver alle mulige tests til en nogenlunde rimelig pris… Overvejer lige.. :)
Hej alle. Jeg mærker på egen krop lige nu hvad hormonbalancen betyder. Hold da op hvilken forskel det kan gøre om kommunikationen virker eller ikke virker. Jeg købte Caroline Fibæks bog i november Hormonel Harmoni og lavede testen deri. Den bongede kraftigt ud på kortisol. Nu spiser og lever jeg efter hendes anbefalinger og har det bedre. Havde jeg ikke gjort dette, var jeg gået ned med et stort stressbrag og havde bestemt været sygemeldt nu.
Så længe kroppen har overskud, kan vi klare mange ting og påvirkninger. Men når resourcerne bliver brugt op, så kommer alle symptonerne.
Godt du tager dette emne op.
Anette Paulins bog “Naturlig Hormonterapi” burde stå på alle natborde eller læse om dagen. Desuden er Caroline Fibæk meget inde i dette store emne, har en hormonterapeutuddannelse og gode nyhedsbreve.
Google progesteroncreme og læs om de gode egenskaber
Der er utrolig mange fødeemner, der indeholder meget østrogen
Jeg glæder mig til at læse den bog. Jeg havde en slem overgangsalder og har nu kapituleret. Jeg måtte have piller. Hedestigningerne bevirkede en utrolig dårlig nattesøvn. Et stort glas vand stod ved min seng om natten og to gange måtte jeg op og drikke vand. Vægten steg på grund af manglende søvn. Jeg er nu igen gået i gang med hormonbehandling. Klarer mig med en halv pille, da det er nok til at jeg nu slipper for de mange hedestigninger. Slimhinder overalt på kroppen ikke så tørre – værst faktisk i øjne og næse og mave – og håret er heller ikke så tørt og “høet” ( har krøller, så det gjorde det ikke bedre) Og vægten stiger ikke mere – er faktisk faldet lidt uden at jeg har været på kur, så overvægte er nu på 10 i stedet for de 12 jeg har taget på. Jeg tror det skyldes den forbedrede nattesøvn. Jeg vil selvfølgelig helst være fri for piller. Men har hidtil ikke fundet anden løsning.
Puh, det lyder altså heller ikke specielt festligt og bestemt ikke noget, jeg glæder mig til. Dejligt at du føler, du er i bedring <3
Jeg siger det samme som Dorthe! Læs ind i emnet: bioidentisk hormonterapi. Det lyder som om du spiser en pille med syntetiske hormoner der ikke er 100% identiske med de hormoner din krop producerer. Det er lidt som at sige: “jeg mangler vand” og så giver lægen dig sand. Det lyder næsten ens og er næsten stavet ens, men det er jo ikke det samme… har du læst om alle bivirkningerne? Der er en laaaang række autoimmune lidelser der står i kø, når man er i hormonel ubalance. Hvis den er gal med slimhinderne – tørst, Røde eller tørre øjne, Problemer med underlivet (og dermed også tarmen der er en slimhinde) osv – så er du i østriol mangel. Du kan starte med at købe Cremen Ovestin i håndkøb på apoteket. Det er egentlig ligemeget om du smører det på huden (fx under armene, knæhaserne, brystkassen) eller bruger indføringshylstret. Det virker når det rammer blodbanerne (Hvilket det gør direkte igennem huden) og sender signaler til hjernen der sender signalerne videre ud i kroppen. Min mor på 66 har været på Naturlig hormonterapi i 9 dage og det er ekstremt overvældende hvor mange bedringer hun gennemgår pt. Bedre hud, bedre humør, ingen sort plet i det ene synsfelt, blød og fugtig hud, fyldigere hår, kan nu sove en hel nat uden at vågne og skulle have vand, er gået fra 8 panodiler/dag til NUL! (Slidgigt) tænker mere klart, stærkere tro på egen dømmekraft, faldende sukkertrang og kraftigere smagssans. Du kan starte med at spørge google om Naturlig Hormon terapi og se hvad du finder!
Jeg vil gerne knytte en kommenter vedr det der med at smøre huden ” indenfra”.
Min søn blev født næsten 14 dage for sent og til sidst har der ikke været nok foster vand. Hans hud var utrolig rug og tørt, det var sådan lidt “elefant agtig ” hud, især om hans fødder. Kunne næsten ikke vente med at smøre ham med noget kokos olie, men jordmord sagde at fedtet fra modermælken vil være nok og hans hud vil blive helt normal igen. Jeg troede ikke på hende men gav det en chance. Efter ca 5 dage, bum, så var huden helt fin igen. Altså kun ved at amme ham, uden at smøre ham med noget.
Den oplevelse fik mig til at ændre mit syn på creamer m.m og være lidt mere kristisk over det.
Ðerudover vil jeg tilføje at meget tør hud som ikke kan afhlæpes med at smøre enten udefra eller indeni, kan skyldes koks i hormonerne, f. Eks lavt stofskifte.
Til sidst vil jeg anbefale bogen “naturlig hormon terapi” af Anette paulin. Det er en af de bedste bøger om hormoner skrevet på dansk som jeg har læst.
Mange hilsner
Iva
Tusinde tak for en kærkommen øjenåbner ! Jeg har absolut ikke været særlig opmærksom på, hvad jeg har udsat mig selv for af hormonpåvirkninger, og har heller aldrig gået op i det. Men nu har jeg dyrket LCHF -og ja, jeg skriver dyrket, fordi det for mig har betydet et helt nyt syn på ikke alene bare hvad jeg putter i munden, men i langt højere grad et nyt syn på at gøre noget godt for mig selv og min krop.
Som så mange andre, har jeg også oplevet hvordan de gode rene råvarer har gjort godt for mit velbefindende. Ud over et markant tydeligt stabilt blodsukker, så synes jeg den mest tankevækkende er, at min meget plagsomme nældefeber næsten er væk. Jeg har døjet med det i en del år, og nu efter 4 uger, tager jeg meget sjældent antihestaminer mere. Jeg ved godt at histamin ikke er et hormon, men jeg er helt sikker på at stabiliteten i min allergi, er dybt forankret i mit nu velspillende hormon-orkester ;-)
Så JA, jeg synes det er rigtig interessant at læse om, og er glad for at du deler ud af den viden du stifter bekendtskab med.
Hej Louise
Tak for din fine kommentar :)
Jeg kan godt lide idéen i at anskue det hele fra en hormonvinkel, især fordi det giver plads til de individuelle forskelle. Den kost, der holder mit blodsukker stabilt er fx ikke den samme kost, der holder en diabetikers blodsukker stabilt og det budsskab drukner nogle gange i kulhydrat/LCHF-snakken, synes jeg.
Og virkelig tankevækkende med din nældefeber. Jeg vil dog sige, at det ikke er første gang jeg hører om den “bivirkning” ved LCHF. Det er ret vildt hvad kost kan gøre :)
Jeg har netop fået fjernet min hormonspiral for to uger siden. Har ikke været glad for den nogensinde, men synes jo også lige, jeg skulle give den en reel chance. Så den fik 1 år.
Dagen efter jeg fik den taget ud forsvandt min ellers konstante sultfølelse. Ligeså min “evne” til at kunne spise alt uden at tage på. Sidstnævnte var nu meget rar, men hold nu op, hvor er det skræmmende, hvor stor en effekt den kan have!!
Jeg lider af langvarig hjernerystelse og er spændt på, om fjernelsen af spiralen vil have en positiv effekt på mit hoved. Det var den dem primære årsag til at få den fjernet – der er bare ikke flere ting, der skal forstyrre mit system.
Det er jo virkelig et godt eksempel på hvordan tingene taler sammen :)
Jeg kan ikke forklare hvad præcis det var, der fik mig til at få fjernet min. Det var sådan en kombination af mange ting, tror jeg, og så sådan en grundlæggende følelse af at jeg havde tilbragt så mange år med en eller anden form for hormonpåvirkning og at det næppe kan være godt… Men det var ikke en nem beslutning…
Det lyder ret fornuftigt alt det med hormonel balance, og efter min mening og viden, også ret essentielt for at kunne tabe sig. Men hvad i alverden gør man, når man er 50 år, er gået i overgangsalderen og det månedlige er helt slut (heldigvis)? For mit vedkommende kan jeg næsten ikke tabe mig (og tro mig, jeg har brug for det), men fraværet af progesteron er jo en en realitet ?
Hej Mette
Ja overgangsalder gør bestemt ikke ting som vægttab nemmere. Jeg har dog kvinder på mit Kickstart-forløb, som er i overgangsalderen, og som taber sig fint og stødt. Har du prøvet kræfter med striks LCHF? Insulinfølsomheden falder jo også med alderen, så det giver jo god mening, at det kan være det, der skal til…
Hver gang jeg er i Helsekosten for at købe fed creme til mine tørre, tørre ben, bliver jeg spurgt, om jeg nu husker at smøre huden indefra. Og jeg smører og smører med avocado, olier, fed fisk, nødder, ost, smør, nøddesmør, mayo hver eneste dag. Men jeg er stadig tør! Så jeg er altså ikke sikker på, at den der påstand holder for alle – i så fald gør jeg noget helt forkert :-)
Ja jeg kan ikke rigtigt svare på om det er det ene eller det andet…
Det kan være dine hormoner er så meget i ubalance at det ikke er nok. Du kan evt læse ind i emnet Bioidentiske hormoner eller naturlig hormonterapi. Bare et forslag ;-)
“Spiser du tilstrækkeligt med sundt fedt, behøver du ikke at smøre creme på kroppen (den kan jeg skrive under på!)”
Er du nu også helt sikker på at ovenstående er sandheden? Det er ganske sikkert sandheden for din krop. Men er det sandheden for os alle? Jeg tror det ikke. Jeg har selv spist ufattelig meget sundt fedt. Drukket olier i længere perioder. Og det hjælper naturligvis. Men cremer er fortsat nødvendige. Specielt om vinteren.
Det samme med pointen om blodsukkerregulering er hormonernes prioritet nr. 1. Er det virkelig sådan at samtlige former for hormoner vi har i kroppen har blodsukkerregulering som 1. prioritet? Jeg kan ikke huske meget om hormonlæren i min biologitimer i gymnasiet, men det lyder helt utroligt. Jeg forstår, at der er et orkester, som du skriver, og hormonerne påvirker hinanden. Men 1. prioritet?
Der bliver givet mange absolutter i ovenstående indlæg. Pointer, som jeg oplever som forsimplede, på bekostning af formidlingsværdien. En skam, for jeg er enig i at hormoner er en sindssygt spændende diskussion. Både i forhold til miljø, samfund og vores kroppes sundhed.
Jeg refererer i punktform udvalgte pointer fra det foredrag, jeg deltog i, og det var hvad, der blev sagt. Det lyder fornuftigt og logisk i mine ører og med min viden, men om det er den eneste og absolutte sandhed uden nogen form for afvigelser kan jeg af gode grunde ikke garantere.
Jeg vil rigtig gerne læse om det! Det er enormt interessant og meget vigtigt. Da jeg for nylig skulle vælge prævention, var jeg besluttet på at jeg ikke vile have p-piller, som jeg ellers tidligere har taget når jeg har været i fast forhold. Lægen talte meget varmt for hormonspiral da ‘den hormonelle påvirkning var meget lav’ – og så var det da også enormt dejligt at man måske endda ville slippe helt for menstruation! Jeg ved ikke med jer andre, men det synes jeg altså ikke lyder som en lav hormonel påvirkning. Jeg holdt på mit og fik en old school kobberspiral installeret. Bevares, min første menstruation derefter var smertefuld og ganske lang, men nu har det normaliseret sig, og jeg lever glad og hormonharmonisk med min spiral :) Jeg tager gerne med at min menstruation varer et par dage længere og er lidt kraftigere. Nu var min menstruation tidligere også meget kort og sparsom – det ville måske være anderledes hvis jeg var meget plaget af smerter og langvarig blødning. Men det er det værd ifht at finde den mindst invasive præventionsform :)
Tak for din historie. Jeg bakser stadig med det prævention, må jeg indrømme og kører pt. noget temperaturmåling og den slags. Og så har jeg købt et Caya pessar, som jeg endnu har til gode at teste, men jeg må indrømme at bare synet af det skræmmer mig lidt :)
Åha, sikke et vigtigt emne. Jeg fik fjernet min hormonspiral i 2016. Før den havde jeg været 12 år på p-piller (fra jeg var 14 (!!) år)
Min læge fortalte mig også, at hormonspiralen “jo kun virker lokalt”. Dog synes jeg så det var underligt, at jeg ikke kunne fornemme nogen tegn på en cyklus, og jeg fik teenage-akne på nærmest hele kroppen og i ansigtet. Så efter et år på spiralen med et storforbrug af alverdens hudprodukter, valgte jeg at få den fjernet. Og ved hjælp af homøopati og urtemedicin (som er verdens bedste alternativ til antibiotikakur) blev huden og mine hormoner endelig raske igen. Jeg skal ALDRIG bruge hormonel prævention igen.
Puh, voksen-akne er bare så hårdt at leve med. Min hud slog helt ud, da jeg stoppede med p-piller fordi jeg ville være gravid. Med hormonspiralen har heldigvis ikke givet mig problemer i den retning og 7-9-13 heller ikke efter jeg har fået den taget ud.
Jeg synes det er et utrolig spændende og vigtigt område, så glad for du tager det op(igen), men jeg får også en følelse af uoverskuelighed, lidt lige som med pensionsopsparing, det er først senere – selv om jeg godt ved jeg skal forholde mig til det nu ( er 44 år) – så skønt du prikker til mig, så jeg får kigget lidt på og laver små ændringer
Jeg føler samme overvældelse. Men jeg finder også trøst i at jeg godt hver dag kan træffe nogle gode valg (ikke perfekte, men gode) – og pension? Don’t get me started!!!
Ja det er en god følelse at kunne træffe de beslutninger og derfor også godt at du laver sådan en liste som gør der lidt nemmere at overskue, så tusind tak for det ❤
Jeg synes det er meget interessant og også lidt skræmmende. Min erfaring er også at motion spiller en stor rolle. Hvis man skal undgå alt ovenstående, skal man være rimelig hardcore og målrettet for ikke at falde i.
Jeg er selv i hormon helvede lige nu pga. Meget tidlig overgangsalder. Hvilket betyder at jeg på det kraftigeste er blevet anbefalet både hormonspiral og hormonplaster, de næste 5år! Det er ikke til at sige hvorfor, men jeg tænker at det nok er en cocktail af manglende fokus på alt det du skriver om. Med 3 børn har jeg nok ikke rigtig haft så meget fokus på mig selv, men på at familen skulle fungere. Men hvis mor ikke fungerer (hormonbombe!!), så er der ikke noget der fungerer.
Jeg har arbejdet med forsøg på moderkager fra kvinder, der har født. Vi testede hvor hurtigt hormonforstyrende stoffer kunne passere fra mor til barn, ved at forsøge at holde den kundstigt i live. Der var faktisk ret skræmmende, hvor let de passerede. Alt sammen stoffer som vi alle bliver udsat for dagligt i en eller anden mængde.
Nu påvirkes kvinder jo ikke i samme omfang, som ufødte babyer, men vi påvirkes!
Det er helt sikkert noget jeg har haft for lidt fokus på.
Rigtig godt indlæg og meget spændende emne. ??
Ja enig. Motion er også vigtigt. Og styrketræning især, når vi bliver ældre. Muskler, der bliver brugt, er mere insulinfølsomme og insulin er på mange måder chefhormonet i kroppen.
Jeg føler med dig og din overgangsalder. Jeg blev sat i kunstig overgangsalder i forbindelse med fertilitetsbehandling, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg ellers i mit liv har haft det så elendigt – og været så depressiv. Jeg svor dengang, at jeg ville tage imod hormonbehandling, når jeg en dag kommer i rigtig overgangsalder. Lige nu ved jeg ikke rigtigt. Jeg tænker, det er en af de ting, man ikke kan afgøre på forhånd, for man er jo hele tiden nødt til at vægt for og imod.
Og mht at være hardcore og ikke “falde i”, så taler jeg ikke for perfekt livsstil. Jeg taler for bevidste valg. Jeg synes, der er stor forskel på de to :)