Da jeg var ude og handle forleden, faldt mit blik på en Cheasy Skyr-is i frysedisken. Jeg kan ikke beskyldes for at være den, der holder hverken Cheasy- eller skyrsalget i gang. Jeg foretrækker mine mejeriprodukter fuldfede og med få ingredienser.
Men jeg blev nysgerrig efter at se, hvad sådan en sag indeholdt, så jeg tog den op i hånden. Højt proteinindhold og lavt fedtindhold stod der med store bogstaver. Tjek! Jamen, det er jo lige netop derfor, skyr er blevet så populært i Danmark. Ingen fedt og meget protein.
Skyr med sødning og frugt
Skyr i sig selv smager jo ikke specielt rart, så det kræver en del sødning, frugt og mysli at få det gjort til noget, der smager dejligt. Herved ryger det samlede proteinindhold jo så ned, og kulhydratindholdet op. Jeg tog den op for at se, hvordan Arla havde grejet den problematik.
Jeg prøvede at lade være med at læse den alenlange ingrediensliste og hæftede mig bare ved, at produktet kun indeholdt sølle 3 g protein pr. 100 ml. Og 16 g kulhydrat pr. 100 ml, heraf 15 g sukker. Og 0,9 g fedt. Siden hvornår er det “højt proteinindhold”?
I gram pr. 100 g svarer det til 4,7 g protein, 27 g kulhydrat og 1,4 g fedt.
Men hvor mange er det lige, der læser næringsdeklarationen? Muligvis ikke mange. Men det behøver man jo heller ikke, for det står jo højt og tydeligt, at produktet har et højt proteinindhold og et lavt fedtindhold, og desuden står der skyr på, og det fungerer jo nærmest som et slags sundhedsstempel på linje med nøglehulsmærket, fuldkorn, stevia og lignende ord med sundhedsassociationer.
Lad os sammenligne med proteinindholdet i andre is i frysedisken:
Hansen flødeis: 4,5 g protein pr. 100 g.
Hansen skyr-is: 5 g protein pr. 100 g (de kalder det også “højt proteinindhold”)
Ben & Jerry’s is: 4 g protein pr. 100 g
Magnum-is: 4 g protein pr. 100 g
Carte d’Or: 3 g protein pr. 100 g
Andre is, som ikke markedsfører sig med “højt proteinindhold”, har altså allesammen omtrent samme proteinindhold som Cheasys skyr-is.
Men hvad med energiprocentfordelingen så?
Hvis vi gør os den ulejlighed at udregne energiprocentfordelingen, ser det lidt anderledes ud.
Her kommer 14 % af energien (dvs. kalorierne) i Cheasy Skyr-is fra protein, mens proteinandelen i de andre is nævnt herover kun er 6-7 E%. Gør vi det samme på kulhydraterne, ser vi, at Cheasy Skyr-is indeholder 76 E% kulhydrat (76% af kalorierne kommer fra kulhydrat), mens de andre ligger omkring 55 E%.
Forskellen her består i, at de andre indeholder fedt, hvilket Cheasy produkter ikke gør, og det viser jo bare, at når fedtindholdet tages ud, stiger kulhydratindholdet. Eller andelen af kulhydrater. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det forholder sig sådan, og det kan man jo så synes er fint eller lade være.
Jeg ved godt, at man selv lægger hovedet ind i gabestokken, når man siger noget om skyr, der ikke involverer stående applaus. Så lad mig skynde mig at sige, at det er helt fint for mig, at du spiser skyr herfra og til juleaften. Det vil jeg slet ikke være den, der blander sig i. Jeg synes bare, det ville være rimeligt med en mere præcis mærkning.
Læs mere her: Må man spise [……] på LCHF? (indsæt selv: skyr, frugt, bønnepasta, havregryn etc.) og Hvorfor jeg ikke spiser skyr til morgenmad
OPDATERET:
Arla har skrevet inde på Madbandittens FB-side, at mærkningen er en fejl, og at det bliver rettet.
Måske har du også lyst til at læse: Derfor spiser jeg ikke skyr til morgenmad.
Skal vi ses igen? Tilmeld dig Madbandittens nyhedsbrev.
Jeg er for nyligt gået i gang med at læse Den Hemmelige Kok som netop handler om bl.a. vildledning af forbrugere på emballage, og hvor er det her bare et godt eksempel! Bogen kan også bestemt anbefales som en letlæselig intro til den mere shady side af fødevarebranchen.
Jeg er egentlig ret overrasket over, hvor få mennesker der virker til at læse indholdsfortegnelser, men det ER måske bare mig der er mærkelig fordi jeg altid gør det ;)
Til gengæld er det dog godt at se at Arla tager kritikken seriøst og reagerer på den.
Wow – intet kan få folk ud af starthullerne i sommervarmen, som en rask lille skyr debat :P
Som flere andre her i tråde elsker jeg skyr og bliver dejligt mæt af det (men jeg spiser det så også altid med bær og fløde – eller rørt med en spsk. hjemmelavet nutella :D )
Egentlig er jeg allermest forbavset over sukkerindholdet i isen: Cheasys øvrige mælkeprodukter er normalt sukkerfrie og bliver derfor spist af diabetikere og PCOS patienter (så kan vi tage snakken om sødemidler en anden dag ;) ).
Dvs. jeg ville – som PCOS’er – rimelig ukritisk og trygt vælge den fremfor de andre is (især fordi IsIs og Åblomst is smager forfærdeligt… sådan en bismag af afføringsmiddel) i den tro, at den var sukkerfri :/
Men helt ærligt: Når jeg endelig spiser en købeis (hvilket vil sige 2-3 gange i løbet af en sommer), så vælger jeg med god samvittighed den fuldfede flødeis eller superflyer. MED sukker.
Og så spiser jeg sundt resten af tiden
Jeg har ikke smagt nogle af de der light-is men i gamle dage spiste jeg den der Dream-is. Tror det var noget yoghurt-tema. Kan ikke huske om der var sukker i, men jeg kiggede sikkert også kun på fedtindholdet. men den smaget udmærket, såvidt jeg husker. I dag vælger jeg også at spise ægte is. Kan godt drømme lidt om den der guldkaramel-is, selvom den næppe kvalificerer i min nuværende definition af “god” ;-)
Ork ja! Dream er fyld med sukker og har næsten lige så mange kalorier som flødeis :D
Jane!
Arla har lavet en ordentlig omgang alibikommunikation og rygsvømmeri på dit blogindlæg. Jeg synes, at det er rigtig godt gået og et tydeligt bevis på, hvor meget indflydelse (læs;magt), menigmand og sociale medier kan have. Og jeg synes, at det er f….ing sejt!. Maj the force be with you. Bliv ved med at bruge dine superkræfter på en god og saglig måde.
KH. Kristina
Jeg forstår godt hvad du mener, men det var faktisk ikke min mening at hænge Arla ud her. Selvom jeg synes, at cheasy er nogle skrammelprodukter, er der en del producenter, jeg synes forværrer folkesundheden mere end lige Arla gør. Og med indflydelse følger ansvar… ;-)
Jeg skrev en virkeligt lang kommentar i går for blot at få at vide at jeg var ”for hurtig på tasterne” Tak for den, wordpress ;-)
Anyways, jeg vil blot agitere for at man selv laver sin is. Så er man 100% på det rene med hvad der er kommet i den. Med en god ismaskine er sådan en is klar på ca 40 minutter. Og så skal den bare ca 3 timer i fryseren hvis man vil have ’købekonsistens’.
Er isen blevet hård som sten i fryseren, kan den gives 30 sekunder i en mikrobølgeovn…
Nu ved jeg godt at mikrobølgeovn også er et omdiskuteret emne, hvor vi to slet ikke er enige, så det var bare et tip
Oh damnit, når WP gør det! Grrrr..!
tre timer er simpelthen is-reglen. Den vil jeg tage med mig videre. Mikroovnen har vi kasseret. Jeg mente ikke, at jeg brugte den, men nu har jeg opdaget, at jeg brugte den til at varme sådan en kirsebærstens-nakkepude. Pokkers!
helt ærlig. HOLD NU KÆFT.
Du skriver bare ikke et blog indlæg, fordi du ikke synes der er nok protein i din is. Køb blot en anden is. Jeg gætter på du i din skyrpsykose har forsøgt at ernære dig i 3 uger udelukkende på skyr hyldeblomst is – og til din forbarmelse har du taget på. Nu vil jeg drikke min “e99% kulhydrat” kaffe, vel vidende at det nok bliver min død. Udover det så thumbs up for din nye karriere som produkt-facist hos Arla :-) Men tror du vil være meget mere ud af at bruge dit intellekt på nogle lidt vigtigere ting i livet
Det var da godt nok ikke en særlig konstruktiv måde at ytre sin mening på. Det lyder, som om du bare lige er kommet forbi dette ene indlæg i bloggen, for jeg kan ikke genkende det billede, du forsøger at tegne af Jane, og det tror jeg heller ikke, de fleste andre der kender til denne side kan. Det er helt fint at være uenig i andres holdninger, men skal man hælde galde ud, skal man have styr på sine facts først!
Arh pokkers! Der fik du mig, Peter! Håber kaffen smagte dig, og at du stadig er i live!
Kære Jane,
Fedt! Og tak!
Tak fordi du observerer og undrer dig over hvad de forskellige madvarer lover. Jeg er selv en der tror på, hvad der står på ‘pakken’, uden at være mistroisk. Er det med skyr, må det være sundt, for a l l e ved jo at skyr er det suuuundeste man kan komme i nærheden af. Også selv om det smager utroligt dårligt (det er i hvert fald min mening).
Jeg lever ‘desværre’ ikke efter LCHF konceptet. Ville gerne prøve det, og måske jeg en dag får det gjort.
Indtil da, vil jeg blive ved med at læse din blog, og tage dine blogindlæg til efterretning, for jeg må være ærlig og sige at jeg synes du lyder rigtig fornuftig på mange områder.
Mange hilsner Mette.
Det var sødt sagt. Tak Mette :)
Jeg er bare så træt af, at man skal i Irma eller Føtex for at kunne købe Creme Fraiche 38 %, det fåes ikke i Netto eller Fakta. Men skyr i alle mulige afskyelige varianter fåes overalt :(
Ja enig! Men det er måske her, vi som forbrugere, skal spørge til den fede cremefraiche i de butikker, vi handler. Hvis nok gør det, tager de det vel hjem på et tidspunkt. I Sverige har de store mejerikoncerner set en klar udvikling i at svenskerne vælger de fedtfattige produkter fra til fordel for de fuldfede. Og på den måde kommer der flere fuldfede produkter i handlen.
Jeg synes at skyr smager godt (kom til at elske det da jeg boede i Island) og jeg synes at det er et godt og ‘rent’ produkt. Og det mætter godt :-)
Skørt at der ef sket en ‘fejl’ :-o
Men det er da positivt hvis fejlen bliver rettet så vi ikke alle bliver misinformerede af den fine emballage…
Nu var det her jo egentlig ikke en diskussion om, hvorvidt skyr er/smager godt eller ej, men mere noget om vildledende mærkning. Min personlige holdning til skyr er jo sagen underordnet.
Sjovt, kiggede også på skyr-isen fra Cheasy i dag. Lagde den dog fra mig igen, da den er tilsat sukker “for den runde smags skyld”…
Så heller hjemmelavet is med fløde, uden sukker
Jeg spiser bare A38, det fungerer fint for mig, jeg kan ikke lide smagen af skyr eller den tykke konsistens. Til dressing o.l. – hvis man laver en dip, bruger jeg cremefraiche, det synes jeg smager bedre.. Men det er jo helt sikkert en smagssag :) Men tak fordi du har været med til at ændre lidt på verden og fortælle producenterne at de ikke skal komme og tro de kan fuppe os ;)
Jeg vil også gerne sige tak Jane! Her har jeg selv gået rundt i den sundshedsaura og troet, at skyr var så og så sundt pga. det høje proteinindhold. Det er vel stadig sundt, men ikke så meget mere end en fedtfattig yougurt. Tak for den brugbare viden. Jeg er ikke selv så matematisk, så har ikke lige kunnet gennemskue den som dig. Godt arbejde!
Husk på at vi her taler om skyr-is og altså ikke om skyr i sin rene form! Det er isen (eller mærkningen) her, den er gal med.