Forrige sommer, da jeg sad ude på en næsten øde ø i Malaysia sammen med min familie og fandt en ro, jeg ikke kan huske, jeg har haft hverken før eller siden, fik jeg en tanke om, at jeg ville skrive en bog med mad til børn. Lige i det øjeblik virkede det som det eneste rigtige. Dengang troede jeg, den skulle hedde Rigtig mad til små mennesker og handle om sund mad til børn.
På det tidspunkt var jeg ved at lave LCHF Året rundt så et nyt bogprojekt stod ikke lige øverst på listen, men bogen lå i baghovedet og rumsterede, og jeg begyndte at skrive nogle små tekststykker til den, når jeg en gang imellem følte mig inspireret til det. I perioder følte jeg mig helt tændt på idéen om at lave den, og i andre perioder var jeg helt sikker på, at jeg i hvert fald ikke ville lave den. I har jo selv set, hvordan bølgerne går højt, når jeg skriver om mine egne børn her på bloggen, og tonen bliver hurtigt ondskabsfuld, og det ville kræve en robusthed fra min side at turde udgive det i bogform. Og det turde jeg ikke.
IKKE MERE VÆGTTAB
Sådan gik der et lille års tid, imens jeg vaklede frem og tilbage. Og så i forsommeren besluttede jeg mig for at gå videre med projektet. Det var den eneste bog, jeg kunne se mig selv skrive, og jeg følte mig på det tidspunkt mættet af at skrive bøger om LCHF med en underliggende præmis om, at der venter en slank krop et sted derude. Jeg forstår godt, at vægt er vigtigt, og at markedet for bøger om emnet er umætteligt, men sådan set i helikopterperspektiv synes jeg, der er mange andre ting, der også er vigtige.
Jeg synes, helheden er vigtig, mens detaljen er mindre vigtig. Og derfor var jeg lidt småtræt af at skulle forsvare detaljer, som at jeg blandede en revet gulerod i en råkostsalat eller sødede en dessert med banan i stedet for sukrin. Jeg synes ikke, den slags er vigtigt, og jeg syntes, det var svært at blive ved med at gentage, at det jo ikke er det enkelte gram kulhydrat, der tæller, men det store billede, og at der immervæk er plads til mange grøntsager (af alle slags), hvis man samtidig ikke spiser store mængder mejeriprodukter, nødder og low carb-kager.
Så hvis jeg skulle hive 8-9 måneder ud af kalenderen for at skrive en bog, ville jeg gerne være fri af den slags tanker og bekymringer.
KONTRAKT OG BOGSKRIVNING
I juni underskrev jeg kontrakt med Politiken om at udgive min børnebog. Normalt når jeg laver kontrakt om en ny bog, er jeg ved at boble over for at fortælle jer om det, men denne gang var anderledes. Projektet føltes lidt privat, og jeg havde brug for at holde det for mig selv, indtil jeg var helt skarp på, hvad der kom ud af det.
I juli holdt jeg fri fra sociale medier, men jeg holdt ikke fri fra arbejde. Jeg skrev nemlig bog, sideløbende med at jeg også holdt lidt ferie, og i går afleverede jeg manuskriptet til bogen.
Bogen hedder ikke længere Rigtig mad til små mennesker, for den udviklede sig i en lidt anden retning, imens jeg skrev den. I stedet hedder den MADGLAD – lær dit barn at elske rigtig mad Det synes jeg er en dejlig, glad og positiv titel. Bogen har været helt enorm svær at skrive. Ikke fordi jeg ikke har nok på hjerte, for der er såmænd rigeligt at tage af, men fordi det er et utroligt sårbart emne.
De af jer, der følger med på Snapchat (janefaerber) ved også, at vi allerede har taget en masse billeder til den. Faktisk tog vi de første billeder i slutningen af august, og i denne uge har jeg igen været i fotostudiet ude hos Columbus. Det har været skægt og anderledes, fordi det er en helt ny bog. Det er ikke en bog nr. 5 i den serie af bøger, jeg tidligere har skrevet. Den er helt sin egen. Og den får sit eget udtryk, og det er skægt at lege med.
Silas og Vega har været inviteret med i fotostudiet nogle gange, og de synes, det er sjovt at få lov at agere linselus for en dag. De har også prøvesmagt samtlige opskrifter, og responsen har været meget positiv, kan jeg allerede nu afsløre!
Bogen udkommer d. 26. april 2016. Læs mere om, hvad bogen handler om, og hvad den indeholder her: MADGLAD
Kære Jane,
mens jeg venter spændt på din kommende bog, har jeg et spørgsmål, der ligger mig meget på sinde aktuelt. Jeg har en søn på 5 mdr, hvor jeg er i gang med de store forberedelser til overgangen til “rigtig” mad. Jeg spiser selv en art LCHF, dog ikke striks, jeg har dine bøger og læser ivrigt med på bloggen. Jeg er enormt sukkerfølsom og med alt hvad jeg har lært (bla af dig) om blodsukker, virker det enormt mærkeligt på mig, at skulle følge Sundhedsstyrelsens råd om opstart af mad. Her står den på grød og frugtmos i lange baner og først senere grøntsagsmos. Tilsat fedt fokuseres der primært på fra 4-6 mdr. Har du viden om dette område og nogle råd du vil give mig (og andre) med på vejen? Så vil jeg være meget taknemlig :).
Og så er jeg i øvrigt lykkelig for din timing på at udgive en bog om madglæde, netop som jeg skal til at sikre mig at mit barn bliver en madglad lille gut :)
Mange venlige hilsner,
May
Åh, jeg har det meget svært med at rådgive om kost til babyer. Dels fordi det er så længe siden jeg selv har haft babyer, og dels fordi jeg oplever det som et meget sårbart område. Kender du til BLW-principperne (Baby Led Weaning)? Det er sådan et koncept, hvor man springer hele grød og mosen over og i stedet giver barnet rigtig mad fra starten. Der ligger nogle utroligt gode tanker bag, og jeg kan varmt anbefale bogen/bøgerne om det. Hvis du kan læse svensk, kan jeg også VARMT anbefale dig denne bog: http://cdon.dk/b%C3%B8ger/fernholm%2c_ann/smak%C3%A4ventyret_%3a_att_l%C3%A4ra_sm%C3%A5_barn_%C3%A4ta_mat-33249010 Utroligt mange gode tanker om at lære børn at spise rigtig mad helt fra starten.
Tusind tak for svaret. Jeg kender lidt til BLW, men jeg vil helt sikkert lige læse mere op på det. Tak for råd :)
Kære Jane,
Jeg er helt solgt allerede – med en travl hverdag, 2 drenge på 5 og 12 glæder jeg mig til at blive inspireret til andet end lasagne og kyllingelår :-) Tåler ikke gluten og vil så gerne lave mad i børnehøjde uden gluten til hele familien uden at det bliver et større projekt. Glæder mig til bogen kommer! :-) Mange hilsner, Anja
Hvor fedt! Det er jeg glad for at høre! :)
Stort tillykke med din nye bog; nu glæder vi os til, at den bliver udgivet.
Super ide! Jeg har dog ikke selv børn i huset længere, men jeg er sikker på, at opskrifterne også kan bruges til andre (f.eks. kræsne, som heller ikke er glade for grøntsager), så jeg glæder mig til bogen.
Vi lever heller ikke efter LCHF, snarere “Paleo-agtigt” med nogle fastedage, for sådan har vi det bedst.
Jeg er stærkt modstander af at undvære frugt og visse grøntsager for så at skulle spise ekstra vitaminer og mineraler i pilleform; det giver simpelthen ikke mening for mig…
Venter med spænding på bogen ?
Nej, hvor jeg allerede glæder mig til denne bog!
Jeg har flere gange forsøgt mig med LCHF, men det virker slet ikke for mig. Rigtig mad derimod med masser af grønt og uden at tænke på ’tilladte’ og ‘forbudte’ fødevarer er i den grad sagen! Jeg ved også, at jeg får det bedst uden gluten og sukker. Hvis så mine små – næsten udelukkende carb-spisere – også kan lokkes til at spise maden vil det være fantastisk :-)
Herligt, selvom jeg ikke har små børn, vil jeg helt sikkert købe den :-) Lækre børn du har, de ser så søde ud :-)
Held og lykke med den, glæder mig til at købe den :-)