Sushisalat er en skøn asiatisk-inspireret kålsalat, der passer perfekt som tilbehør til sushi night. Sushi kan tit godt trænge til et grønt modspil og her er denne skønne kålsalat et helt oplagt valg.
Ingredienser
Sushisalat
- 300 g hvidkål eller spidskål
- 150 g gulerødder
- 1 rød chili
- frisk koriander
Sojadressing med sesam og ingefær
- 2 øko-lime saft
- 0,5 dl sojasauce eller glutenfri tamari
- 1 spsk frisk ingefær revet
- 1 tsk sesamolie
- 2 tsk SukrinSirup gold eller anden sødning
- 1 spsk sesamfrø ristede + evt. lidt ekstra til drys
Sådan gør du
- Riv hvidkål fint i foodprocessoren.
- Skræl gulerødder og riv dem fint.
- Halver chili på langs, fjern kernerne og skær kødet i små tern.
- Bland alle tre dele i en skål.
- Rør dressingen sammen i en lille skål og vend noget af den i salaten. Dressingen har utrolig kraftig smag, og salaten behøver ikke sejle i den, så server evt. noget af den ved siden af til høflig selvbetjening.
- Drys med frisk koriander inden servering og evt. lidt sesamfrø.
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Sushisalat – skøn kålsalat, der passer til asiatiske retter
Kålsalaten her smager simpelthen så dejligt! Ingefær, soja, chili, sesam og koriander er jo blandt mine yndlingssmage, og kombinerer du dem alle, bliver det kun bedre. Når kålsalaten er vendt i så lækker en dressing, er det så nemt bare at skovle kålen i sig. Og så E L S K E R jeg jo koriander! Det ved jeg godt ikke alle gør, men for mig er det prikken over i’et!
Kålsalaten her kan du bruge som genialt grøntsagstilbehør til alle asiatiske retter eller til dage, hvor der er kedelig kylling på menuen, og du trænger til noget, der kan peppe måltidet op!
Sushi med blomkålsris
Jeg er kommet lidt sent på sushibølgen og i mange år syntes jeg faktisk, at sushi var virkelig uinteressant. Jeg synes, det smagte af kedelige ris og så det, jeg valgte at dyppe dem i. Men i takt med at jeg har smagt bedre sushi, er jeg virkelig kommet til at holde af det.
Vi har eminent god sushi her, hvor jeg bor. Vores lokale sushi-pusher (sushi2500) laver endda sushi med 60% blomkålsris. Jeg er med på at 60% ikke gør sushien kulhydratfri, men det er sørme da en forbedring. Og jeg synes helt ærligt at det smager bedre. Det falder lettere i maven også, hvilket er rigtig rart.
Vil man have sushi uden kulhydrater, kan man jo lave sin egen med 100% blomkålsris. Det fungerer bedre end man skulle tro. Se fx disse lækre tuna rolls eller de lækre sushi cones. Og så kan man jo servere denne lækre opskrift på sushisalat til.
Inspirationen til opskriften på sushisalat har jeg fundet i Marias bog Geniale Grøntsager.
Maria har hjulpet mig i køkkenet, når vi tager billeder til mine bøger og foruden at være en uundværlig hjælp, er hun også begavet med et kæmpe talent for at få enkle grøntsagsretter til at smage dejligt. Geniale Grøntsager er hendes første bog, og den er fuld af lækre grønne retter. Den er delt op i grøntsagstyper, så man nemt kan slå “hvidkål” op og finde idéer til at få brugt lige netop det trætte halve kålhoved, der ligger dernede i bunden af køleskabet. Smart!
Det her MÅ prøves Jane! Det ser jo alt for lækkert ud! Jeg elsker selv sushi og kan spise klistrerede ris til min mave ligner én i 5. måned (dog ikke videre behageligt), men jeg savner ofte et grønnere og mere knasende indslag til den noget tunge sushi. Ofte bestiller jeg diverse tangsalater eller salater, men de er aldrig helt gode. Næste gang laver jeg da bare min egen japanske salat og hiver frem til takeaway menuen! :)
Ja helt enig. Det er nemlig præcis godt med noget frisk og knasende tilbehør i stedet for de der til tider lidt slatne tangsalater :)
Hej Jane,
den salat ser rigtig god ud og skal helt sikkert afproeves i den naermeste fremtid. Og den der koriander, enten elsker man den eller saa hader man den. Tror ikke der er nogen mellemvej. Jeg er saa en af dem der ogsaa synes at den er prikken over i’et :-)
MH Veronica
Jeg er ex-koriander-hader! Kunne slet ikke have smagen. Nu elsker jeg den! Men jeg forstår godt modstandernes side :)